Jeg ved godt, denne blog er meget lang, men den dækker også de sidste 3 uger svarende til vores første 3 uger downunder, så I (Pia fx) kan eventuelt bare vælge og læse den i små bidder. Har prøvet at lave afsnit, søde Pia :)

Vi ankom til OZ (Australien) d. 11. oktober - et af vores højdepunkter. Vi blev dog ikke ligefrem positivt overraskede, da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Der var HUNDEKOLDT! Koldt som i at jeg frøs med jeans, sneakers, top, sweater, blazer (habitjakke) og tørklæde. Det var delvis pga. den store temperaturforskel fra Asien, hvor vi havde rejst rundt i 30-40 graders varme i 1½ måned, og delvis pga. det kun er forår her i WA (Western Australia). Maj og mig havde åbenbart ikke gjort vores research grundigt nok, for vi var ikke klar over, at der var så koldt i Perth. Da vi kom frem til vores backpackerhostel kunne vi ikke komme ind, fordi døren var låst, og der var ingen, der lukkede op, så vi måtte pænt stå ude på gaden og se dumme ud, indtil nogle af de andre backpackere kom og lukkede os ind. Her fik vi endnu en overraskelse, da samtlige backpackere var fra Asien, hvilket ikke hjalp til at muntre os op. Netop som vi ellers lige troede, vi var sluppet fri for asiatere, forfølger de os til OZ, fantastisk. Efter to timer i fællesrummet, kom ejeren hjem, og vi fandt ud af, at grunden til at han ikke havde været der og lukke os ind var, at Maj havde booket hostel til november og ikke oktober. Det var det eneste, hun skulle booke på egen hånd, mens jeg var på Lanzarote, så hun er frataget bookingpligten i fremtiden. Haha. Heldigvis havde ejeren ekstra værelser, så vores ophold i Perth var reddet. Om aftenen gik vi tidligt i seng, da det var en søndag og Perth udgav sig for at være en total spøgelsesby. Uheldigvis frøs jeg hele natten, så det blev ikke til meget søvn - pga. en lillebitte frø, som har bildt mig ind, at en silkesovepose er supervarm - NOT! Så nu er jeg blev snotforkølet, øv øv.

Dagen efter vores ankomst til Perth havde vi en hel dag til rådighed inden vores 20-dages rundrejse skulle starte dagen efter. I ført vores bedste eskimo outfit gik vi ud for at kigge lidt på Perths få seværdigheder og forsøgte at blive lidt akklimatiserede, så vi kunne vænne os til kulden. Vi var bange for, at der var koldt i det meste af WA, men det har heldigvis vist sig, at jo nordligere vi kommer, jo varmere bliver der, så allerede på 2. dagen af turen var vi tilbage til hot hot hot! Derefter er temperaturen bare forsat med at stige, og en af dagene mens vi satte telt op i middagsheden, målte vi 53 grader, der hvor vi stod, i solen. De sidste to uger har situationen været stik modsat - der har været helt ulideligt varmt, faktisk så varmt, at vi bliver fordrevet fra vores telt allersenest kl. 6.00 om morgenen, da teltet bliver forvandlet til en sauna.

Perth var bare et nødvendigt "stopover" på vores færden i WA og udgangspunkt for vores rundrejse, men derudover er der ikke det vilde at skrive hjem om, så jeg vil hurtigt springe videre til vores rundrejse, som har taget os fra Perth i den sydvestlige del af Western Australia og til Darwin i Northern Territory, en tur på mellem 6000-7000 km.

Karakteristisk for vores rundrejse skulle vi på førstedagen meget tidligt op, da vi skulle mødes med gruppen på et andet hotel kl. 6:45, så da vi både skulle nå at gøre os klar, pakke, spise morgenmad og skaffe os en taxi til starthotellet, stod vi noget morgensure men også spændte op kl. 5:00 om morgenen. Sådan ser stort set alle vores morgenen ud - op mellem 4.00-6.00 hver dag. Hvis vi en enkelt dag kan sove til kl. 6.00 siger guiden, at så er vi virkelig også heldige, men det er kun sket et par enkelte gange. Det er der ikke meget ferie over, men det er nu alligevel fint nok, da afstandene her i WA er enorme, og vi gerne vil opleve så meget som muligt. Vi har været super glade for at være på rundrejsen og opleve WA, så alt i alt sidder vi nu med et smil på læberne og nyder en velfortjent "fridag" i Darwin og lader op til vores nye 11-dages rundrejse i morgen.

Vores 20-dages rundrejse hedder Great Western Safari, og vi har i løbet af turen oplevet følgende:

Dag 1: I dag skulle vi tilbagelægge omkring 650 km., men det gode ved Connections - som er vores turarrangør - er, at de altid fletter nogle gode oplevelser ind i al transporten. På denne dag tog vi således som det første ud til Nambung National Park for at se "Pinnacles Desert", hvilket var et flot syn. Her gik vi rundt en times tid og nød det flotte landskab og fik lov at gense solen liggende på en "pinnacle". The pinnacle desert er en ørken med nogle spøjse klippeformationer, og det beskrives som "Rising mysteriously from the dune sands are thousands of limestone pillars, a landscape in eerie contrast to the surrounding heath." På vores videre tur gjorde vi stop ved at "leaning træ" - en træsort som er meget bøjelig og som pga. vindene hernede har en meget sjov horisontal hældning og vokseretning. Herefter holdt vi picnic ved en strand, hvor der var en fantastisk udsigt og et flot udsigtspunkt. Her sad vi - som altid ved frokost - på klap-ud stole rundt om vores Connections bus og spiste den mad, som kokken (en franskmand som Maj har været ved at score) havde forberedt.

