Profile
Blog
Photos
Videos
Idag er det Line's fødselsdag. HURRA! HURRA! HURRA! For første gang er jeg ikke hjemme på min fødselsdag. Det er lidt mærkeligt, men også en oplevelse jeg byder velkommen med åbne arme.
Søde Rikke havde, mens jeg sov, pyntet op med balloner, flag og cerpentiner. Så hele værelset var fødselsdags-klar, da jeg blev vækket med fødselsdagssang, konfetti og blitz. Rikke havde påtaget sig mors rolle og stod klar til at tage billeder, så snart jeg åbnede øjnene. Der er vist nogle traditioner man bare ikke kan ændre på ;)
Et par fødselsdagskort og et par gaver havde klaret turen over Atlanten. Der var et fødselsdagskort fra mor og far - fyldt med babybilleder selvfølgelig. Min lillebror havde søreme også nået at få et herover. Rikke havde søreme også skrevet et sødt kort. Fødselsdagsgaverne og det sidste fødselsdagskort var fra Familien Nørgaard Elster. Den ene pakke var fyldt med noget lækkert tøj, hvilket jo altid er tiltrængt. Den anden pakke var flad og lille, men indeholdte et løfte om en stor oplevelse....
JEG SKAL IND OG SE NBA-BASKETTBALL! Undskyld, men det blev nødt til at stå med stort.. Tænk - jeg skal se The Clippers spille og så i Staples Center. Hvor heldig har man lov til at være :D Kampen er først på lørdag, så jeg har lige et par dage til at vende mig til tanken.
Da kort og gaver var åbnet var det tid til den helt store morgenmads-buffet. Pandekager, æg, ristet brød, pålægschokolade (importeret fra DK), yoghurt m. mysli - der var alt! Planen var egentlig at vi ville have bagt boller. Det gik dog ikke da ovnen ikke virkede. Så det blev til pandekager i stedet for, hvilket jo heller ikke er helt dårligt.
Inden jeg går videre bliver jeg nødt til at sige tak til moster Mona og min mor. Der er ikke det de ikke har sendt herover af fødselsdagsting. Servietter og lys m. flag, små flag, store flag, balloner, konfetti... Det var næsten ligesom at være derhjemme, så tak fordi I bidrog til fødselsdagsfesten ;)
Efter morgenmaden blev der skypet med mor, far og moffe. Det var godt at se dem, når nu vi ikke kunne fejre det sammen. Jeg er lidt stolt af mor som klarede sig igennem samtalen helt uden at græde ;) Fødselsdagsvejret var det eneste som ikke artede sig. Regn, regn og mere regn - jeg fralægger mig ansvaret. Jeg havde intet at gøre med regnvejret! Der må være en anden som også har fødselsdag ;)
Grundet det dårlige vejr besluttede vi at min første dag som 24-årig skulle bruges på J. Paul Getty-museet som er en del af The Getty Center. Selve centeret er et bygningskompleks som udover museet huser Getty Conservation Institute og Getty Research Institute. Det blev åbnet for publikum i 1997. Når man nu er blevet lidt mere voksen, må man også prøve at være lidt mere kulturel. På vej til The Getty fik jeg snakket med Lasse (og Ral, Jones og Freyr) på facetime. Han kunne ikke være med da jeg snakkede med resten af familien, men det fik vi heldigvis rettet op på. Det er jo ikke rigtig fødselsdags hvis jeg ikke har snakket med brormand. Det var dejligt at se dem alle 4 :)
Jeg synes The Getty var fantastisk! Ikke så meget for udstillingerne, men mest for bygning i sig selv og udsigten. Udsigten er fantastisk! Man har udsigt over hele Los Angeles by. Jeg kunne godt have brugt hele dagen på at stå og kigge udover byen, hvis det altså ikke lige havde regnet så meget...
Da vi forlod The Getty begyndte det at klare lidt op. Så optimistiske som vi er satte vi kursen mod Hollywood Walk Of Fame. Vi havde lige forladt parkeringshuset da det igen begyndte at sile ned. Så måtte vi finde på noget andet. I stedet tog vi på jagt efter en fødselsdagskage, for det hører jo en fødselsdag til. Vi kom ud på noget af et eventyr. Vi endte et sted mellem Koreatown og Little Bangladesh. Med andre ord - et sted hvor man normalt ikke finder 2 lyshårede piger.. Men det var nu her (ifølge GPS'en) man kunne få de bedste donuts. Når nu man ikke kan få dansk fødselsdagskage, så må man jo finde en alternativ version. I dette tilfælde 4 donuts - med fødselsdagsflag i. Så bliver det ikke bedre ;)
Det sted vi købte donuts havde hverken borde eller stole, så i stedet sad vi i bilen i silende regnvejr og spiste donuts. Hold nu op de donuts var gode! Hvis du nogensinde skulle komme til L.A. så slå et smut forbi California Donuts. Det er turen værd ;) Da vi begge var mætte var det tid til at komme videre. L.A. er en by fyldt med udendørsaktiviteter. Indendørsaktiviteter er ikke noget de gør sig i. Så efter 2 dage med regn begynder det at blive svært at finde på noget nyt....
Hovederne blev lagt i blød og endelig kom løsningen. Vi skulle da tage til The Grove - et udendørscenter! Shopping er ALTID løsningen ;) Så afsted vi tog. Den første butik vi gik ind i var Barnes & Nobles, som er USA's svar på Bog og Idé bare større. Her kunne mit bogelskende hjerte have brugt flere dage hvis det fik lov. Der var bøger til en hver smag. Jeg kom da heller ikke derfra uden en bog til samlingen.
Derefter gik vi lidt rundt og så på de andre butikker. Hver gang jeg kom ud af en butik havde jeg det som om jeg gik ud i et stort musical-nummer. Der var gemt små højtalere overalt, som fyldte gaden med musik. Sådan en slags musik der giver dig lyst til at danse og synge. Derudover var der et lille springvand/park i den ene ende af gaden. Der var også en sporvognsbane med tilhørende sporvogn som forbinder the Grove med Farmers Market. Det hele indbød bare til at man brød ud i et stort musicalnummer! Hvis vi havde haft gaden for os selv så havde jeg gerne taget en danse-tur ned ad gaden ;)
Vi spiste fødselsdagsmiddag på en lille hyggelig bar som lå på gaden - Bar Verde. Deroppe fra havde vi udsigt over hele centeret. Rikke fik lige sagt til tjeneren at det var min fødselsdag. Han sagde "Happy Birtday" ca 20 gange i den tid vi var der... Så jeg har fået min årlig dosis "Tillykke" ;) Efter en dejlig middag tog vi i biografen og så "Joy". Biografer herovre er noget helt for sig selv. Her er biograf-bygningerne meget finere og lidt mere gammeldags end i DK. Det ligner noget taget ud af en gammel film.
På trods af dårligt vejr har jeg haft en dejlig dag! Rikke har virkelig gjort alt hvad hun kunne for at jeg fik en uforglemmelig dag, hvilket jeg sætter utrolig meget pris på. Jeg er bare glad for at jeg fik lov til at holde den med hende! Så må jeg holde en fest for resten af familien, når jeg en gang kommer hjem.
Tak til alle jer der har skrevet fødselsdagshilsner. Det varmer at vide at I tænker på mig :)
- comments