NEW ZEALAND

Det var ret sørgeligt at forlade Australien, synes slet ikke vi var færdige med at opleve alt, hvad OZ har at byde på, men vi var til gengæld også spændte på at besøge New Zealand. Førstehåndsindtrykket er, at der er supersmukt på New Zealand, meget flottere end de fleste andre steder i verden, jeg har oplevet - virkelig breathtaking landskaber og natur. Bortset fra det var der i starten dog lige en anelse for koldt til min smag - kan altså ikke lide at fryse, men på det sidste har vejret været skønt. Det bliver en stor oplevelse at se alt her på New Zealand, men det bliver også meget anderledes end Australien, fordi man ikke lige kan hoppe på stranden, når det passer én medmindre vejret virkelig er med én.

Vores rundtur, Top Dog, med Kiwi Experience tager os rundt på både syd- og nordøen (i den rækkefølge) i en månedstid, og indtil videre har vi oplevet følgende:

SYDØEN

CHRISTCHURCH, 7.-8. januar

Vi ankom til Christchurch natten mellem d. 6. og 7. januar. Den 7. januar havde vi brug for en halv fridag efter at have fræset rundt i Sydney, så vi nøjes med en selvguidet rundtur i centrum af Christchurch, som faktisk er en meget hyggeligt by med sporvogne, Cathedral Square og et par små gågader mv. Vi overvejede at tage i Botanisk have, da Christchurch er kendt som the garden city, og da Maj til min store irritation har fablet rimelig meget om botaniske haver på det sidste (Melbourne og Sydney), men vi var lidt for smadrede, så vi tog tilbage på hostel for at læse Lonely Planet om New Zealand mv. Om aftenen var vi i biffen og se "The Girl With the Dragon Tattoo" (Mænd der hader kvinder), da jeg endnu ikke har set den, og Maj gerne ville se den igen. Tidligt om morgenen d. 8. blev vi hentet af Kiwi Experience, og så gik turen ellers videre til vores andet stop på New Zealand, nemlig Kaikoura, hvor vi ankom 11:30 efter et stop ved et smukt lookout over selve Kaikoura by og kyststrækning.

KAIKOURA,8.-9. januar

Da vi ankom d. 8. januar ved en 11:30-tiden havde Maj og mig meget travlt, da vi ombord på bussen havde bestilt en udflugt, som startede 12:30: Swim with Dolphins Encounter. Kaikoura er New Zealands marine life hovedstad - altså det sted hvor man kan se alt godt fra havet såsom delfiner, hvaler osv. Vi startede med at sejle ud iført vores store wetsuits på jagt efter delfiner, men allerede da vi lige havde forladt kysten begynder det er trække op til storm. Vi havde allerede fået at vide, at bølgerne ville gå højt, og at det ikke var sikkert, at det skulle lykkes os at finde delfiner. Men vi fandt en masse delfiner, som vi fik et godt kig på, mens de sprang rundt om båden, mens vi stod med tykke tæpper rundt om os på dækket for at gøre et håbløst forsøg på at holde varmen. Vi blev ved med at vente på, at vi skulle finde nok delfiner til, at vi fik tilladelse til at komme i vandet. Det skulle være super fantastisk her i Kaikoura, hvor man kan være heldig at svømme med hundredvis af delfiner på samme tid. Heldet var dog ikke med os pga. vejret, så vi fik ikke lov at komme i vandet, hvilket vi både var rigtig kede af men også lidt lykkelige for - det var ikke helt vildt fristende at skulle ned i de iskolde bølger i stormvejr. Selv om vi mistede muligheden for at svømme med delfiner fik vi til gengæld set et par kæmpe albatrosser, som er en af verdens største fugle - de er virkelig enorme, og vi slap med at betale 120kr. for at have set delfiner, albatrosser og fået en sejltur, så det var ikke så slemt, da vi fik de fleste penge igen. Jeg kunne dog ikke helt lade være med at true med, at Flipper og resten af hans bande ville komme i store vanskeligheder, hvis jeg fik fat i dem - fordi de ikke havde lyst til at lege med os netop den dag, vi var på havet - dumme delfiner! Er ellers stor fan!