Om eftermiddagen nåede vi frem til et vildt klippeområde, hvor vi var ude at gå en tur højt oppe på klipperne med en fantastisk udsigt over havet og de stejle klipper, som bølgerne rammer. Heroppe fra luften så vi en flot solnedgang over havet, og endnu mere spektakulært var vi så heldige at se et par humpback whales (pukkelhvaler), som boltrede sig ude i bølgerne. De var lette at se med det blotte øje, men ikke til at fange på kamera, så vi besluttede os for bare at nyde udsigten. På vej ud til klipperne havde jeg siddet foran i bussen og set min første vilde kænguru, som valgte at krydse vejen netop som vi kom - og som altså hoppede ud lige foran bussen. Det var nu meget sødt at se den hoppe af sted - så følte man virkelig, at man var i Australien, selv om jeg hele tiden var bange for, at chaufføren ville finde sit gevær frem og pløkke kænguru'en ned ligesom i filmen. Maj var noget mullen over, at hun ikke også havde set en kænguru, men heldigvis så vi flere ude i bush'en på vej tilbage - om end ikke så tæt på. Igen: umuligt at nå at fange dem på kamera, men en fed oplevelse! Om aftenen boede vi på en cattle station (farmstay) i outback'en, hvor vi så en hel masse flotte heste. Vi var også ude at spise på en open air restaurant ved navn Finlays, hvor vi fik lækker bbq mad (gratis). Inden vi ankom, havde vi dog fået at vide, at det var en fish bbq restaurant, så jeg var lidt bange for, at jeg skulle sulte, indtil guiden heldigvis sagde, at han heller ikke kunne fordrage fisk. Sådan!

Dag 2: Efter en rigtig god start på turen på dag 1 var vi meget forventningsfulde i forhold til, hvad der skulle ske på dag 2. Vi satte kursen mod Kalbarri National Park, og startede dagen med at køre gennem nogle flotte og skiftende landskaber, hvilket er meget typisk for WA - meget varieret landskab, som skifter i farver, vegetation osv., så det aldrig bliver kedeligt at kigge ud af vinduet. Ville ønske jeg kunne tage billeder af det hele, men det lykkes ikke så godt, så I må nøjes med mine korte beskrivelser. Fx kan man til tider se havet i baggrunden med kridhvide strandskalleklipper i forgrunden, røde vejrabatter med en masse bush-lignende vegetation, anderledes sparsom vegetation fyldt med kæmpe termitbo osv. Efter at have nydt landskabet en tid nåede vi frem til vores første stop: Z-bend, som er en "gorge" - en slags kløft i bjergene, hvor der løber en flod igennem. Denne her hed Z-bend fordi den fra luften formede et Z - smart nok! Fra vores klippeposition 150 m over kløften kunne vi dog kun se en del af Z'et, så det fremgår ikke af billederne, at det er et Z. Efter at havde klatret på nogle ret vilde klipper og igennem kløfter kom ned til foden af klipperne og ned til floden, hvor vi så den sidste del af Z'et, mens vi hoppede rundt i vandet på nogle sten og tog billeder og sad og nød den bagende sol. Vores næste stop var Natural Window, som har fået sit navn pga. den fantastiske udsigt over endnu et flod- og kløftelandskab. Derefter fortsatte vi til Hawks head, som minder om Z-bend og Natural Window, selv om den ene er smukkere end den anden.

Efter endnu et frokoststop fortsatte vi turen mod Monkey Mia, som var vores endelige destination den dag. Inden vi kom så langt gjorde vi stop ved en smuk bred strand lavet af skaller (ikke sand), som sjovt nok blev kaldt Shell Beach. Her gik vi en tur ned til havet og fik nogle flotte billeder af det helt hvide landskab med alle skallerne, som vores guide havde fortalt blev brugt til at bygge huse med. De første par dagen agerede vores kok guide, fordi vores rigtige bus var på hospitalet og vores guide derfor måtte vente på den i Perth. Maj og mig fattede ikke halvdelen af, hvad den franske "fake" guide sagde, men det lød så sødt, når han snakkede engelsk med hans franske accent, at det var det hele værd! Da vi kom frem til Monkey Mia så vi den flotteste solnedgang lige ud til stranden (som i øvrigt var en supersmuk hvid palmestrand), hvor vi sad og nød en kold Carlsberg - skøøøøøøøn ferie!!

Efter aftensmaden - kl 20:30 - skulle vi mødes med en aboriginal, som skulle have os med på en night safari ud i bush'en. Det var faktisk en super smuk oplevelse, da de har en fantastisk stjernehimmel hernede (i hvert fald i WA). Jeg tror aldrig jeg har set så mange stjerne før, smukt! I vores lommelygter som eneste lys begav vi os derefter ud på nogle sandstier i bush'en, indtil vi kom til et bonfire (bål), som aboriginalmanden havde tændt på forhånd. Her satte vi os ned rundt om målet, men han fortalte aboriginal historier for os og tegnede aboriginal kort over Australien i sandet. Til sidst ristede han 4 friske fisk på bålet, og jeg blev selvfølgelig lidt upopulær, da jeg pænt sprang over tilbuddet om at prøvesmage dem. Holder min far personligt ansvarlig for min kræsenhed - not my fault. Haha.

Dag 3: Her skulle vi igen tidligt op for at nyde synet af Monkey Mias største attraktion - og et af højdepunkterne på denne tur - vilde delfiner som hver dag kommer ind til stranden for at blive fodret. Vi stod sammen med de andre turister i vandkanten og så på alle disse vilde delfiner, som svømmede så tæt som ½m på os, mens de fulgte efter fodringsfolkene ude i vandet. Først fortalte fodringsfolkene lidt om de forskellige delfiner, deres navne osv., inden de fandt frivillige til at fodre dem. Omkring 45min. senere svømmede delfinerne ud i havet igen, men kom som sædvanligt tilbage 2 gange til inden frokost - der er i alt 3 fodringer, og Maj og mig var selvfølgelig med til alle - man er vel lidt skudt i delfiner. På den 3. fodring fik Maj lov at give en af delfinerne af fisk, hvilket var meget godt, da jeg jo tidligere har prøvet at fodre delfiner og svømmet med dem på Bahamas.

Resten af dagen brugte vi ved poolen og på den super smukke strand, hvor vi bl.a. også så en pelikan, som vi var hunderæd for, da vi var overbevist om, at den var ligesom svaner, der kan brække ens arm, mindst. Det hjalp heller ikke, at guiden allerede havde skræmt mig ved at fortælle, at pelikaner var ret ondskabsfulde, og at han engang havde set en pelikan spise en chihuahua på stranden. Endnu engang nød vi en øl til solnedgangen, ingen vi skulle hen til bussen (som danner basen for vores udendørs køkken) og få et dejligt aftensmåltid (vi spiser super godt på denne tur).

