Inden jeg skulle forlade mine skønne unger og begive mig videre på eventyr med Kapper, skulle jeg lige møde en sej mand, ved navn Alvin og bruge noget at weekenden sammen med ham. Alvin er egentligt fra USA men har boet mange år i Honduras. Han er en virkelig cool mand som hver dag gør en forskel for mange mennesker gennem sit arbejde.

Fredag formiddag skulle vi først i lufthavnen og aflevere Rebecca og selvom det lyder fjollet så kneb jeg en lille tåre da jeg skulle sige farvel til min nye fantastiske veninde som jeg har tilbragt uhyggelig meget tid sammen med de seneste fire måneder. At få hende som veninde oven i hatten er en rigtig god bonus. Men hende ser jeg trods alt igen. Frederikke og jeg satte så næsen med Alvins hus og mødtes med de andre danskere og det var så hyggeligt at se dem igen alle sammen. Efter en god frokost kørte vi så ud til det offentlige børnehjem INFA. Her er børnene låst inde næsten hele dagen og lever under strenge kår. De kommer her hvis de er blevet smidt ud af et andet børnehjem eller venter på en plads på et børnehjem. Vi piger tilbragte en masse tid sammen med de store piger og det var faktisk hyggeligt, selvom nogen af dem kunne være lidt strenge i filten. Hurtigt gik det dog op for mig at Renacers piger har ikke meget af brokke sig over J

Senere på aftenen skulle vi så på gaden med Alvin og dele sandwich med bønnemos ud. Det var uhyggeligt at se hvordan folk virkelig lever på gaden og er helt væk på stoffer. Men alle var rare nok og så længe vi var sammen med Alvin ville ingen røre os. Et af stederne var der virkelig klamt og stank vildt meget af urin, lort og bræk og alt dette lå folk og sov i. Senere gik der en lille konkurrence i at vise skud og snit sår på kroppen (altså ikke volontørerne, men gade folkene), nogle havde stadigvæk kugler i maven, fordi de ikke havde råd til at få taget dem ud.

Om aftenen var vi alle sammen så trætte at vi faldt i søvn på vej hjem i bilen som et miniput hold, og nærmest gik direkte i seng. Dagen efter tilbragte jeg hele dagen med at vente på Kapper i lufthavnen, hvis rejse ikke skulle gå som det letteste, men frem kom han endelig og det var rigtig godt at se ham igen efter de mange mange måneder. Om aftenen tog vi så på en kaffebar i det fine Tegus og hyggede os og snakkede. Søndag morgen var vi til kirke i Alvins Kirke og ude at spise kinesisk med Alvin og en masse andre. Så måtte vi vinke farvel til den fantastisk Alvin og de andre danskere og sætte os ind i en taxi med næsen mod Renacer. ( Troede vi, læs næste blog indlæg)

Lidt fakta om Honduras for dem der gider

Hver 15. min bliver et barn seksuelt misbrugt i Tegus

Hver måned på et hospital føder 12-16 år gamle piger, omgkring 600 babyer. Dette er kun et hospital.

Utrolig mange lever på et måltid om dagen, nogle hver anden dag.

Derfor er de fleste på lim, som koster omkring fem danske kroner, og kommer fra folk der stjæler det fra skofabrikker. Lim stilner sulten og dulmer smerten.

En pige på mellem 12-16 år koster 25 kroner på gaden. Hvis du er ældre tjener den omkring 8,5 kr. pr kunde.

Når folk dør på gaden eller stikker af til USA bliver deres sko hængt op i strømmasterne.

Mange børn flygter fra hjem med stoffer, alkohol og sexmisbrug og ænder på gaden hvor de selv får børn som børn. Nogle af disse børn bliver så sendt til børnehjem andre må bliver på gaden og lærer det hårde liv.