Jeg ankom til La Paz, Bolivia med fly fra Chile d. 1. oktober og blev hentet af Patricias taxachauffoer Fidel i lufthavnen. Lufthavnen ligger i over 4000 meters hoejde og er vist den hoejest beliggende internationale lufthavn i verden. Patricia bor dog i den del af La Paz som hedder Zona Sur og som "kun" ligger i ca. 3300 meters hoejde. Det hjaelper lidt ift. at skulle akklimatisere sig til hoejden. Egentlig er det ikke den bedste ide at flyve direkte til saadan en hoejde, naar man som jeg ikke er vant til det, men der var ikke rigtig tid til andet. En bedre ide havde ellers vaeret at tilbringe nogle dage i fx. 2500 meters hoejde for at vaenne sig til det og saa gradvist bevaege sig hoejere. Men da det nu ikke kunne vaere anderledes for mig havde jeg faaet medicin med hjemmefra af laegen, som skal hjaelpe mig til ikke at blive skidt tilpas i hoejderne. Nogle mennesker foeler aandenoed med det samme de stiger ud af flyet, men jeg havde det heldigvis ok.

Paa vej fra lufthavnen hentede vi Patricia fra hendes job paa den canadiske ambassade. Vi ankom til hendes KAEMPE lejlighed som ligger i et af de paenere kvarterer i La Paz. Her blev jeg indlogeret paa et af de to gaestevaerelser med eget bad/toilet. Om aftenen gik vi en tur i kvarteret og hun viste mig hvor de vigtigste ting laa. Man kunne hurtigt maerke at der ikke skulle meget til foer man bliver forpustet her, saa det var om at tage det stille og roligt. Jeg maerkede heldigvis stadig ingen symptomer paa hoejdesyge udover traethed og nedsat appetit, hvilket er helt normalt.

Det anbefales at man tager det stille og roligt de foerste par dage efter ankomst til hoejderr, saa jeg havde afsat to doegn til at slappe af i lejligheden og faa planlagt den uge, jeg har i Bolivia inden Jessica kommer. Da jeg efter det foerste doegn stadig havde det ok, besluttede jeg mig for at booke en tur til Uyuni i det sydlige Bolivia. Egentlig var min plan at tage en natbus begge veje, men Patricia fraraadede mig det, da vejen for det foerste ikke er asfalteret hele vejen og fordi der ofte er vej blokader her i landet - det er aabenbart folks maade at vise, at de er utilfredse paa. Derudover er der ogsaa en tendens til at busserne ofte bryder sammen. Eftersom jeg ikke havde tid i mit program til at blive forsinket i flere dage pga ovenstaaende, valgte jeg efter Patricias anbefaling at booke flybilletter til Uyuni. Det er noget dyrere, men 40 minutters flytur lyder noget mere tiltalende end 10 timer i en gammel bus paa en grusvej. Derudover bookede jeg en tre dags tur til omraaderne sydvest for Uyuni med et firma der hedder Red Planet Expeditions.

Tidligt om morgenen d. 4. okt hentede Fidel mig igen i sin taxa og vi koerte til lufthavnen. Jeg var lidt nervoes for hvilket slags fly, der ventede mig, men blev heldigvis positivt overrasket, da det saa nogenlunde nyt ud og havde plads til hele 44 passagerer (Jeg er ikke fan af smaa fly, turbulens og slet ikke de to ting i kombination). Flyturen gik heldigvis rigtig fint.

I Uyuni havde jeg nogle timer inden turen startede kl. 11. Jeg gik lidt rundt og koebte hue, vanter og en striktroeje, for det var rigtig koldt og blaesende - og vi skulle undervejs paa turen sove i meget primitive huse/skure, dvs. naermest udenfor. Og det ville blive frostgrader om natten. Det var markedsdag i Uyuni saa der var en masse muligheder for at koebe varme Alpaca strik-ting.

Vi var 9 personer i vores gruppe, som blev fordelt i to 4x4 biler. Derudover havde vi en guide til deling. Med i gruppen var bl.a. australiere, englaendere og franskmaend. Foerste stop paa turen var en "tog kirkegaard" i Uyuni, hvor de havde en masse gamle rustne tog. Ikke det mest fantastiske, men saa har man da set det med.

