Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har nu kun 4 dage tilbage på "Female Surgical Ward", og jeg glæder mig faktisk lidt til at starte på medicinsk afdeling. Afdelingen er rigtigt god, men der ikke så meget for os at lave hvilket gør at dagene føles ret så lange. Desuden er der startet to studerende mere (fra Sverige), hvilket gør det endnu sværere at få lov til at lave noget. De thailandske sygeplejersker er også meget hurtige så ofte når vi møder ind om morgenen er de allerede færdige med at vaske patienterne, lave sårpleje og give medicin. Derimod får vi lært en hel masse teori og vores lærere har tit undervisning med os. Vi har bl.a. fået undervisning i ernæring, sårpleje og stomipleje samt sygepleje til ældre patienter efter operation og patienter der er blevet opereret for brystkræft og kræft i fordøjelseskanalen. Vi har også haft undervisning med en specialsygeplejerske i geriatri som viste os rundt på de forskellige afdelinger på hospitalet. Vi besøgte skadestuen, trauma afdelingen, fødselsgangen, opvågning og børneafdelingen.
Ramathibodi Hospital er stadigvæk i gang med at renoveres og der er stor forskel på det gamle og det nye.
I sidste uge var der 4 sygeplejersker som arbejder på afdelingen der var kørt galt i bil. 2 af dem blev indlagte på vores afdeling og passet og plejet af deres arbejdskolleger mens de andre der var mere alvorligt tilskadekomne blev indlagt på ortopedkirurgisk. Vi har været nede at besøge dem et par gange og vores vejledere har også købt gaver fra os studerende.
I torsdags var vi på besøg på OP (operationsgangen). Vi fik lov til at være med til en colonresektion (fjernelse af en del af tyktarmen). Det var meget spændende at se hvordan sygeplejersken arbejder på operationsstuen og hvilke opgaver hun har, men også at se selve operationen. Vi fik også lov til at røre ved tarmen efter den var blevet fjernet. :)
Vi har også haft en spændende dag på intensiv. Vi fik lov til at se respiratoren blive slukket for en ung kvinde der var hjernedød, og bagefter følge hende ned i kapellet sammen med hendes familie, små børn og en munk. Det var ret så spændende, men også rigtigt barsk. I Thailand er det ikke usædvanligt at de døde ligger i deres hjem hos familien 100 dage inden de bliver begravet så lige efter de er døde får de sprøjtet et eller andet ind i blodet for at undgå forrådnelse.
Der er ikke så meget nyt at fortælle om praktikken, men jeg er sikker på at der kommer til at ske mere de sidste 5 uger når vi skal på medicinsk afdeling. Den anden gruppe er nemlig på den afdeling nu, og fortæller at de oplever, lærer og får lov til at prøve rigtigt mange ting.
- comments