1.4.
Dagen startede med at vi fik bragt morgenbrød fra vores børn og herefter dampede vi til toget og sagde farvel , nogle af os med tårer i øjnene.
Vi satte os til rette i toget og fandt kortspillet frem og fordrev noget af tiden med det og med vores medbragte sandwiches.
Endelig nåede toget til Kastrup Lufthavn, hvor vi stolte selv fandt ud af at checke ind på en af terminalerne.
Vi skulle lige have rykket rundt på det sidste oppakning og vejet det - specielt håndbagagen, hvorefter vi sendte vores kufferter afsted - spændt på, om vi nogensinde ville se dem igen.
Herefter begav vi os til sikkerhedstjekket - smed nærmest det meste af tøjet og fik så lov at komme igennem.
Tania var edderspændt og kunne næsten ikke vente - hun var vist ikke helt klar over, hvor lang en tur vi egentlig skulle ud på.
Endelig befandt vi os i flyveren, og syntes egentlig først, at det var her den rigtige rejse begyndte.
Tania fik vinduespladsen og flyet lettede, mens hun kiggede ud af vinduet, men der gik ikke længe inden hun ikke kunne se mere på grund af mørket.
På turen fik vi en kop kaffe og en buisquit. Det var lige hvad vi trængte til efter en lidt stesset/spændt dag.
Flyet landede i Heathrow til tiden. Tania havde fået ondt i ørerne ved landigen
og græd lidt. Vi tog en bus fra terminal 5 til teminal 3 og den kørte odt nok længe - ca. 10 minutters kørsel var der til terminalen.
Da vi kom til terminal 3 besluttede vi os for at spørge personalet om, man kunne købe noget mod Tanias smerter og de henviste os til en Pharmasist, "Boot". Den fandt vi langt om længe og købte noget panodil, som tog det værste.
Så skulle vi finde gaten, hvor vi skulle afsted fra igen og nu var gode råd dyre. Der stod intet på billetten endnu intet på tavlerne. Vi syntes dog, at vi spottede at vi skulle med fra gate 10, men ak, da vi kom derhen var det Emiraterne, der rejste derfra og ikke British Airways.
Vi suste så afsted tilbage til vores udgangspunkt og nu var der kommet et andet gatenr. på - 24 og vi suste afsted, for det tog ca. 10-15 minutter at gå derhen. Vi var blevet lidt sent på den pga alt det med medicinen og
fordi vi var gået forkert. Vi nåede det - næsten som de sidste og blev endnu engang sikkerhedschecket.
Jan måtte lige ha en ekstra tur med søgeren, da alarmen bippede.
Vi kom dog endelig ind i flyveren til Singapore.
Flyet afgik fra Heathrow med en anelse forsinkelse, det var vist noget med at få de sidste clearinger.
Vi fik os plantet i sæderne, som var i midtergangen, Tania i midten og Jan yderst. Jeg sad ved siden af en tysk
mand, som skulle på en Cruise sammen med en masse andre tyskere.
Vi fik serveret en lille forfriskning og aftensmaden blev serveret kl. ca. halv tolv - dansk tid. Den bestod af kylling med ris og grøntsager eller pasta i sauce med en lille dessert og en juice til. Bagefter blev der serveret kaffe/te til de som ønskede det.
Så faldt vi i søvn og da vi vågnede skulle vi have morgenmad, som var "english Breakfast" enten med eller uden en klam pølse til. "You can live on it, but it tasts like s***". Da vi havde spist var klokken faktisk blevet halv fem om eftermiddagen(tiden var jo blevet skruet frem, mens vi sov) , så det varede ikke mange timer, før flyet landede i Singapore.
Her havde vi så en time, indtil vi skulle stille os i den lange kø til endnu et sikkerhedstjek. Vi nåede lige,
at komme en tur udenfor, hvor der var 30 gr. varme - puha - vi havde stadig det tøj på, som vi rejste i hjemmefra.
Efter et vellykket sikkerhedstjek, satte vi os igen på det samme fly og på de samme pladser.
Det var igen blevet mørkt. Vi fik først serveret en lille forfriskning i flyet og senere var der aftensmad, som denne gang var mere asiatisk og smagte ok. Der var dog ikke en kæmpe portion, så Jan syntes stadig, at hans mave knurrede lidt bagefter. Herefter halvsov vi egentlig resten af turen. Fik dog set lidt film ind imellem, men det var enormt svært at holde sig vågen, når det halve af flyet sov og lyset var næsten slukket.
Ved 3-tiden tirsdag morgen, syntes vi, at nu måtte flyet godt lande, men der var desværre stadig 2 timer til. Vi havde ondt i ryg og r....... af at sidde så længe.
Inden flyet landede, fik vi så udleveret en seddel med en masse spørgsmål på, de lukker jo ingen ind, som ikke har fortjent det:-)
Efter landingen skulle sedlen afleveres og gav heldigvis ingen problemer for os, så vi gik direkte hen og
hentede vores bagage og prajede en taxa til hotellet.
Vi må have set meget trætte ud, for vi fik faktisk lov til at få vores værelse kl. ca. 8 selv om vi egentlig først havde det fra kl. ca. 12 - flink man, som også udleverede et kort og gav os gode ideer til, hvordan vi kom rundt i byen.

Det var en anelse gråvejr da vi kom, men nu var solen begyndt at titte frem og vi kunne mærke den dejlige varme, som vi sådan havde sukket efter.
Vi gik ned til havnene og videre tl Royal Garden. Fantastisk naturpark midt i byen. Her så vi kakaduer samt andre spændende fugle, flyvende hunde, som hængte lige over hovederne på os, nogle store edderkopper. Alt er stort her. Kæmpe træer, kæmpe fantastisk flotte blomster og kæmpe insekter. Parken var et fantastisk sted. Frodigt og vildt rent og pænt. Der gik da også en del "aussier" og klarede renholdelsen.