Den 9. januar gik turen videre til Nelson. På vejen holdt vi frokoststop ved et vandløb, hvor Maj og mig sad i vores tykke tøj og forsøgte at sole os lidt på nogle sten over vandhullet, mens andre var lidt sejere og var ude at svømme en tur i det kolde vand. Uha. Vi ankom til Nelson- som udgør centrum af New Zealand - engang i løbet af eftermiddagen

NELSON, 9.-11. januar

Den 10. januar valgte Maj og jeg at tage på heldagstur til Abel Tasman National Park, som vi havde hørt var super smukt landskabsmæssigt. Vi havde valget mellem at vandre eller sejle i kajak, og valgte den sidste løsning, da vi mente, at vi har travet rigeligt de sidste mange måneder på alverdens bakker og bjerge. Da vi kom frem til kajakudlejningsfirmaet, sagde de som det allerførste, at vejrudsigten ikke var særlig lovende for resten af dagen - tiltag i vindstyrken op til 35km i timen, regnvejr og 2 m. bølger. Vi fik derfor valgmuligheden mellem at få pengene tilbage eller begive os ud på havet i kajakken. Da vi allerede var stået op kl. 5.15 og havde kørt i et par timer for at nå frem til nationalparken, havde vi ikke specielt lyst til at opgive vores forehavende, så vi fattede mod og blev sluppet løs ved kysten efter en sikkerhedsdemonstration.

Vi var ellers rigtig seje til det kajakhalløj, tror vi nok - guiden sagde i hvert fald flere gange: "Just look at the Danish girls", og en anden sagde også, at jeg lignede en prof., da jeg satte mig til rette i kajakken første gang. Vi havde fået et kort med, så vi kunne finde ud af, hvor i verden vi var, men ellers skulle vi bare følge kyststrækningen langs nationalparken. Der var rigtig flot med udsigt over regnskov, nogle flotte strande og nogle fine øer med sælkolonier, hvor vi dog havde fået forbud mod at våge os ud, fordi det var for langt ude på havet vejret taget i betragtning. Kajakguiderne havde også sagt, at hvis vi på et tidspunkt vurderede, at vejret og havet blev for vildt, skulle vi endelig sejle til nærmeste strand, trække kajakken godt op på land og gå den time eller de par timer det ville tage tilbage til kajakstationen. Men vi var rimelig stædige, så vi nåede så langt som the Mad Mile (ret langt), som vi dog ikke turde sejle forbi, fordi det var en pynt med skjulte klipper i havet, som stak ret langt ud, så pga. guidens advarsler, var vi bange for at drive for langt til havs, hvis vi sejlede langt uden om pynten, men vi var på den anden side også bange for at støde ind i klipperne og kæntre i det meget kolde vand, hvis vi holdt os alt for tæt ved kysten.

Vi bestemte os derfor for at begive os hjemad igen efter en kort hvilepause inde på en strand. Det var nu også en meget god beslutning, da det snart efter begyndte at blæse vældigt op, og inden vi kom i land, var bølgerne ved at blive noget større samtidig med, at det pjaskregnede. På dette tidspunkt var humøret - trods den flotte udsigt - ved at falde drastisk - vejret og MEGET trætte kroppe taget i betragtning. Men vi endte til sidst med at komme i land i stormvejr og hundekolde, hvorefter vi søgte ly på en cafe med varm kakao, kaffe og te. Vi kom dog til at vente på bussen hjem i flere timer, da vi havde fået oplyst forkerte bustider af hende, vi bestilte turen hos, så vi var rimelig sure og forfrosne, da vi kom tilbage til hostel. For at trøste os selv tog vi ud at spise billigt på en kineserrestaurant, hvor vi var allermest glad for mange kopper varm kinesisk te, hvilket var en god opmuntring om end vi stadig var mulne over, at det ikke var lykkes os at se sæler eller delfiner, hvilket kajakfirmaet havde sagt vi måske havde mulighed for. Derfor overvejede jeg også på vej hjem i kajakken at give Flipper et gog i nødden med min pagaj, hvis jeg fik mine fingre i ham. Det fik Maj og mig til at grine så kajakken var tæt på at vælte, flot!

