Bula Fiji!!
Efter en kort flyvetur fra Brisbane, med mange propper i ørerne, ankom vi endelig til det lille land Fiji. Fiji er 300 små øer, hvor største delen er ubeboet. 
Fiji er af alle kendt som massevis af paradis øer. De lever af turisme og derfor er de meget opmærksomme på deres gæster. Vi blev allerede mødt med en masse bula og sang og dans så snart vi steg ud af flyveren, trods at klokken endnu ikke var særlig mange. 
Faktisk var der allerede fra vi satte os ind i flyveren en masse eksotisk musik og fijianere iklædt hawaii-ligende tøj.
Vi kom uden problemer igennem alle kontrollerne og vores taske lå også på båndet - så der var der ikke noget der kunne spænde ben for en god ferie eller?
Alle var utrolig søde og hjælpsomme og sammen med et par spanske fyre blev vi kørt til havnen, hvorfra vores tur op ad Yasawa øerne skulle starte. 
Klokken var godt otte om morgen da vi hoppede ombord på den gule og lilla båd, som skulle være vores transportmiddel på vores 13 dages laaaaaange ferie på Fiji.
Da vi kom ombord røg vi hen til Travel Desken, hvor en sød dame hjalp os med at booke en nat på Nabua Lodge. Efter satte vi os trygt tilbage i sædet og nød en fem timers lang sejltur op til toppen. 
Da klokken nærmede sig et var det vores tur til at stå af. Det foregik således at vi blev læsset over i små joller og sejlet ind til vores lille resort. 
Der var mange der skulle med. Godt to både blev fyldt til randen med både mennesker og en masse bagage. 
Vi blev modtaget med sang på stranden og fik afvide at vi skulle råbe bula efter sangen, "No bula, No lunch!". Så selvfølgelig råbte vi et kæmpe bula! 
Noget som vi allerede på nuværende tidspunkt nød godt af, var at vi ikke slev skulle bære vores bagage - det er fordelen ved fiji! 
Så snart vi var kommet i land fik vi afvide vi skulle sættes til bords. Vi var ikke videre begejstret da maden mest af alt lignede det vi lykkeligt havde glemt fra Thailand. Det smagte dog bare endnu værre. Vi kom til at sidde ved siden af en dansk pige fra Randers, som hed Kristina, så hende faldt vi hurtigt i snak med. Efter at have spist vores dejlige lunch, skulle vi alle deles ud på vores værelser. Vi endte med at være de sidste tilbage, hvilket resulterede i, at der desværre ikke var flere pladser i deres dorms, så vi måtte blive opgraderet til et rum for os selv. Efter at have fået vores ting på plads på værelset gik vi ned til stranden og lagde os. Det blev hurtigt overskyet og lavvandet, så vi kunne hverken bade eller sole, så vi lå egentlig bare og talte timer til det blev aften og vi skulle spise igen. Endelig blev det tid til aftensmad og vi satte os til bords uden de store forventninger til, hvad der blev serveret for os efter den mindre ophidsende lunch. 
Trods vores lave forventninger blev vi glædeligt overrasket over aftenens tre-retters menu. Efter at have spist var det tid til at danse bula-dans og lege en masse forskellige lege, som en meget vild Bula ved navn Sara stod i spidsen for. Vi endte endda med at vinde en konkurrence og dermed en cola, og så var vi lykkelige. Efter at have vundet lagde vi os ned i hængekøjen og så på de smukke stjerner, som der er rigtig rigtig mange af her, hvorefter vi gik i seng og faldt søvn til Alice I Eventyrland. Næsten dag besluttede vi os for at tage videre til Gold Coast Resort, hvor vi regnede med at finde en lidt bedre strand. Det var en kort sejltur på den store færge på ca. En halv time. Da vi nåede Gold Coast Resort faldt vores høje forventninger dog hurtigt til jorden. Vi blev her budt velkommen af en gammel dame, som åbenbart var den eneste sammen med den gamle mand som havde hentet os i jollen, som boede der. Heldigvis var der et par, som også skulle derud så vi i alt var seks personer. Det var mildest talt et forfærdeligt sted, uden elektricitet og lyset i spisesalen, som var det eneste sted der var lys slukkede klokken ti. Derudover var der masser af dyr som karkelakker på vores værelse. Aldrig har 24 timer gået så langsomt! Der var mildest talt bare ulækkert, og uden noget lys bliver det bestemt ikke mere ulækkert. Vi fik vendt mange spørgsmål i løber af de 24 timer, såsom hvad vi ville medbringe på en øde ø. Vi føltes os i hvertfald meget kvalificeret til at besvare spørgsmålet, og kom frem til at det helt bestemt måtte være en returbillet. På dette tidpunkt var vi begge klar til at tage et fly direkte retur til Danmark hvertfald. 