Dag 4: Efter en fantastisk oplevelse med delfinerne dagen før - hvilket jeg havde glædet mig meget til - var vi igen klar på nye oplevelser. Det fik vi også. Vi startede med at tage til at udsigtspunkt, hvor vi endnu engang kunne nyde en flot udsigt over havet - i nærheden af et område, der hedder Shark Bay, og som har fået sit navn, fordi der findes mange hajer i vandet. Langt nede kunne vi dog også spotte konturerne af nogle tiger sharks i det lave vand, selv om de så meget små ud oppe fra luften. Maj havde ikke lidt opfattet den del med tiger sharks, og ham fyren, hun snakkede med, misforstod det hun sagde, og troede vi havde snorklet med tigerhajer, som er nogle meget sultne bæster, så jeg måtte lige komme til udsætning og forklare ham, at det altså var reef sharks, vi havde snorklet med.

Herefter gik turen videre til et strandområde med stromalitter (tror jeg de hedder) - det ene ud af to steder i verden, hvor disse stromalitter stadig findes. Stromalitter er levende rocks (sten), som er fulde af bakterier og små dyr, som gør dem levende og modsætning til normale døde sten, som ikke vokser eller bobler, når tidevandet er inde. Stromalitter betragtes som "the beginners of life", fordi det var dem, der for ca. 2 billioner år siden, sørgede for, at der kom mere oxygen i den ellers oxygenfattige verden, hvilket skabte grobund for udviklingen af flere levende organismer og væsener - såsom dyr og mennesker. På vejen videre gjorde vi stod midt i ødemarken, hvor der blot er det skilt, der stor "Tropic of Capricorn" på - denne "linie" markerer grænsen til et tropisk klima og kan trækkes over hele verden.

Dette var vores sidste stop på turen denne dag, inden vi kom frem til Coral Bay. Inden vi nåede så langt fik jeg dog et par gode oplevelser fra forsædet af bussen, som Maj er ret misundelig over, men mon ikke det også snart bliver hendes tur.På forsædet sad jeg sammen med en af fyrene fra gruppen og selvfølgelig vores chauffør og guide (in one). Det var en superfed tur, fordi man oplever meget mere af, hvad der sker i verden udenfor. Fx havde jeg tidligere set et vejskilt med en kænguru, hvorpå der stod: "Caution, wildlife!" og så var der et billede af en kænguru, en emu og et andet australsk dyr. Jeg sagde til guiden, at jeg gerne ville have et billede af sådan et skilt ved lejlighed, men vi så ikke flere resten af dagen. På vejen frem i bussen så vi ca. 5 døde kænguru'er, og jeg begyndte at brokke mig over, at der kun var skilte af fede køer, da der ligesom burde være kænguruskilte, når der var så mange døde kænguru'er. Jeg var meget utilfreds med at se døde kænguru'er, så til sidst gemte jeg øjnene bag hænderne, når jeg kunne se omridset af et dødt dyr ud af vinduet. Det drillede de andre mig meget med, og guiden sagde til mig - for at trøste mig - at kænguru'en bare sov. Den teori accepterede jeg med glæde. Lidt senere bemærkede den anden fyr, at der var endnu en død kænguru, og så blev jeg ret sur på ham (for sjov) og sagde: "IT'S SLEEPING, REMEMBER?", og så fortalte jeg historien om køerne i Østrig, som også bare var ude at køre aftentur. Udover et kænguru skilt, havde jeg tidligere på dagen også sagt, at jeg gerne ville se flere kænguru'er. Det lovede guiden mig, at det skulle jeg nok komme til. Da vi så havde set alle de døde kænguru'er sagde han, at jeg ikke skulle brokke mig, for nu havde jeg jo set kænguru'er, som han havde lovet. Så sagde jeg, at jeg egentlig ikke ville have noget imod at se en, der stadig hoppede rundt. Det synes han var meget sjovt. Udover døde kænguru'er så vi også to store ørne fra forsædet, som sad i vejsiden, og som guiden sagde, havde et vingefang på over 2m., hvis de bredte vingerne ud. Til sidst på turen så os på forsædet også 2 emu'er i horisonten - de var lidt langt væk, men det var let at genkende omridset af dem. Guiden fortalte mig en historie om emu'er. Han fortalte, at det er emu'en hannen, som ruger på æggene og som passer ungerne efter de er født, mens hunnerne er ude at hygge sig. Jeg sagde til guiden, at det lød som om, emu'en var et meget fornuftigt dyr, hvortil han svarede, at han også havde forventet, jeg godt kunne lide historien. Det ved jeg ikke lige, hvad han mente med. Herefter sagde jeg, at når vi nu var i Australien, så burde vi gøre ligesom emu'en: Når vi kom frem til vores camp site, burde drengene sætte teltet op, mens pigerne tog en øl med ned på stranden og se solnedgang. Det forslag kunne han ikke lide, wonder why.

Da vi kom frem til vores camp site skulle vi lære, hvordan vi skulle slå teltene op, da vi skulle campere resten af turen. Da vi stod i en rundkreds med hver vores telt, foreslog jeg guiden, at han gerne måtte demonstrere på vores telt (så vi slap for selv at sætte det op). Han sagde, at det kunne han desværre ikke, når jeg havde spurgt, så han demonstrerede med to af de andre pigers telt, og alle de andre i gruppen grinede af mig. Øv øv. Efterladt på egen hånd legede Maj og mig blondiner på camping, og kom uheldigvis til at vende indgangen til vores telt væk fra alle de andre, som havde sat deres telte op i en social cirkel, ups. Bortset fra den lille episode er der faktisk ret meget handy women over os, hvis vi selv skal sige det.

