Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag morgen kørte vi fra Airlie Beach op til Townville, en køretur på godt og vel 3,5 time. Her skulle vi med en færge over til Magnetic Island. Da vi var kommet over på øen, kørte vi hen til det backpacker sted, hvor vi havde booket en hytte. Vejret var helt urimelig varmt, og vi valgte derfor at hoppe direkte i poolen. Efter aftensmad gik vi op til baren, som var på pladsen, for at få en enkelt eller to. Dog var der 2 for 1 cocktails, så det blev til lidt flere. Vi havde taget nogle terninger med derop, og begyndte at spille tredive, hvorefter vi inviterede 3 drenge, to fra Holland og en som boede på Magnetic Island, over for at spille sammen med os, hvorefter vi snakkede med dem resten af aftenen. Alt i alt en rigtig god aften.
Lørdag sov vi længe. Efter morgenmaden kørte vi rundt på øen for at se lidt forskelligt. Vi startede med at køre 5 min, hvor vi satte bilen, og gik en tur på 4 km op til 'The Forts', hvor der på vejen, var en masse lookouts. En rigtig flot natur med udsigt over meget af øen. Utrolig smukt! Herefter kørte vi videre til et vandfald for at se det. Efter vi havde handlet lidt ind kørte vi til Picnic Bay, hvor vi gik en tur på stranden, og spiste vores sandwiches, som vi havde med til frokost. Herefter kørte vi tilbage af, og ud med til kysten igen, hvor vi så en masse wallabies, helt små kænguruer, hvorefter vi hoppede rundt på de mange store sten. Efter en god tur rundt på øen kørte vi tilbage, og hoppede vi poolen for at køle lidt af. Efter maden spillede vi lidt spil, mens vi delte en flakse vin.
Søndag morgen tog vi færgen tilbage til Townsville, hvor vi kørte videre til vores sidste stop på vores rejse langs den australske østkyst, Cairns. Da vi ankom til Cairns, fandt vi et sted, hvor vi kunne sove de efterfølgende dage. Herefter fik vi handlet ind og tømt bil, og slappede af resten af aften.
Mandag startede vi dagen med at sove længe, fik morgenmad og gjorde os klar. Resten af dagen stod på shopping, hvor vi både fik købt bikinier til dykning, souvenirers og tøj. Efter en tur rundt i butikkerne gik vi på natmarked, hvor vi fik købt lidt forskelligt også.
Tirsdag morgen blev vi hentet af en bus, hvorefter vi blev kørt til Prodives træningscenter, hvor vi skulle påbegynde vores dykkerkursus. Vi startede dagen ud med undervisning i klassen i nogle timer, hvorefter vi skulle i poolen resten af tiden. Undervisningen bestod blandt andet i at se nogle små film, som forklarede os hvordan vi skulle de forskellige redskaber, hvordan vi skulle forholde os under vandet og hvad vi skulle gøre i nødstilfælde. Inden vi hoppede i poolen, lærte vi hvordan, vi skulle gøre vores udstyr klar, hvorefter vi skulle træde vande i 10 minutter og svømme 350 meter . Nogle af os var lidt bekymret for, om vi overhovedet kunnet gøre det, men vi kæmpede os igennem uden besvær, selvom det var udmattende. I poolen lærte vi at trække vejret, få vand ud af brillerne og hjælpe vores makker i forskellige tilfælde. Desuden tog vi vores først 'dybe' dyk i poolen.
Onsdag fortsatte vores teori undervisning og undervisning i poolen. Jeg startede med at hoppe i poolen med vores instruktør, da jeg havde problemer med at få vand ud af dykkermasken, når der kom vand ind i den. Da jeg havde lært det, og var mere tryg ved det, kom de andre i, hvorefter vi skulle lære noget mere. Efter en tur i poolen, blev ved proppet ind i busser, og kørt ind til byen, hvor vi spiste Burger og is sammen. Herefter kørte vi ind til Pro Dives butik, hvor vi alle fire købte vores eget snorkeludstyr, som vi kunne bruge under vores dyk. Efter lidt tid i butikken kørte vi tilbage til træningscenteret, hvor vi havde teoriundervisning i tryk. De to dage med teori og undervisning i poolen sluttede vi af med den endelige eksamen, som vi alle bestod. Da undervisningen var slut, tog vi tilbage til vores værelse, hvor vi fik pakket, ryddet op i alle vores ting fra bilen, hvorefter vi gik ned til byen, hvor vi købte noget mad og tog det med ind til et foredrag, som Reef teach afholdte. Her så vi en masse billeder af coralet og fisk, som vi højest sandsynlig ville se på turen.
