Profile
Blog
Photos
Videos
I går (26/2) var store rejsedag. Vi startede allerede klokken 7, hvor vi satte kursen mod den mexicanske grænse. 4 timer i vores egen privatebus med air condition. Det var lige til at overleve. Man bliver dog lidt bekymret når det begynder at dryppe med vand fra loftet... Godt vi ikke skulle køre med den bus hele vejen. Ved den mexicanske grænse stilte vi os alle pænt i kø, for der er kun plads til en besøgende på grænsekontoret. Da alle havde fået stempel i passet blev vi kørt over broen til grænsen til Belize. Belize fik sin uafhængighed i 1981, og har omkring 390,000 indbyggere. Så i forhold til Mexico (127 mio. indbyggere) er Belize et meget lille land.
Jeg har efterhånden udfyldt en masse formularer for at komme ind og ud af lande. Jeg har dog aldrig udfyldt en hvor sidste spørgsmål lød "What are you hobbies?". Jeg er ikke helt sikker på hvad de skal bruge de informationer til. Jeg er heller aldrig blevet grillet så meget af en grænsevagt. Alle andre kom nemt igennem. Jeg blev bombarderet med spørgsmål. Jeg må åbenbart have set meget mistænkelig ud.. Da vi havde krydset grænsen var et smut forbi bankmanden inden vi fandt os til rette i den næste bus. Og når jeg siger bankmand, mener jeg en mand der står på den mexicanske side og veksler valuta igennem hegnet.
Vores næste lift var en gammel skolebus fra USA. Det er de busser de bruger til offentligt transport. Vores chauffør var også vores DJ. Af alle ting de kunne have forberedt ved bussen, så havde de valgt at installere en radio med usb-indgang. Foran sig havde chaufføren en helt bunke usb-nøgler, og så brugte han ellers hele turen på at skifte dem ud alt efter hvilken musik han ville høre. Vi hørte alt fra Despacito til Like a Virgin. De har en bred musiksmag her i Belize. Offentlig transport i Belize er ikke helt ligesom i DK. Her kan man bogstavelig talt hoppe på og hoppe af igen. For hvorfor standse? Det taber man jo kun tid på. Desuden bliver man rystet godt igennem. Det nlsteb som at sidde i en massagestol, men også kun næsten. Heldigvis stoppede han helt da vi endelig nåede vores endestation. Fra busterminalen tog vi taxa'er ud til havnen hvorfra vi tog en vandtaxa til Caye Caulker. Hold nu op der var fart på. Der var hår og tørklæder alle vegne, og man kunne næsten ikke holde øjnene åbne så meget vind var der. Efter en time i verdens hurtigste vandtaxa ankom vi til paradis. Island time er åbenbart ikke noget der kun findes på Cuba. Her er ikke styr på meget, men det tager man meget roligt. Derfor var det heller ikke alle vores tasker der var kommet med vores vandtaxa. Vi måtte pænt vente på at den næste taxa kom med resten af vores tasker. Lidt kaos skal der være når man rejser.
Næste udfordring kom da vi fandt ud af vi skulle være 9 piger på et værelse. Og jeg som synes 4 piger var meget. Heldigvis skal vi jo kun bruge værelset til at sove i. Da alle havde fået sat taskerne gik vi til den anden ende af øen for at høre om den snorkeltur vi havde fået anbefalet. Det tog kun 10 min at gå fra den ene ende til den anden, og de har kun 3 gader. Så her kan man vist ikke helt fare vild....
Sidste punkt på dagsordenen var gruppemiddag på Enjoy Bar. Et hyggeligt lille sted som har gynger i stedet for barstole, og rigtig lækker mad. Her kunne man få rigtig caribisk mad, som smagte næsten lige så godt som det jeg fik i Baracoa. Jeg kan anbefale deres Coconut curry style chicken. Vi var en lille flok (Serafina, Chantal, Karen, Jazzy & jeg) som egentlig gik tidligt hjem for at sove. Men vi må være faret vild for vi endte på en bar i stedet for i vores seng...