Den 11. januar var der afgang til Westport. På vejen gjorde vi bl.a. holdt ved Lake Brunner, som er en rigtig flot sø med bjerge i baggrunden. Her fik vi muligheden for at hoppe i det kolde vand fra en badebro, mens guiden ville tage billeder med bjergene i baggrunden, men det overlod vi pænt til drengene, som vi grinede lidt af, da de stod og rystede for vildt af kulde vel oppe på badebroen igen efter en meget forfriskende dukkert. Efter at have overlevet nogle forvoksede ænder, som prøvede at æde os, fortsatte vi turen mod Westport, hvor vi ankom midt eftermiddag.

WESTPORT, 11.-12. januar

Efter ankomsten til Westport smed Maj og mig os ude i den lille have, som hører til vores hostel, hvor vi lå og solede i læ for vinden. Derefter begav vi os et lille smut op i byen, som er MEGET lille, for at handle ind til noget suppe og hvidløgsbrød til aftensmaden. Om aftenen så vi Wedding Crashers på vores hostel, mens vi drak varm te og spiste chips. Jeg sad med en tyk kat på skødet af mig hele aftenen, som åbenbart var blevet ret forelsket i mig (på nær når den lige prøvede at bide mig), og som nægtede at ligge andre steder end på mig - total benkramper af ikke at røre mig i 2 timer, Maj var endda nødt til at hente drink til mig, fordi katten blev ret hidsig, hvis jeg prøvede at fjerne den.

D en 12. januar var der afgang til Lake Mahinapua, hvor vi bare skulle have én overnatning - sådan er det med Kiwi. Man stopper nogle lidt mystiske steder, hvor der ikke nødvendigvis sker det vilde, men hvor man til gengæld ser flere flotte ting på vejen. På vej til Lake M. stoppede vi bl.a. ved en fur seal colony, hvor der var en fantastisk udsigt over havet og bjergene, og hvor vi også så en masse små babysæler hoppe på klipperne, cute. Det næste stop var ved Punakaki, der også er kendt under navnet pancake rocks - en hel masse flotte klippeformationer med blowholes, hvor bølgerne skyller ind og sprøjter op over, når de knækker og rammer klipperne. Dagens sidste stop var ved et bryggeri, som fremstiller New Zealands øl. Det var nu meget sjovt at få smagt en masse forskellige øl, så vi også var lidt mere i humør til fest om aftenen. Efter disse stop nåede vi frem til Lake M. om eftermiddagen.

LAKE MAHINAPUA, 12.-13. januar

Efter ankomsten skulle vi gøre os klar til vores klæd-ud fest om aftenen, som skulle holdes der, hvor vi boede - et ældre hostel med en berømt bar, som ejes af New Zealands ældste pubejer på omkring 85 år. Han kom og introducerede os til stedet ved ankomsten, og han var virkelig underholdende, meget funny af en 85-årig at være. Han stod også i baren om aftenen, da vi ankom i vores "tight and bright" outfits, som var temaet til aftenens fest. Maj og mig havde ikke lige de vilde penge at bruge af, så vi genbrugte vores eget tøj, mens en del af de andre havde været ude at investere i nogle sygt underholdende ting i alle regnbuens farver. Elsker normalt tema-fester, men tænkte at vi hellere ville spare vores penge til andre oplevelser, så jeg hoppede i min nytårskjole, som alligevel er tight and bright. Fik også en del positive kommentarer for mit valg af outfit. Denne fest og et lækkert aftensmåltid bestående af steaks osv. var det eneste, vi fik oplevet af Lake M., da vi i princippet bare havde brug for en overnatning og noget fest.

Den 13. januar satte vi kursen mod Franz Josef Glacier. På vejen gjorde vi et enkelt stop ved et visitor centre, hvor vi så en hvid possum, en super flot kronhjort, og en film der hed "Bambi as a terrorist", ikke noget vildt ophidsende.

FRANZ JOSEF, 13.-15. januar

Da vi kom frem til Franz Josef blev jeg i super godt humør, da det ligger midt mellem bjergene og er sådan et meget lille alpinsted, der nok er det tætteste, man kommer på Østrig om sommeren på disse breddegrader. Maj og mig gik en tur rundt og kiggede på den lille by, floden og bjergene, hvorefter vi gik tilbage til vores hostel og brugte eftermiddagen i den tilhørende spa, som var lækker varm i kulden.