Saa Uyuni er altsaa mest kendt for sine salt flats/salt oerkener som udgoer et omraade paa over 12.000 km2. Det ligger i en hoejde paa 3660 meter og var tidligere en stor soe. Omraadet er omgivet af vulkaner og har 32 smaa "oer". Og det var selvfoelgelig en af hovedattraktionerne paa turen. Paa vejen dertil stoppede vi i den lille by Colchani, for at se salt fabrikker. Folk henter salt fra salt oerkenen og toerrer den over ild, for saa at tilsaette jod og pakke det og saelge det videre. Vi besoegte en af disse smaa fabrikker og saa hvordan de pakkede salt i poser. Desuden havde de vaeret meget kreative til at lave alverdens smaa figurer af salt, som de saa forsoegte at saelge til turisterne.

Derfra satte vi kursen mod salt oerkenen og saa bl.a. hvordan maend arbejdede med at grave bunker af salt. Heldigvis bliver der dannet nyt salt hvert aar naar de har regn tid, saa det forsvinder ikke helt. Derefter stoppede vi ved et salt hotel, hvor ALT er lavet af salt (naesten). Mursten, borde, stole osv. var ren salt. Paa gulvet laa der salt. Det var lidt sjovt at opleve. Vi spiste vores frokost her, som bestod af lama, quinoa, groentsager og apple pie til dessert.

Det specielle ved salt oerkenen er at det er saa fladt at man kan tage billeder med sjove perspektiver. Et eksempel er det vedhaeftede billede, hvor jeg er ved at blive angrebet af en meget stor (plastik) dinosaurus. Vi tog en del billeder og optog ogsaa nogle film.

Derfra tog vi til Inka Huasi Island/Fish Island som er en slags oe der ligger midt i saltoerkenen. Her var over 4000 kaktusser. Oeen bestaar af koral-klipper, fordi det tidligere var under vand, da omraadet var en soe. Vi gik en tur paa oeen og saa den smukke udsigt over salt oerkenen. Paa vej derfra til vores overnatningssted saa vi den smukke solnedgang over salt oerkenen. Vores hotel/hostel var meget "basic" og det var ret koldt om natten. Formaaede dog heldigvis at holde mig varm, men det er aldrig rart at skulle ud af soveposen igen. Om aftenen fik jeg lidt hovedpine, hvilket nok skyldes hoejden, saa jeg gik tidligt i seng.

Vi startede dagen med at koere til et sted, hvor vi kunne se vulkanen Ollague, som er semi-aktiv. Vi kunne se at der kom roeg fra den. Derfra koerte vi til den foerste af de fem laguner, vi skulle se, hvor der lever flamingoer. Normalt ville jeg forbinde flamingoer med varme steder saasom Afrika, og ikke som dyr der lever i kulden i knap 4000 meters hoejde. Men vi fik set en masse pinke flamingoer. (Vidste I at flamingoer er pinke pga. de roede alger, de spiser?) Ved den foerste lagune spiste vi frokost. Paa vej derfra saa vi bl.a. lamaer, alpacaer og en raev. Vi besoegte derefter Siloli oerkenen, som ligger i 4500 meters hoejde, hvor der var meget farverige klipper. Men det var ogsaa meget koldt, saa vi kunne ikke holde ud at vaere der saerlig laenge. Vi saa bl.a. maerkelige klippeformationer. Den mest kende hedder "The Stone Tree" og bestaar af lava-klippe, som ligner et tre i sin udformning.

Herfra koerte vi til "Red Lagoon" som bestemt var den mest imponerende af de laguner, vi saa. Den ligger i 4300 meters hoejde og er 60 km2 stor. Lagunen er helt roed pga. en bestemt type af alge. Omkring soeen er det hvide mineral kaldet Borax, hvorfor netop denne lagune er et godt sted for de tre typer flamingoer, der findes i omraadet (ud af 6 arter i hele verden).