Dag 5: Her havde vi en hel dag ved Coral Bay, som vi valgte at tilbringe ved stranden. Coral Bay ligger ved Ningaroo Reef, som er et rigtig flot koralrev, så vi var ude at snorkle en tur om formiddagen og igen om eftermiddagen, hvor vi igen så mange flotte koraller og farvestrålende fisk- om end det ikke helt kunne måle sig med Ko Tao i Thailand. Vi regner dog med at få nogle endnu mere storslåede snorkel- og dykkeroplevelser ved Great Barrier Reef, når vi kommer dertil. Vi kunne også have valgt at tage på bådudflugt i Coral Bay, hvor man havde mulighed for at se delfiner, hvaler, havskildpadder og snorkle med rokker, men turen kostede 760kr., hvilket vi synes var lidt for meget for en enkelt udflugt. Vi valgte derfor at springe over, da vi alligevel regner med at få nogle lignende oplevelser på Østkysten og på New Zealand. Midt imellem vores snorkelturer var vi også ude på lidt af en vandretur langs stranden hen til et "shark nursery", hvor en masse reef hajer svømmede ind i en slags lagune tæt ved stranden med deres baby'er for at beskytte dem fra større hajer og andre farer. Om aftenen var vi en tur på bar med gruppen, selv om vi var nogle af de eneste mennesker der, hvilket er meget karakteristisk for WA, hvor der ikke er ligeså mange turister som på østkysten.

Dag 6: Vi indledte dagen med at tage på en times sejltur med en glass-bottom boat, hvor vi kunne se livet under havoverfladen fra et andet perspektiv, end da vi havde været ude at snorkle dagen før.Derefter var turen kommet til bush camping i Karijini national park - efter en lang bustur. På vej til vores bush camping så vi en twister og en masse afvekslende landskaber. Bush camping indebar, at vi skulle overnatte i outback'en, dvs., in the middle of nowhere, hvilket igen betød ingen rindende vand, to bush toiletter fyldt med kakerlakker uden flush funktion og ingen elektrisitet. Hvis vi skulle på toilettet måtte vi finde vej gennem bush'en i skæret for lommelygten, hvilket ikke var så lidt skræmmende. Om eftermiddagen besøgte vi et vandfald og nogle pools, hvor vi fik en dejlig forfriskende dukkert og sad og solede os på klipperne.

Om aftenen sad vi og fik en øl med gruppen inden sengetid, mens vi holdt øje med en dingo, som havde sneget sig tæt på lejren. 4 fra gruppen valgte at sove uden for. Næsten morgen hørte vi, at en dingo var stukket af med svenskerens pude, hvilket var ret underholdende. Trods denne oplevelse valgte Maj og mig at sove uden for den næste nat sammen med svenskeren (Tom) og en englænder ved navn James. Der var helt fantastisk at ligge ude i bush'en i en sovepose under åben himmel og se den fantastiske stjernehimmel hernede, som slet ikke kan sammenlignes med noget derhjemme. Maj og mig synes selv, at vi var ret seje, der vi sagtens kunne risikere at få besøg af kakerlakker, edderkopper, slanger eller andre kryb. Det eneste vi dog fik besøg af var en dingo, som kom ind på en meters afstand af os midt om natten. Jeg var vågen, da drengene holdt mig vågen hele natten med deres snorken (de fik ballade dagen efter). Derfor opdagede jeg også hurtigt dingo'en og vækkede Maj, da vi ikke er helt trygge ved dingo'erne. Hun var ved at springe over på skødet af mig og nærmest kravle ned i min sovepose. Efter at havde tygget lidt i vores liggeunderlag forsvandt dingo'en dog heldigvis igen og uden at stjæle noget med denne gang. Alt i alt en god nat selv om jeg ikke fik noget søvn, fordi jeg bare lå og nød stjernerne og ønskede på stjerneskud (som man ser en del af hernede).

Dag 7: Bush walking! Vi brugte hele dagen på at gå på opdagelse i bush'en og se en masse flot natur, inkl. nogle smukke udsigter og gorges (kløfter med vandløb). Om formiddagen var vi ude på nogle syge klatreture, som I slet ikke kan forestille jer. Det var rimelig crazy og temmelig halsbrækkende, men det er lettere at forklare, når jeg kommer hjem. Vi var bl.a. også ude på en spider walk tur, hvor vi legede jorden er giftig. Vi kunne ikke træde ned i vandløbet, da stenene var så glatte, at vi øjeblikkeligt ville vælte omkuld, så vi gik mellem to smalle kløfter og støttede hænder og fødder på hver side af klipperne (se billeder på facebook ved lejlighed).

Om eftermiddagen gjorde vi holdt ved nogle vandfald i kløfterne, hvor der var nogle virkelig indbydende pools. Her havde vi valgte mellem at tage en dukkert og derefter slappe af og nyde solen eller gå med på en 2½timers tur videre til andre gorges. Guiden prøvede at lokke Maj og mig med ved at sige, at der var "naked cowboys" ved den næste pool, men trods et godt forsøg fik han os ikke overtalt, da vi bare trængte til at slappe af og nyde ferien efter en meget anstrengende 4timers gåtur tidligere på dagen. På vej tilbage til vores bush camp blev Maj og mig jagtet en af dingo, som så meget sulten ud. Om aftenen sad vi og spillede kort i det sparsomme lys, som vores to eneste lamper gav ude i bush'en.

Dag 8: Lang køredag igen, omkring 750km. Vi kørte bl.a. gennem Port Hedland, som er kendt for sin udvinding og eksport af iron-ore. Vi så bl.a. et kæmpemæssigt tog, som efter sigende var 2,7 km. langt, og som bruges til at fragte metallet ind til byen. Vi så også et stort skib, som bruges til fragt til udlandet. Om eftermiddagen nåede vi frem til 80 mile beach, som virkelig er så lang. På vejen til campingpladsen så vi helt vildt mange vilde kænguru'er som hoppede rundt og hyggede sig i bush'en. Efter at have slået vores telt op gik vi ud og kiggede lidt nærmere på kænguru'erne, hvorefter vi gik ned på 80 mile beach og nød en øl til den smukke solnedgang. Om aftenen (omkring kl 22.00) gik vi ned på stranden igen sammen med guiden og resten af gruppen, da det er sæson for kæmpemæssige havskildpadder, som kommer op på stranden om aftenen og lægger æg. Det er ikke altid at det lykkes, men vi var heldige at se et par stykker, som kom kravlende op fra stranden til klitterne, hvor de gravede en rede og lagde æg, inden de vendte næsen ud mod havet igen - hvor de ventede på tidevandet, inden de smuttede helt væk.

