Profile
Blog
Photos
Videos
8/2-11/2: Selvom der var skønt i Doc Let og vi hurtigt havde vænnet os til bare at slappe den på stranden syntes vi det var på tide at der skulle ske noget mere, så vi fik arrangeret bus til det centrale højland gennem vores flinke hotelvært.
Som altid var der kun vietnamesere i den minibus vi blev transporteret med. Fem timer efter vi havde forladt Doc Let ankom vi til byen Buon Ma Thuot. Planen var at vi derfra ville tage dagsture ud til stammelandsbyer og smukke steder at trekke. Efter at have talt med turistinformationen i byen fandt vi dog ud af, at vi hellere ville tage hen og bo de steder vi havde tænkt at tage dagsture til. Selvom Buon Ma Thuot var en hyggelig by blev det altså kun til en enkelt nat og så var det videre til Lak Lake med endnu mere lokal bus.
Efter en bustur på omkring 2 timer hvor alt blev rystet godt på plads ankom vi til Lak Lake. Det var en hyggelig lille landsby ved en smuk stor sø oppe i bjergene. Med mindre man ønskede at bo hos lokale, som sikkert ville være en spændende oplevelse, men hvor myg og diverse insekter og større dyr ville blive føjet til rummet "for free", blev man "nødt til" at bo enten på et lækkert resort nede ved søen eller på et mindre hotel oppe på toppen af et bjerg. I ægte backpacker stil, hvor vi undskyldte os med at vi havde en stor oppakning at bære på (oppakningen er for resten vokset og vokset som dagene er gået, så rygsækkene er så småt begyndt at blive godt fyldt) droppede vi det mindre hotel og valgte at se på resortet. Det var et stort smukt resort, som lå ned til søen og omkranset af bjerge med en pool ligeledes omkranset af bjerge. Vi fik et stort super lækkert og topmoderne værelse med en stor terrasse, som lå lige ned til søen, som, selvom det kostede mere end hvad vi plejede at betale, kun stod os i 80 kr. per nat for os begge (lige til at overkomme). Ved Lak Lake skulle søen selvfølgelig ses, men særligt ved området var også de mere end 20 små stammelandsbyer. De næste to dage lejede vi cykler og cyklede rundt omkring søen og til de forskellige stammelandsbyer. At komme rundt til de små stammelandsbyer, hvor nogle af Vietnams etniske minoriteter bor, var utrolig interessant. Inde i byerne var det mest karakteristiske deres longhouses på pæle og uden for byerne var der fyldt med rismarker, hvor vietnamesere gik med deres spidse hatte og høstede risen og store åbne vider, hvor børn vogtede kvæg. Landsbyerne tættest på, hvor vi boede virkede, som om de var ret vant til turister, og børnene kom løbende og stod og vinkede i vejkanten og råbte "HELLO" og smilede over hele hovedet, når vi vinkede og sagde hej tilbage. I landsbyerne længere væk var det dog som om der nærmest aldrig havde været turister og børn og voksende stod med åben mund og bare så på os uden at sige noget, når vi kom cyklende gennem landsbyen. Vi så stort set heller ingen tusister i området og slet ikke i stammelandsbyerne langt væk. Ved aftentid var det sjovt at opleve, hvordan der var march gennem landsbyerne af alle køerne, der skulle hjem efter at have græsset hele dagen. Efter at have været ude hele dagen og cykle på de små grusveje i den bagende sol var poolen perfekt at komme hjem til, hvor det hver aften blev til en svømmetur og derefter øl og kortspil på terrassen, mens solen gik ned bag bjergene - SKØNT!
Ud over at opleve området på egen hånd blev det i Lak Lake også til en elefanttur gennem en stammelandsby og over Lak Lake til en landsby på den anden side. Kano på søen blev også prøvet ligesom vi badede i en bjergflod, der skar sig gennem klipperne, sammen med de lokale.
