Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi nået til Tamarindo, hvor vi skal bo de næste cirka 3 uger. Vi er blevet fortalt, at byen skulle være en turistby, men så langt er de ikke lige kommet endnu. Vejen op til vores hotel er af grus, men her er rigtig hyggeligt, og der findes den ene surferbutik efter den anden. I søndags var jeg da også lige ude at prøve bølgerne af sammen med mange af de andre. Det første stykke tid lå vi i sandet og padlede som gale, og vi følte os forholdsvist dumme, men da vi nåede vandet var det det værd. Med hjælp fra instruktørerne ramte jeg mange bølger, og jeg kom op og stå mange gange. Det var rigtig sjovt, men det gjorde sgu lidt ondt at ramme vandet, også fordi der ikke var særlig dybt, så man ramte bunden.
Inden vi er nået til Tamarindo, har vi også tilbragt nogle dage i San Jose og Corcovado. I San Jose fik vi rundvisning af vores guide Michael, hvor vi fik set nogle af de vigtigste ting i byen, bl.a. nationalteatret. Det var bare vildt spændende eller noget. San José er som sådan ikke en særlig flot by, men menneskene er vildt søde og smilende. Ellers fik vi tiden i byen til at gå med strøgture og i poolen.
Efterfølgende gik turen mod regnskoven, Corcovado. På turen stoppede vi dog ved en flod, som var fyldt med krokodiller, der dovnede ved flodbredden. For at komme ud til regnskoven skulle vi også lige sejle i halvanden time, hvilket var en af de sjoveste bådture jeg har prøvet - der føltes næsten som en rutsjebane grundet bølgerne. Da vi nåede til regnskoven skulle vi lige gå 10 min op ad bakke i stegende hede inden vi nåede til lodgen, Punta Marenco Lodge. Her fik vi utrolig god mad og bønnesaft, lækkert. Det man spiser mest i costa rica er ris med bønner, også til morgenmad.
Dagene i regnskoven gik med guidede ture, hvor vi fik spottet mange forskellige dyr, bl.a. aber, aguti og "rigtige" papegøjer. Det var en vild oplevelse. Senere tog vi op til et vandfald, og efterfølgende badede vi i floden, ikke langt derfra var en krokodille dog et vandfald højere oppe.
Den anden dag var vi på kanotur på en af regnskovens floder, vi sprang i lian, hoppede fra klipper og svømmede både med og mod strømmen, hvilket var voldsomt hårdt :) Turen fortsatte med at vi besteg det ene vandfald efter det andet, det var så smukt som i et eventyr. Ved det sidste vandfald skulle vi svømme under en klippe, hvilket var ret grænseoverskridende, da man ikke vidste hvad der var på den anden side. For at komme ned igen hoppede vi ud fra de forskellige vandfald, omkring fem hop eller sådan noget - vildt!!!
Ellers stod det på hygge ved stranden og ved lodgen. Ved lodgen blev vi "angrebet" af aber, og husene var også invaderet af forskellige dyr, kakelakker og mus. Jeg fandt også en kakkelak på min taske, hvilket medførte nogle skrig, men jeg overlevede bare rolig :)
De kommende uger kommer til at gå med undervisning i teambuilding og projektstyring, som indtil videre har været ret spændende. Vi har leget lege og med LEGO, men der er selvfølgelig også en mere seriøs del. Resten af dagene har indtil videre gået med afslapning ved poolen, da vi alle er ret trætte. Dagene her er også ret forskudt, det bliver lyst kl 5 og mørkt kl 18.
- comments
Ida Margrethe Hermansen Wow. Lyder som om du har en vild fed tur søde Line :) Bliver så meget misundelig på dig! Nu håber jeg bare der kommer et postkort fra Costa Rica på et tidspunkt. :D