Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag morgen skulle vi starte på hospitalet. Vi fulgtes med en anden frivillig fra hostel 1 (der er tilknyttet to hostels til Path to Africa, som er Save a Hearts lokale samarbejdspartner). Hospitalet ligger en rask gåtur på 45 minutter til hospitalet, så vi er blevet enige om, at det er vores daglige motion.
Dagen startede ud med en rundvisning på hospitalet; OPD (out patient department), som er patienter der er blevet henvist fra en lokal klinik, eller patienter der kommer til opfølgning på den behandling de har fået på hospitalet. Så er der fødegangen, hvor de selvfølgelig tager sig af de kvinder der skal føde, hvad enten det er en naturlig fødsel eller kejsersnit. Det er også her de tilser de gravide, som evt. har komplikationer i forbindelse med graviditeten. Så er der en mandeafdeling, hvor de har et kirurgisk afsnit, dvs. det er her mændene kommer op efter diverse operationer, samt et medicinsk afsnit, hvor de ligger med alle mulige forskellige sygdomme. Etagen ovenover er kvindeafdelingen, og det samme er gældende her i forhold til kirurgisk og medicinsk afsnit. Aller øverst ligger børneafdelingen. Her er der et rum til de børn med diarre, og så et rum til 'alle de andre'.
Camilla startede som sagt på fødeafdelingen, hvilket vidst var noget af et chok. Det første hun så, var en kvinde der var ved at blive syet forneden. Hernede er der ikke noget der hedder at pylre, og der er bestemt ikke noget der hedder omsorg, hvis man gør det! Den stakkels kvinde lå og ømmede sig hver gang de prøvede at lave et sting - det hele resulterede i at sygeplejerskerne slog på kvindens ben, og skældte hende ud. Ja, velkommen til afdelingen!
Næste opgave for Camilla var at overvære en fødsel. Her klippede hun navlestrengen, og fik derefter stukket barnet i armene, for at veje det. En af sygeplejerskerne kiggede på Camilla, og sagde at næste gang var det hendes tur til at hive barnet ud…. Tak, men nej tak!
I Tanzania er jordmoder og sygeplejerske den samme uddannelse, så de havde ikke så meget forståelse for, at Camilla ikke ved så meget om det, og at hun derfor heller ikke har lyst til at gøre en masse. Blandet med det hele måske var en smule grænseoverskridende.
Efter kvinderne havde født, skulle de nærmest straks rejse sig fra briksen, og selv gå over i det tilstødende lokale.
Lines dag på børneafdelingen var knap så actionpacked. Her fulgte jeg blot med en læge og en nonne (som også har sygeplejefaglige opgaver, åbenbart) rundt til stuegang. Der var en tre børn med brænd sår over nærmest hele kroppen, ellers er det meget infektioner de er indlagt med. Lungebetændelse, bronkitis og ja, diarre. Rummet som var beregnet til de børn med diarre var ved at blive gjort hovedrent, men der var ikke nogle børn derinde. Det skænkede jeg ikke en tanke - til at starte med. Mens rummet blev gjort rent, var de børn blevet sendt ind til de andre børn med infektioner, hvor de havde delt seng med et par stykker af dem. Det er meget fint man prøver at undgå det smitter, ved at putte alle sammen ind på en stue, men det hjælper ikke ligefrem, at flytte børnene frem og tilbage, og ligefrem lade dem dele seng med de andre på afdelingen.. Smart!
Vi fik begge bekræftet vores fordom om manglende hygiejne, da de sjældent vasker hænder - og nærmest heller aldrig spritter dem, for den sags skyld.
Derhjemme er vi vant til at have handsker på, for beskytte os selv i forbindelse med medicingivning. Det gør de ikke så meget i hernede. Det med at holde kanyler osv. sterile, er de heller ikke eksperter i. Så vi er blevet enige om, at ingen af os kommer til skade eller bliver syge hernede!
Onsdag aften spillede vi lidt volleyball med nogle af de andre fra hostelet - og ellers prøvede vi bare at fordøje dagens indtryk.
