Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen!
Jeg vil lige starte med at ønske jer alle en lidt forsinket glædelig jul og et godt nytår.
Der er sket en del siden i sidst hørte fra mig, vi havde bl.a. finals week i skolen, hvilket betød en uge med ekstra mange prøver (troede ikke det var muligt at ha' flere) vi havde prøver i alle fag over alle de emner vi har haft det sidste halve år... Det gik faktisk bedre end forventet, og endte med at bestå alle mine fag - selv matematik! Vi havde også en test i geografi som vi ikke fik karakterer for, hvor vi skulle huske og placere alle staterne! Jeg fik 31 rigtige, så det syntes jeg egentlig var okay.
Koret skulle også synge til den årlige julekoncert - ja det er måske lidt svært at forestille sig, og jeg ved heller ikke hvor godt det lød, men de fleste sagde faktisk vi lød ret godt, der skulle vidst heller ikke så meget til at imponere i forhold til sidste år, hvor de kun havde omkring 8 elever i koret.
Så blev det endelig juleferie, det trængte jeg virkelig til og det gjorde det jo kun bedre at Emilie kom dagen efter. Avery og Bob var på jagt, så Julie, Paxton, Baylor og jeg hentede hende i lufthavnen om aftenen. Hun var meget træt, men hun havde også været undervejs i ca. 24 timer og hun havde ventet 7 timer i minneapolis lufthavn. Paxton blev syg i lufthavnen og kastede op hele vejen hjem, så det var en dejlig velkomst hun fik (han nåede dog at give hende et strort kram inden) men så var hun ligesom en del af familien og jeg tror ikke hun fik et øjebliks pause fra Baylor eller Paxton de næste mange dage. Baylor sagde hun ville give mig en pause mens Emilie var her... tror så Emilie havde brug for en pause efter hun kom hjem! Hun sagde hun ikke vidste man kunne ha' så meget energi som Paxton. Det var rigtig hyggeligt og dejligt endelig at føle sig lidt på hjemmebane, og kunne vise hvor man har boet det sidste halve år. Vi hyggede fuldt ud med bl.a. pool og bordfodbold, bagte rugbrød og lavede havregrynskugler og bare nød hinandens selskab! Vi prøvede også at komme i julestemning, men det var altså lidt svært. Det er jo også helt forkert ikke at spise risengrød d. 23. og kalkun og ris a la mande d. 24.... Og selvfølgelig endte jeg med at blive syg med feber, så det var godt at d. 24. ikke er noget særligt her eftersom jeg stort set sov hele dagen. Jeg var heldigvis frisk nok til at skype med mine forældre og ønske dem glædelig jul efter de lige var blevet færdige med ris a la manden, det var rigtig hyggeligt og jeg glæder mig virkelig til at være en del af det næste år!
D. 25. blev vi vækket af Baylor der sagde julemanden havde været her, så vi skulle komme op til træet... Det var rigtig hyggeligt og Paxton blev så glad hver gang han åbnede en gave. Jeg fik også en masse dejlige gaver både af familien og hjemmefra. De var virkelig imponeret over min mors hjemmestrikket sweater... de mente hun burde starter et firma! HAHA!
Efter vi havde åbnet gaver spiste vi morgenmad sammen og om eftermiddagen tog vi så hen til Mimi og Papa, hvor vi fejrede jul med pizza og lasagne. Vi fik også taget familiebilleder - virkelig amerikansk! Jeg tror også Emilie var lidt overvældet over at møde Mimi, hun fik tre kæmpe kram. Men selvom det var sjovt at prøve en rigtig amerikansk jul, så var Emilie og jeg begge enige om vi bedre kan lide den danske jul, de går slet ikke så meget op i det her og de har ikke så mange juletraditioner.
Selvfølgelig skulle vi på shoppingtur nu Emilie var kommet, og det var også rigtig hyggelig og sjovt endelig at kunne grine af noget af det tøj man kan købe som slet ikke er på mode i dk, men shopping i 8 timer er godt nok lang tid når man ikk er den store shopper... Men vi fik da alle sammen købt noget.
Emilie fik oplevet det meste af en amerikansk hverdag... hun var også med til basketball træning og en kamp. Og vores baskettræner havde fået billetter til husker kvindebasket, så vi fik set en rigtig basketkamp - vildt fedt!! Og Nebraska vandt. Der var virkelig en fed stemning med band og cheerleaders.
Det var lidt mærkeligt at sige farvel til Emilie, både Julie og Mimi måtte fælde en tåre, og det gjorde det jo ikke ligefrem nemmere! Men vi ses jo om 5 måneder.
Det kan godt være Emilie havde et kedeligt nytår i flyet, men jeg troede nytårs aften var en festdag stort set alle steder... åbenbart ikke! Jeg sov hos Lydia fra min klasse sammen med Kyla og Olivia. Det var rigtig hyggeligt, men det kunne lige så godt ha' været en helt almindelig aften. Jeg manglede dronningens nytårstale og uret på rådhuspladsen - vi så ikke engang nedtællingen fra New York eftersom de jo er en time foran os.
Vi starter først skole d. 7. januar så det er meget dejligt! Vi har dog stadig haft træning og i morgen har vi kamp på udebane ca. 2 timer væk!! Så vi sidder i hvert fald ikke derhjemme og slapper af.
Det er helt mærkeligt at jeg er halvvejs, så om 5 måneder er det mig der skal sige farvel til alle, tør slet ikke tænke på hvordan det skal gå når de havde så svært ved at sige farvel til Emilie efter 10 dage...!
Jeg håber i alle havde en dejlig jul og et festligt nytår! Jeg savner jer godt nok lidt her omkring højtiderne...
Kram fra Laura <3
- comments
Helle Borberg Hej Laura Dejligt at høre nyt fra dig. Skønt at du endelig kunne slappe lidt af. Knus Helle