Dag 9: Denne dag gik turen til Broome. Det var skønt at komme tilbage til civilisationen og en lidt større by, selv om det stadig ikke var noget at råbe hurra for, idet WA generelt er sparsomt befolket. Eksempelvis bor der i Kimberley regionen kun omkring 40.000 mennesker, selv om området er på størrelse med Tyskland. Da vi ankom til Broome ved middagstid fik vi lidt tid på egen hånd i Broome, hvorefter vi tog hen til vores camping site for at slå lejer. Om eftermiddagen tog vi ud til nogle super flotte røde klipper ved havet, hvor vi sad og drak rødvin og så solnedgang igen - noget vi gør meget her i WA. Efter aftensmaden og et par drinks på restauranten tog vi videre i byen, men endte på en bar med 10 fulde aboriginals - der var totalt dødt - så vi tog hjem i seng ved midnat.

Dag 10: Stadig i Broome. Om formiddagen var Maj og mig inde og shoppe lidt i Broome. Ved middagstid skulle hele gruppen på en rundtur i Broome. Vi startede med at køre uden for byen til en mangoplantage, hvor vi smagte på noget chili mango marmelade, mangovin osv., mens vi så nogle flotte farvestrålende papagøjelignende fugle flyve rundt og prøve at stjæle mango'er - vist nok lorakits. Derefter returnerede vi til byen, hvor vi var på en kendt beer bar, hvor vi fik lækre snacks og prøvesmagte ginger beer, chili beer og mango beer, hvoraf sidstnævnte er totalt yndlings. Herefter kørte vi rundt i centrum, mens guiden udpegede de vigtigste seværdigheder. Turen gik derefter videre til en skaldyrsrestaurant ved havnen, hvor de modige forsøgte sig med østers, som vi fik serveret uden for. Da guiden kom hen til vores bord og så de andres tomme tallerkner med østersskaller, spurgte han hvor min var henne, og jeg prøvede at bilde ham ind, at en dingo var stukket af med den, men han faldt ikke for den - desværre. Men hvis Maj er ved at brække sig over østers, så kan jeg bestemt heller ikke lide det.

Det næste stop på turen var ude i ødemarken, hvor en aboriginal holdt foredrag for os om deres historie, kultur og religion. Til allersidst tog vi ned til den kendte Cable Beach, hvor vi fik bbq og mangobeer, mens vi nød endnu en solnedgang - surprise. Om aftenen var vi i verdens ældste udendørs biograf, hvor vi så en kedelig australsk film. Det var alligevel en god oplevelse bare at sidde under stjernehimlen og se film - som kun blev afbrudt 3 gange af et fly, der fløj lige hen over hovedet på os - og jeg mener LIGE over os, meget tæt på. Guiden siger, at sådan er det at være i biografen i Broome - i og med at lufthavnen ligger inde i byen kan man godt regne med ikke at kunne høre noget i 5-10 sekunder et par gange i løbet af en film. Bagefter tog kokken, Maj og jeg videre i byen, da de andre ville hjem. Vi tog på et udendørs diskotek, hvor der faktisk var rigtig meget gang i den, men vi holdt dog ikke hele natten, da vi havde været oppe kl. 4.30.

Dag 11: Strandtur til cable beach! Superflot strand og kæmpestore bølger, som vi fik boltret os lidt i - skøøønt med en fridag på en rigtig autentisk downunder surf strand. Om aftenen så vi igen solnedgang på Cable Beach til endnu en omgang bbq - kan man aldrig få for meget af. Vel tilbage på campingpladsen sad vi og råhyggede med øl, vin og vodka med de sødeste fra vores gruppe, mens vi rigtig nød at have ferie. No worries, mate!

Dag 12: Efter Broome skiftede vi bus med en anden Connections gruppe, som kom nordfra og rejste sydpå - modsat af os. Vi skulle nemlig have 4wheel drive bussen, da man ellers ikke kan komme rundt i outback'en heroppe - en ægte frontier - total wilderness area/ødemark her i Kimberleys. På vej dertil gjorde vi holdt i en by ved navn Derby, hvorefter vi fortsatte ud i ødemarken til Boab Prison Tree - somer et kæmpemæssigt træ, der i gamle dage blev brugt som et fængsel, når en fangetransport gjorde holdt på vej gennem WA (se billede på fb). Herefter kørte vi ind på Gibb River Road, som er en dirtroad, der løber hele vejen gennem Kimberley. Den vej fulgte vi i nogle dage, og det har været noget af en oplevelse, ingen toiletstop, ingen benzintanke, ingen toiletter, ingenting! Derudover er den nogle steder så bumby, at man hverken kan hvile sig, læse eller høre musik. Vi blev på et tidspunkt bedt om at spænde sikkerhedsselerne, holde godt fast i alle vores ejendele og i sædet foran, da bussen vippede ligeså meget som R2D2 og C3POs 3D forlystelse i Disneyland.

Denne forfærdelige vej førte os i første omgang til vores camping site ved Windjana Gorge, hvor den igen stod på bushcamping, halleluja. Ingen elektrisitet, rindende vand, mobilnet eller noget som helst overhovedet. Efter at have slået lejer tog vi hurtigt videre til Tunnel Creek, som er en kæmpegrotte (med pools og drypsten) under et stort bjerg, hvor der også løber en et vandløb igennem. Det var en spændende med også ret uhyggelig oplevelse, da det specielle ved tunnel creek er, at den er buldermørk. Vi skulle derfor have lommelygter med for at kunne se bare lidt af, hvor vi gik. Maj og mig har kun en lommelygte til deling, som vi har købt i Thailand, og den var ved at være løbet tør for batteri, så vi kunne ikke se en hånd for os. Det var lidt spooky ikke at kunne se, hvornår sandet stoppede og man pludselig stod i vand til knæene. Det mest uhyggelige var dog, at hulen var FYLDT med flagermus, som larmede og fyldte hele loftet og træerne mellem hulerne. Det allermest uhyggelige var, at der også bor krokodiller i vandløbene i hulerne. Det er godt nok freshies (fresh water crocodiles), som kun er farlige, hvis man stresser eller driller dem, men det var alligevel vildt at gå gennem vandet i mørket og ikke vide, om man stødte på en krokodille. Vi så dog heldigvis kun 2 krokodiller på vej gennem tunnelen, men det var også rigeligt. Vel ude på den anden side af hulen fik vi et nærmere kig på noget aboriginal art.