Torsdag bød på meget af det samme for mit vedkommende. Var med til stuegang, hvor lægen forklarede lidt omkring hvad børnene fejler, og hvad de gør ved det. I dag var det en sygeplejerske, i stedet for en nonne, der fulgte med. Sygeplejerskens opgaver minder mest om sekretær opgaver for lægen; skrive medicin ind på et skema, og holde styr på udskrivelses papirer.
Camilla turde ikke tage chancen og vænne tilbage til fødeafdelingen, så i stedet tog hun på kvindeafdelingen. Her var hun med til stuegang, hvor lægen også forklarede lidt omkring patienternes tilstande. Der er rigtig mange lokale sygeplejestuderende på hospitalet, så lægen stillede en masse spørgsmål, for at se om de havde styr på sygdommene. Først spurgte han på engelsk og Camilla svarede. Efterfølgende blev der spurgt om det samme på swahili, og her kunne de ikke rigtig svare, selvom Camilla lige havde stået og sagt tingene på engelsk.
Fredag var lidt en kopi af torsdag. Vi er mest observerende, da det er lidt svært at gøre noget, når man ikke forstår halvdelen af hvad der bliver sagt, blandet med de gør tingene noget anderledes end hvad vi er vant til-
Lørdag var vi på tur ud til et vandfald, og efterfølgende se hvordan man laver kaffe. Det var en heldagstur, og vi startede med at blive hentet ved det andet hostel. Vi var en god stor flok der var afsted, da det var frivillige fra hostel 1 og 2.
Vi blev alle læsset ind i en minibus, dog større end en daladala (som vi har haft mange mareridt om siden!). En lokal guide starter ud med at sige han har været oppe det halve af natten, for at lave madpakker til os. Så hiver han ellers en ordentlig stak ens madkasser op, og de bliver delt rundt. Vi grinte alle sammen, da det mindede aller mest om en skoleudflugt J
Efter 1,5 times kørsel op og ned af små smalle jordveje, blev vi smidt af. Herfra skulle vi gå ud til vandfaldet. Undervejs fortalte guiderne lidt om forskellige planter. En guide fandt en lille vild kamelæon, som vi fik lov til at holde. Rimelig vildt for både mig og Camilla, da ingen af os er særlig glade for krible-krable dyr J
Endelig kom vi ud til vandfaldet. Det var virkelig smukt, og der var ikke rigtig nogle mennesker…. Til at starte med. Vi fik smidt tøjet og kom i det kolde vand - virkelig tiltrængt i varmen!
Der gik ikke andet end 10-15 minutter, og så vrimlede det med lokale børn i deres skoleuniformer. Rygtet omkring mzungu'er (hvide mennesker) der badede, blev åbenbart meget hurtigt spredt. Vores bedste bud er, at der nok endte med at være 100 lokale tilstede, bare for at se os. Og os som troede vandfadet var en turistattraktion!
På vejen tilbage til bussen, kom vi forbi hvor mama Coffee bor, som guiderne har døbt hende. Her fik vi at se, hvordan de laver kaffe. Det er arabica kaffebønner de bruger hernede, dvs. det er en sort hvor der er to bønner i en skal. Først piller de den yderste grønne skal af, og står efterfølgende med to bønner, som er omgivet af en tyndere skal. Herefter hældte de bønnerne ned i det der mindede mest om en morter i stor udgave. Så dansede de og sang, mens vi på skift fik lov til at banke skallerne af. Efterfølgende blev bønnerne hældt op i et fad/si, hvor skallerne skulle rystes fra. Til sidst blev bønnerne hældt i en gryde, for at blive ristet. Det var koffeinfri kaffe som de bryggede, da ristningen foregik uden låg. Efter bønnerne var blevet ristet, skulle de tilbage i morteren, hvor det blev stødt til pulver.
Kaffepulveret blev hældt i vand, hvor det lige skulle stå og koge lidt. Imellem tiden lavede guiderne en quiz med os, hvor de blandt andet spurgte ind til hvor mange kaffesorter der findes, hvad vandfaldet hed osv. Hvis man svarede rigtigt fik man 'kaffechokolade', som egentlig bare var kaffepulver blandet med rørsukker.