Den 14. januar havde vi en rigtig fantastisk dag i Franz Josef, som startede kl. 9.15 hos Franz Josef Glacier guides, hvor vi blev udstyret med de vilde gletscher outfit. Herefter begav vi os på heldags-isvandring op på gletscheren, hvilket var en helt særlig oplevelse. Vi fik pigge/brodder på skoene, og blev udsat for nogle vildt stejle passager, hvor vi ikke kunne gøre andet end at sætte vores lid til brodderne og håbe, at vi ikke ville styrte på isen og falde ned ad gletscheren. Nogle steder var det virkelig risikabelt med mega stejle isklatringer og meget smalle spalter i isen, som vi skulle mase os igennem. 4 ud af 6 grupper opgav, og kun vores gruppe samt en til forsøgte til sidst at komme igennem de smalleste sprække, som guiderne havde oplevet i uendelige tider. De fleste folk gav op eller gik i panik, når de fik klaustrofobi, eller sad fast i isen, i alt var der måske 12-15 mennesker ud af 100, som kom igennem den smalleste sprække, deriblandt Maj og mig, som var ret seje. Det var super flot at stå derinde i alt det blå is. Vi har dog ikke billeder fra den smalleste og mest blå sprække, da den var så smal, at man næsten ikke kunne bevæge sig, og det at finde et kamera frem var helt helt udelukket, så smalt var der. Ellers bød dagen på mega flotte udsigter, vandfald, masser af is og en hyggelig frokost siddende på isen midt på gletscheren (kold numse), så vi var glade men trætte, da vi vendte hjem kl 18.00 efter at have klatret 12 km. på isen med pigsko. Om aftenen besøgte vi et udendørs sted med ægte glacier hot pools, som var henholdsvis 36, 38 og 40 grader varmt, nice!!

Den 15. januar gik turen videre mod Wanaka. På vejen gjorde vi først holdt ved Lake Matheson, som ligger i nærheden af Fox Glacier. Det er en mega flot oplevelse at tage turen ned til Lake Matheson, da man kan se de isklædte bjerge og træerne, som spejler sig i søen. Lettest at se på billeder, når vi får dem lagt ind, selv om de ikke afspejler virkeligheden ligesom smuk, som den er. Efter at have set Lake Matheson havde vi halvanden time ude i solen med udsigt over bjernene, hvor vi kunne sidde og slikke sol og nyde en kold drink, mens vi ventede på Andy, som vores buschauffør var kommet til at køre uden om morgenen. Senere på dagen gjorde vi stop ved et lookout ved navn Knights Point, hvor der var flot udsigt udover havet, og derefter stoppede vi ved et mega højt og flot vandfald. Til allersidst inden vi ankom til Wanaka havde vi et kort photostop ved Lake Hawae, som også er super smuk.

WANAKA, 15.-16. januar

Om eftermiddagen efter en lidt sen ankomst gik Maj og mig ned og så på søen, hvor der igen var smuk udsigt over bjergene i baggrunden. Derefter lejede vi en DVD, The Ugly Truth, som vi sad og så i den hyggelige Tv-lounge på vores hostel - meget underholdende! Om aftenen lavede vi god mad og fik en enkelt drink i baren på hostel efter vi havde set smuk udsigt fra balkonen på hotellet over bjergene og de lyserøde skyer, der svævede over bjergene.

På vej til Q-town (Queenstown - kernepunktet på sydøen), som var vores næste stop, stoppede vi ved et sted kaldt puzzling world lige uden for Wanaka, som var en lille "forlystelsespark" med en masse mind games, optical illusions og en labyrint, som var lidt svær at finde ud af igen - vi snød og tog emergency exit, da vi ellers ville være kommet for sent til Kiwi bussen. Herefter stoppede vi ved en frugtshop, fordi chaufføren syntes, vi trængte til et lille sundt pift efter vores usunde 'rejse, fest og farver livsstil', så vi fik købt lidt kirsebær, blommer osv. Ikke så lang tid efter befandt vi os i udkanten af Qtown.

