Nærdødsoplevelser i Mekong Deltaet!

Jeg havde på forhånd haft mine betænkeligheder ved at drage til Mekong Deltaet - jeg mener…..det er jo trods alt Vietnams mygge epicenter! At plante mit korpus dernede ville kunne sammenstilles med at sende en neger til et Ku Klux Klan møde, smide en sagesløs pose M&Ms ind på et julemærkehjem eller vifte en pose Oreos foran undertegnede! Men måske dette netop var det geniale ved at tage til deltaet, for myggene ville jo aldrig overveje at lede efter mig i deres eget hovedkvarter - hvilken tåbe ville vælge selv at vade direkte ind i løvens hule!? Det ville jo svare til at Bin Laden i al denne tid har siddet på MacDonalds og ædt Big Mac menuer - intet mindre end genialt!!!! Naturligvis undersøgte jeg alternative måder at udforske deltaet på - der er jo trods alt ingen grund til at friste skæbnen alt for meget - men da muligheden af at blive fragtet rundt i en panserglassikret kabine med hjul, blot blev mødt med himmelvendte øjne og mistroiske blikke fra diverse rejsearrangører og da samtlige skræddere ikke helt delte min vision af en burka inspireret full body myggenetsdragt, så jeg mig nødsaget til at tage ud til deltaet på lige fod med alle andre dødelige. Langtfra ubevæbnet dog! Jeg medbragte det tunge skyts i form af alle de mygge torturinstrumenter jeg syntes var forsvarlige at medbringe og gjorde mig ekstra umage med at pakke mine brystlommer på den mest hensigtsmæssige måde så jeg ikke pludselig stod med et par guillotinerede babs og nutte vorter! Desuden medbragte jeg min myggespray fra Venezuela, der bestemt ikke er for små børn og sarte myg! Den ikke blot lugter af kemilokale, den ætser også de påsmurte steder en lille smule og må i øvrigt ikke komme i kontakt med hverken plastic eller læder, da den i så fald opløser materialerne! Man skal derfor lige overveje hvad man har på af tøj inden man sprayer sig - ellers risikerer man pludselig at finde sig selv vadende halvnøgen omkring i Vietnams gader, fordi ens fine læderkjole pludselig er fordampet i en giftig sky af myggespray!!! - men hva' faen hvis det kan holde stikkefranserne på afstand så kan jeg godt leve med at dufte lidt af farlige giftgasser, rende halvnøgen rundt og have et par ætsede betændte hudplamager hist og her! Mine betænkelige bundede dog også i mit sidste deltabesøg (godt nok i Sydamerika, men stadig et delta!), der endte i tarantelregn, insektsmagning, botanikforfølgelse og ikke mindst seriøse tissetraumer! (For uddybende detaljer vil jeg råde jer til at læse Venezuela beretningen fra 2006 :). Men da jeg virkelig gerne ville se det berømte delta - overvandt eventyrlysten alligevel frygten for kidnapning af skrupelløse vietcong myg, nærkontakt med store lodne edderkoppefætre og frygten for endnu engang at skulle ende med røven bar et sted i junglen fordi jeg nu engang er "velsignet" med en blære på størrelse med en dværgært.

Myg, taranteller og offentlig nøgenhed skulle dog vise sig at blive det mindste af mine bekymringer på denne deltatur……………………..!

Jeg har tit forestillet mig hvordan mine dage her på jorden ville ende og tro mig det har ikke skortet på kreativiteten; den ene dag er jeg offer for et drabeligt flystyrt, den næste ender jeg som middagssnack i gabet på en stor hvid haj - hvis jeg da ikke lige først er blevet offer for bestialske mordere, der vil have mine organer, er blevet elektrisk henrettet af min utilregnelige toastmaskine, er faldet om af slikforgiftning eller alternativt er blevet offer for en kombination af alle ovenstående: Jeg står i mit køkken og forsøger at begrænse osteudslippet fra min toast, da sandwichmaskinen pludselig af uransaglige årsager vælger at sende titusind volt gennem kroppen på mig. Samtidig går jeg i sukkerchok på grund af de urimelige mængder gummibamser jeg har smidt i hovedet hele dagen og i selvsamme sekund som alt dette sker, falder der et fly ned oven i hovedet på mig, der tilfældigvis har fået til opgave at transportere en stor hvid haj fra Sydafrika til dens nye hjem i Kattegatcentret, der nu med et plask lander ovenpå mit stegte korpus og ser sit snit til at indtage sit sidste måltid i form af den allerede tilberedte Frk. Jetstar, der meget bonusagtigt også sørger for dessert i form af den smølfevingummi, der stadig logerer mellem fortænderne. Det er omkring her de overlevende piloter viser sig at være koldblodige mordere, der udover hajer også transporterer organer til det sorte marked i Sydamerika hvor efterspørgslen af især ikke-rygende skandinaviske kvindeorganer er i høj kurs. Kort sagt - en rigtig lorte dag hvis man hedder Lotte Krammer!!!! Aldrig har jeg dog forestillet mig at blive sejlet over af et containerskib i Mekong Deltaet! Havde jeg vidst dét var en del af deltaprogrammet var jeg nok blevet liggende i sengen da vækkeuret ringede klokken seks og forlangte at Carsten og jeg stod op for endnu engang at pakke alt vores habengut (eller det er jo nok i virkeligheden mest mit habengut eftersom Carsten stort set ikke har andet end et par underbørger med, fordi en vis person skulle have plads til alt sit nylavede skræddertøj). Men op stod vi, blot for at blive plantet i en lille motorbåd, der skulle fragte os ned ad Mekong floden. Bedst som jeg charmerende lå og pustede savlbobler op af vinduet og drømte om bland selv slik, blev jeg pludselig afbrudt af en høj skurrende lyd. Mens jeg diskret fik tørret savlet af hagen, informerede Carsten mig om at bådsmotoren tilsyneladende var død, hvilket nu efterlod os drivende hjælpeløst omkring midt på floden.Først sad folk og smågrinede lidt, nogle lidt mere hysterisk end andre - heriblandt undertegnede, der allerede havde set båden kæntre og læst avisoverskriften; "Ung dansk kvinde druknet i Vietnam - hendes livløse krop blev tilfældigvis fundet da en fisker så en kvindearm med en pakke oreos stikke op af det mudrede flodvand. Utroligt nok var chokoladepakken stadig tør og uskadt, det var kvinden dog ikke. Et vidne har senere udtalt at kvinden ellers var nået sikkert i land, da hun pludselig ved lyden af en summende myg, hovedkulds kastede sig ud i floden igen mens hun paranoid og desillusioneret råbte op om konspirationsteorier, røde Bh'er og forbandede rengøringsdamer".