Efter tunnel creek tog vi til Windjana Gorge tæt på vores campsite, hvor vi blev til solnedgang, mens vi nød de smukke pools og spejdede efter krokodiller. Jeg fik nogle ret gode billeder af et par krokodiller, som kun var et par meget væk ude i vandet. Om aftenen sad vi ved camp'en og så på store flokke af flagermus, som fløj rundt over hovederne på os. Vi havde også et natligt møde med en ca. 10 kakerlakker, som havde kapret vores bush toilet. Om natten valgte vi at sove uden for igen for at nyde den smukke stjernehimmel. Maj sov med Aurelien, og jeg lå sammen med James, Claire og Tom. Det blev dog ikke til meget søvn, da James og Tom har en dårlig vane med at snorke omkap, især når de har drukket. Derudover havde jeg også en anden skræmmende natlig oplevelse. I stedet for endnu et dingoangreb vågnede jeg pludselig midt om natten, fordi Tom lige syntes, han havde lyst til at blive voldig i søvne. Han hamrede sin hånd/arm ned på mig to gange i træk, hvilket var ved at skræmme livet af mig, mens jeg lå i min sødeste søvn, som jeg virkelig ellers havde brug for, da jeg de sidste 20 dage ikke har sovet mere end i gennemsnit 2 timer pr. nat pga. diverse hændelser. Lad os bare sige, at Tom fik temmelig meget ballade dagen efter!

Dag 13: Videre til nyt bush campingsted, hvor vi blev mødt af en stor grøn tudse i toiletkummen i toiletskuret midt ude i bush'en. Derudover blev Maj også spærret inde på et bush toilet ved en fejltagelse, hvor jeg fandt hende omkring 5 minutter senere, da hun stod oppe på toiletkummen og forsøgte at stikke hovedet ud gennem en åbning i skuret. Hun spurgte, om jeg ikke godt ville lukke hende ud. Det vidste jeg nu ikke lige, om jeg havde lyst til, da hun var lidt sur på mig, fordi jeg drillede hende med kokken (som hun har scoret) - kun for sjov selvfølgelig. Han hedder Aurelien, hvilket er meget svært at udtale på fransk, så jeg kalder ham "din kok" eller "whatshisname". Det er Maj ikke helt tilfreds med. Nå men jeg sagde, at jeg ikke lige vidste, om jeg gad lukke hende ud, mens jeg stod og skraldgrinede uden for, mens hun blev mere og mere hysterisk. Til sidst foreslog jeg, at jeg ville lukke hende ud, hvis hun slå teltet op alene de næste par dage. Den var hun ikke helt med på, mens vi gik på kompromis - jeg lukkede hende ud, hvis hun gav mig en Cola - SOM JEG ENDNU IKKE HAR FÅET!!!

Inden vi kom til vores bush camp, brugte vi et par timer på at køre gennem King Leopold Ranges, hvorefter vi var på en vild gåtur til guess what? A gorge! Det er virkelig de sygeste hikingturer hernede - op til 4 timer i stegende hede på mindst 40 grader over de vildeste terræner. Vi går på planker eller hopper på sten over floder, stiger ude midt på klipper, balancere på klippeafsatser, total rock climbing (se billeder på fb - så giver det mere mening). Det er generelt bare virkelig halsbrækkende, og det er utroligt, at vi ikke er kommet mere til skade, end vi er. Som sagt gik turen til Bells Creek Gorge, hvor vi fik belønning for vores i form af en afkølende dukkert i pool'en. Efter en forfriskende dukkert sad vi på klipperne og læste i vores Twilights bøger, som vi er helt afhængige af. Derefter tog vi med guiden på "swim safari" ned til "the lower plunge pool", hvilket var noget af en udfordring. Stenene i poolen er sygt glatte og nogle steder skal man mave sig frem, mens man er nødt til at svømme andre steder eller "gå på armene". Men en flot oplevelse var det, da vi nåede frem til toppen af et vandfald, som vi kunne sidde og kigge lige ned på (vi fik dog ingen billeder, da vi af logiske årsager ikke kunne have vores kamera med på swim safari).

Efter denne udflugt sluttede dagen med en aftendukkert i skumringen i St. Barnett floden 2 minutter fra camp. Om natten fik jeg noget af et chok, da jeg pludselig vågnede ved at noget bed mig i fingeren. Det føltes som noget ret stort, da jeg var nødt til at "ryste" det af fingeren, og det gjorde også temmelig ondt. Jeg stak derfor af fra teltet og gik ind i bussen. Jeg havde åbenbart fået vækket guiden, så han kom og kiggede på min finger, men der var kun nogle små mærker, så jeg tror, at han synes, jeg var ret pylret. Det sjove var dog, at dag vi kom til en ny campingplads dagen efter, kravlede der pludselig et stort kryb ud af min taske. Det viste sig at være et oversize klamt australsk tusindben, som vi fik guiden til at eskortere ud af vores telt. Da guiden fandt ud af, at det var et tusindben, sagde han til min trøst, at han godt kunne forstå, det havde gjorde ondt, da de sprøjter en lille smule gift ind, når de bidder. Heldigvis er giften kun farlig for små børn, så han sagde, at jeg nok skulle overleve.

