Profile
Blog
Photos
Videos
Blog af 1. april 2010 fra Himachael PradeshHavde planlagt at mit andet blogindlæg skulle være fra Goa, det lykkedes ikke. Jeg er nok ikke engageret nok i det her blog halløj. Uanset, nu er vi ankommet op til Himachael Pradesh hvor vi skal blive de næste 3 måneder. Det står indtil videre i temmelig stor konstant til Sydindien. Den sidste weekend i Goa, tog vi til nabostaten Kanataka til byen Gokarna. Gokarna var helt fantastisk, meget afsides og næsten tom for turister, så vi kunne bare ligge på stranden eller side på en beach shak og hænge ud hele weekenden. Begivenhedsløst men herligt. Hjemme fra Gokarna gjorde vi klar til at tage af sted, og natten til tirsdag kørte vi imod lufthavnen. Det var helt utroligt trist at sige farvel til resten af gruppen. Man forventer ikke man kan nå at blive så glad for nogle mennesker på så kort tid.Nu er vi så ved at være færdige med den 3. dage heroppe nord på. Her ventede 5 andre danske volontører fra MS’s januarhold, de har derfor 2-3 uger tilbage før de rejser videre. Det er faktisk meget rart at vores ophold overlapper lidt, så man kan blive sat lidt ind i tingene og blive introduceret til diverse projekter. Jeg synes vores første måned er gået helt utroligt hurtigt, og jeg kan forstå på de 5, at det kommer til at blive det samme med tiden heroppe. I dag har vi været nede i den nærmeste større by, det tog 1½ time med bus, hver vej. Her besøgte vi en skoleklasse som Anja og Martin fra januarholdet har haft ansvaret for at lærer engelsk og matematik. Det var nogle helt fantastiske unger, disciplinerede, søde og dygtige, og de kom alle sammen fra slummen. Signe og Jeg har talt en del om at overtage efter de to andre når de rejser. Det er rimelig motiverende at have 10 børn grine, omringe og snakke i munden på hinanden til en, det er noget man har lyst til at vende tilbage til. Ellers er vi mest bare blevet vidst lidt rundt. Indtil videre er vi blevet indlogeret i et temmelig trist hus, men der er dog bad og vestligt toilet, og jeg har fået mit eget værelse. Når de 5 gamle rejser, flytter vi nok over i deres hus, der ligger lidt tættere på køkken og computer. Men der er ca. 15 min gang til den nærmeste landsby, og der kan kun købes chips, kiks og sodavand. I går gik Christina og jeg de 40 min hen til en lidt større landsby. Her var 8-10 butikker, hvor 90 % kun solgte chips, kiks og sodavand. Heldigvis får vi mad, som vi hjælper med at lave, i lejeren, ellers ville det formentlig ende med en rimelig usund diæt.Lejeren er placeret oppe i bjergene, i et område der er rimelig svært at finde på et kort, eftersigende skulle byen være lagt ind på wikimapia af en tidligere volontør. Men ellers er det et eller anden sted i nærheden af byen Solan. I fugleflugt er det tæt på, men i praksis tager det to timer at kommer derover. Vejene i bjergene er hullede og bussen kører meget langsomt. Det er lige nu rejsetiderne der er mest skræmmende, en times pendling i en proppet indisk bus på en hullet vej, er lidt belastende. Det er med god grund at vi har sætningen “det er en del af oplevelsen” som vores faste motto, det er noget man lige skal minde sig selv om engang imellem. Men lige bortset fra transporten er alt heroppe over forventning, faciliteterne er en meget bedre end vi havde frygtet, og de ansatte og de andre volontører er indtil videre imødekommende og venlige. Jeg tror det bliver godt. PS. jeg forsoger ihaerdigt at uploade nogle billeder..naermest umuligt..
- comments