Profile
Blog
Photos
Videos
Fra Grand Canyon tog vi nogle lange stræk, først for at komme syd på og så derefter øst på. Vores første stop blev Phoenix. Her boede vi på motel et par dage. Fra Phoenix i Arizona fortsatte vi til byen Las Cruses i New Mexico. Det var lidt en skummel by. Folk stirede på os som om vi betemt ikke hørte til her. Jeg vil ikke sige, at vi var bange, men måske bare en anelse bekymrede for, om vores bil kunne få lov at stå i fred natten over. Det gik heldigvis godt og vi fortsatte turen øst på næste morgen. Vi kørte langs Interstate 10, som går fra kyst til kyst, og nåede efter et par timers kørsel til staten Texas. Vi gjorde et kort stop i byen El Paso. El Paso ligger lige på grænsen til Mexico, så her var der mange spansk talende mennesker. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Big Bend Nationalpark. Ligesom El Paso ligger Big Bend Nationalpark også ved grænsen til Mexico og det eneste der adskiller de to lande ad er floden Rio Grande. Området er utrolig flot, men nationalparken blegnede nok lidt samenlignet med Yosemite og Grand Canyon hvor vi jo lige kom fra.
I Big Bend nationalpark kunne vi for første gang nyde lidt aftensol, da uret var blevet stillet 2 timer frem i forhold til aftenen før. Da vi fik sat teltet op, kom der staks et par unge gutter over for at sige hej. Det var var 2 landsmænd fra skive. De havde tilfældigvis set vores Dannebrog flag, som vi har hængende på vores telt. I bedste "dansker stil" hæv vi et par øl frem og vi delte rejseerfaringer og hyggede os hele aftenen. Det viste sig at vi nærmest kører samme rute bare omvendt af hinanden. De startede i New York og ender i San Fransico. Det var kun anden gang vi sådan rigtig mødte danskere i USA.
Den efterfølgende dag skulle vi ud og kigge på Parken. Den er stor, så det indebar en hel del kørsel. Vi startede ved Boquillas Canyon, som ligger lige ned til Rio Grande. Her var vi så heldige at møde "Singing Victor". Han sidder på den Mexicanske side af Rio Grande og synger for de få turister som kommer forbi. Når jeg siger få, er det fordi nationalparken ligger meget øde, og er nr. 1 på listen over nationalparker man kan have for sig selv, uden at skulle dele den med mange andre turister. Victor var så flink at synge et par sange for os. Fra Boquillas Canyon kørte vi ca. 1,5 time for at komme over til Santa Elena Canyon som ligger i den anden ende af parken. Vi gik en tur, og morede os med at lave eko. Vi sluttede dagen i en "hot spring". Det er en lille kilde hvorfra der løber varmt vand ud i Rio Grande. Vi sad der i kanten af floden, og så på slanger lidt længere ude i floden, som kun lige havde hovedet oppe over vandet. Det begyndte så småt at blæse op ud på eftermiddagen, og inden vi gik i seng blæste det en halv orkan. Store grene knækkede af træerne og vores telt kunne knapt nok stå oprejst, men vi overlevede da.
Da vi forlod Big Ben Nationalpark, havde vi en lang dag foran os. Vi skulle nemlig hele vejen til New Orleans. På vejen ud af nationalparken er der en grænsekontrol. Vi havde tidligere været gennem en grænsekontrol, hvor vi bare viste vores pas og så var alt fint. Her viste det sig dog at blive lidt mere omfattende. Vi kom frem til kontrollen og viste selvfølgelig vores pas. Dernest havde de en narkohund som lige skulle snuse lidt. Og så blev vi ellers beordret ud af bilen og sat på en bænk. Hmm, så sad vi der og forstod ikke helt hvorfor. Vi har på intet tidspunkt været i besidelse af medicin eller narkotika i USA, men tolderne var helt sikkre på at de skulle finde noget. De tømte hele bilen og satte alt vores bagage op på en række bag bilen. Hunden snusede så til vores bagage 4 gange uden held. Dernæst var det bilens tur. I en halv time var det på skift hunden og tolderen som inspicerede bilen grundigt. Han både lå under bilen og bankede op i bunden, tjekkede reservehjulet , bensintanken, under motorhjælmen og selvfølgelig i kabinen. De afhørte os om hvor længe vi havde været i USA og hvor længe vi havde haft bilen. Efter de havde fået bilen tjekket over radioen og gennemgået alle dele af den med hund, måtte de da også give op og lade os køre derfra igen. Tolderne var meget flinke og de behandlede os godt, selvom de mistænkte os for at smugle narkotika ind i USA fra Mexico. Vi vidste jo godt at vi ikke havde noget ulovligt på os, men vi kunne jo ikke vide om der var blevet placeret noget på bilen, som vi ikke havde kendskab til. Derfor sad vi alligevel med en lidt ubehagelig følelse, selv om vi jo egentlig godt vidste vi ikke havde gjort noget forkert.
Vi ankom til New Orleans ind under aften i silende regnvejr. Det var første gang vi mødte regnvejr siden vi forlod Seattle. Når det nu endelig skulle være, var det meget heldig, at vi bare skulle finde vores motel og så ellers bare slappe af ind til næste morgen. Efter en enkel nat på motel flyttede vi på et lidt billigere hostel. Vi boede på Boubon House hostel ca. 40 minutters gang fra centrum. Det var egentlig helt rart at komme på hostel igen. Der altid en særlig backpacker stemning sådan et sted, og man falder hurtig i snak med de andre beboere. New Orleans er en skøn by, som selvfølgelig oser af jazz og blues musik. Under vores besøg i byen, var der New Orleans Jazzfest. Det er den største festival i New Orleans. Der er 11 scener og over 200 koncerter i løbet af to weekender. Vi havde kun 3 dage i byen, så vi kunne ikke både få tid til at gå til festival og nå at se byen. Derfor købte vi ikke billet til Jazz Fest, selvom det uden tvivl ville have været noget af en oplevelse. Heldigvis er New Orleans en oplevelse i sig selv - Jazz Fest eller ej. Der er 3 historiske bydele. Warehouse district, Garden district og det franske kvarter, som er det mest interessante. Vi tilbragte mest tid i det franske kvarter, hvor vi stort set var nede dagligt. Her er hyggelige små gader med fine facader og gamle døre. Den mest berømte gade må siges at være Boubon Street. Gaden kan vist best beskrives som Jomfru Ane gade i Ålborg gange 10! Her er der gang i den til den lyse morgen og hver værtshus har live musik. Vi har efterhånden været på værtshus mange steder i løbet af vores rejse, men jeg har aldrig set så mange festglade mennesker i den samme gade før. Ud over Boubon St. kan det franske kvarter også byde på mange små hyggelige restauranter og caféer. På vores stamcafé Gazebo, havde de et udvalg af special øl som vi nød til lidt dejlig jazzmusik. GazeboLigger lige ved siden af det franske marked, hvor man også hurtig får et par timer til at gå. New Orleans er en by, hvor vi sagtens kunne have brugt mere tid, og vi faldt rigtig godt til på vores hostel. Men vi har jo så meget andet vi også skal nå at se mens vi er i USA.
- comments
Linda Søgaard Andersen Kære begge. Tak for endnu et spændende brev. Jeg gad godt se jer sidde og vente, mens bilen blev undersøgt. Man ved heller aldrig helt, om man kan have tillid til myndighederne i de lande. Mange hilsener Linda