Aftensmaden denne aften bedste af alt godt fra havet, som damen kom slæbene med hen ad stranden. Vi sad på et par bænke sammen med kæreste parret da hun pludselig stod med en kæmpe krabbe i den ene hånd og noget hun kaldte grepe tang i den anden. Værsgo' ! Det var så menuen for i aften. Vi sad og nød synet af solnedgangen og glædedes os mere og mere til LA. Maden smagte faktisk okay. Det var ikke den mest delikate andretning da en hel krabbe blev sat på bordet, men smagen fejlede ikke noget. Manden havde samlet nogle af landsby tosserne for at fejre at der igen var gæster på Resortet. Så der sad tre gutter på række og sang og spillede på små børneguitarer mens vi spiste. De sagde at Resortet havde været lukket ned pga oversvømmelse og vi var de første gæster efter, men senere har vi hørt at de har været lukket ned efter flere måneder. Forresten er et Resort generelt bare et meget misvisende betegnelse hernede, det er langt fra hvad vi forbinder med ferie og luksus. Det er nærmest mere en spejderlejr. Da vi havde spist fik vi en lampe som vi kunne tage med os ned på værelset, hvilket var en kæmpe fordel for alt var totalt mørktlagt. 
Vores dorm bestod af en køjeseng og to enkelt senge som vi fik skubbet sammen. Der var kun et myggenet, men det lykkede os at få det proppet ud over begge senge. Generelt er der bare mange myg her, så vi er begge sat helt til. Christina har flere gange fortrudt at hendes b-vitaminer er sluppet op. 
Vi havde også et lille badeværelse som hørte sammen med vores dorm, men godt der ikke boede andre, for toilet havde  var i forlængelse af rummet uden nogen dør og det sammen med badet. Faktisk havde vi dårligt nok lyst til at bruge hverken badet eller toilettet fordi det var så uhygiejnisk. Der er nok nogen der tænker vi var ret sippet, men det var virkelig en rædsom nat. Vi prøvede hurtigt som muligt at falde i søvn, så vi kunne slå timerne ihjel. Klokken var ikke engang ni, men det lykkedes os at dratte om ret hurtigt.
Da vi vågnede næste morgen stod morgenmaden parat. Vi fik lidt i maverne og lagde os ned på stranden, mere end klar til at komme afsted og væk fra stedet. Ved halv et tiden kom færgen og vi blev læsset ombord. Vi besluttede os hurtigt for at vi i hvertfald skulle et bedre sted hen og valgte derfor et sted med to coconuts, som er det system de kører med hernede. Stederne har derfor en, to eller tre coconuts. Vi valgte Naquila, som lå længere nede syd på og besluttede at blive to nætter der for at nogle dage til at gå. Da vi ankom til Naquila blev vi modtaget af familien, som vi skulle bo ved. Kort tid efter vi var kommet blev vi allerede en del af familien og hjalp dem med at lave aftensmad, og så hvordan det hele foregik i deres "køkken", som bare var et tæppe udenfor og et bål. Denne aften var det Fiji Night, hvilket betød af der blev holdt en ceremoni. Ceremonien foregik på den måde, at alle kom ind til fem bulaer, som sad iført hula skjørt og krans om halsen rundt om en stor balje med kava, som er deres nationaldrik. Efter vi havde placeret os på den anden side af baljen i skrædderstilling kunne ceremonien begynde. Den ældste mand som sad i midten med baljen imellem benene begyndte at sige en masse ting, som ingen af os gæster forstod. Vi skulle lukke øjnene og knytte vores hænder og der sad vi så til at han fik snakket ud. Efter begyndte det rigtigt for os.  De fyldte en halv kokosnød med kava som mest af alt ligner mudder. Før vi fik kokosnødden skulle vi klappe en gang og førend vi begyndte at drikke skulle man sige bula. Vi skulle virkelig tvinge kava i os. Det smagte lige som det så ud, så det gjorde det ikke bedre. Efter vi have tyllet skulle vi klappe tre gange og så var det den næstes tur. Vi kunne kun klare to gange, så gav vi op og lod pænt de andre kører ned. 
