Profile
Blog
Photos
Videos
Det er et faktum - vi er forbandede! Åh jo, den skrækkelige yoghurt forbandelse har tilsyneladende besluttet sig for at nedkaste sig over os eller det vil sige det er jo praktisk talt ikke os det går ud over, men derimod vores stakkels medpassagere! Der skete nemlig præcis det samme som der skete på flyveturen til Fiji! Denne gang var det dog ikke mig der var synderen, men derimod en meget uheldig steward, der formåede først at tilsøle den flinke mand ved siden af os i......ja gæt selv - intet andet end jordbær yoghurt! Men næ nej, det stoppede skam ikke her, for da stewarden febrilsk fiskede rundt efter et par servietter lykkedes det ham samtidig at hælde juice udover den efterhånden ret forkomne og morgenmadsbuffet lignende mand! Oh..rædsel når de først finder ud af at det hele i virkeligheden er vores skyld - at det er os der bærer forbandelsen på vores skuldre, bliver vi brændt på bålet som de jordbær yoghurtskættere vi er! Nooooo!!!!!!
Nå men lettere rystede over hele yoghurt situationen ankom vi dog omsider til Perus hovedstad Lima. Og så var det at vi brutalt blev revet ud af vores foregående måneders trygge rammer med ordene fra vores taxachauffør "Por favor....stil jeres håndbaggage på gulvet hvor ingen kan se det, for ellers kan det godt være at en eller anden syg stodder kommer og smadrer bilruden og pløkker knoppen af jer" (ja okay det var måske ikke helt de ord han brugte, men det var i hvert fald essensen af det!) og i øvrigt VELKOMMEN TIL SYDAMERIKA! Fantastisk.....! Apropos vores taxachauffør så er vi ret sikre på at han havde en hemmelig drøm om at blive guide (men han har nok ikke haft de påkrævede hobbitmål), for på turen ud til vores hostel nåede han at fortælle om alt lige fra termitsikrede balkoner til den spanske invasion, så det var godt nok en anstrengende taxatur når nu man havde fløjet i 11 timer og egentlig bare gerne ville have en seng at sove i! ZzzzzZzzz.....
Vi blev hurtigt enige om at forlade Lima så hurtigt som muligt og efter en 20 timers lang helvedesbustur på bumleveje med køresyge, opkast og saunalignende tilstande inde i buskabinen nåede vi endelig bjergbyen Cusco. Det var egentlig utroligt at vi stadig var ved bevidsthed da vi nåede vores destination for op til flere gange var vi ved at knock out'e os selv på bussens toilet - ja det er dælme ikke nemt at forsøge at trække bukserne op når man bliver kastet fra væg til væg og samtidig nærmest er nødt til at tackle toiletdøren åben, fordi man på ingen måde kan finde håndtaget i kaosset af flyvende toiletvand og lokumsbørster.....det var jo nærmest som at medvirke i en busudgave af happy slapping! Men ja frem kom vi jo som sagt og da vi først var kommet på plads på vores værelse, (hvor væggen blandt andet var prydet af en nøgen dameplakat, som naturligvis lige får en morgensherifstjerne til godmorgen salut hver dag) skulle vi bare i bad! Det viste sig jo desværre at det eneste sted, der var varmt vand i bruseren var på herretoilettet og her oplevede jeg det mest skumle bad nogensinde! Føj! - pludselig kommer der en mand ud og sætter sig foran badeforhænget og begynder som det mest naturlige i hele verden at starte en samtale med mig.....hallo hr, jeg har faktisk ikke særligt meget lyst til at snakke med dig når jeg står nøgen i badet (ja det gør jeg faktisk oftest) kun isoleret af et tyndt stykke nylon! Tilsidst fattede han vist hintet og gik....for bare at vende tilbage og selv gå i bad. Så nu har mig og Stine oprettet et "bathwatch" der indebærer at personen, der ikke er i bad har til opgave at forsegle og afspærre herretoilettet i den tid den anden nyder et uforstyrret brusebad! Så på vores hostel er det ikke et særsyn at se mænd stå på rad og række med tårer i øjnene udenfor herretoilettet - så kan de lære det alle de skumle mænd!
Stine er jo lidt på herrens mark når det kommer til det spanske, men indtil videre har hun lært at sige "Que" hvilket stort set er hendes svar på alt - hun minder faktisk ret meget om ham Manuel fra Halløj på badehotellet, hun mangler bare at gro lidt mere moustache! Men når hun rigtig skal flotte sig med de spanske gloser så har hun lært at sige "vi vil gerne betale" (Queremos pagar), så det er hende der tager sig af det pjat når vi er på restauranter. Det bliver dog for det meste til "Kræmos pagaj" og det er jo altså ikke helt det samme, men hun ser så stolt ud når hun siger det at tjenerne bare nikker og oftest gætter sig til sammenhængen således at vi rent faktisk får en regning!
Udover skumle bade og underholdende restaurant besøg har vi jo også været ude at kigge lidt på de nærliggende inkaruiner....og her blev det endnu engang slået fast - vi er og bliver bare verdens dårligste turister! Vi er simpelthen alt for rastløse til at stå og høre på en guide kværne i en halv time om ting, som vi på forhånd har læst i Lonely Planet! Så det sker tit og ofte at man kan finde os strejfende alene omkring i jagten på vores gruppe, som på mystisk vis er forsvundet mens vi har været travlt optaget af hundredesytten andre ting, som vi har fundet meget mere interessante end lige dèt som vi egentlig burde! I dag formåede vi rent faktisk med vilje at stikke af fra vores gruppe efter at have besøgt kirke nummer "nu brækker jeg mig snart hvis jeg skal se èn mere blødende korsfæstet jesus statue" og smuttede elegant videre til noget langt mere spændende, nemlig det helt store indkøb af slik til Machu Picchu turen!
Og ja her ender vores beretning....vi har lige været til møde vedrørende vores inka trek, der starter i morgen - jubi! Eller.......Stine deler vist ikke helt min entusiasme - hendes ide af ferie indbefatter vist ikke at ligge i et telt i 4000 meters højde og klapre tænder....men ja, ja sådan er vi jo så forskellige :) Vi er dog blevet enige om at for at undgå højdesyge på dette trek køber vi en ordentlig røvfuld rødvin - I ved sådan nogle 5 liters dunke med en lille taphane, som vi kan gå og bappe af hele vejen op - så skal vi satme nok få fortyndet vores blod i en sådan grad at højdesyge bliver en by i Rusland! Nå...men vi vil slutte nu, vi har jo noget rødvin vi skal have købt og ikke mindst fundet ud af hvordan man lige monterer sådan en dunk på rygsækken! :)
- comments