Vi fik drukket vores kaffe, og vendte snuden mod bussen igen. Guiderne tilbød os at gøre et stop mere, hvor vi kunne få lov til at se, hvad man også kan bruge bananer til. Vi kom op til et lille hus, hvor vi fik serveret bananabeer. Kan bedst beskrive det som en omgang grums, som minder lidt om opkast - både i smag og konsistens. Føj! Næste ting vi kunne smage, var banana wine, hvilket var noget bedre. Det mindede nok mest om en cider.
Søndag fik vi solet os et par timer om formiddagen, hvorefter vi gik ned på et lokalt marked sammen med en del af de andre frivillige. Markedet var en blanding af fødevarer og tøj. Efter et par timer gik vi mod Fifi's, en restaurant som serverer lidt mere vestligt mad. Ellers gik resten af dagen bare med afslapning.
Mandag morgen tog vi begge på mandeafdelingen. Vi ville se hvordan det er at være der sammen, da vi begge synes det var lidt svært at være alene, fordi de gær tingene anderledes end vi er vant til. Så nu kunne vi bruge hinanden til at sparre med. Vi var med til stuegang, og ham lægen vi gik med var rimelig god til at forklare hvad patienterne fejlede, og hvordan de undersøger dem.
Vi blev dog begge lidt forargede og overrasket over hvordan en af patienterne blev behandlet. Han havde ligget i sengen da vi kom om morgenen, og han rystede rimelig meget. På daværende tidspunkt vidste vi ikke helt hvad han fejlede. Op ad formiddagen lå han så på gulvet, hvor de trak ham ud midt i rummet og lod ham ligge der - med sine rysteture Efter lidt tid kom en af nonnerne, lagde hånden på panden af ham og bad en bøn. Lidt efter begyndte hun at sprøjte vand på ham - lidt som om hun prøvede at drive en ond ånd ud af ham. Kort tid efter forklarede lægen ganske kort, at han var psykotisk, og det var lidt som om personalet stod og grinte af ham. Så vi gik hjem med en klump i halsen, for vi følte lidt det var en uværdig behandling.
Om aftenen var vi til BBQ night på det andet hostel. Det var rigtig hyggeligt, selvom vi ikke fik snakket så meget med de andre- Her fik vi planlagt den safari tur vi skal på fra lørdag til tirsdag sammen med fire andre frivillige.
Tirsdag var vi med til stuegang igen, og her mødte vi den psykotiske patient igen. Nu forklarede lægen så, at han har haft et alkohols misbrug igennem længere tid, og rysteturene og de psykotiske anfald, skyldtes abstinenser. Han havde fået noget antipsykotisk medicin og noget andet til at slappe af på- Så heldigvis så han ud til at have det noget bedre.
Onsdag var sidste dag vi var på mandeafdelingen, og det var meget lig de andre dage. Om aftenen var vi oppe på en tagterasse i byen, hvor vi ville se Kilimanjaro om aftenen. I løbet af dagen er toppen omgivet af skyer, men de forsvinder om aftenen. Da vi kom derop, fandt vi ud af, at nogle afrikanere var ved at skyde en musikvideo - og selvfølgelig skulle alle os hvide mennesker være med. Så hvad vi troede skulle være stille og roligt, endte med at vi stod og dansede.
I dag, torsdag, har vi rent faktisk haft vores hænder i brug. Vi har været på OPD sammen med Adam, en anden frivillig. Her kom der patienter ind for at få renset sår - bl.a. diabetes sår og brændsår- Lægen lod os gøre noget ar arbejdet, så det var lidt sjovere end de andre dage.
Vi er lige kommet itlbage fra en tur i byen, hvor der er blevet shoppet souvenirs - og vigtigst af alt safarihatte til weekenden!Onsdag morgen skulle vi starte på hospitalet. Vi fulgtes med en anden frivillig fra hostel 1 (der er tilknyttet to hostels til Path to Africa, som er Save a Hearts lokale samarbejdspartner). Hospitalet ligger en rask gåtur på 45 minutter til hospitalet, så vi er blevet enige om, at det er vores daglige motion.