Da ceremonien var over fik vi serveret alt den mad vi selv havde tilberedt. Alt sammen var blevet lavet over bål, som også kunne smages på retten. Den aften fik vi hverken knive eller grafler, så vi sad alle i skrædderstilling på gulvet med fingerne godt fedtet ind. Under maden spillede de lidt musik og så ellers bare på vi spiste. 
Efter maden gik vi et hurtigt smut tilbage på værelset, men idet vi igen skulle derfra så vi den største edderkop sidde over døren. Vi tog benene på nakken og røg over for at hente hjælpe - den kunne vi ikke klare selv. En lille dreng kom og ragede den væk, så vi uden problem kunne falde i søvn denne aften.
Tilbage i spisesalen dansede vi slangedans ( kongens efterfølger) ret simpelt, men også rigtig hyggeligt. Foruden os var der et ældre tysk kærestepar og tre kammerater (også fra Tyskland) der var på stedet. Vi skulle selvfølgelig også lære bula-dansen. Denne gang var det en ny variation, så efter denne aften kunne vi altså nu to danse. Sådan!
Oven på alt det danseri hoppede vi trætte i seng. Vi var så trætte at vi ikke bemærkede vores roomies Bennet, Tubias & Riecke kom hjem. Det var lidt sjovt med de her tyskere, for Tubias og Riecke var et par, så mest af tiden snakkede vi bare med det tredje hjul Bennet, idet han var efterladt til ham selv. Vi havde godt nok lidt ondt af ham. 
Næste morgen havde familiens søde Lisa gjort morgenmaden klar. Lisa ligende mest af alt en dreng, men han/hendes måde at snakke på og i det hele taget gøre noget på, gjorde os virkelig i tvivl om hvilket køn han/hun var. Det er faktisk et spørgsmål vi aldrig fik svar på.
Ellers gik dagen bare med sol og das på stranden. Familien havde fanget en skildpadde som de stolt viste frem. Det var dog ret trist at se at de havde boret to huller i skallen for at de kunne binde den fast. Så stakkels Markus prøvede forgæves at svømme væk, men endte altid oppe i vandkanten igen. Vi er faktisk lidt bekymret for om Markus i det hele taget lever endnu.
Ud på eftermiddagen sad familien og ordnede pinde til at reperere deres slidt koste med. Her fik vi stukket en kvin i hånden og så kunne vi ellers bare begynde. vi sad og snakkede med dem og skoleforhold for børnene og faktisk starter de i skolen i samme alder som os. De her langt til skole og skal ofte gå gennem bjerge for at komme frem. I skolen lærte de deres eget sprog, matematik og engelsk, som var utrolig vigtigt for dem pga turismen. Børnene havde dog ikke været i skole denne dag, fordi læren havde taget fri for at komme ind til hovedøen. 
Der var ikke noget specielt arrangement for denne aften, så vi fik en lækker andretning som kunne nydes med kniv og gaffel. Der var utrolig mange børn i huset og vi var især faldet pladask for en lille sød pige. Hun var enormt kær og vi nød at kunne danse lidt med hende. De spillede stort set alle Uno i familien så der sad vi og spillede Uno med en masse børn og voksne. De havde selv lavet nogle Fiji regler, hvis man lagde en 1 skulle den der sidst lagde hånden på trække to kort op eller hvis man ligger en 0 skal man lade ens kort rutere så man alle får et nyt sæt kort. Det gjorde faktisk det hele en gang sjovere. 
Næste morgen skulle vi videre til Korovou Eco park Resort. Allede fra morgen af stod det ned i stænger, så vi iførte os vores store store regnslag, for ikke at blive drivvåde. Det var lidt mærkeligt at skulle sige farvel for vi var på en måde begyndt at holde af at det hele var så familiært. Vi tog afsked med en sang og så fik vi hver en halskæde af blomster førend vi hoppede op i den lille jolle. 
De tre tyskere skulle samme sted hen som os, så det var dejligt nemt. Korovou lignede noget mere et Resort, men stadig langt fra luksus. Sovesalen var stor og fyldt med  25 sovepladser. Her mødte vi Kristina igen. Dagen var ret gråt og kedelig, så vi lavede ikke så meget andet end at ligge og læse lidt og tælle dage til vi skulle videre. Vi starte allerede med at tælle ned fra den dag vi havnede på Nabua og det hele så ret uoverskueligt ud. 
Dagene på Korovou var regnfuldte og vi så ikke en eneste solstråle desværre. Foruden Kristina var der også 4 andre danskere Caroline og cecilie fra stor København og Gunhild og Julie fra Esbjerg. 
