Profile
Blog
Photos
Videos
SYDAUSTRALIEN OG ØSTKYSTEN!
ADELAIDE & KANGAROO ISLAND, 14-18 november
Endelig på egen hånd!! Ikke at det ikke har været fantastisk at være på tur, men det er nu dejligt at kunne gøre lige, hvad man har lyst til - hvornår man har lyst til det. Vi har slet ikke lagt nogen planer for vores tur til Østkysten. Det var kun 2 ud af vores 3 dage på sydkysten som var skemalagte. Efter vores tur sluttede i Alice Springs, fløj vi som sagt til Adelaide dagen efter (d. 14. November). Her havde vi en dag på egen hånd, inden vi skulle på en 2 days - 1 night udflugt til Kangaroo Island.
Vores dag på egen hånd gik med at opleve Adelaide eller dvs. de mange shoppingmuligheder. Vi havde planer om en strandtur, men nåede ikke længere end til Rundle Mall, hvor vi brugte det meste af dagen på at ose rundt og pylre over, at vi hverken havde penge eller plads til at gå shop-amok. Om aftenen stod den på billed-uploading til nettet og dvd'en "The Ghosts of Girlfriends Past".
Kangaroo Island udgjorde en rigtig god oplevelse - fantastisk 2-dages tur. Det eneste, der ikke helt levede op til forventningerne, var vejret. Vinden gjorde, at der var hundekoldt, og som I kan se på billederne, forsøgte jeg at gemme mig væk i min jumper - uden held.
Dag 1 blev vi hentet fra hostel tidligt om morgenen og kørte en meget smuk rute ned til færgelejret, hvorfra vi skulle med en stor færge til Kangaroo Island. Da vi ankom til øen, kunne vi straks begynde at nyde den store naturoplevelse, som Kangaroo Island byder på - super smukt bare at køre rundt på øen og kigge ud på landskabet. Vores første stop var ved en smuk og vild øde strand på den sydlige del af øen, hvor vi klatrede lidt rundt på nogle klipper og tog billeder, inden vi kørte til vores frokoststop. Efter frokost stod den på en guidet tur blandt sælerne i Seal Bay. Det var rigtig fint at være nede på stranden og gå tur blandt alle de store sæler, som lå og solede sig på stranden. Herefter tog vi til et sted ved navn "Little Sahara", som var et kæmpe sandområde med en masse høje bakker/klitter. Et af højdepunkterne på turen var "sand boarding" her i Little Sahara, vildt sjovt. Vi kunne vælge mellem et snowboardlignende bræt, som man kunne stå på, eller et fladt kælkelignende bræt, som man enten kunne sidde eller ligge på (fx med hovedet først). Det var vildt hårdt at slæbe sig op ad de høje klitter men alligevel det hele værd, når vi fik nogle fede turer ned på board'ene (se billeder på facebook).
Lige før skumringstid fortsatte vi til et skovområde, hvor vi skulle på en "koala walk" - super fedt at spotte vilde koala'er oppe i træerne - de er SÅ cute! Om aftenen var vi ude på lidt af en vild køretur - med livet som indsats. Vores guide kørte rimelig hurtigt, men måtte hele tiden bremse op eller lave undvigningsmanøvre, fordi der konstant løb kænguru'er, wallabier eller andre dyr ud på vejen. Nogle fra gruppen blev ved med at sidde og sige: "We almost had dinner there". Sjovt sjovt, hrrff!! I løbet af aftenen så vi nok ca. 20-30 kænguru'er mv. krydse vejen. På et tidspunkt så vi også en edchina (forvokset pindsvinslignende dyr, som er karakteristisk for Australien). Det var første gang, Maj og mig fik en vild edchina at se, så det var ret sjovt. Vores halvvilde køretur førte os til et sted ude ved kysten, hvor vi skulle på en nocturnal (natlig) penguin walk for at se "Little Penguins", som er det politisk korrekte udtryk for denne race af pingviner, som ikke længere må kaldes "Fairy penguins". Vi så omkring 10 små pingviner, som guiden lyste på med en lommelygten, men de stod og hvilede sig på klipperne efter de var kommet ind fra havet, eller når de småløb over klipperne og vejen til deres små huler i buskadset. Helt vildt søde var de!! Om aftenen da vi skulle i seng, var vi så heldige at se vores første vilde possum, som havde sneget sig ind på pigetoilettet, nice.
Dag 2 forsatte vi vores rundtur på Kangaroo Island. Vi startede med at tage til Flinders Chase National Park, hvor vi besøgte "Remarkable Rocks", som er nogle spøjse klippeformationer helt ud til havet, som man kan klatre rundt på og tage billeder af. Herefter gjorde vi stop ved Admirals Arch, som er indgangen til New Zealand Fur Seal Colony. Her så vi en masse sæler, som lå og slappede af på klipperne ud til havet. Det var også her, at vi igen så wedged-tailed eagles, som er verdens største ørnerace med et vingespand på op til 2,5-3m. Efter et besøg på det lokale visitorcentre og en god frokost tog vi videre til en flot strand, hvor vi lå og solede os - efter at solen for første gang havde bestemt sig for at titte frem. På vej hjem fra Kangaroo Island skulle vi med Dolphin Charter. Da vi var næsten i land på Australiens sydkyst, fik vi øje på en flok delfiner, som boltrede sig om vores lille åbne speedbåd. Vi sejlede i cirkler rundt om delfinerne i et stykke tid, og de blev ved med at dukke op lige ved siden af båden og svømme under den, som om de lejede med båden. Vi var så heldige at få et virkelig godt kig på delfinerne, som kom meget tæt på og lå og svømmede lige i havoverfladen, hvilket selvfølgelig lige var noget for mig.
Vi kom tilbage til Adelaide omkring 20.45. Kl. 22.00 kom Marcel på besøg på vores hostel. Det var super hyggeligt at se ham igen, og vi sad sammen med en af hans hollandske venner og en flok fyrer fra vores hostel og drak energidrink og hyggede ude på den store altan i nogle timer inden sengetid. Lidt spøjst at det kunne lykkes at mødes med Marcel downunder.
- comments