Profile
Blog
Photos
Videos
Happy Chuseok!
Eller glædelig Thanksgiving som vi kender det. Vi nyder i disse dage lidt (synes vi) velfortjente feriedage, som koreanerne kalder Chuseok. Det er en forlænget weekend, hvor de om lørdagen mødes med deres familie og spiser god mad. Den egentlige dag for Chuseok er om søndagen hvor de slapper af og hygger sig. Mandag og tirsdag holdes ligeledes fri, lidt ligesom vi holder fri i Påsken. Dette gør at vi de kommende dage og kan holde fri fra universitetet
Vi havde snakket om at ville ud og flyve eller en tur sydover i Korea, men ALT er udsolgt og ellers skal man betale det tredobbelte, hvorfor vi har valgt at blive hjemme. Det er vi dog ikke de eneste som har valgt
Siden sidst er der igen sket en masse. Vi har haft noget mere at se til i skolen, med opgaver, fremlæggelser og en halv midterm eksamen. Derfor har vi også været nødt til rent faktisk at læse! Vores første opgave hernede gik godt, vi scorede et A+, så har vi da prøvet det! Men niveauet er ikke det samme og der forventes ikke det samme. De vil gerne have vi kobler teori og praksis, hvilket er dét vi skal kunne hjemme, så det er vi rimeligt øvede i, mens de herovre stadig er noget de er ved at lære. Den halve midterm eksamen bestod i en quiz - vi har en professor som har valgt at lave to quiz'er til os i stedet for én midterm eksamen. Så har Stine fremlagt, en helt ny prøvelse i vores universitetstilværelse. Vi er inddelt i grupper i to af vores fag, hvor vi kun er sammen med koreanere. Dette skaber lidt sprogbarriere; hvad skal vi? hvad vil vi? hvordan løser vi den her problemstiling? - men det kan også være en sjov udfordring
Vi har også haft tid til at se en masse nye ting! Ja, det føles i perioder som om vi har været her i meget længere tid, end de 5 uger vi kan fejre i morgen.
For at starte fra en ende af, så tog vi med svenskerne for nogle uger siden ud til bro, hvor der skulle være en form for vand- og lysshow. Selve vand- og lysshowt skuffede en del, men det var et rigtig lækkert område ved floden, hvor der i vandet var 3 bygninger, med bl.a. restauranter, der var lavet så de hele tiden skiftede farve. Det var lavet således at det var i mønstre, så en bygning var i flere farver samtidig og hvor de hele tiden forandrer sig. Vi tog derefter videre til en park, hvor der var opstillet tusindvis af langstilkede hvide roser, som lyste. De var lavet med LED lys og var et utroligt smukt syn! Området var ikke så stort, men stort nok til at det var et helt overvældende syn! Og bedst som vi stod og nød det, spottede Katrine en koreaner som gik på knæ for hans kæreste! Så nu kan vi også sætte "Tjek" ved "Friende koreansk kærestepar".
Et par dage senere synes vi det atter var tid til lidt kulturelle oplevelser og vi tog derfor til Seouls mest berømte og bedst velholdte palads, Changdeokgung. Selve paladset fylder dog kun 1/3 af området, da det resterende består af en kæmpe have, kaldet "Secret garden". Vi var heldige at løbe ind i en guidet tur på både paladset og i haven. Man får bare lidt mere ud af det, når der lige er en der går foran og fortæller hvad det egentlig er man ser og så er det gratis service de stiller til rådighed!
Dagen efter synes vi det atter var blevet til at udfordre vores krop fysisk og tog derfor afsted på endnu en Hiking tur - denne gang til Namhansaseong UNESCO World Heritage. En fredet område som bl.a. får hjælp af UNESCO for at kunne bevares. Det er et gammelt, men kæmpe fort, hvorfra man i tidernes morgen beskyttede Seoul, da man fra toppen har udsigt over det meste af byen. Rundt om fortet, i en ret stor radius, er der en mur som beskytter fortet. Der er fire indgange; North-, east-, south- og westgate. Vi startede i south og gik derfra fra indgang til indgang langs muren hele vejen rundt og endte i midten på den største udkigs- og beskyttelsespost. Det var en skøn dag, med godt vejr, dejligt natur og en masse flotte udkigspunkter.