Dagen startede ud med en rundvisning på hospitalet; OPD (out patient department), som er patienter der er blevet henvist fra en lokal klinik, eller patienter der kommer til opfølgning på den behandling de har fået på hospitalet. Så er der fødegangen, hvor de selvfølgelig tager sig af de kvinder der skal føde, hvad enten det er en naturlig fødsel eller kejsersnit. Det er også her de tilser de gravide, som evt. har komplikationer i forbindelse med graviditeten. Så er der en mandeafdeling, hvor de har et kirurgisk afsnit, dvs. det er her mændene kommer op efter diverse operationer, samt et medicinsk afsnit, hvor de ligger med alle mulige forskellige sygdomme. Etagen ovenover er kvindeafdelingen, og det samme er gældende her i forhold til kirurgisk og medicinsk afsnit. Aller øverst ligger børneafdelingen. Her er der et rum til de børn med diarre, og så et rum til 'alle de andre'.
Camilla startede som sagt på fødeafdelingen, hvilket vidst var noget af et chok. Det første hun så, var en kvinde der var ved at blive syet forneden. Hernede er der ikke noget der hedder at pylre, og der er bestemt ikke noget der hedder omsorg, hvis man gør det! Den stakkels kvinde lå og ømmede sig hver gang de prøvede at lave et sting - det hele resulterede i at sygeplejerskerne slog på kvindens ben, og skældte hende ud. Ja, velkommen til afdelingen!
Næste opgave for Camilla var at overvære en fødsel. Her klippede hun navlestrengen, og fik derefter stukket barnet i armene, for at veje det. En af sygeplejerskerne kiggede på Camilla, og sagde at næste gang var det hendes tur til at hive barnet ud…. Tak, men nej tak!
I Tanzania er jordmoder og sygeplejerske den samme uddannelse, så de havde ikke så meget forståelse for, at Camilla ikke ved så meget om det, og at hun derfor heller ikke har lyst til at gøre en masse. Blandet med det hele måske var en smule grænseoverskridende.
Efter kvinderne havde født, skulle de nærmest straks rejse sig fra briksen, og selv gå over i det tilstødende lokale.
Lines dag på børneafdelingen var knap så actionpacked. Her fulgte jeg blot med en læge og en nonne (som også har sygeplejefaglige opgaver, åbenbart) rundt til stuegang. Der var en tre børn med brænd sår over nærmest hele kroppen, ellers er det meget infektioner de er indlagt med. Lungebetændelse, bronkitis og ja, diarre. Rummet som var beregnet til de børn med diarre var ved at blive gjort hovedrent, men der var ikke nogle børn derinde. Det skænkede jeg ikke en tanke - til at starte med. Mens rummet blev gjort rent, var de børn blevet sendt ind til de andre børn med infektioner, hvor de havde delt seng med et par stykker af dem. Det er meget fint man prøver at undgå det smitter, ved at putte alle sammen ind på en stue, men det hjælper ikke ligefrem, at flytte børnene frem og tilbage, og ligefrem lade dem dele seng med de andre på afdelingen.. Smart!
Vi fik begge bekræftet vores fordom om manglende hygiejne, da de sjældent vasker hænder - og nærmest heller aldrig spritter dem, for den sags skyld.
Derhjemme er vi vant til at have handsker på, for beskytte os selv i forbindelse med medicingivning. Det gør de ikke så meget i hernede. Det med at holde kanyler osv. sterile, er de heller ikke eksperter i. Så vi er blevet enige om, at ingen af os kommer til skade eller bliver syge hernede!
Onsdag aften spillede vi lidt volleyball med nogle af de andre fra hostelet - og ellers prøvede vi bare at fordøje dagens indtryk.
