Det fantastiske bjerg - En brag kamp mod den gamle dame og vi besejrede :)

Mandag den 16.01.12 blev BB og jeg hentet på hotellet i Nairobi, vi var klar kl 06. som vi havde fået besked på, men ja det er jo AT (african time) så kl. var 07 før vi blev hentet af vores guide Joseph. Han virkede rigtig flink. Vi blev kørt ind til kontoret i City Center hvor vi skulle betale det resterende beløb før turen kunne påbegyndes. Som altid prøvede de selvfølgelig at presse flere penge ud af os, men vi var standhaftige og nægtede og heldigvis gik det godt:)

Vi blev kørt af taxa til Matatuen mod Nanyuki, hvor vi skulle begynde opstigningen. På vejen komme vi se det fantastiske bjerg - jeg sad og drømte om, at jeg efter et par dage ville sidde på toppen og se solopgang :) Da vi kom til Simiron Gaten (2600 ASL) fik vi frokost og begyndte de første 9 km. op til den første camp (Old Moses Camp - 3300 ASL). Det gik helt fint og vi var rigtig i hopla til at begive os ud på det store eventyr der stod foran os..

Vi havde ikke gået langt før jeg kunne mærke at mine fine lilla Haglöfs vandrestøvle gnavede noget så gevaldigt ind i hælen (av for den), men jeg måtte jo bare bide det i mig og gå videre. Vi var fremme hen af eftermiddagen og fik serveret popcorn med mariekiks som pynt og varm the :)

Vi frøs ret meget så vi sad med tæppe og varmede os indtil vi ved 6 tiden fik serveret aftensmad. Der var godt fyldt op på campen og snakken gik lystigt da de fleste ilge havde nået toppen tidligere på dagen.

Næste morgen efter en næsten søvnløs nat (pga. kulden) fik vi morgenmad inden turen gik op mod de tyndere luftlag. Det var et fantastisk landskab vi gik igennem og man kunne det meste af tiden se Mt' Kenyas hvide toppe forude..

Jeg fik desværre mere og mere ondt i fødderne og ved frokosttid blev jeg nød til at overgive mig - jeg blev nød til at skifte til min Ecco sandaler (ja ja jeg har Ecco i en alder af 24 år haha :) ). De var lidt bedre men synes det var rigtig hårdt at gå den sidste halvdel af ruten med to meget ømme fødder. Vi nåede Shiptons Camp (4200 ASL) sidst på eftermiddagen. Vi var lidt trætte og sad og nød solens varme stråler og fik snakket lidt med en bjergbestiger fra Australien - der fortalte om alle de fantastiske steder han havde besteget allerede. Efter aftensmaden hoppe vi i alt det tøj vi havde (så vi var forberedt på nattens kulde) og ned i soveposerne og håbede på vi ville kunne få nogen timers søvn inden vi kl 03 om natten skulle gå mod toppen. Heldigvis var det ikke så koldt denne nat, campen lå mere i læ så vinden kom ikke ind mellem sprækkerne i brædderne som det havde gjort natten før. Dog sov jeg ikke særlig meget, men tror mest det var pga. jeg var spændt, lidt nervøs om mine fødder kunne klare mosten og hvordan det mon ville gå med højdesyge mm.

Lidt i 03 stod vi op, fik lidt the og kiks. Vi lignede to små tykke mænd med pandelamper :) BB og jeg havde prøvet at skifte vandrestøvler - da jeg ikke ville kunne nå toppen i mine egne. Heldigvis kunne BB passe mine, og jeg kunne passe hendes med to af farmors gode hjemmestrikkede sokker og et par skisokker :) - så min kære farmor i DK fik en del kærlige tanker.

Jeg lagde ud med på trods af BB's støvler at have ondt i fusserne og det gik jo nærmest lodret opad og vi kunne ikke se andet end hvor pandelygten lige lyste. Det var meget svært at holde balancen da underlaget var grus og sten der rullede hver gang man tog et skridt. Det var noget fustrerende at gå 1 skridt og så glide tilbage igen. Jeg begyndte at få kvalme og hovedpine (højdesyge symptomer), så blev lidt nervøs for om jeg nu ville nå toppen men stædighede kom op i mig og jeg gik videre. Vi var nød til efter få skridt at stoppe op og hive efter vejret - det lød næsten som om vi havde løbet et helt marathon.

På et tidspunkt da jeg føler vi har gået meget længe, og vi er begge meget kolde ser jeg længere oppe af bjerget en flok "pandelygte folk" og spørger Joseph om de snart er på toppen, hvortil han svarer " Nej nej de er bare næsten halvvejs" HOLD NU KÆFT jeg kunne have sat mig og tudet.. Puhha men der var jo kun en ting at gøre og det var at gå videre.

Vi nåede toppen lidt over 6 efter ca. 3 timers opstigning :) Vi så den flotteste udsigt og smukkeste solopgang nogensinde. Det var helt fantastisk og meget surrealistisk at stå der, nu havde vi snakket om det i så lang tid og endelig var vi der :)

Turen ned til campen var MEGET mere krævende end opturen.. Det gik jo så nu næsten lodret ned og man gled konstant og væltede på røven hver 2. minut. På et tidspunkt blev jeg lidt desperat så jeg blev siddende på røven og kurrede ned i stedet (dog lidt svært når der er en del småklipper mm). Men vi kom ned til campen, fik morgenmad og var klar til at gå de 16 km ned til den første camp. Vi var nok lidt kæphøje og tænkte at vi kunne da sagtes klare de sidste 9 km helt ned til gaten (troede vi...). Den første halvdel gik i fint tempo og jeg havde lidt mere overskud til at tage billeder end dagen før. Da vi var næsten halvvejs stod vi for foden af en stor klippevæg som vi skulle OP AD :( åh det følte vi slet slet ikke for og vi slæbte begge to fødderne efter os, hvilket vi gjorde resten af vejen tilbage til campen. Vores ben var sååå tunge og vi kunne knap løfte dem for at komme over sten mm så vi væltede lidt rundt puhha.

Da vi sidst hen af eftermiddagen nåede tilbage til Old Moses Camp var vi helt færdige og kunne knap stå på vores ben. Vi hoppede i vores køjer og lå og slappede af indtil vi skulle spise. Vi gik kun lige ud og spiste og så ind i køjen igen :) Jeg må indrømme at jeg ikke helt fattede at vi faktisk havde stået på toppen det hele var stadig lidt uvirkeligt..

Torsdag var den sidste dag og vi gik de sidste 9 km ned til gaten og så gik turen ellers tilbage til Nairobi for at mødes med Sissel og Lauth og få et tiltrængt VARMT bad... Da vi ankom til hotellet ved 3 tiden var vi pænt trætte og hoppede hurtigt i bad - det var IKKE nogen nydelse som vi havde drømt om for der var INGEN varmt vand :( Øv hvor var vi skuffede, men alt vores snavs kom da vist af:)

Det var en fantastisk tur, hård men det hele værd og kan stadig se solopgangen for mig :-)