For et par uger siden havde vi forvildet os til noget Korean club. Det er en voksende ungdomsorganisation kaldet SAYUL, som gerne vil vise koreansk kultur frem og bygge broer mellem kulturer. Med dem blev vi inviteret til traditionel koreansk kalligrafi og mulighed for at lave vores egne stempler med vores eget navn på. En virkelig sjov og anderledes oplevelse! Og nu kan vi endelig skrive vores navn på koreansk, eller sådan nogenlunde
I sidste weekend tog vi med en flok tyskere på cykeltur. Vi havde flere steder set det var muligt at leje cykler og havde hørt de nogen steder kunne lånes gratis. Så det skulle prøves! Det lykkedes os at finde stedet med gratis cykelleje - en helt fantastisk service de har og så var det endda relativt gode cykler! Vi ville gerne cykle langs floden, da de der har gode cykelstier (hvilket ikke er noget de ellers bruger hernede, da man blot cykler på fortovet ) For at komme ned til floden skulle vi blot lige gennem lyskrydset og ellers bare lige ud.. Sagde manden med cyklerne.. Inden vi nåede floden havde vi cyklet på fortovet, forcerede familier, gamle mennesker og andet godt folk, cyklet imod en ensrettet gade, som var ret smal, krydset en halvstor vej, og ikke mindst kørt i nødsporet på en motorvejsafkørsel, som gik relativt stejlt ned af bakke. Så da vi endelig nåede cykelstien ved floden, var det ret rart der var en egentlig cykelsti! Vi cyklede en lang tur langs floden, krydsede en mindre gangbro for at komme over på den anden side for at cykle tilbage. Broen vi krydsede for så at komme tilbage på den anden side, var liiiidt større! Som i storebæltsbroen større. Intet mindre en 3 gange krydsede vi så lige en igen en motorvej, helt tilladt da der er opstillet lyskryds, man kan krydse når der bliver grønt, hvis bilerne da holder tilbage, når de så får rødt! Men helskinnet hjem kom vi!
I går blev det tid til at tage til en længe ventet event - en baseballkamp! Det er en kæmpe sport hernede, lidt ligesom fodbold og håndbold er for os. Vi valgte ret tilfældigt en rigtig godt kamp! Vi aner ikke en dyt om det spil, hverken regler, spilletid eller andet i den sammenhæng! Men det var nr. 1 mod nr. 4, hvor Doosan Bears (4. pladsen) var fra Seoul, hvorfor vi selvfølgelig heppede på dem. Det viste sig at være meget heldigt da de vandt kampen 14-3, eftersigende meget usædvanligt for en baseball kamp, som normalt ender 3-2 eller 4-1, nogen mindre cifre. Selve spillet var sjovt fordi de nu spillede så godt og bl.a. lavede 2 homeruns, men det vilde ved kampen var tilskuerne! Der er konstant chearleaders, flere maskotter og en speaker som opildner publikum og sætter dem i gang med sange, klappen, tilråb og armbevægelser. En kamp kan tage op til 6 timer, men heldigvis varede den i går blot 3,5 timer, ellers havde vi muligvis mistet tålmodigheden
I dag har vi været en tur på fiske markedet, en meget speciel og lidt lugtende oplevelse! De sælger næsten alt; muslinger i alle afskygninger, blæksprutter, rejer i alle størrelser, kæmpe krapper, hummere, store fisk, små fisk, flade fisk, runde fisk.. Ideen er så at man kan købe det man gerne vil have, gå ovenpå til en af restauranterne som så tilbereder det og serverer tilbehør. Lidt udfordrende for et par piger som ikke har det så godt med bakterier og kender til dansk fødevarelovgivning, men også virkelig lækker og meget billig fisk! 1 kg. kæmpe rejer kostede 120 kr. Tvivler på det kan købes hjemme til den pris! Og så kan man nyde resten af dagen med fiskelugtende fingre!
Vi har sluttet dagen af med en vandretur som ender på toppen af et bjerg med udsigt over det meste af Seoul! Vi nåede det lige til solnedgang og så derfor også byen i dagslys denne gang. Vi var dog nødt til også lige at blive til det blev mørkt, så vi kunne se de mange lys udover byen!
Inden vi slutter, kan vi lige fortælle at vi i sidste weekend kom til at købe flybilletter til Japan og Kina Vi flyver til Japan på torsdag og bruger en forlænget weekend der. Så når vi lige hjem til at vi kan byde nogen savnede gæster velkommen til Sydkorea! Kina må vi vente et par måneder med, da vi først flyver dertil sidst i november.
Og nårh ja, så nyder vi stadig at det er høj sol og 25-27 grader hernede! Vi klager bestemt ikke!
- comments