Q-TOWN, 16.-20. januar

Inden vi nåede helt ind til Qtown stoppede vi der, hvor hele historien bag bungy jumping startede. Det var AJ Hackett, som udviklede det, der i dag kendes som bungy jumping og gav det dets navn. Han startede det ved at hoppe ud i et elastik fra den bro, hvor vi gjorde holdt. Springet hedder i dag The Ledge, og efter at have set en film om, hvordan bungy jumping kom til verden, fik vi chancen for at prøve bungy jumpet for 99 NZD, hvilket var ret billigt. Maj og mig valgte dog at springe over, da vi hellere ville prøve det store, The Nevis, men det var meget sjovt at stå og se på folk, som sprang ud fra broen og fik dyppet hovedet i floden nedenunder. Efter bungy kørte vi helt ind til centrum af Qtown for at tage et gruppebillede ved søen med en smuk udsigt over bjergene i baggrunden.

Efter at være blevet installeret på Base (vores hostel), gik Maj og mig ud at kigge lidt på Qtown, som nok er den mest populære by på New Zealand, men som egentlig er meget lille. Efter en lille rundtur gik vi ud til skyline gondola, som kører helt op til toppen af et bjerg, hvor man kan nyde en smuk udsigt over Qtown. Vi synes dog en retur var rimelig dyr, så dumme som vi er, valgte vi at bestige bjerget til fods, hvilket var mega hårdt og tog os en times tid, inden vi meget trætte nåede toppen. Da vi kom derop, var den smukke udsigt dog det hele værd, det var virkelig flot! Så efter et photostop satte Maj og mig os ned og nød en kold øl, mens vi kiggede ned over Qtown. 3 piger fra vores Kiwi bus kom og joinede os, så det var meget hyggeligt lige at sidde og snakke lidt med dem.

Om aftenen skulle vi mødes med hele Kiwi gruppen og vores chauffør JP på Altitude bar, som hører til Base hostel, kl. 20:30. Her skulle vi lære nogle "internationale" drikkeregler, kåre forskellige personer fra Kiwi til bestemte titler, ligesom vi også skulle rejse os op og drikke, hvis vi kunne svare ja til nogle af de 20 spørgsmål, der blev stillet. Det var meget hyggeligt. Maj og mig gik dog i seng lige efter midnat, da vi var godt smadrede og skulle tidligt op og ride næste morgen.

Det var oprindeligt meningen, at vi skulle have bungy jumpet den 17. januar, men fordi jeg måtte aflyse pga. min arm, valgte Maj at udskyde hendes, så vi i stedet kunne komme ud at ride sammen. Vi blev hentet i centrum af Qtown og kørt til et sted ved navn Glenorchy ca. 45 minutters kørsel fra Qtown. Det var en rigtig flot køretur, hvor vi også gjorde et par enkelte photostops, inden vi nåede frem til farmen. Jeg fik tildelt en hest ved navn Freddy, som var en ex travhest, og som ikke var så meget for at galoppere, selv om jeg da fik ham overtalt hver gang. Derudover var han meget sød - indtil han blev dum. De første 3 timer inkl. pausen gik meget godt til trods for min dårlige arm, men så begyndte min hest ellers at lave lidt ballade og syntes det v ar sjovt at lave diverse bukkespring med mig og springe over mudderpøle, hvilket jeg ikke synes var særlig sjovt på smalle mudrede stier med skarpe sving. Så mig og Freddy var lige pludselig ikke så gode venner mere. Ellers alt i alt en virkelig god ridetur med masser af galopture.

Efter vores ridetur var vi en lille tur nede og ligge og sole os ved søbredden i Qtown - vejret har været super hele tiden i Qtown, skønt! Om aftenen var vi igen en tur i byen, og vi startede med at snakke lidt med nogle englændere fra Kiwi bussen. En af dem kunne absolut ikke gætte, at jeg var 27. Alle tror jeg er mellem 19-21 år, og at Maj er den ældste, så de bliver altid ret overraskede. Ham englænderen tænkte, at han ville udnytte situationen til vores fordel, så han væddede med en anden fyr, om han kunne gætte min alder, plus/minus et år. Det kunne han ikke, så ham fyren skulle give Jean, Maj og mig en Jagerbom hver (ubåd - jägermeister). Mums. Derefter mødtes vi med 3 hollandske drenge (Ronald, Damian ogThimen), som vi havde mødt i Sydney til nytår. Maj og drengene var ikke verdens bedste venner, og Damian og Thimen var ikke i verdens bedste humør, så jeg endte med at feste lidt med Ronald, mens Maj festede rundt med nogen fra Kiwi-bussen, inden hun legede tøsepige og hoppede lidt halvtidligt i seng.