Dag 14: I dag skulle vi på endnu en stor udflugt, hvor vi skulle starte med at krydse St. Barnett floden for at komme videre på vores udflugt. Vi gik derfor 2 minutter, tog vores tøj og tasker af og anbragte dem i diverse eskies (kølebokse) - for at holde dem tørre, mens vi svømmede over floden. Derefter stod den på rock climbing i 1½ time, inden vi kom frem til vores bestemmelsessted: Manning gorge. Her så vi en del søde water lizzards og fik endnu en lækker dukkert. Det sjoveste var, at vi kunne springe i fra klipperne og ned i poolen, så det havde vi meget sjov med. Maj og mig turde dog kun springe i fra ca. 5 metershøjde, da vi ikke havde lyst til at komme til skade. Hverken guiden eller kokken turde at springe i, så vi synes selv, at vi var ret seje.

Da vi kom hjem til camp - efter at have krydset floden igen - var Maj og mig i festhumør, mens de andre var ret kedelige. I og med at vi var midt ude i bush'en, var der desværre ikke en sjæl i nærheden, som vi kunne feste med, så vi sad og udtænkte planer om, hvad vi så skulle finde på, når de andre var gået i seng. Vi overvejede at hive pløkkerne op på deres telte, men da det kom til stykket turde vi alligevel ikke, så vi gik også lidt tidligt i seng. Fordi jeg var blevet overfaldet af et tusindben dagen inden, og vores telt desuden var blevet kapret af en hær af myrer, ville Maj og mig ikke sove i det. Maj ville gerne sove med hendes kok, så jeg blev forvist til bussen helt palle alene i verden, da James og Claire har fundet sammen, og lå og sov for sig selv, og jeg under ingen omstændigheder ville sove inden for en radius af 10 meter af Tom, som både snorker og slår i søvne. Der var dog totalt hedebølge i bussen, så jeg fik ikke lukket et øje hele natten, hvilket jeg dog heller ikke har gjort de andre 19 dage på turen pga. diverse natlige forstyrrelser.

Dag 15: I dag gik turen til El Questro Wilderness Reserve. Vores første udflugt denne dag gik til Galvan's gorge, hvor vi badede i poolen (som sædvanligt) og sprang i poolen fra et tov, som hang ned fra en træstamme (rigtig Tarzan og Jane stil). Maj og mig var igen modige, mens der var mange andre, som ikke turde prøve kræfter med det. Maj sagde, at hun også kun prøvede, fordi hun ikke ville være en tøsepige, når jeg var frisk på rope jumping. Ved solnedgangstid kørte vi op på en bjergtop, hvor vi havde en fantastisk udsigt over Chamberlain floden. Kokken havde medbragt snacks i form af tzatziki, humus, gulerodsstænger, osteskiver, peberfrugtstænger og kiks mv., som vi nød sammen med vores Strongbow cider, mens vi så solen gå ned igen igen.

Dag 16: Stadig i El Questro. Om formiddagen besøgte vi Zebedee hot springs, hvor vi rigtig nød livet i dejlige varme kilder i smukke grønne omgivelser. På vej tilbage gjorde vi holdt ved et sted, hvor vi havde udsigt over det hotel, hvor alle de rige og berømte bor - bl.a. hvor Mary og Frederik har boet. Guiden synes selv, han var sjov, da han sagde til Maj og mig, at han synes, han kunne se Hugh Jackman, som stod og dansede nøgen på taget af en af hytterne (han viste, at vi godt kunne lide Hugh Jackman, hvilket jeg havde givet udtryk for, da vi så et af de steder, hvor noget af filmen Australia er optaget). Så råbte jeg op til guiden, som jo også er vores chauffør, "bye bye" og om han ikke lige ville åbne busdøren, så vi kunne komme hen til Hugh Jackman. Vi endte dog med at blive på bussen og tage med til Chamberlain gorge, hvor nogle fra gruppen skulle på sunset cruise om aftenen. Maj og mig valgte dog at spare penge og tage med guiden på en 4 timers gratis eftermiddagsudflugt til El Questro Gorge - til fods. Det var en af de sygeste hikingture hidtil, hvor vi gik nede i en kløft og fulgte en usynlig rute over klipper, kæmpesten, vandløb osv. På et tidspunkt kom vi til et sted, de kalder "halfway" pool. Her var vi nødt til at bare vores tasker over hovedet for at komme videre, da stien først fortsætter på den anden side af poolen. Maj og mig var ved at overveje at gå i strejke her og ikke fortsætte på resten af turen, da det var med livet som indsats, mens guiden lokkede endnu engang med "naked cowboys", som ventede i poolen ved vandfaldet, så vi var jo ligesom nødt til at tage med. Vi blev dog ret mulne på guiden, da der ikke var andet en frøer og edderkoppen, da vi kom frem. Det var nu alligevel det hele værd, super smukt og skøn badetur.

Da vi kom tilbage til lejren, havde kokken tændt lejrbål, som han lavede god mad over - roastbeef, krydrede kartofler og lækkert brød til hovedret og pandekager med nutella til dessert. Efter aftensmaden ristede vi marshmellow over bålet, hvilket var super hyggeligt. Mums. Herefter var vi rimelig mætte - totalt godt måltid, men det manglede også bare, da jeg havde været nødt til at leve af ris og chilisauce dagen inden, da kokken eksperimenterede med ginger, som jeg hader som pesten. Han var dog lidt tilgivet, da han tidligere på dagen, var kommet over til Maj og mig og sagt "sssshhhh", mens han stak os en ekstra vandis i heden, som de andre ikke fik. Maj og mig begyndte at skraldgrine, da jeg dagen inden havde brokket mig over, at det ikke kunne passe, at der ikke var nogle fordele ved, at Maj havde scoret kokken. Det viste der sig så alligevel, at der faktisk var.

