Profile
Blog
Photos
Videos
Efter Rotorua kørte Kiwi bussen så videre til Taupo. Taupo er også placeret midt i det termiske område, så også her kan damp ses, komme op fra forskellige steder i jorden. Her havde vihelt fra start planlagt, at gå den verdenskendte"Tongariro Alpine Crossing" og var selvfølgelig meget spændte på om vejret var godt nok, for det er en klar betingelse fra firmaets side. Sikkerheden er altid helt i top uanset, hvilken aktivitet man dyrker hernede - så det var helt forståeligt. Heldigvis var vi endnu engang heldige med vejret, der viste sig fra sin bedste side med godt og vel, en perfekt vandre temperatur på20 grader. Den ca. 18 km. lange vandretur rangerer som en af de top 10 flotteste vandreture i verden, så forventningerne var skruet helt i vejret hos os begge og kræver naturligvis derfor også en ordentlig beskrivelse. Dagen før havde vi, som sædvanligt, lavet en kæmpe madpakke med masser af energi, vitaminer og selvfølgelig sukker, så vi var helt klar...
Kl 0530 blev vi samlet op foran vores hostelfor, at blive kørt ca. halvanden time op til foden af vulkanerne i national parken: Tongariro, i 1150 meters højde, hvor turen startede. Det var totalt mørkt og sindsygt koldt til at startede med, ca. 5 grader. Godt pakket ind(for første gang siden DK) i mange lag tøj, startede vi ud i højt tempo, for vi havde nemlig læst at man kunne bestige Mount Doom (vulkanen fra ringenes herre), hvis man havde tid og var i fysisk stand til det. Så dette blev lyn hurtigt vors klare mål; at stå på toppen af en 2280 meter høj vulkan, kunne da være for vildt, men også utroligt hårdt… Snart kunne man se solen komme op bag mount Doom og temperaturen steg væsentligt, men var faktisk helt behagelig i det tynde og kolde luftlag.
Efter halvanden times rask gang, i støt stigende terræn, stod vi så for foden af den vulkan(se billede), der er blevet så kendt på grund af en vis triologi. Allerede her et fantastisk syn, man sjældent har set før. Her sprang vi af stien og begyndte opstigningen, der var mindst lige så hård som antaget. Forestil dig ene af små løse sten fra størknet lava, der hele tiden skrider under dig. Lidt som, at når man tager tre skridt frem glider man lige to tilbage! - Utroligt frustrerende og hårdt, men med en masse pauser, hvis ikke for at få vejret så i det mindste for, at nyde den fantastiske udsigt, gik det helt fint. Ca. en time efter jeg var begyndt, stod jeg på toppen. Lidt efter kom Laurits prustende, grinene og helt høj på adrenalin!
Det første jeg bemærkede på toppen var, hvor aktiv den faktisk stadig er. Med det mener jeg, at damp nærmest væltede op fra forskellige sprækker i stenene og, hvis man ville kunne man nok nemt koge et æg! En tysker,der havde læst lidt på lektien, fortalte mig, at sidste gang vulkanen havde været decideret aktiv var for kun tre år siden.
Det er meget svært at beskrive den følelese man har i kroppen, når man står og kigger ned på skyerne og de omkring liggende vulkaner fra 2280 m. højde. Derfor vil jeg bare sige SE BILLEDERNE! Her sad vi så og nød udsigten med en glimrende sandwichfra Subway og en plade chokolade.- Life is great, isn't it?
Efter at have taget tonsvis af billeder og film, måtte vi hellere komme videre. Her kom den, næsten, lige så svære del - nedstigningen. - Klart nok fordi det Ikke lige er på siden af vulkanen man har lyst til, at falde forover og trille hele vejen ned. Visse steder var stignings procenten nemlig oppe på 65 grader, så det kan vist godt kaldes rimeligt stjelt.Her praktiserede jeg så en ny sport, kaldet: Rock Surfing. Simpelthen bare glide ned af alle de løse sten imens man forsøger ikke, at falde og holde farten nede. Det resulterede i lidt hudafskrabninger og 10 minutter senere stod jeg igen for foden af vulkanen. En hurtig og ret vild tur ned, men sjovt det var detJ
Herfra fortsatte vi så den fantastiske rute, der tog os ud forbi adskillige vulkan kratre, ferskvands søer, dampende hot pools, bjerge og sluttede så i 760 m. højde, i et tropisk lignende landskab.De 24,3 km. tog ca. 8,5 timer inkl. alle pauser og er en oplevelse, der uden tvivl aldrig vil glemmes…
Med utroligt ømme ben dagen efter, gik bus turen så videre til Waitomo. Waitomo er kendt for deres underjordiske grotter fyldte med såkaldte"Glow worms". Som ordet antyder er det masse små orme, der lyser helt utroligt op i mørket og faktisk ligner en stjerne himmel, bare under jorden. Vi var på en kort guidet tur for at se, hvordan det så ud, men måtte desværre ikke tage billeder. Ellers gik tiden med lidt fodbold på græsplænen, ved siden af vores hostel.
Efter Waitomo kørte Kiwi bussen os til River Valley, hvor der var dømt et døgns afslapning. Hostellet var placeret midt i en dal med en utrolig smuk omkringliggende natur. På bussen var 9 andre danskere, som vi sidenhen har været en del sammen med. Allerede på nuværende tidspunkt har vi faktisk mødt flere danskere her, end vi gjorde i Australien de 4 måneder vi opholdt os der.
Kl. 1330 d. 11. kørte vi fra River valley mod næste destination, Wellington, der jo er NZ hovedstad. Byen har ca. 1,3 mio indbyggere og har dagligt flere jordskælv(dog kan langt fra alle mærkes). Desværre ankom vi først ved 19 tiden om aftenen, så det var ikke meget vi kunne nå at se, for allerede næste dag skulle vi videre. Det gav anledning til, sammen med de andre danskere, at fyre op for lidt dansker fest down under. Morgenen efter var det så ellers op 0630 for, at komme på bussen og færgen til sydøen, i tide.
Færge turen ned til sydøen var faktisk ret fantastisk, selvom vi ikke lige havde det helt optimalt heldbredsmæssigt. Det ene bjerg efter det andet, fuldt beklædt med grønne træer, tårnede sig op og i vandet kunne man af og til se, et par sæler kigge op. Så var vi endelig kommet til sydøen! Den del alle taler om, når de snakker NZ.! Fantastisk terræn, der får folk til at opgive alt læsing og anden aktivitet i bussen, efterladt med store øjne ud af vinduerne! - efter et par timers kørsel ankom vi til "The sunshine capital of New Zealand: Nelson.
Skrevet af Kasper
- comments
Linda Søgaard Andersen Kære begge. Hvor er det bare spændende at læse jeres beretninger. I lørdags var jeg sammen med Eigils søskende. Hans lillesøster og hendes mand havde lige været en måned på New Zealand. Han har en morbror og tante der. De havde billeder med fra turen, og det var også lige akkurat vulkanen og de lysende orm, som de bl. a. fortalte om. Sjovt at få det fra to sider. Fortsat rigtig god tur til jer. Det er godt, at I ikke er i Japan. Mange hilsener Linda