Profile
Blog
Photos
Videos
Happy New Year!
Så kom det nye år også til New York, og der var lagt store planer til en fantastisk dag/aften, med musical, fin middag, og fest i gaderne. Først stod den dog på shopping, i blandt andet M&M's World, hvor man kunne finde diverse merchandise med et påtrykt logo. Derudover havde de verdens største M&M's væg, som udelukkende bestod af meterhøje rør, fyldt med de små chokolader i alle størrelser, slags og farver.
Efter en hurtig frokost, var tiden endelig kommet til en af turens helt store oplevelser, Lion King på Broadway. Allerede her, lidt over middag, kunne man mærke en helt speciel feststemning i gaderne på og omkring Times Square. Folk myldrede til for at kapre en sikker plads forud for aftenens helt store begivenhed, nemlig at se "the ball drop". Lion King levede helt og aldeles op til vores tårnhøje forventninger, da det var en helt igennem fantastisk oplevelse, med masser af underholdning, sang og musik.
Da vi forlod teatret, og igen trådte ud på Broadway var gaderne, til vores store overraskelse, allerede spærret og vi var derfor nødt til at tage en lidt træls beslutning om hvorvidt vi skulle tage ud at spise eller ej. Vi ville jo gerne have god udsigt til Times Square, og var derfor nødsaget til at droppe middagen for at få en forholdsvis ordentlig plads. Så vi sluttede os til menneskemængderne, 5 timer før det nye år skulle skydes ind. For at sige det lige ud, så var det pisse koldt og kedeligt, hvor vores tålmodighed flere gange blev sat på prøve. Det var dog et utroligt syn, når man kiggede ned af gaderne mod Times Square, og ikke så andet end et levende mennesketæppe, bestående af godt en million glade og forventningsfulde folk. Timerne gik, og klokken blev endelig 23.59 og den store nedtælling kunne endelig begynde. 3-2-1 og HAPPY NEW YEAR, fyrværkeri - men så var det egentlig også det. Efter den 5 timers kolde ventetid, var vores forventninger steget i takt med at temperaturen faldt, men de blev desværre ikke indfriet til fuld tilfredshed. Godt brugte og udmattede vandrede vi tilbage på hotellet, hvor vi røg lige på hovedet i seng.
Tak for et godt år 2010, velkommen 2011! Godt nytår!
- comments