Vores ophold for natten var et lidt mere primitivt sted taet paa den roede lagune. Vi fik god aften mad (3 retter)+vin og varmedunke til at tage med ned i soveposen. Det var skoent. Her skulle vi sove i 4300 meters hoejde, hvilket jeg var lidt spaendt paa, men det gik heldigvis uden problemer med hoejdesyge. Om morgenen var det meget svaert at komme ud af soveposen, og det viste sig da ogsaa at der var frost paa ruden og frosne vandhuller udenfor.

Vores foerste stop paa tredje dagen var Sol De Manana Geyserne, som ligger i 5000 meters hoejde. Pga. termisk aktivitet kommer de gasser/dampe op fra jorden, hvilket ser ret vildt ud. Derudover var der huller hvor kogende sulfur (smeltet lava) boblede livligt. Det kan vaere op til 250 grader varmt - og saa lugtede det ikke saerlig godt.

Herfra koerte vi til nogle varmekilder. Bare tanken om at skulle i badetoej i 0 graders varme, var meget afskraekkende for mig og jeg havde egentlig taenkt at jeg ikke ville i. Men da de fleste af de andre gjorde det, endte det med at jeg ogsaa hoppede i - og det var virkelig skoent at faa varmet sin gennemfrosne krop. Der gik lidt tid foer jeg fik foelelsen tilbage i mine taeer. Og det var heller ikke saa slemt at komme op af vandet igen som jeg havde frygtet. Til gengaeld foelte man sig dejligt gennemvarm de naeste par timer.

Herfra koerte vi til "The Green Lagoon", som er endnu en lagune. Her er vandet groent pga. en hoej koncentration af arsenik og kobber - og vandet er derfor ogsaa giftigt. Fra lagunen havde vi udsigt til vulkanen Licancahur, som er 5980 meter hoej. Eftersigende skulle folk fra NASA have sammenlignet dette sted med hvordan der ser ud paa Mars. Generelt virkede mange af de steder vi besoegte til at de kunne vaere paa en anden planet. Meget anderledes og spaendende.

Her sagde vi farvel til halvdelen af gruppen, som skulle videre til Chile. Det omraade vi besoegte ligger nemlig i graenselandet mellem Bolivia, Chile og Argentina. Fem af os tog dog turen tilbage til Uyuni. Det tog ca. 6 timer, men vi stoppede dog for frokost undervejs.

Tilbage i Uyuni checkede jeg ind paa mit hostel for den ene overnatning. Havde dog tilladt mig den luksus at booke et dobbelt vaerelse til mig selv. Det var skoent med et bad efter de tre dage uden bad.

Naeste morgen tog jeg saa til Uyuni Lufthavn (som er meget lille) for at flyve tilbage til La Paz. Paa flyturen kunne jeg se salt oerkenen oppe fra.

Tilbage i La Paz blev jeg hentet af Fidel. D. 7. oktober er dagen hvor canadierne fejrer Thanksgiving, saa Patricia skulle have 10 mennesker over til middag med en kaempe kalkun. Jeg hjalp til med at goere klar til gaesterne og lavede bl.a. nogle salater. Gaesterne var generelt folk der arbejde paa andre ambassader her i La Paz. De var bl.a. fra Canada, USA, Schweiz og England. Det var rigtig sjovt at vaere med til.

Nu sidder jeg i Patricias lejlighed og venter paa at Fidel snart henter mig. Jeg skal med en bus til Puno i Peru, hvilket er 4-5 timer herfra. Her skal jeg moedes med Jessica, som ankommer der i morgen - paa min foedelsdag. Puno ligger ved Lake Titicaca og vi skal vaere der i to overnatninger. Derefter tager vi til Copacabana, som ogsaa ligger ved Lake Titicaca men paa den bolivianske side. Efter to overnatninger her tager vi tilbage til La Paz, saa Jessica ogsaa kan faa set Patricia, da det jo er hendes veninde. Omkring d. 16. oktober tager vi saa mod Peru igen - denne gang Cusco, hvorfra vi skal starte vores 4 dages trekking tur (Inka Trail) til Macchu Pichu.

Ha' det godt saa laenge!