Torsdag bød på meget af det samme for mit vedkommende. Var med til stuegang, hvor lægen forklarede lidt omkring hvad børnene fejler, og hvad de gør ved det. I dag var det en sygeplejerske, i stedet for en nonne, der fulgte med. Sygeplejerskens opgaver minder mest om sekretær opgaver for lægen; skrive medicin ind på et skema, og holde styr på udskrivelses papirer.
Camilla turde ikke tage chancen og vænne tilbage til fødeafdelingen, så i stedet tog hun på kvindeafdelingen. Her var hun med til stuegang, hvor lægen også forklarede lidt omkring patienternes tilstande. Der er rigtig mange lokale sygeplejestuderende på hospitalet, så lægen stillede en masse spørgsmål, for at se om de havde styr på sygdommene. Først spurgte han på engelsk og Camilla svarede. Efterfølgende blev der spurgt om det samme på swahili, og her kunne de ikke rigtig svare, selvom Camilla lige havde stået og sagt tingene på engelsk.
Fredag var lidt en kopi af torsdag. Vi er mest observerende, da det er lidt svært at gøre noget, når man ikke forstår halvdelen af hvad der bliver sagt, blandet med de gør tingene noget anderledes end hvad vi er vant til-
Lørdag var vi på tur ud til et vandfald, og efterfølgende se hvordan man laver kaffe. Det var en heldagstur, og vi startede med at blive hentet ved det andet hostel. Vi var en god stor flok der var afsted, da det var frivillige fra hostel 1 og 2.
Vi blev alle læsset ind i en minibus, dog større end en daladala (som vi har haft mange mareridt om siden!). En lokal guide starter ud med at sige han har været oppe det halve af natten, for at lave madpakker til os. Så hiver han ellers en ordentlig stak ens madkasser op, og de bliver delt rundt. Vi grinte alle sammen, da det mindede aller mest om en skoleudflugt J
Efter 1,5 times kørsel op og ned af små smalle jordveje, blev vi smidt af. Herfra skulle vi gå ud til vandfaldet. Undervejs fortalte guiderne lidt om forskellige planter. En guide fandt en lille vild kamelæon, som vi fik lov til at holde. Rimelig vildt for både mig og Camilla, da ingen af os er særlig glade for krible-krable dyr J
Endelig kom vi ud til vandfaldet. Det var virkelig smukt, og der var ikke rigtig nogle mennesker…. Til at starte med. Vi fik smidt tøjet og kom i det kolde vand - virkelig tiltrængt i varmen!
Der gik ikke andet end 10-15 minutter, og så vrimlede det med lokale børn i deres skoleuniformer. Rygtet omkring mzungu'er (hvide mennesker) der badede, blev åbenbart meget hurtigt spredt. Vores bedste bud er, at der nok endte med at være 100 lokale tilstede, bare for at se os. Og os som troede vandfadet var en turistattraktion!
På vejen tilbage til bussen, kom vi forbi hvor mama Coffee bor, som guiderne har døbt hende. Her fik vi at se, hvordan de laver kaffe. Det er arabica kaffebønner de bruger hernede, dvs. det er en sort hvor der er to bønner i en skal. Først piller de den yderste grønne skal af, og står efterfølgende med to bønner, som er omgivet af en tyndere skal. Herefter hældte de bønnerne ned i det der mindede mest om en morter i stor udgave. Så dansede de og sang, mens vi på skift fik lov til at banke skallerne af. Efterfølgende blev bønnerne hældt op i et fad/si, hvor skallerne skulle rystes fra. Til sidst blev bønnerne hældt i en gryde, for at blive ristet. Det var koffeinfri kaffe som de bryggede, da ristningen foregik uden låg. Efter bønnerne var blevet ristet, skulle de tilbage i morteren, hvor det blev stødt til pulver.
Kaffepulveret blev hældt i vand, hvor det lige skulle stå og koge lidt. Imellem tiden lavede guiderne en quiz med os, hvor de blandt andet spurgte ind til hvor mange kaffesorter der findes, hvad vandfaldet hed osv. Hvis man svarede rigtigt fik man 'kaffechokolade', som egentlig bare var kaffepulver blandet med rørsukker.
