Profile
Blog
Photos
Videos
Køreteknisk kursus
Dagen i dag er gået med kørsel på det køretekniske anlæg hos Ring Djursland. Det halve af sæsonens guideteam var klar kl.10 i kantinen, hvor den stod på rundstykker og varm kakao, det var rigtig skønt at se folk igen, nu havde man jo ikke set sin "familie" i snart en måned.
Efterfølgende stod den på undervisning i et lokale, hvor man fik genopfrisket sin teori, som for mange, især undertegnede, lå ret langt væk, begreber som acceleration, Newtons lov og centrifugering var (ikke overraskende) glemt.
Men så kunne "legene" også begynde, vi fik to og to tildelt biler. Camilla og jeg (to af os tre guider der skal være i Livigno 2009) fik tildelt en Peugeot 407. Den kørte som en drøm, og klarede sig til UG med kryds og slange i det glatte føre, vi er dog begge enige om, at det mere skyldtes de to fremragende bilister bag rattet, for vi er nemlig ikke kun trafikanter!
Vores destinationschef Matti fik baghjul, da vi senere skulle køre om kap op ad en våd bakke. Denne sejr betyder, at vi ikke får lov til at køre i Italien, da hans mandlige stolthed blev dybt krænket - til stor morskab for the champs/the girls som efterfølgende fejrede sejren til Sys Bjerres "Kegle," og til de som ikke har hørt os synge, kan vi fortælle jer, at det lød som en drøm.
Dagens mest "dramatiske" situation opstod, da en flyvemaskine skulle lande lige ved siden af os, det er jo ikke hver dag, en flyver kommer flyvende lige over hovedet på en, men heldigvis endte alt godt, og piloten fik en af de berømte Team Benns-klapsalver.
Alt i alt har det været en utrolig lærerig dag, hvor man til tider er blevet en smule overrasket over sin ellers (efter egen mening) perfekte kørsel, som ja… -ikke altid viste sig at være lige så perfekt. Ups, og undskyld til min ellers så dygtige kørelærer.
Jeg taler vist på hele teamets vegne, når jeg siger, at jeg glæder mig til endnu en dag på Ring Djursland.
Ciao!
-Maria
- comments