Hej alle sammen!
Der er alt for meget at fortaelle saa jeg skriver om Zanzibar og Dar Es Salaam en anden dag.
Mig og Carina som jeg bor sammen med bor i landsbyen Kwekibaa der ligger ca. 1 time fra byen Lushoto. Vi havde faaet at vide i Dar Es Salaam at vi skulle bo i Lushoto og vi troede det var byen hvor de har internetcafeer, posthus, bank og markeder men det viste sig at det bare var Lushoto-distriktet...
Vi tog en bus fra Dar Es Salaam torsdag og sad i en bus i 7 timer med en buschaffoer der ikke havde hoert at man skal koere langsomt over bump og koere uden om store huller saa det var lidt af en bumletur men undervejs holdt vi i koe paa grund af en lastbil der laa paa tvaers af vejen og mens vi stod og ventede koerte Tanzanias foerstedame forbi saa hende blev ogsaa lidt forsinket af da alle jo skulle holde tilbage.
Da vi kom frem til Tanga blev Carina og jeg indlogeret paa hotel hvor vi havde hver vores dobbeltseng, mens de andre 4 der skulle bo i Tanga blev koert ud til deres vaertsfamilier.
Naeste dag hoerte vi om TAYODEA (TAnga YOuth Development Association) som er den organisation vi alle 6 arbejder for. Da vi var faerdige og havde moedt resten af TAYODEA's staff tog jeg, Carina og Rodgers afsted mod Lushoto. Rodgers er den lokale TAYODEA koordinator i Lushoto og det er ham vi skal henvende os til hvis der er noget. Vi fandt en bus der kunne koere os til Lushoto og vi fik spaendt vores rygsaekke op paa taget selvom vi var noget betaenkelige da der var virkelig mange mennesker og de er naesten alle ude efter det samme:penge. saa de kunne let have taget vores rygsaekke ned igen og solgt paa det sorte marked... men de var der heldigvis da vi naaede frem. Da vi sad i bussen fandt vi ud af at vi slet ikke skulle til byen Lushoto men til den noget mindre by Soni. Det er en lille by som ligger i Usambara bjergene saa der var dejligt koeligt mod Zanzibar eller Tangas hede. Fra Soni tog vi en taxi da daladalaen lige var koert og vi blev fragtet til den lille by der hedder noget med M. Nu var vi virkelig ude paa landet og vi begyndte at vaere lidt nervoese men Rodgers beroligede os og vi gik fra M.. til Kwekibaa. Kwekibaa er en lille bitte landsby med ca.150 indbyggere og der har aldrig boet hvide i den eller de omkringliggende landsbyer saa vi blev og bliver stadig overbegloet ekstremt meget men folk er soede og smiler.
Familien vi bor hos bestaar af mama Mahanju, baba Isihaka og kaka (bror) Amiri paa 6 aar. Vi havde faaet at vide at alle volontoerer kom til at bo hos kristne familier hvor mindst en kan tale engelsk men vi bor hos en muslimsk familie hvor de stort set ikke kan et ord engelsk. Vi laegger dog ikke maerke til de er muslimske og fandt da ogsaa foerst ud af paa vej hjem fra kirke da vi spurgte Rodgers om hvorfor de ikke var med.
Huset vi bor i er - hvad skal man skrive.. fattigt og meget primitivt i forhold til hvad vi er vandt til. Der er tre rum i huset. Det midterste som man starter med at komme ind i fungerer som spisestue, stue og entre. Der er to laenestole, en sofa og et sofabord, alt sammen uden hynder saa det er ret haardt for enden at sidde laengere tid paa saadan nogle tremmer. Rummet til hoejre naar man kommer ind tilhoerer familien hvor de sover mens rummet til venstre er mig og Carinas. Det indeholder 1 elpaere, et hoejt bord og en dobbeltseng. "Koekkenet" er et lille rum udenfor hvor der er et ildsted med plads til to smaa gryder og en spand med vand til opvask. "Toilettet" er ogsaa et rum udenfor der er forholdsvis stort i forhold til at det eneste der er derinde er et hul i jorden hvor alle efterladenskaber ryger hen, og tre spande med vand: en til at vaske kroppen, en til at vaske haender og en til -undskyld sproget- roeven, for der er ikke noget der hedder toiletpapir...
Maden: Vi faar mad ca. 5 gange om dagen. Familien spiser ikke morgenmad saa det er noget de laver specielt til os og vi faar hvidt broed, peanutbutter, bananer, agurk, avokodo og kaffe/te. Omkring kl. 10 faar vi igen te med noget frugt, for det meste det meste fede som bananer eller avokado. Til frokost og aften faar vi for det meste ris med boenner og igen fed frugt men igaar fik vi pommes frites med tomatsalat...saa laekkert for tomaterne hernede er ikke blege og haarde som i DK men roede, modne og soede men vi faar dem som regel ogsaa direkte fra tomatplanten.
