Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom mandag d. 13. august hvor familien endelig skulle komme og besøge mig, og jeg glædede mig til at se dem! Jeg havde allerede pakket min taske og kunne stå stille og roligt op. Jeg tog en taxa ned til busterminalen hvor jeg havde tjekket at bussen gik mod Toronto. Det gik ganske smertefrit, jeg var ved bussen i god tid og de godtog endda mit danske studiekort, så jeg kom billigere af sted end forventet! Det er jo altid herligt :-)
Turen i bus tog to timer, rigeligt tid til at færdiggøre min bog. Jeg manglede kun slutningen af den bog jeg var ved at læse, tredje og sidste bog i Hunger Game trilogien, som jeg alle sammen har læst herovre (har vidst haft for meget fritid).
Den del af Canada jeg har valgt er ret flad, og byerne er heller ikke fyldt med skyskrabere, ikke de almindelige byer i hvert fald, så da vi kom tæt på toronto var det sjovt at se hvordan de høje huse lige pludselig dukkede op ud af det blå. Det er ikke fordi byen er helt fyldt med skyskrabere, men inde i centrum er der flere høje bygninger. Fra afstand kan man tydeligt se hvordan Toronto står frem som en lille klat af høje bygninger som de eneste i miles omkreds, selvfølgelig med silhuetten af deres berømte CN tower.
Jeg sad som en ægte turist og stirrede betaget ud af vinduet. Da jeg kom frem fandt jeg en Starbucks så jeg kunne få min daglige "iced tazo tea" (Starbucks egen is te) og lidt internet. Jeg var ikke så langt fra hotellet og der lå en metro meget tæt på som jeg kunne tage det sidste stykke. Heldigvis! For min taske var vidst pakket lidt tungere end den burde være. Men sådan er det jo :-)
Jeg ankom til hotellet og fik lov til at tjekke ind, så kunne jeg slappe lidt af inden familien kom, en lille time efter havde jeg regnet mig frem til. Der var både fjernsyn og internet på værelset så det skulle jo ikke være noget problem!
Men ak. Tiden gik og der var ikke nogen familie i syne. Selv ejeren af hotellet ringede og spurgte hvor de blev af, og om jeg kunne vente og lukke dem ind for hun var nødt til at gå. Det kunne jeg heldigvis :-) Jeg skrev lidt frem og tilbage med min moar, og det lød hele tiden som om de var liiiige ved at være der, først skulle de bare finde biludlejningen i lufthavenen, og bagefter skulle de bare køre fra lufthavnen. Det var vidst nemmere sagt end gjort. Tosserne kom til at køre mod London (som om de havde glemt jeg var kommet til Toronto hvor vi skulle mødes.. hmpf.. lidt overset følte man sig!), ja de kørte endda 60-70 km før de opdagede det og vendte om. Her ville de fleste nok have opdaget at det var den forkerte vej for længst, men bedre sent end aldrig! Jeg er bare glad for de vendte om!
Da de endelig ankom til hotellet et par timer senere end forventet, gjorde de det med stil! De havde fået tillusket sig en Chrysler! Hvorfor nøjes med den Ford man havde bestilt hjemmefra? Nå men de var i hvert fald begejstrede! Både for bilen og for at se mig! Hurraaa!
Så var det tid til aftentur i byen. Vi gik en tur og kiggede på huse, mennesker og hvad der ellers var i nærheden, inden vi slog os ned på en pub i britisk stil og fik en stor burger. Mine gæster var trætte og lidt jet-laged så det blev kun til en kortere gå tur rundt i nærområdet inden vi gik hjem af. Vi krydsede lige et storcenter på vejen og Fie blev helt ivrig, så var det vidst bestemt at vi en dag skulle shoppe!
Dagen efter skulle det vise sig at vi skulle på en lang gåtur i byen. Først krydsede vi universitets området, hvor de havde mange fine og gamle bygninger, og så fandt vi et sted at købe morgenmad. Inde i biksen så vi hvordan den lille dame smækkede en omelet sammen: ingredienser ned i en skål, røre, i mikroovn - PLING - færdig omelet!! Det er saft-suse-mig smart!! Hvem anede man kunne lave omelet i mikrobølgeovn?! Ikke mig i hvert fald, men det skal helt sikkert prøves!
Herefter gik vi en tur ned igennem et lille område i byen hvor husene var lave, menneskerne iklædt farverigt tøj og butikkerne fyldt med sjove varer. Det var rigtig hyggeligt, et lille alternativt og kreativt området. Skønt!
Efter frokost krydsede vi den moderne del af byen for at komme hen til et destilleri-område. Det var et fint lille område hvor der stadigvæk ligger et bryggeri og ellers er der mange små special-butikker, her sælger de alt fra dansk design til hjemmelavede smykker, alt sammen i væsentlig højere prisklasse end det område vi havde været i tidligere, men der var hyggeligt og så er det jo altid rart når man får lov at nyde en kold øl i solen :-)
Efter bryggeriet gik vi langs vandet hen mod det skræmmende høje CN tower, for det er jo et must-see, så der skulle vi op! Der var selvfølgelig glasgulv i elevatoren og glas i den ene siden så man kunne se ud hele vejen op (og ned) - FØJ! Ikke så rart når man har en smule højdeskræk. Det blev jo så ikke bedre af at kommet heeelt derop! Der var godt nok langt ned! Tårnet er 553 m højt!! Oppe i toppen kunne man gå ind tur på en indendørs OG en udendørs etage! Der var en smule overskyet, så man kunne ikke se så langt som man kan på de gode dage, men udsigten var flot! Indenfor var der et stykke af gulvet som var lavet af glas. Her lå/sad/stod folk glad og fik taget billedet. Jeg tog et billede af min hånd ud over men uden at kigge. Jeg er vidst lidt en kylling! Ikke som min familie.. Fie valgte fx at lægge sig i fosterstilling på glasset! (I kan endda se et billede)
Nede på jorden igen med sikker grund under fødderne gik vi imod aftensmad. Klokken var blevet mange og vi var trætte og sultne. Bagefter slentrede vi hjemad og krydsede først en plads hvor de viste film på storskærm. Ikke nye film som i Zulu sommerbio, men kult-klassikere! Ret sjovt koncept :-) vi delte os op i hold, hold 1 så filmen færdigt og hold 2 gik "hjem". Hold 2 bestod af mig og moderen, og hold 1 fandt os på en bar siden af hotellet da de kom tilbage. Så fik vi en øl inden vi gik i seng. Det var en dejlig dag :-) og fedt at se Toronto!
- comments
Mor Ud over at skulle læse på nettet at man er en tosse, fordi man lige onspicerer området før man indlogerer sig på hotellet, kan jeg kun tilslutte mig Lines beskrivelse. Det var skøøøønt at se hende igen :o)