Jeg kan ikke rigtig forstå, at der kun er ganske få dage, til jeg rejser.
Jeg kan ikke forstå, at jeg snart skal møde de udfordringer, jeg kun har haft mulighed for at forestille mig.
Jeg kan ikke forstå, at jeg endelig gør flere af de ting, jeg dagdrømte om i gymnasiet.

Jeg synes, at når man venter, får man ikke brugt tiden fornuftig. Jeg laver ikke andet end at se fjernsyn, selv om jeg måske burde bruge tiden med min familie - især. For hvis jeg ikke ser fjernsyn, så besøger jeg mine venner. Hvilket er en god ting, men det er også svært at forstå, at jeg ikke får dem at se, før det bliver sommer igen. Lige nu ved jeg ikke hvad jeg har rodet mig ud i, men jeg føler heller ikke, at der er en vej tilbage. Jeg bliver nødt til at prøve, lige meget hvor dårlige historier der findes om landet eller ej. Måske møder jeg irriterende udfordringer, måske slipper jeg helt for at blive berøvet? Måske vil jeg føle mig tryg?
Jeg håber at det kan lykkes. Lige nu, tror jeg kun at jeg kan blive positivt overrasket, for det er tungt, at læse og høre om alle praktiske ting og forbehold, man bør gøre sig. Jeg glæder mig bare til at komme afsted, og se hvad der sker. Kaste sig ud i det.
For det er også det, det hele handler om.
At have muligheden for at gøre noget, som jeg måske ikke umiddelbart ville tænke er en god ide.
Jeg kan ikke spansk og jeg har ikke spillet cello særlig længe.
En god forudsætning at starte på? Det skal nok blive hårdt, men forhåbentligt også sjovt og lærerigt. Og ikke mindst må det styrke, at kaste sig ud på dybt vand. For det er i hvert fald hvad jeg føler, jeg gør.

Så før afrejsen... jeg er nervøs, spændt og jeg glæder mig til at være på flyet, ingen vej tilbage. Jeg må prøve og se hvad der sker.

Men først skal tasken pakkes færdig og de sidste venner skal besøges.
På onsdag siger jeg farvel til familien.
Ufatteligt.