Profile
Blog
Photos
Videos
Den sidste uge tid må nok siges, at have været en af de vildeste, mest spektakulære, fantastiske og dyreste i vores liv! Med aktiviteter som kajak sejling med sæler, bestigning af Franz Josef gletsjeren, Skydiving i Lake Wanaka, Mountain biking samt Bungy Jumping i Queenstowns bjerge, for ikke at forglemme Milford Sounds Cruise, har der ikke været meget tid til overs. Vi har (næsten som sædvanlig) været i gang, hver eneste dag med en eller anden mega fed ting.. De dage, hvor vi ikke har været så aktive er tiden så gået med f.eks. at læse lidt om USA, da det jo står lige for døren. Så det er ikke for, at lyde hård på nogen måde, men til de der måtte spørge, så nej, der er på ingen måde nogen hjemvé, der er ved at indfinde sig her, efter nu snart 5 måneder "Down under" J. Vi nyder stadig back-packer livet i fulde drag og forsøger så vidt muligt at leve op til frasen: "at rejse er at leve"!
-Efter at have besteget Franz Josef gletsjeren kørte bussen videre mod Lake Wanaka. Et fantastisk flot sted, der ligesom mange andre steder på sydøen er omgivet af bjerge. Da vi ikke kunne skydive i Josef, grundet at det regner ca. 250 dage om året, håbede vi meget på, at være heldige nok til at kunne gøre det her. Wanaka er nemlig et af de aller bedste/flotteste steder at skydive i NZ. For de der ikke ved det, skal det lige nævnes at Skydive er et tandem falskærmsudspring. Heldigvis gik alt som aftalt med vejrguderne og der var knap nok en sky på himlen, da vi satte os i flyet og blev bragt op til 15000 fods højde(svarende til 4,5 km). Selvfølgelig var der en smule nervøsitet at spore hos os begge, Laurits var dog nok lidt mere nervøs end jeg, men forståeligt nok, da jeg allerede før i militæret har sprunget to static line solo spring fra 1 kmhøjde, - så helt nyt var det dog ikke, at hoppe ud fra et fly.
-Vi havde begge valgt at få det hele filmet af to kameraer, så da vi nåede den rigtige højde satte min kamera mand sig klar i døren og jeg lige ved siden af, med en meget proffessionel springer på ryggen, lænede hovedet godt tilbage, ind med armene og sekundet efter var vi i frit fald. Det er et ubeskriveligt sus det giver i maven de første 10 sekunder og derefter er det bare alt for vildt! Hele vejen ned prøver man, at råbe og skrige, men med 200 km/t er det svært at få en lyd ud. 15000 fod gav os ca. 1 minuts frit fald, men det føltes mere som 20 sek. Tiden gik bare så stærkt og pludselig trak han skærmen (ca. ved 1 km. højde) og detaljerne på jorden kunne begynde at ses igen, man kunne trække vejret normalt, råbe og var selvfølgelig helt oppe at køre. Tilbage på jorden blev man så taget imod af kamera manden der var landet umiddelbart forinden og stod klar til at filme landingen. En fantastisk oplevelse, som også var utrolig dyr, men alle pengene værd. Videoen må i nok vente med at se til vi kommer hjem…
D. 20. kørte vi til Queenstown og ankom engang ud på eftermiddagen. En by vi havde glædet os utroligt meget til, med alle de sindsyge forlystelser og flotte natur oplevelser man her kan få. Den første dag lejede vi et par mountain bikes og kørte ud i bjergene for at opleve naturen og hele området på egen hånd. Igen med en god madpakke begav vi os afsted tidligt om morgenen (hvilket er ca. kl. 0900 for os). Turen var helt fantastisk flot og billederne vi fik taget viser meget godt, hvilket terræn vi kørte rundt i. 38 km. Senere var vi tilbage i Queenstown, godt brugt efter alle de hårde stigninger undervejs. Derfra stod den ellers bare på aftensmad og en god nats søvn, for dagen efter kørte bussen til Milford Sounds, der ligger godt og vel 4-5 timers kørsel fra Queenstown.
Milford Sounds er et af de få såkaldte; "Verdens Kulturarv områder"(World heritage areas) i verden, sammen med f.eks. Great Barrier Reef i Australien, Yellow stone national park i USA og den kinesiske mur i Kina - så vi var meget spændt på at se, hvordan det egentlig så ud. På forhånd havde vi hørt en masse om stedet fra andre backpackere, alt sammen kun rosende og lovende ord. Efter de små 4 timers kørsel derud, hvor naturen bare blev mere og mere fantastisk og uberørt, ankom vi til kajen, hvor de forskellige Cruise både lå til.
