Jeg kom med min bus fra La Paz med retning mod Puno, Peru kl. 14.30. Alt efter hvem jeg spurgte, ville jeg ankomme mellem kl 18.30 og 21.30, saa det var vist bare om at have godt med taalmodighed til den kommende bustur. Heldigvis var det en ny og komfortabel bus og jeg havde to saeder for mig selv. Foerst og fremmest tog det 100 aar at komme ud af La Paz, men udsigten over byen er heldigvis fantastisk. Derefter koerte vi i 2-3 timer foer vi ankom til foerste graensekontrol paa den bolivianske side. Derfra koerte vi 10 minutter mere til vi skulle ud af bussen igen og faa stemplet vores pas. Her begyndte det at staa ned i staenger (og hagle!), saa vi kom heldigvis tilbage paa bussen og blev koert til den peruvianske side, hvor vi skulle udfylde papirer og stemples ind i Peru. Det tog ret lang tid og er aabenbart en meget omstaendig proces. Min taalmodighed var ved at loebe op, da vi derefter skulle vente 45 minutter paa at nye passagerer kom paa bussen. Gaaaab! Endelig ankom jeg til mit hostel i Puno efter 7 timer paa bussen. Jeg havde reserveret et enkelt vaerelse for natten og naar Jessica saa kom dagen efter (paa min foedselsdag) ville vi saa flytte til et to personers vaerelse. De var dog saa soede at lade mig checke ind paa dobbelt vaerelset med det samme, saa jeg ikke behoevede at skifte.

Jeg vaagnede op paa min foedselsdag og aabnede gaver som Jesper havde haft med fra familien hjemmefra (tak for det. ). Derudover spiste jeg den inkluderede morgenmad paa hostellet og legede lidt med den meget soede lille hundehvalp, som de lige havde faaet. Imens ventede jeg paa at der ville komme varmt vand i bygningen, saa jeg kunne faa et tiltraengt varmt bad. Det er ikke altid en selvfoelge i Sydamerika at kunne regne med et varmt bad, men efter en times tid lykkedes det heldigvis. Derefter gik jeg ud og kiggede lidt paa byen inden Jessicas ankomst.

Ved 13 tiden ankom hun til vores hostel. Vi gik ud og fik en god frokost og fik booket nogle busbilletter og en udflugt til Lake Titicaca til dagen efter. Ellers gik vi rundt og kiggede i butikker og koebte bl.a. alpaca uld souvenirs. Derudover besoegte vi byens coca museum. I Andes bjergene svaerger de jo til brugen af coca blade til at kurere alverdens ting. Isaer er det populaert for hoejdesyge, selvom effekten aldrig skulle vaere klinisk bevist. De lokale gumler paa 10-15 blade, som de har i kinden. Turisterne noejes oftest med en gang coca te. Det smager ikke vanvittigt godt, men man faar det tilbudt alle steder og saa maa man jo smage paa det. Om aftenen gik vi paa reataurant, hvor vi bl.a. fik quinoa suppe og alpaca koed paa spyd.

Naeste dag skulle vi tidligt op og paa tur til Lake Titicaca. Foerste stop var Uros Islands, som er nogle "flydende" oeer, som de lokale bygger af siv. (Se billedet). Her saa vi hvordan de levede og fik derefter en sejltur i en sivbaad. Herfra sejlede vi videre til Taquile Island, som er en rigtig oe i Lake Titicaca. Det tog ret lang tid at sejle dertil, da vores baad var enormt langsom. Da vi endelig ankom skulle vi gaa op af en masse trapper, hvilket er ret haardt i 4000 meters hoejde. Paa oeen er traditionen at det er maendene der staar faar alt haandarbejde som fx. strikning. Vi besoegte en workshop hvor maendene sad og strikkede paa stribe. Lidt sjovt syn.

Naeste dag tog vi bussen til Copacanana, som er en lille by ved Lake Titicacas bred i Bolivia. Her havde vi booket os ind paa et hotel kaldet Las Olas, hvilket var en rigtig god oplevelse. Hotellet har kun 7 suiter, som alle er specielt indrettet. Man skal naesten se billeder for at kunne forklare det ordentligt.

Dagen efter tog vi paa endnu en udflugt til Lake Titicaca. Denne gang til Isla Del Sol, som er den stoerste oe. Her blev vi sat af i den nordlige ende af oeen og skulle saa vandre tilbage mod syd, hvor baaden saa ville samle os op igen. Det er en tur paa ca. 12 km i 4000 meters hoejde, hvor der er en del stigninger undervejs, saa det var ret haardt. Undervejs saa vi Inka ruiner og en smuk udsigt til soeen. Vi moedte ogsaa en soed alpaca paa vejen. Da vi kom tilbage til Copacabana gik vi paa stranden for at se solnedgangen, som var rigtig smuk. Derefter fik vi god aftensmad og billig men god boliviansk vin paa en restaurant i byen.

Naeste morgen besluttede vi os for at bestige et lille bjerg kaldet Calvario. Bjerget er et religioest sted hvor de lokale kommer for at bede. Der var en utrolig flot udsigt over byen og soeen. Vi mente ogsaa at det var godt at oeve os lidt i at gaa paa trapper inden vi skal vandre Inka Trail i Peru. Om eftermiddagen tog vi saa en bus tilbage til La Paz, hvor vi skulle bo ved Patricia, som jo er Jessicas veninde.

Patricia havde spurgt om vi ville med til en middag paa en fin restaurant, som var arrangeret af den polske ambassade. Det ville vi selvfoelgelig gerne, selvom jeg ikke vidste meget om polsk mad. Med til arrangementet var folk fra andre ambassader i La Paz. Og maden var overraskende god. Til sidst sluttede de af med lidt polsk dans.

Naeste dag tog Jessica, Patricia og jeg paa sightseeing i La Paz. Jeg havde endnu ikke set saa meget af byen, fordi jeg ville vente til Jessicas ankomst. Vi koerte foerst til et udsigts-punkt hvor vi kunne se den imponerende by, som er bygget i en dal og hvor husene er klistret til bjergsiderne. Derudover er der i baggrunden sneklaedte bjerge, hvilket kun gjorde udsigten mere imponerende. Derfra koerte vi til byens store kirke San Fransisco. Vi besoegte ogsaa det lokale marked med souvenirs samt Hekse markedet. Det mest bemaerkelsesvaerdige ved dette var at de solgte indtoerrede lama fostre. Disse begraves under doeren til nye huse og skulle bringe held og lykke.

Om eftermiddagen besoegte vi Moon Valley som ligger lidt uden for byen. Det er et omraade med specielle klippeformationer. Her gik vi en tur i omraadet. Vi besluttede os for selv at lave aftensmad hos Patricia og se film. Vi fik en kyllingeret og hyggede os med popcorn, chokolade og film, inden vi gik i seng.

Naeste dag skulle Jessica og jeg med bus tilbage til Puno i Peru. Vi fik sagt farvel til Patricia og tak for hendes gaestfrihed, som isaer jeg har nydt godt af. Om formiddagen gik vi en tur i Zona Sur, hvor Patricia bor. Til frokost fik vi en boliviansk specialitet kaldet Salteñas, som er koed indbagt i broed. De smagte rigtig godt. Senere hentede Fidel os og koerte os til busstationen. Turen gik heldigvis godt og ca. 2 timer hurtigere end sidst jeg koerte samme tur.

Nu er vi saa tilbage paa vores hostel i Puno. I morgen skal vi tidligt op og med en bus til Cusco. Vi har nogle dage i Cusco inden vi skal starte vores Inka Trail.