Vi fik drukket vores kaffe, og vendte snuden mod bussen igen. Guiderne tilbød os at gøre et stop mere, hvor vi kunne få lov til at se, hvad man også kan bruge bananer til. Vi kom op til et lille hus, hvor vi fik serveret bananabeer. Kan bedst beskrive det som en omgang grums, som minder lidt om opkast - både i smag og konsistens. Føj! Næste ting vi kunne smage, var banana wine, hvilket var noget bedre. Det mindede nok mest om en cider.
Søndag fik vi solet os et par timer om formiddagen, hvorefter vi gik ned på et lokalt marked sammen med en del af de andre frivillige. Markedet var en blanding af fødevarer og tøj. Efter et par timer gik vi mod Fifi's, en restaurant som serverer lidt mere vestligt mad. Ellers gik resten af dagen bare med afslapning.
Mandag morgen tog vi begge på mandeafdelingen. Vi ville se hvordan det er at være der sammen, da vi begge synes det var lidt svært at være alene, fordi de gær tingene anderledes end vi er vant til. Så nu kunne vi bruge hinanden til at sparre med. Vi var med til stuegang, og ham lægen vi gik med var rimelig god til at forklare hvad patienterne fejlede, og hvordan de undersøger dem.
Vi blev dog begge lidt forargede og overrasket over hvordan en af patienterne blev behandlet. Han havde ligget i sengen da vi kom om morgenen, og han rystede rimelig meget. På daværende tidspunkt vidste vi ikke helt hvad han fejlede. Op ad formiddagen lå han så på gulvet, hvor de trak ham ud midt i rummet og lod ham ligge der - med sine rysteture Efter lidt tid kom en af nonnerne, lagde hånden på panden af ham og bad en bøn. Lidt efter begyndte hun at sprøjte vand på ham - lidt som om hun prøvede at drive en ond ånd ud af ham. Kort tid efter forklarede lægen ganske kort, at han var psykotisk, og det var lidt som om personalet stod og grinte af ham. Så vi gik hjem med en klump i halsen, for vi følte lidt det var en uværdig behandling.
Om aftenen var vi til BBQ night på det andet hostel. Det var rigtig hyggeligt, selvom vi ikke fik snakket så meget med de andre- Her fik vi planlagt den safari tur vi skal på fra lørdag til tirsdag sammen med fire andre frivillige.
Tirsdag var vi med til stuegang igen, og her mødte vi den psykotiske patient igen. Nu forklarede lægen så, at han har haft et alkohols misbrug igennem længere tid, og rysteturene og de psykotiske anfald, skyldtes abstinenser. Han havde fået noget antipsykotisk medicin og noget andet til at slappe af på- Så heldigvis så han ud til at have det noget bedre.
Onsdag var sidste dag vi var på mandeafdelingen, og det var meget lig de andre dage. Om aftenen var vi oppe på en tagterasse i byen, hvor vi ville se Kilimanjaro om aftenen. I løbet af dagen er toppen omgivet af skyer, men de forsvinder om aftenen. Da vi kom derop, fandt vi ud af, at nogle afrikanere var ved at skyde en musikvideo - og selvfølgelig skulle alle os hvide mennesker være med. Så hvad vi troede skulle være stille og roligt, endte med at vi stod og dansede.
I dag, torsdag, har vi rent faktisk haft vores hænder i brug. Vi har været på OPD sammen med Adam, en anden frivillig. Her kom der patienter ind for at få renset sår - bl.a. diabetes sår og brændsår- Lægen lod os gøre noget ar arbejdet, så det var lidt sjovere end de andre dage.
Vi er lige kommet tlbage fra en tur i byen, hvor der er blevet shoppet souvenirs - og vigtigst af alt safarihatte til weekenden!
- comments
Maria Puha! Håber i tager det hele i stiv arm, det lyder ikke som noget alle mennesker ville kunne holde til! God safari tur!
Janni Tak piger for endnu en historie. I får da en på opleveren. Ha en fantastisk tur i morgen. Pas nu på de store dyr :)