12/2-15/2: Efter at have været ved Lak Lake i 3 dage tog vi en minibus til Dalat, en smuk bjerglandsby i fransk stil beliggende i 1500 meters højde. Temperaturen her var selvsagt lavere, men stadig 25 grader og fuld sol alle dage, perfekt til trekking i bjerge og besøg til vandfald som den skulle stå på i Dalat. En lidt excentrisk, men rigtig sød, dame i spadserdragt hev os ind fra gaden for at kigge på hendes hotel lige, da vi ankom. Det viste sig at være et af de hoteller vi havde set på i vores lonely planet bog og passede os fint, så vi slog til. Det kinesiske og vietnamesiske "Lunar New Year" af lokale blot kaldet "TET" varede fra den 13.02-15.02, og det var netop disse dage vi havde valgt at være i Dalat. Siden Doc Let havde man kunne fornemme TET, og det var kun blevet mere og mere tydeligt som vi kom tættere på d. 13/2. Byen var derfor pyntet op og fyldt med især asiatiske turister, der kom for at fejre nytår her. Der var gang i byen til sent om aftenen, små optog rundt omkring i byen samt fyrværkeri d. 13.02. TET gjorde det dog sværere at prutte om prisen, da alles svar på lidt begyndende forhandling var "You know Happy New Year; Many People!", men det stoppede os selvfølgelig ikke!
Dalat viste sig at være byen, hvor vi kunne få alt det, vi havde manglet hjemmefra (i hvert siden vi forlod Nha Trang ;-)). De havde den bedste kaffe, der blev dyrket på plantager omkring byen, rigtig mælk og ikke den søde "Dutch lady" som er sødt sødt flødeagtigt stads de altid putter i, vin som også blev produceret i Dalat og den bedste is og de bedste kager - og så en masse hyggelige caféer hvor det hele kunne indtages! Dalat var i det hele taget en god blanding af vestligt (især fransk fra kolonitiden) og vietnamesisk.
Nå men nu ikke alt det skriveri om hvad vi spiste og tilbage til hvad vi foretog os.. Da der var langt til de forskellige ting vi gerne ville se lejede vi knallert hver dag og susede rundt for at få set det hele. Første dag kørte vi til Langbiang, et område med bjerge, hvor der skulle trekkes. Det startede med stille og rolig trekking til det første udkigspost, hvor man kunne se Dalat omkringliggende bjerge og en flog der endte i en sø. Selvom udsigten var fantastisk havde trekking vist været lidt for let, for så tog vi lige og besteg et endnu større bjerg, hvor det blev mere og mere barskt og det sidste stykke til toppen var det nærmest ren bjergbestigning. Da vi nåede toppen (i 2100 meters højde) blev vi dog belønnet med en fantastisk 360 graders udsigt. Inden vi måtte klatre ned igen, nåede vi også lige at have den mest fantastiske solnedgang (SMUKT!). Tidsplanen var skredet lidt og solnedgang på toppen af bjerget var ikke en del af planen, så nu måtte vi skynde os så meget vi kunne ned af bjerget i "halvmørke". Vi fandt heldigvis frem til scooteren, takket været vores fantastiske pandelampe, som alle backpackere i øvrigt har, og som vi har brugt igen og igen, en uundværlig ting når man rejser (tak faster!). Godt udmattede kom vi tilbage til Dalat og efter aftensmad og en lækker mokkamint frappochino og det vupti medfølgende kæmpe stykke kage tog vi ud i Dalat og så hvordan vietnameserne fejrede nytår. Vi regnede med at der ville være gang i den fra d. 13.02-15.02, som vi havde læst os til, men det er blevet ved med optog, optrædender og masser af pynt og liv i alle de byer vi har været i i Vietnam indtil vi forlod landet d. 20.02.
Dagen efter d. 14.02 drønede vi rundt for at se de mange vandfald, som også skal ses når man er i Dalat. Vi så flere rigtig flotte vandfald, et stort brusende vandfald og et mindre der løb ud over en klippe hvor man kunne gå om bagved. Det kunne dog godt mærkes det var tørsæson, så vandfaldene var ikke så store som de kunne have været. Det var desværre heller ikke muligt at trekke rundt i områderne omkring vandfaldene. Til gengæld var der blevet gjort meget ud af områderne omkring vandfaldene (på godt og ondt), så man kunne nemt bruge lang tid ved hver enkelt vandfald. Ved det ene var der en stor rutsjebane ned ad bjergsiden, hvor man styrede sin egen "bobslæde" på skinner. Vi besøgte også en flot Pagoda (Buddhistisk tempel) med en kæmpe Buddha (20 meter høj) lavet ud af blomster. Det var nærmest første gang vi have set mange vietnamesere bede og det gik helt amok med røgelsespinde (så det skulle vi selvfølgelig også prøve, hvor vi måske overdrev lidt og endte med at få det pænt mærkeligt).
- comments