Torsdag morgen kl. 06.10 skulle vi mødes foran Pro Dives butik, hvorfra vi blev kørt til båden, som vi skulle være på de efterfølgende dage. Da vi kom på båden stod morgenmaden klar til os, hvorefter vi sejlede fra Cairns ud på Great Barrier Reef. Sejlturen ud til coralet varede omkring 3 timer, og var ikke særlig sjov, hvis man har tendens til at blive søsyg. Og selvom vi alle havde taget søsygepiller, blev vi ret dårlige. Kort tid efter vi var kommet derud skulle vi ned på vores første træningsdyk. Anne og jeg var partnere, da vi var på Sams hold, og Kathrine og Mia var på Gregs hold. Første træningsdyk gik fint, vi udførte nogle forskellige skills, og kom derefter op til overfalden igen. På mit første dyk kom jeg ned på 10,1 meter, og dykket varede 47 minutter. Senere på dagen var vi igen nede på et træningsdyk, hvorefter vi var ude og snorkle på egen hånd. Om aften hyggede vi os på båden med spil i godt selskab.
Fredag morgen stod vi op kl. 06.35, fordi vi allerede skulle tage vores første dyk kl. 07.20, hvor jeg kom ned på 17,6 meter. De første tre dyk gjorde vi på Milln Reef/Petaj på Great Barrier Reef. Efter det første dyk om fredagen sejlede vi videre til Flynn Reef, Tennis Courts på Great Barrier Reef, hvor jeg foretog mit andet dyk den dag med en dybde på 15,6 m. På dette dyk så vi blandt andet vores første havskildpadde. Senere på dagen var vi igen nede, hvor vi var nede på 12,3 meter. Om aften skulle vi på natdyk. Natdykket var personligt en af mine favoritter. Båden var omringet af hajer, hvilket var et virkelig fedt syn, og en helt uforglemmelig oplevelse. På dette dyk så vi Whitetip Reef Sharks og en haj på omkring 3 meter, som vi ikke helt ved, hvad var for en samt en kæmpe havskildpadde. Efter dykket var der igen hygge på båden, hvor instruktørerne hev det ene spil ud af ærmet efter det andet.
Lørdag skulle vi endnu tidligere op, for at tage det første dyk. Her kom jeg ned på mit dybeste dyk på 17,7 meter. Efter morgenmaden var vi igen nede dog kun på 11,1 meter. Efter det sidste dyk sejlede vi tilbage til Cairns. Havet var konstant 28-29 grader, hvilket var utrolig lækkert. Dog kunne vi godt komme til at fryse lidt, når vi var nede på de dybe dyk. Da vi kom tilbage til vores værelse gjorde vi os klar til at skulle ud og spise med det meste af holdet. Vi tog på en sportsbar som hedder Court House, fik lidt at spise og gik bagefter i baren. Efter et stykke tid der gik vi videre på en af byens barer, Wholesheet, hvor vi var indtil omkring kl. 02 hvor vi gik hjem i seng.
Dykketkurset ved Pro Drive Cairns, var utrolig godt. Instruktørerne var rigtig gode både til at undervise, men også til at lave en god stemning. Hjemmefra tænkte jeg at tage et dykkercertifikat på engelsk ville blive en kæmpe udfordring for mig. Men jeg klarede udfordringen uden alt for mange problemer, bestod min teoriprøve og mine træningsdyk med de forskellige skills ved skulle udføre, og jeg kan nu kalde mig for certificeret Open Water Diver. Selvom vejret ikke var det bedste, var det en utrolig fed oplevelse at dykke på Great Barrier Reef. Alle de utrolig flotte fisk i alle størrelser med forskellige farver og mønstre. De mange forskellige flotte koraller i forskellige former og farver, var et helt fantastisk syn, som jeg ikke vil glemme. Turen på Great Barrier Reef var en uforglemmelig oplevelse, og det rigtig gode hold med massere af skønne mennesker fra hele verden, gjorde det endnu bedre. Nye venskaber er blevet skabt, og jeg er flere oplevelser rigere. Det er helt klart ikke sidste gang, at jeg kommer ud at dykke.
- comments