Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag kl. 07.18 startede, hvad der skulle vise sig, at være en lidt længere rejse end først forventet.
Vi skulle med toget fra Aalborg til Københavns lufthavn, dette gik helt uden problemer. Vi havde et par timers ventetid i lufthavnen, men med en madpakke på størrelse med en skoletaske, og lidt praktisk shopping i form af et par nakkepuder, gik tiden hurtigt.
Vi kom fra København til Amsterdam uden problemer. Fra Amsterdam skulle vi videre mod Nairobi, hvilket var den længste flyvetur på lidt over 8 timer. Vi havde håbet på, at vi kunne sove det meste af flyveturen, da det var om natte vi fløj, men det var som om at vi allerede her skulle vænne os til den afrikanske kultur, som er meget langsom! (Polepole, som de siger her - hvilket er lidt i retningen af rolig rolig). Det tog i hvert fald personalet omkring tre timer at få serveret aftensmaden, eller måske mere natmad, eftersom kl. havde nærmet sig 01.30. Det lykkedes os dog at få et par timer på øjet. Lidt er bedre end ingenting.
Vi landede i Nairobi kl. 07.00 lokal tid (vi er to timer foran hernede), hvor vi lige havde et par timer inden flyet gik videre mod Kilimanjaro kl. 09.00. Alt gik som smurt (troede vi), flyet blev boardet, klar til afgang. Desværre var der problemer med den ene motor, som de fik fikset ret hurtigt… Troede de! Vi kører mod landingsbanen, hvor kaptajnen desværre meddeler at motoren er stået af igen, så vi skal vente på et nyt fly. Som selvfølgelig først ville være klar kl. 16.30!
Vi blev guidet ud af flyet, og tilbage til den gate vi boardede fra i første omgang. Og så var det ellers bare at vente. Og vente… og endelig kom flyet! Nu ville vi snart være fremme, med en flyvetid på kun en halv time… troede vi.
Da der var gået over en halv time, og vi havde cirkuleret rundt i luften i et stykke tid, begyndte vi at undre os lidt. Nærmest i samme sekund annoncerer kaptajnen over højtalerne, at der er et fly på landingsbanen der har tabt en hjul, og dette kommer til at tage omkring 30 minutter at fjerne. Men som et plaster på såret, kunne han lige tage en rundtur omkring toppen af Kilimanjaro. Ikke fordi man normalt kunne se noget pga. skyer, Men her viste heldet at være med os - kun en smule skyer, så vi fik et godt udsyn til toppen. Toppen af det bjerg vi har tænkt os at bestige.
Endelig kom vi på landjorden igen, nu skulle vi blot have vores visum, samle vores baggage og så finde vores chauffør. Heldigvis var der ingen problemer med dette.
Efter en times tid i bil, og nu 36 timer efter vi havde forladt Aalborg, ankom vi endelig til vores hostel. Vores hjem for den næste måned. Vi blev taget varmt imod af Whitney, manageren, som også bor her på vores hostel. Udover os, er der ni andre danskere, som sjovt nok også er afsted modul 13 som enten fysio- eller ergoterapeuter. Der ankommer andre frivillige løbende, men det er tydeligt, at det er os danskere der er i overtal.
Mandag morgen skulle vi ansøge om frivilligt visum, hvorefter planen var, at vi skulle ud på Sct. Josephs hospital til en introduktion. Noget der hjemme i Danmark ikke ville tage særlig lang tid, men her fik vi virkelig indtrykket af, hvad polepole betyder.
Vi gik fra vores hostel sammen med Mary, en af dem der arbejder for Hostel Hoff, og som har meget at gøre med de frivillige. Kursen var sat mod midtbyen af Moshi. Det var tydeligt, at der ikke er mange hvide i byen, eftersom alle glor og gerne vil i kontakt med en.
Fra Moshi skulle vi med en daladala (minibus), som er på størrelse med en varevogn derhjemme. Vi var de første der satte os ind i den. Vi er vant til, at derhjemme har busser bestemte tidspunkter de afgår på, men hernede er det vidst bare når der engang er fyldt op. Efter at have ventet i en tre kvarter, var bussen fyldt - i hvert fald efter vores mening, men nej. Der kunne godt klemmes flere ind. Det ender med vi er 23 mand - og en baby!
Efter en mindre køretur ankom vi til hospitalet, hvor vi skulle have introduktion. Vi bliver vist ind på et ktio´´manageren, Grace dukker op. Hun spørger hurtigt ind til hvem vi er, hvilken profession vi har, om vi vil dette. Camilla skal starte på fødeafdelingen, og Line på børneafdelingen. Spændende!
Mary og Grace sidder og snakker lidt, hvorefter at Mary siger der bliver for lang ventetid, så vi tager tilbage igen. Så ingen rundtur eller introduktion den dag alligevel. Så nu var det bare tilbage til vores hostel. Bare og bare. Vi sætter os på det nærmeste hjørne og venter på en daladala, som ofte kører forbi.
Mary købte noget lokalt mad, som er stegte grønne bananer med en sovs af rød peberfrugt samt små tørrede fisk. Vi fik begge lov til at smage, men styrede pænt uden om fisken. Små hele fisk, med øjne og det hele.
Da vi kom tilbage til byen fik vi vekslet vores dollars til shillings, som er den valuta de bruger her. (10.000 shillings svarer ca. til 37 danske kroner). Endvidere fik vi et lokalt simkort, så vi kan komme i kontakt med hinanden, og så fik vi shoppet lidt let mad vi kan bruge til frokost. Morgenmad og aftensmad får vi serveret på vores hostel. Det eneste vi egentlig fik udrettet den dag, var at vente. Og lære indbegrebet af polepole.
I dag, tirsdag, har vi været på en guidet tour i byen. Whitney, manageren, viste os rundt, gav os små tips til hvor de serverer god lokal mad, hvilke banker vi skal bruge - og hvilke vi ikke skal!
Det var lidt for nu - det varer ikke længe inden vi skal have undervisning i swahili. Det er vidst en fordel at kunne lidt gloser hernede. Vi har allerede lært lidt; Mambo (slang for hey/how are you), som skal besvares med poa (I'm cool), og jambo (hej) som også besvares med jambo.
- comments