Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu været i praktik på Ramathibodi Hospital i 5 dage. Mig og tre af de andre danske sygeplejestuderende er startet med 5 ugers praktik på en kirurgisk afdeling.
Den første dag mødtes vi med vores vejledere Supreeda som viste os lidt rundt på hospitalet. Hun fulgte os op til et stort lokale hvor alle oversygeplejersker fra de 11 kirurgiske afdelinger sad til morgenmøde. Her skulle vi lige præsentere os selve på thai, og alle var meget imponeret af vores sprogkundskaber. ;) Bagefter fik vi en lille introduktion til afdelingen. Det er en postkirurgisk afdeling for kvindelige patienter der primært er blevet opereret for brystcancer og cancer i mave-tarm-kanalen. Men da afdelingen hedder "general surgical ward" ligger der mange patienter der ikke "passer ind" på nogle af de specialiserede afdelinger, så vi får set lidt af hvert. Sygeplejerskerne på afdelingen skal derfor have en bred viden om kroppens anatomi samt om alle mulige sygdomme og operationer.
Afdelingen er et stort rum med 38 sengepladser. Der er ingen vægge, bare lige et gardin man kan trække for hvis patienten skal blive vasket eller skal have et bækken. Standarden og hygiejnen på afdelingen er bedre end hvad jeg havde forventet - man bruger både handsker og håndsprit så det er dejligt. :)
Om tirsdagen gik vi rundt og observerede hvordan en sygeplejerskes dag forløber på afdelingen. Det fungerer på nogenlunde den samme måde som i DK med personlig hygiejne, medicingivning, måle værdier osv. Dog er der ikke noget der hedder mobilisering. Samtlige patienter ligger med sengehesten oppe, og får bækken i sengen. Vi fik noget undervisning i rensning af operationssår, blanding af IV-medicin og hvordan man måler blodtryk manuelt.
Onsdag mødte vi 10 thailandske sygeplejestuderende, og fik tildelt en "friend" som de kaldte det, som jeg så skulle observere og følges med onsdag og torsdag. Hun viste mig hvordan man udfører personlig hygiejne, hvordan man administrerer medicin, renser ciciatrise, tager blodprøver og lægger venflon. I Thailand går alle studerende i en samlet gruppe rundt til hinandens patienter, og observerer de andre give iv-medicin, injektioner og anden medicin. Jeg havde så 10 thailandske studerende, 2 vejledere og 3 danske studerende der stod og kiggede mig i nakken mens jeg skulle give en injektion. Vores vejledere holder øje med os hele tiden, så vi ikke kommer til at gøre noget forkert.
Da der om morgenen er så meget trafik og så svært at finde en taxa er vi nødt til at tage afsted sammen med den anden gruppe kl 6.30, selvom vi først skal møde kl 9. Ofte er vi på sygehuset allerede kl 7, og skal sidde at vente i næsten to timer inden vi skal op på afdelingen. Det er lidt irriterende, men vi er ved at vænne os til det, og får udnyttet tiden på bl.a. at opdatere blog, lave lektier og spille UNO. :)
Alt i alt er det en fin afdeling, selvom der ikke altid er så meget for os at lave. Det er lidt frustrerende at man ikke kan sætte sig ned og tale med patienterne. Sprogbarrieren er stor, da der stort set ikke er nogle af patienterne der taler engelsk. Jeg har i hvertfald lært at smile - det gør vi hele tiden. Og hvis man ikke smiler tror de at man er ked af det og spørger om der er noget galt.
På torsdag starter der to svenske studerende, der skal være sammen med os på afdelingen de næste 3 uger. Jeg har fået til opgave at fungere som tolk - Maria (en dansker som taler thai) oversætter fra thai til dansk og jeg oversætter fra dansk til svensk. ;)
Jeg er sikker på at det nok skal blive nogle lærerige og spændende uger på afdelingen, og jeg prøver alt hvad jeg kan på at få mest ud af det både fagligt og personligt.
- comments