Det var som nu også forståeligt nok, da hun havde en hård dag i vente dagen efter. Vi havde nemlig besluttet os for at splitte os op d. 18. januar, da vi gerne ville to forskellige ting. Maj ville gerne prøve canyoning (fortæller hvad det er, når jeg kommer hjem), mens jeg hellere ville prøve Canyon Swing (kunne alligevel ikke canyoning med min arm).Den 18. havde jeg derfor en halv fridag, inden jeg skulle prøve Canyon Swing kl. 15.00. Jeg brugte bare tiden på at gå lidt rundt på må og få og kigge lidt på Qtown - var også et lille smut nede ved en lille strand ved søen og sole. Kl. 14.45 mødte jeg op på Canyon Swing kontoret og blev vejet ind, inden vi begav os på en lille køretur op i bjergene. Da vi kom frem, var jeg ved at være temmelig nervøs men også meget spændt. Vi måtte selv vælge, hvilken slags spring, vi ville. Jeg endte med at vælge "backwards", hvor man hopper baglæns ud fra platformen og ned mod kløften fra 109 meters højde i et 60 meter frit fald, inden man svinger 200 meter på langs mellem bjergkløfterne. De 3 fyrer, som stod for det derude, var mega underholdende, og tog rigtig meget pis på mig, men det var nu meget sjovt. Da jeg endelig fik taget mig sammen til at springe, var det virkelig sygt at være i frit fald ned mod jorden. Jeg startede med at skrige, men glemte så at trække vejret, så det blev kun til et halvt skrig, inden elastikken spændte til, og jeg begyndte at svinge frem og tilbage med smuk udsigt over kløften. Det var alt sammen så hurtigt overstået, at jeg valgte at springe en ekstra gang mod et lille ekstra beløb. Denne gang fik de mig overtalt til noget, der hedder "pin drop", hvor man flyver nedad med hovedet først - ligesom til bungy. Det var ret vildt, da man noget lettere kunne se jorden komme tættere og tættere på, men det var nu meget sjovt - havde også en lykkebamse med, som fyrene sagde, de troede jeg fik brug for - tak for lort. Da jeg blev trukket op til platformen i 109 meters højde igen ville de ikke hjælpe mig ind, men lod mig bare hænge og svæve, så var lige ved at blive godt og grundigt hidsig på dem - for sjov selvfølgelig. Det var faktisk endnu mere skræmmende end selve springet, da jeg ikke er specielt vild med højder.

Da jeg kom hjem fra Canyon Swing, var Maj også kommet tilbage. Hun var bare ikke i særlig godt humør, da det var lykkes hende at smide to nøgler væk på to dage, som hun skulle betale for. Hun blev dog rimelig hurtigt munter igen, og vi købte noget mad og vin og sad og hyggede på værelset, inden vi igen gik i byen for bl.a. at møde hollænderne. Proceduren gentog sig med at Maj hellere ville hygge med en dansk pige ved navn Mia, mens jeg lokkede Ronald til at købe os alle sammen Tequila shots, nice. Maj var igen lidt af en kylling, og gik i seng omkring 12.30, mens jeg fulgte omkring kl. 2.00, da vi havde en 12 timers udflugt foran os dagen efter. Inden vi kom så langt nåede Maj dog lige at spytte drinks ud på mig, hvilket ifølge hende, var min egen skyld, fordi jeg fik hende til at grine, mens hun drak. Tak Maj.