Dag 17: Pga. omfattende bush fires her i Kimberley regionen har guiden været nødt til at ændre vores rejseplan de sidste par dage, da Purnululu National Park er lukket for resten af sæsonen pga. brandfaren. Det var Maj og mig kede af at høre, da vi således ville gå glip af et af højdepunkterne på turen, som også er på the world heritage list: The Bungle Bungles, der beskrives som: "Over the last 20 million years erosion and river movements have formed huge black and orange striped domes." Det er altså nogle kæmpemæssige sten/klippeformationer, som er et utrolig smukt og særpræget syn. Heldigvis havde guiden et andet forslag: At se The Bungle Bungles fra luften. Maj og mig har derfor tilkøbt os en 2-timers flyvetur over Chamberlain gorge, Lake Argyle og the Bungle Bungles, ligesom mange af de andre turdeltagere også har. Det var en noget pebret fornøjelse for at se nogle "sten", men vi tænkte, at det var en oplevelse, vi gerne ville have, da vi ikke regner med nogensinde at få chancen for at komme til WA igen. Derudover er det også en fantastisk oplevelse at prøve at flyve i et 5 personers fly og se et udsnit af WA fra luften. Selve flyveturen fandt dog først sted på dag 18, men skovbrandene fik også indflydelse på dag 17.

Således satte vi i stedet kurs mod Kununurra National Park med et par fotostop på vejen. Inden vi kom helt frem til vores destination gjorde vi også holdt ved Zebra Rock Gallery, hvor vi så en masse flotte ting, som var lavet af den specielle zebra sten, som findes i nærheden af Lake Argyle her i området. Ved dette stop fik vi en super lækker mango smoothie, som vi nød nede ved en jetty (badebro i en sø), hvor vi fodrede fisk og så små skildpadder. Jeg blev temmelig overrasket, da der pludselig var en fisk som spyttede på mig. Maj kunne godt se, min trøje var våd, men hun troede ikke på det var fisken. Efter dette stop havde vi 1½ time på egen hånd i byen, inden vi tog til camp og var ved at dø af varme, mens vi slog teltet op. Om eftermiddagen kørte vi til Lake Argyle, som er en 1000km2 stor sø her i området. Vi fik en gratis sunset cruise på søen af Connections, da vi var gået glip af Bungle Bungle pga. ildebrandene. Det var en super hyggelig tur med et par badestops indlagt. Vi var ikke helt trygge ved situationen, da guiden på båden fortalte, at der bor ca. 25.000-30.000 krokodiller i søen, men vi så dem heldigvis kun på afstand, da vi sejlede rundt. Derudover så vi også rock wallabies, catfish, archer fisk, flotte fugle osv., mens vi sad og nød en Strongbow i solnedgangen - deja vú. Det sjove var, at guiden - da vi fodrede fisk - sagde, at vi nok ikke skulle forsøge at tage billeder af fiskene, medmindre vi ville risikere at ødelægge vores kamera'er. Hans forklaring var, at Archer fisk spytter - så kan Maj lære det!!! Haha.

Dag 18: Så blev det endelig tid til at komme på vingerne på vores flyvetur, som vi havde glædet os meget til. Vi stod op 04.15 for at nå at blive klar og spise morgenmad inden afhentning kl. 05.15. Mellem kl. 6.00-8.00 var vi i luften, og det var en helt fantastisk tur, hvor vi havde en fascinerende udsigt over Lake Argyle, Australiens største diamantmine, diverse gorges, bjerge, floder og selvfølgelig højdepunktet: The Bungle Bungles. Det var et smukt og særpræget syn, som jeg er meget glad for at have oplevet fra et fugleperspektiv (billeder på fb følger), mens piloten sad og kommenterede de forskellige udsigter i vores høretelefoner. Da vi fløj over Bungle Bungles kunne man nogle steder se, at jorden var helt sort og vegetationen ødelagt efter skovbrandene, men det meste var helt fantastisk. Da vi var tilbage på campingpladsen og piloten (som havde kørt os hjem) satte os af, havde vi mere travlt med at kigge på ham, end hvor vi gik, hvilket resulterede i, at vi gik lige ind i en stråle fra en vandspreder, flot. Men der var heldigvis så kogende, at det bare var dejligt.

Inden vi skulle videre på udflugt kl. 10.00 havde vi også tid til en tur i poolen, hvilket vi virkelig havde behov for i heden. Vores udflugt kl. 10.00 var lidt tam i forhold til de andre fabelagtige dage, fordi det bare var en erstatning for sightseeing i the Bungle Bungles, men det var nu dejligt med en stille og rolig dag, hvor vi så et flot lookout på en hill top, chillede ved en anden lækker pool med lækker picnic, twilight og is, krydsede en syg flod i vores 4-wheel bus (se billeder på face), så et "road train" osv. Om aftenen overvejede kokken og mig at smide Maj i poolen, men hun gjorde pænt meget modstand, så vi opgav forsøget.

Dag 19: Vi startede med at krydse grænsen fra Western Australia til Northern Territory (NT) og måtte dermed skrue urene 1½ time frem. Maj og mig prøvede at hænge os i et stort skilt, som markerede grænsen, men det var et pænt mislykket forsøg. Bortset fra det var det mest en køredag, men vi nåede et lille smut i poolen på vores camping site nær Darwin i NT inden mørkets frembrud. Til forret fik vi noget virkelig lækkert kød, som, kokken sagde, var kænguru. Vi troede, at han bare tog pis på os, men da vi HAVDE spist det, viste det sig, at det faktisk var kænguru, så det var vi ikke helt stolte af, men det smagte nu ellers rigtig godt. Derefter nød vi et par - sidste aften med gruppen og alt det der - undskyldninger er der nok af.

Dag 20: Ankomst til Darwin - vores bestemmelsessted - omkring kl 16.00. Inden vi kom så langt krydsede vi dog Katherine River, og guiden fortalte en sjov historie. For et par år siden var byen Katherine blevet oversvømmet og alle husene havde stået i vand til tagene. Da vandet havde trukket sig lidt tilbage, og hæren var blevet sendt ind for at hjælpe med oprydningen, havde man i Cole's - en supermarkedkæde i OZ - fundet 3 salties (saltwater crocodiles) i slagterafdelingen, som hyggede sig vældigt med at tømme butikken. Lidt sjov tanke med 3 kæmpe flere meter lange krokodiller i en lille slagterafdeling i et supermarked. Efter Katherine satte vi kursen mod Edith Falls, hvor vi hikkede til et flot udgangspunkt over vandfaldet, hvorefter vi svømmede i the upper pool i et par timer inden frokost, hvorefter vi fortsatte til Darwin.