Panikken begyndte dog at brede sig ved synet af et kæmpe containerskib med kurs direkte mod vores lille flydende fængsel. Sammenstødet var uundgåeligt og som i slowmotion sad vi alle åndeløst og kiggede flere meter op på skibets stævn, der knejsede sig som en ond skygge over os. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig graden af frygt når man sidder i en lille blikspand og kigger op på et flere meter overlegent skib både i højde og bredde! Hmmm…..Torpedering af containerskib - hvor stod det lige henne i programmet!!?? Desperat skimmede jeg turplanen;…….besøg i fiskerlandsby, traditionel musikopvisning, frugtsmagning og frokost…… - mens jeg rædselsslagen indså at dagspunktet; "motorstop med efterfølgende torpedering af containerskib" ikke var at finde, lød der et kæmpe brag idet skibet ramte os og passagerer og bagage fløj rundt i kabinen. Sjældent har jeg lovprist min mikroblære, men i denne sammenhæng blev den vores redning, da vi naturligvis var de sidste der var kommet ombord på skibet fordi jeg lige for hundredesyttende gang skulle ind og vride rosinen inden sejlturen, således vi var endt nede bagerst, spændt fast som i en skruestik sammen med to tyskere. Så vi røg ingen steder ved sammenstødet, mens de andre lettere fortumlede lå og legede kluddermor nede på gulvet. Action lige fra morgenstunden af - Don't try this at home kids!!! Det var ren Titanic - ja altså bare lige uden isbjergene, orkestret, luksuslineren, Atlanterhavet osv - men med lidt god vilje så jeg Carsten som en ung Leonardo Di Caprio - dog med en smule mere ansigtsbehåring - og jeg selv som en knap så yndefuld Kate Winslet, der i ren panik var halvvejs i gang med at klemme sig ud af bådsvinduet. Jeg havde dog undervurderet størrelsen af mit hofteparti og måtte derfor opgive mit forehavende. BANG! Jeg lukkede øjnene - endnu et monsterskib ramte vores efterhånden synkende skude, dog knap så frontalt som det første skib og da jeg vovede at åbne øjnene igen var det første jeg så skikkelsen af min redningsmand i form af en…..en…..hane! En steppende én af slagsen endda! (Til de af jer, der har brug for billeddokumentering henviser jeg til fotoalbummet!) Havde jeg virkelig slået hovedet så voldsomt at jeg i stedet for at se de klassiske tegnefilms pipfugle, nu så steppende haner??? Realiteten var dog at den steppende skibshane var en del af besætningen på den fiskerbåd, der var kommet os til undsætning. Hvorfor den steppede er mig dog stadig et mysterium, men det var bestemt et underholdende show midt i al elendigheden! I fællesskab med fiskerbåden fik vores styrmand skubbet os i nærheden af land, så vi ikke længere lå og agerede grisen i et petanque spil. Så ovenpå vores lille nærdødsoplevelse var der nu dømt trekking i mudder op til anklerne til nærmeste landsby, så vi kunne blive fragtet videre i bus når nu vores lille båd ikke kunne klare mosten.

Resten af deltaturen var faktisk ekstraordinær ubegivenhedsrig…...men det er selvfølgelig også svært at overgå en morgen, der har budt på dansende fjerkræ, muddertrekking og dødssejlads - herfra kunne det jo kun gå ned ad bakke! Det eneste vi egentlig foretog os på resten af turen, var at sidde i en bus eller en båd og blive transporteret rundt til diverse turistfælder under dække af at vi skulle ud og se hvordan de lokale ernærede sig ved enten biavl, kokosnøddekaramelfremstilling, nudellavning eller rishøst. I virkeligheden ernærede de sig vist bare ved at vi kom forbi og købte al deres ragelse! Jeg havde naturligvis fra starten af svoret at jeg i hvert fald ikke skulle prakkes nogle af alle deres hjemmelavede duttelutter og dingenoter på! Derfor er det mig også en gåde hvordan jeg alligevel endte med en pakke honningdækkede peanuts og en plade kokoskarameller!? Ja, ja man har et standpunkt til man tager et nyt og konklusionen må være at så snart det er sødt og spiseligt, så er Frk. Krammer et let offer for turistmanipulation.