Auroville Farewell

Saa fik vi alligevel ogsaa spenderet noget tid hér i denne Alverdens Mangfoldigheds stad, to uger siden vi ankom. Og nu er der virkelig ikke meget tid tilbage for denne gang, virkelig ikke, som om der er sat et nedtaellingsur igang, tanker om Hjemme sniger sig langsomt frem fra undertrykt skjul og bliver tydeligere jo taettere uret naar sin forloesning. Trods modvilje skal det understreges, vi proever at vaere "here, now" som manden med tyk fransk accent laerte os da han introducerede os til meditation. Og vi har gjort vores bedste, faaet saa meget som muligt ud af dette kreativitetens virvar, denne by hvor man aldrig kan vide sig sikker paa om en lille uskyldig medbragt guitar saettes igang og starter lidt faverig faellessang 'et eller andet sted'. Det har uden tvivl vaeret et behageligt moede med denne livsstil, et behageligt ophold: fra de daglige frokostbesoeg hos Solar Kitchen med laekker mad til motorcykelturene, droenende over bump mellem grupper af koeer, med (bil)os og stoev svaernende omkring os naar vi dyttende overhaler ander motorcykelister... Kommer uden tvivl til at savne vores lille iklo-lignende hytte, der dag for dag blev skraldet mere til, og det proportional tiltagende antal myrer som migrerede ind og slog lejr for at tage del i vores nedsmidte krummer eller den fyldte plasticposeskraldespand - og hvem skulle ogsaa stoppe dem med dét? ikke os, selvom man jo nogle gange "kom til" at traede paa et par stykker, dét kan jo ikke undgaas. Vores lille hytte hvor vi om aftenen laa indhyllet (natbukser og -troeje samt to taepper for at vaere praecis) - for som nattetimerne tiltog forvandlede 'Varme Indien' sig sku til 'Noget Man Sikkert Ikke Ville Vaere Helt Utilfreds Med I DK', men det kan jeg godt love for alligevel foeles Helvedes koldt hér . Det var hvert fald almindeligt at vaagne en gang eller to og klamre taeppet taettere kroppen. (mistaenker dog ogsaa sengens kvalitet for at have noget med sagen at goere?)

Er kommet ind i en form for morgnerutine: vaagner foerste gang et par minutter foer alarmuret ringer (en vane jeg ogsaa har hjemme) og ordner saa det noedvendige, naesten rituelle Morgentoiletbesoeg. Saa igang med havregroeden - uh havregroeden hvilken jeg har genfundet kaerligheden til, eller rettere 'opfrisket' for dén (altsaa kaerligheden) dén har aldrig helt vaeret vaek, og saa bare ved at tilfoeje lidt rosiner og en gennemhakket banan! herlig havregroed... Derefter morgen-meditationen i Matrimandir, og vi bliver efterfoelgende lidt i haven: lidt sidden under trae, hoere fuglene synge, se solen blive skarpere, foele varmen blive tungere... ujordisk afslappende.

Og saa er der ogsaa Loerdagsfesten i skoven, Jungledansen, som jeg vil huske. Ingen alkohol, naturligvis. Var befriende at sé folk (mig sellv inkluderet) bevaege sig rytmisk til den paagaelende melodi, 'rytmisk' er et godt ord hér. Sé folk bevaege sig rytmisk mellem traeerne under stjernehimlen i en stor stadig blaevrende klump i mere eller mindre mystiske bevaegelser... Specielt én mand staar tydeligt frem fra Jungledansen, en aeldre indisk herre helt klaedt i hvidt. Sé han kunne bevaege sig - sjovt nok altid 'ude fra klumpen'. Han sprallede med hele kroppen: armene vekslende: hoejtloeftet viftende eller hamrende paa usynlige gryder foran ham, og benene loeftede sig ukontrolleret som et barns - op ned frem tilbage fra side til side. Han havde Det Stoerste Smil tvaeret ud i hele fjaeset og jeg toer vaede med at han om nogen noed musikken og dansen - selvom ingen af hans bevaegelser virkelig fulgte rytmen.

Nu paa vej videre, fundet roen, taget den med os - og skal have dén med hjem til dk. (tolden?)