Den 19. januar tog vi så på heldagsudflugt til Milford Sounds, som skulle være et af de smukkeste steder i New Zealand. Det var også super smukt, men jeg synes måske, jeg har set noget, som var endnu smukkere på nogle af alle vores busture. Alt i alt var det dog en god tur, da busturen derned, som godt nok varede 5 f***ing timer, var super smuk. Vi holdt også en del photostop, bl.a. ved mirror lake, the valley of 1000 falls, et lavineskred sight osv., så det var til at leve med. Et af stederne løb der en å ned fra bjergene med helt rent og iskoldt gletscher smeltevand, som vi kunne fylde vores drikkeflasker med, nice. På et andet tidspunkt kørte vi sammen med andre busser gennem en lang tunnel igennem bjergene. Her satte vores buschauffør noget musik på ala det i rock'n'roll rollercoaster i Disneyland (far og Maiken ved hvad det er), samtidig med at de tændte deres katastrofeblink og tædtte og s lukkede lyset inde i bussen, og så holdt vi ellers discobus hele vejen gennem tunnelen, lidt funny.

Da vi endelig kom frem til Milford Sound skulle vi på cruise for rigtig at se fjorden og bjergene rundt om. Milford Sound blev skabt i den sidste istid af gletschere, som banene sig vej gennem bjergene ud til havet. Vi startede med en stor alt inklusiv buffet på båden, inden vi gik op på dækket og nød den smukke udsigt over fjorden, bjergene, sælkolonier, vandfald osv. På vej tilbage gjorde vi stop ved et underwater observatory, hvor vi kom ned under vandet i en slags glascontainer i 8 meters dybde, hvorigennem man kunne se noget, der hedder black coral, som faktisk er hvidt. Det er det eneste sted i verden, hvor man kan se black coral så langt oppe mod overfladen, da det normalvis kun "lever" i 60-200 meters dybde. Efter den sidste del af vores cruise, skulle vi på en 4 timers bustur tilbage til Qtown, som heldigvis blev reddet lidt af filmen "The Hangover".

Om aftenen fik vi besked fra drengene, at de blev i Milford Sounds, hvilket de også havde regnet med, men ikke var helt sikre på - det kunne nemlig godt være de kom tilbage til Qtown. Men da Maj og mig var så smadrede efter 3 aftener med byture og 3 dage med udflugter, valgte vi at springe byturen over, og gik i seng omkring midnat.

Jeg skulle desuden også halvtidligt op d. 20. januar, da jeg skulle videre med Kiwi til Christchurch. Maj valgte at blive en ekstra dag i Qtown, da hun endnu ikke havde fået taget sit Nevis bungy jump. Jeg havde stadig for ondt i armen til, at jeg kunne bungy, og i og med at det i princippet minder meget om mit sidste spring til Canyon Swing syntes jeg også, det ville være spild af penge. Jeg kunne sådan set ligeså godt have valgt at blive en ekstra dag i Qtown sammen med Maj, men af 3 grunde valgte jeg at tage til Christchurch 1 dag i forvejen for at vente på Maj der. 1) var for doven til at ændre min kiwi billet, 2) ville bare VÆK VÆK VÆK fra alle de syge myg og sandfluer i Qtown, som har haft det lidt for sjovt med at gøre mig til festmåltid, og 3) at tage til Christchurch netop denne dag var den eneste chance, jeg havde, for at se Raphael en enkelt aften her på New Zealand. Strækningen til Christchurch var den længste på Kiwibussen, ca. 500 km., så det var igen en lidt lang dag i bus, men jeg overlevede, selv om det var lidt kedeligt uden Maj.

CHRISTCHURCH, 20.-22. januar

Fordi vi er på rundtur med Kiwi Experience følger vi en bestemt rute. Vi landende jo i Christchurch og tog derefter på en loop rundt på sydøen, men for at komme til nordøen skal vi forbi Christchurch og Kaikoura igen. Efter ankomsten hertil Christchurch skal jeg som sagt mødes med Raphael ved en 20tiden, da han først kommer med hans tur til Christchurch der.

Siden Maj og mig har været på en lille rundtur i Christchurch første gang vi var der, har jeg ikke planer om det vilde i morgen den 21., men tænker bare at bruge dagen på at slappe af, hvilket jeg virkelig har brug for, da vi har haft tryk på i 5 måneder næsten uden fridage overhovedet.

Det sidste sted vi mangler på sydøen er kaikoura, hvor vi enten skal lave ingenting eller in eftermiddagen eller ud at se hvaler, inden vi d. 23. januar begiver os mod nordøen.