I dag (27/2) har vi været på den mest fantastiske snorkling tur. Dagen startede med lækker morgenmad på Amor café. Jeg kunne godt finde på at blive boende her alene pga deres frisk pressede juice. Efter morgenmaden gik jeg en lille morgentur rundt på ø'en. Det er ikke helt dårligt at starte dagen med palmer, sand under fødderne og farverig huse. Klokken 10 gik vi alle ombord på båden Reggae King og satte kursen ud mod verdens næste største rev Belize Barrier Reef. Det er en del af Hol chan Marine reserve som er et World Heritage Site. Trods garanti for søsyge var det her en tur jeg ikke ville gå glip af. På vores første stop skulle vi ud og lede efter en søko. Der gik da heller ikke længe før vi kunne se hende slappe af nede på havbunden. Jeg har aldrig set en søko før. Og nu kan jeg lidt bedre forstå hvorfor nogen kan forveksle en søko med en havfrue. Med vind i sejlene og reggae-musik i baggrunden sejlede vi videre til næste stop Shark Ray Alley.
Vandet var så klart at man uden problem kunne se både hajer og rokker fra båden.
Man skulle næsten tro at de vidste vi kom for på ingen tid var båden omringet af hajer. Og uanset set hvor ufarlig de måtte være, så stiger ens puls altså alligevel, når man hopper ned til dem. Det var fuldstændig surrealistisk at svømme rundt der. Kiggede du til højre var der en haj. Til venstre en skildpadde. Og rettede du øjnene mod havbunden var der op til flere rokker. Man føler sig meget lille og meget heldig på samme tid. Jeg var med glæde blevet der hele dagen, og bare slappet af med mine nye "venner"! Min mave var dog ikke helt enig i ønsket om at blive. Så i stedet svømmede vi tilbage til båden og fik lækker frokost. Mens der var maden fortalt besætningen lidt om revet og alle dets "indbyggere". Man må ikke fodre hajerne, men det er der åbenbart selskaber der ser stort på. Hvilket også var derfor båden så hurtigt blev omringet. De forventede der ville være mad.
Næste sidste stop på turen var Hol chan marine reserve. Hol chan stammer fra mayaern betyder "Smal gade". Vandet car lidt koldere, og der var bestemte bøjer vi skulle holde os indenfor. Her var der igen en masse farverige fisk, og sågar en moræne ål. Det var lige før jeg forventede at Ursula ville dukke op sammen med den. Iført svømmefødder og med mit røde hår kunne jeg sagtens have været Ariel. Så manglede der kun Tumle og Sebastian, så havde der været fuldt hus. Det der er så anderledes ved det her rev i forhold til Great Barrier Reef er dybden. På vores 2 første stop var der maks 2-3 meter dybt. Nogle steder var det lige før vi kunne stå på bunden. På dette stop var der lidt dybere, men ikke meget. Vores sidste stop på turen var Coral Garden. Denne gang skulle vi selv svømme rundt uden vores guider. Jeg sprang over. Mit højre øre var begyndt at gøre ondt, og jeg vil rigtig gerne slippe for en gang mellemørebetændelse. Desuden havde min ryg vist fået nok sol for i dag. Så mens de andre snorklede videre, sad jeg og slappede af på båden. Det er meget afslappende at sidde og kigge ud, og det eneste man kan se er turkis blåt vand så langt øjet rækker.
Da alle var tilbage i båden, satte vi kursen tilbage mod Caye Caulker og strandbaren The Koko King. Vi slap dog ikke for life at få en sidste oplevelse med. En flok delfiner besluttede sig for at eskortere os noget af vejen. Så kan vi vist også godt sige vi har set alt hvad revet har at byde på. På tilbagevejen fik vi serveret cherviche, hvilket nok mest minder om den danske version af salsa, og rumpunch. De er virkelig glad for deres rumpunch her på ø'en. Hvert 3. minut råbte Shaun fra besætningen "REFILL", og så blev deres ellers fyldt op. Man skulle næsten tro de ville blive fyret hvis vi ikke drak alt det de havde med. Med fast grund under fødderne vinkede vi farvel til besætningen og slog os ned på stranden ved The Koko King. Her blev vi og så solnedgangen, og derefter tog vi "færgen" tilbage til vores del af øen. Det var ikke en rigtig færge, men sådan en lille Ø version af en færge.
Jeg lige været ude og spise aftensmad med Eefje og Tomas. Nu sidder jeg på vores tagterrasse og nyder roen og udsigten. Man bliver helt træt af at svømme rundt med havets dyr. Nu vil jeg gå i seng og glæde mig til en fridag imorgen uden nogle planlagte aktiviteter!
- comments