Efter at have nydt parken, gik vi videre til operahuset. Fantastisk bygningværk og fedt at se de så tæt på. Det var jo kæmpestort. Vi kunne ikke komme ind, da der var en guidet tur i gang, så efter at have gået omkring bygningen og gloet ind ad vinduerne, gik vi videre mod Circular Quay. Det var her alle færgerne lagde til og vi blev undervejs underholdt af musikere, som spillede på didgeridoo.
Vi tog en af færgerne, som bl.a. bragte os til Darling Harbour, en anden del af Sidneys havn, som bla
ligger tæt på China Town og et stort marked, hvor man kan købe næsten alt. Da vi kom tilbage, hoppede vi af færgen og snuppede lige en ekstra tur med en hurtigfærge, som sejlede forbi operahuset og nordpå til Watson Bay.
Da vi kom tilbage tog vi bussen hjem. Vi kørte faktsk for langt, men var så heldige at stå af ved en togstation, som lå et enkelt stoppested fra Kings Cross, hvor vi egentlig skulle til. Vi tog derfor toget tilbgage og gik hjem og fik en kop kaffe. Om aftenen gik vi en tur op ad Marqlay St. En tur hvor vi mødte en masse mærkelige mennesker. Unge piger, klædt ud som om de skulle til fest, en masse jakkesæt, som travle gik hen ad gaden talende i deres mobiltelefoner og vi gik forbi mindre mondæne steder, hvor pigerne stod i det bare ingenting og ventede på deres kunder, stripperbarer, hvor pigerne stod og tog imod gæsterne. Ikke mindst stødte vi på op til flere efterkommere af the aboriginals, totalt fulde, sådan er det desværre ofte, at man ser dem i gadebilledet.
Efter gåturen gik det så hjem i seng.
Torsdag den 5.4. Vores kroppe er knapt ovre jetlaget endnu. Der er 25 gr. varme.
Vi stod op kl. halv seks for at stå på bussen til Bluemountains. Bussen hentede os 5 min. gang fra hvor vi bor. Vi havde pakket en taske med ekstra tøj og vandflasker. Turen til Blue Mountains var en oplevelsesrig tur, men vildt hård.
Vi var et lille sluttet selskab på 6 personer, Jan, Tania og jeg, et tysk backpacker kærestepar og en ung pige fra England, som i øvrigt skulle videre til Kina i løbet af et par dage.
Vi kørte ca. 1,5 t og kom til Sydney Olympick Park. Altså ingen kænguruer denne gang. Herefter gik turen til Wentworth Falls - 1/2 t. kørsel længere væk fra Sydney. Her skulle vi på en lang "Bushwalk". Vi fyldte vores vandflasker og så gik turren ellers ind i bushen. Der var 937 trappetrin ned. De var bla. hugget ud i klipperne, andre var lavet af træ. Det havde taget 2 irske soldater 2 år at lave disse trin.
Guiden fortalte en masse om Australiens aboriginals undervejs, en del om hvordan planterne blev anvendt tidliger og lidt om edderkopper og slanger. Det var en meget lang gåtur nedad, hvor vi også stødte på vandfald, det var et fantastisk syn. De trappetrin, som var hugget ud i sten, var meget høje, så vi tog nærmest høje, så det tog godt på energien at skulle gå ned ad dem.
Langt om længe kom vi til bunden og holdt 5 min. hvile og drikkepause inden turen gik op igen.
Efter pausen startede opstigningen igen og jeg skal love for, at vi fik kam til vores hår. Det var edderhårdt. Når man skulle op ad de høje trappetrin, var det nærmest som at tage høje knæløftninger. På turen op, blev der ikke taget fotos, vi havde nok at gøre med at koncentrere os om, ikke at falde op ad trapperne. Vores (læs Jans) ben var ved at blive som beton.
Da vi endelig kom op igen, svedte vi helt vilddt og der blev serveret sandwich og noget pastasalat. Vi fyldte igen vores drikkedunke.
Så gik turen videre til Jamison Valley, hvor vi atter skulle på bushwalk. Ned ad 860 trin. Undervejs fik vi fortalt historien om, hvordan australnegrene lavde deres maling og de der havde lyst kunne prøve at male sig.
Vi så også de berømte "three Sisters", tre bjergformationer, som iflg. sagnet er 3 søstre, som blev forstenet.
Da vi helt smadrede med bævende ben nåede bunden, var der ca. 10 min. pause, før turen gik op igen, denne gang heldigvis med en togbane - The Scenic Railway, verdens stejleste togbane, 52 gr. stigning, 310 m lang og 250 m i vertikal højde. Uha, det var noget af en tur, men vi var lettede over ikke at skulle gå op.
Vi endte (selvfølgelig) i en souvenirbutik og her var der også mulighed for at håndfodre nogle papegøjer, bla. en kakadue.
Så gik turen retur til Sidney, ca. 2,5 t. kørsel, hvor vi alle faldt i søvn - vi var dødtrætte. Hjem og tage et bad og slappe af.
6.4.
I dag tog vi det helt roligt. Vi startede med at hente morgenbrød og så fik Tania (og jeg) lov til at bade i hotellets iskolde pool. Det har været ca. 25 gr. og superdejligt.
Bagefter tog vi undergrundsbanen til Chinatown for at glo på markedet. Det var en kæmpe bygning, hvor man kan købe alt fra underbukser til fisk.
I skrivende stund, sidder vi og får en kop kaffe - i morgen skal vi tidligt op og til Ayers Rock, så ingen nyheder foreløbig.