Herfra sejlede vi ud og imens fik vi en lækker buffet, som vi næsten ikke havde tid til at spise, grundet den fantastiske udsigt. Milford Sounds levede helt klart op til forventningerne, det var intet mindre end spektakulært. Normalt falder der op til 9 m. regn om året i Milford, så det siger selv at det regner næsten, hver eneste dag. - Men ikke denne dag. Vi havde, igen, lavet en aftale med vejrguderne og der var ikke en sky at se på himlen! Dette bevirkede, at man uden problemer kunne se helt op til toppen af de store bjerge, der bare tårnede sig lodret op af vandet i fjorden hele vejen rundt. Udfra disse lodrette klippevægge kunne adskillige vandfald ses fra mange meters højde og ned. Et fantastisk syn…
Ikke længe efter vi havde forladt kajen kom vi forbi en masse sæler, som legede rundt i vandet. Kort efter spottede skipperen en flok delfiner og vendte hutigt båden. Han tilpassede farten og vi sejlede side om side med dem et godt stykke tid. Virkeligt fascinerende… Sidst på turen blev vi sat af ved et undervands observatorie, hvor vi bl.a.så såkaldte "black corals" der er meget sjældne og kun kan findes få steder i verden. Efter dette kom skibet tilbage for, at hente os og droppe os af, hvor vi startede. Herfra var det så den flotte køretur gennem nationalparken, tilbage til Queenstown. Alt i alt en super dag, med masser af imponerende nye syn.
Kommerciel Bungy jumping startede i NZ. og er siden hen blevet en kæmpe forretning hernede. Det er blevet en ting som de fleste bare skal gøre, for man kan ikke have været i NZ uden at have Bungy jumpet. Vi viste, hvad det var og havde hørt en masse historier om, hvor grænseoverskridene det var før vi kom. Personligt har jeg hele tiden set det som en kæmpe udfordring, da jeg har en smule højde skræk. Lige netop derfor kunne det også bare være mega fedt, at gøre det uden at tøve eller noget som helst. Dette var i hvert fald helt klart vores mål. - Så vi tænkte, hvorfor ikke bare tage den værste af dem alle med det samme? Hvis nogen er i tvivl, er Bungy Jumping en af de mest adrenalin fremkaldende aktiviteter,man kan foretage sig hernede. Det går i alt sin enkelthed ud på at tage et hovedspring ned mod en kløft, der ligger 134 meter under dig med en elastik bundet om benene og kroppen, som forhåbentlig vil bremse dig inden du når jorden 8,5 sekund senere. Det lyder jo meget nemt ik? Det er bare fuldstændig vandvittigt og ingen af os nogensinde prøvet noget lignende før. Så det var selvfølgelig med rystende hænder jeg satte mig i stolen for, at få elastikken spændt om benene.
Tankerne begyndte så småt at fare rundt i hovedet, om det nu var en god idé, men på den anden side var det også for sent at vende om nu. "Point of no return" var for længst passeret! Hvad der føltes som et sekund efter, hørte jeg manden sige >>Please stand up and get over here<<, "f***, så er det fandeme nu!" tænkte jeg. Med benene spændt sammen og bitte små skridt gik jeg ud på den lille planke og selvom vi havde snakket om ikke at kigge ned, var det selvfølgelig helt uungåeligt. Så stod man der og kiggede ned på en lille flod, der løb 200 meter under én! Jeg nåede lige at tænke "det gør jeg fandeme ik' det her" da jeg hørte ham sige >>three - two - one - SEE YA!<< Og uden at tænke nærmere over det hoppede jeg bare. Den vildeste følelse bredte sig i kroppen og det føltes som om jeg bare ville smadre ind i jorden, men lige før jeg ramte jorden, bremsede elastikken mig og slyngede mig ca. 45 meter tilbage op i luften. En helt fantastisk oplevelse, jeg faktisk gerne ville have gjort igen, hvis det ikke var så sindsygt dyrt.
Bagefter skulle vi selvfølgelig også lige prøve verdens højeste gynge, der var placeret lige ved siden af. Den var ikke nær så vild med "kun" 60 meters frit fald, men idet vi valgte at tage den med hovedet nedad og benene i vejret, blev den alligevel helt vanvittig. Jeg håber vi kan uploade videoerne så i kan se, hvad jeg snakker om.
I morgen forlader vi Queenstown og kører forbi den jordskælvs ramte by Christchurch, op til Kaikoura. Desværre er der stadig lukket for alle uvedkomne i byen, så det bliver ikke denne gang vi får set noget her.
Håber alle derhjemme har det godt for det har vi:)
Skrevet af Kasper
- comments
Linda Søgaard Andersen Nu har I da vist snart prøvet alt det vilde i denne verden. Bungy Jumping beskrivelsen er helt fantastisk. Jeg fik faktisk ondt i maven bare ved tanken om hvordan. Fortsat god tur. Mange hilsener Linda
steffensen hej tak for de mange oplevelser, men jeg synes i lever livet lidt vildt i skal jo gerne komme hjem igen,men det må være spændende, pas godt på jer selv og hinanden hilsen Kaspers mormor