Familien er soede selvom faren og soennen ikke siger saa meget og moren engang imellem kan vaere lidt for soed som naar hun braser ind paa vores vaerelse uden at banke paa naar vi har "danskertid" men det er bare en af de mange kulturforskelle som vi lige skal vaenne os til.
Soendag var vi i kirke hvor vi blev medlemmer af kirken. Vi havde om loerdagen faaet 5 saetninger paa swahili som vi skulle laere til kirken og vi troede at vi bare skulle sige dem hvis der var nogen der spurgte os eller til praesten saa vi oevede os paa dem. de 5 satninger var 1. Velsign Herren 2. jeg hedder Lisa 3. Jeg kommer fra DK 4. Jeg er kristen 5. Jeg er her for at volontere.
Om soendagen fik vi nederdele paa da det sig hoer og boer for kvinder om soendagen og saa gik vi til kirke som i gamel dage. Gudstjenesten startede med at der var nogen unge der sang og dansede og herefter var det nogenlunde som en dansk gudstjeneste med oplaesning fra biblen og salmer. Lige indtil der var "Nyt fra sognet" hvor praesten foerst gjorde opmaerksom paa os og herefter skulle vi til vores store overraskelse stille os op og praesentere os selv paa swahili foran en hel kirke (ca. 150 mennesker) Der var ingen nadver men i stedet skulle man laegge penge i en kasse mens nogle unge og gamle skiftevis sang og dansede. Man skulle bare laegge hvad man kunne undvaere og det kunne ogsaa vaere mad. Hele gudtjenesten varede 2 timer og var paa swahili men Rodgers havde nogle engelske bibler med saa vi kunne foelge lidt med i hvad praesten sagde. Den sluttede med at man gik ud under sang og til sidst stod udenfor hvor der blev holdt auktion over den mad der var blevet skaenket kirken. Der var en der koebte en pose tomater og gav den til os som velkomstgave.
Kirken var ikke som vi kender den fra Dk men var et stort hoejloftet rum med traebaenke, malet lysegult over det hele og med helt almindelige gennemsigtige vinduer. I enden med alteret var det dog haevet lidt.
Mandag var vores foerste skoledag. Vi skal undervise i engelsk paa en primary school (0-7 kl.) Vi gik derhen og blev praesenteret for vores 10 medlaerere der heldigvis taler bedre engelsk end vores mor der ogsaa er laerer paa skolen. Herefter blev vi praesenteret for skolens 628 elever - saa kan I jo taenke over hvor mange elever det er pr laerer...
Igen her skulle vi naesten uden varsel praesentere os selv paa swahili og denne gang for en del flere mennesker saa vores angst for at staa foran mange mennesker og tale er stort set vaek:). Vi skal undervise tre klasser i engelsk: pre-class (0.kl) class 1 og class 2 og saa har vi et engelsk kursus for voksne. Vi er selv ansvarlige for undervisningen og vi har fordelt det saadan at vi deles om pre-class og engelskkurset og saa har Carina class 2 alene og jeg har class 1 alene. I class 1 er der omkring 120 elever saa danskere skal ikke klage over hvis de er over 30 i et lokale. Men vi kommer paa noget af en udfordring for boernene taler KUN swahili og det lokale stammesprog saa mange af vores aftenener bruger vi paa at terpe swahili.
I dag tirsdag er det helligdag saa vi er i Lushoto og nyder at faa lidt vestlig civilisation gennem internettet:) Vi startede med at se byen og herefter tog vi en taxa til Ironte udsigtspunktet hvor der er en fantastisk udsigt over sletten hvor Lushoto ligger og man kunne se virkelig langt. Med i turen var ogsaa inkluderet frokost der bestod af dejligt moerkt broed med laekkert paalaeg:D naar vi er faerdige her paa netcafeen skal vi ud og koebe lidt fornoedenheder som toiletpapir, vand og gummistoevler, for regntiden er vist begyndt og da der stort set kun er jordveje bliver der meget mudder...
Menneskerne hernede er generelt flinke og rare selvom det ogsaa kan blive alt for meget med al opmaerksomheden men saa lukker vi os inde paa vores vaerelse, taler sammen og faar taarer i oejnene over hvor primitivt vi bor og at ingen taler engelsk men vi er som regel mere positive et par timer efter for det var det her vi ville da vi tog afsted til Afrika og vi ved vi kommer til at savne det hele naar vi kommer hjem igen.
Mit nr. hernede er +255789528962 men der er stort set ingen daekning i det omraade vi bor saa det er vist bedst at sende en besked...
Jeg glaeder mig til at se jer alle sammen naar jeg kommer hjem til juni.
Mange knus Lisa