Profile
Blog
Photos
Videos
30. december. Alarmen ringede igen, og det var på tide at stå op og opleve endnu en dag I den fantastiske og hektiske by, New York. Vi pakkede tasken, men allerede inden vi var ude af vores værelse var der noget galt. Låget på en Cola i rygsækken var utæt, og efter et par minutter opdagede vi at det hele sejlede i det klistrede stads. Det krævede en mindre rengøring, men vi fik dog ulykken under kontrol, og kom ud af døren. Vi besluttede os herefter for at nappe en morgenmad på en nærliggende restaurant, hvilket skulle vise sig at være et ganske godt valg. Udvalget var stort, og vi forkælede os selv med både omelet, toast, yoghurt, bagel mm.
Dagens program tog os fra førte os først gennem metroen til stationen ved World Trade Center på Lower Manhattan, hvor vi straks kunne se den påbegyndte opførsel af det nye WTC, ved siden af en mindeplads hvor de to gamle tårne stod. Rundt om hjørnet lå 9/11 Memorial Preview Center, hvor man både kunne gense de tragiske begivenheder fra 2001 og planerne for genopbygningen af området omkring Ground Zero. På samme gade lå St. Pauls Chapel, som er et smukt 254 år gammelt kapel hvor folk for 9 år siden søgte trøst og mindede mange af de 3000 omkomne ved tragedien 11. september. Inde i kapellet var der utallige fotos og emblemer fra de afdøde, og sammen med 9/11 Memorial Preview Center var det en meget bevægende og tankevækkende oplevelse.
Næste mål på formiddagens tur rundt på Lower Manhattan var tyren på Wall Street. Den var omringet af fotograferende turister der skiftevis skød det ene billede efter det andet, først foran tyren og dernæst bagved. Hertil skal der dog tilføjes at motivet på samtlige billederne bagved var folk der glædeligt - men samtidigt også ganske absurd - gnubbede tyrens overdimensionerede nosser! Rygtet går at dette skulle bringe held og succes for de mange forretningsfolk på Wall Street. Gaden i sig selv var dog ikke så seværdig som forventet, men med synene af New York Stock Exchange og den tårnhøje Trump bygning var turen ikke helt spildt. Ikke langt herfra lå Brooklyn bridge, der forbinder New Yorks to bydele, Manhattan og Brooklyn, og vi besluttede os for at gå et smut op på broen og se den på nærmeste hold. Udsigten fra den gamle bro ud over East River med frihedsgudinden i horisonten var utrolig flot, på en dag der ikke bød på en eneste sky på den klare blå himmel.
Turen tilbage mod centrum bød på et gensyn med Times Square på 7th avenue, inden den stod på storbyshopping i de nærliggende områder. En af de mere ekstraordinære butikker var Disney Store, hvor vi da også fik brændt lidt amerikanske dollars af. 4 timer senere kunne vi se tilbage på en shoppingtur der bla. bød på masser af nyt - og ekstremt billigt - tøj, men som samtidig resulterede i en tyndere tegnebog og et flittigt brugt dankort.
Vi sluttede dagen af med en pizza på Restaurant Naples, der ligger klods op af MetLife. Endnu en dag er nu gået, og trætte går vi igen til køjs og ser frem til den ultimative nytårsaften i morgen.
Godt nytår fra os to til jer alle!
- comments