Efter de to dage var vi helt færdige og besluttede os for at vi nu var villige til at betale ekstra for at komme på et af øernes bedste resort. Vi ville ikke endnu ud i mere a'la Gold Coast.
Sammen med 5 fyre fra Schweiz satte kom vi over i jollen og sejlet ind til land og fra her af vendte hele vores syn på Fiji. Den sidste ugen blev hurtigt glemt af alt den idyl vi nu var havet i. Alt var rent og pænt og nu var vi havet et sted man kunne kalde et Resort. Værelserne var med aircon og lækre senge og der var pool og alt muligt andet. Det var så lækkert. Vi besluttede os for at det var ikke kun en dag vi skulle leve i luksus, så vi bookede 3 nætter derude på Octopus. Maden var fantastisk og selskabet lige så. De var alle utrolig hyggelige og det hele var bare meget mere ferie. Der var bål på standen om aften og sol om dagen. Solen var ikke noget vi havde set meget til og det vidste sig også kun at være de sidste dage med sol for vores vedkommende. Efter nætterne droppede vi alle planer om at besøge den lille ø Beachcomber og blev i stedet enige om at vi godt kunne tillade os at nyde de sidste dage i mere luksus. Desværre var der ikke mere plads på Blue Lagoon da vi kom ombord på båden igen, så vi hav en nat på Mantaray før der blev ledigt oppe nordpå. På Mantaray mødte vi igen kæreste parret og Bennet, som vi hyggede med om aftenen. Allerede næste middag var vi klar til at tage videre og over middag var vi her på Blue Lagoon. Antallet af vores nye Schweiziske venner var nu faldet til tre, idet de ældre fyre (29 år) skulle tilbage til Australien. Så på Blue Lagoon mødte vi igen Benjamin, Postcal og Marco. På det nye værelse boede der også to nordmænd Camilla og Jenna, som vi kom rigtig godt ud af det med. Om aftenen spiste vi allesammen sammen  og havde en rigtig god aften. Dog havde vi igen meget regn, men dagene gik med at nyde de sidste dage uden stress og jag. Den sidste aften for os var ligeledes den sidste aften for de schweiziske fyre også, så derfor besluttede vi at det skulle vi fejre. Nordmændene var klar og det var stort set alle unge på Resortet. Det var super hyggeligt! Da klokken begyndte at nærme sig fire blev vi dog enige om at det nok start var tiden vi skulle begynde at se stjerne, så vi faldt godt beruset om i hver vores senge. Næste morgen var der stille på værelset, utrolig stille. Folk var helt færdige, men vi formåede alligevel at komme på benene i god tid. Vi nød den sidste lækre morgen buffet inden vi skulle igang med at pakke det hele sammen igen. Over middag ville færgen igen komme, så imellem tiden kunne vi nyde de sidste solstråler inden vi skulle afsted. Typisk at det gode vejr kom når vi skulle afsted. 
Vi fik sagt farvel til de to søde piger og hoppede op i jollen. Denne gang havde de glemt alt om børneguitarerne, så vi måtte undvære den kære afskedssang. Ombord på båden satte vi os op på dækket og nød den dejlige sol i selskab med  de schweiziske drenge. På vejen ned fik vi set alle de Resort vi havde boet på og især var der en båd vi var glad for at se. Familien på Naquila genkende os på båden og vinkede overdrevent til vi ikke længere kunne se dem. En af de ældste drenge tog endda trøjen af for at vi stadig kunne se de vinkede - det var ret sødt. Dem kommer vi helt til at savne! Vi var igen i Nadi omkring kl. 18. Her fik vi sagt farvel til drengene inden vi steg ombord på bussen mod lufthavnen. Det var så heldigt at det passede med at vi kunne kører direkte unden alt for meget ventetid. Erik (svensker) skulle med samme fly, så ham fyldtes vi med hele vejen til det store USA. Vi var godt trætte og faldt begge hurtigt i søvn i flyveren. Flyvetiden var ti timer og tyve minutter, men dem sov vi væk.
Vi er nu nået godt frem til Los Angeles og hvad der er sket herover må i vente lidt med i nu. Det eneste vi kan røbe er at d. 22 april 2012 nok bliver vores længste dag i vores liv 22 timer på fiji, 10 timer på flyvet og landet samme dag kl. 13.30 i Los Angeles. Det er noget af en gave!
Keep in touch!
Thank you, love you, bye bye

MysMys