Farveeel og heeeej

Vi er så heldige at have et fire timers mellemstop i Helsinki, som vi bruger på at lære hinanden noget bedre at kende. Derudover har vi fundet lidt tid til at skrive en sidste halv-blog for lige at runde af, få det sidste med og skrive noget klogt om at rejse.

De sidste dage har været lovligt dramatiske, og på et tidspunkt frygtede vi for at blive nød til at blive lidt ekstra tid i Indien. Efter at have uploadet bloggen fredag forlod Jacob den syge Steffen for at spise et sidste rigtigt måltid sammen med gruppen på en fin restaurant (han kunne i øvrigt ikke spise noget, da den seneste uges turbomave havde ødelagt appetitten). I mellemtiden blev Steffen tilset af en læge. Til alles skræk mente lægen, at Steffen skulle indlægges, da han var dehydreret til det rosinlignende. Heldigvis sprang vores britiske gud og læge, James til. Han reddede på heroisk vis Steffens liv og forhindrede en masse kludder med forsikringen, da han tog over og lagde Steffen i hjemmelavet drop på værelset.

Efter at have indtaget 10L væske på traditionel og utraditionel vis henover natten var Steffen nærmere sit gamle jeg lørdag morgen. Han orkede dog ikke at tage med ud og se på forter og templer. Jacob må indrømme, at han ikke gik glip af meget og kan knap nok huske, hvad han så godt nok til at beskrive det. Imens blev Steffen i sengen og drak vand i ufattelige mængder. Til sidst kunne det dog ikke trækkes ud længere og sengen måtte forlades til fordel for et tog til New Delhi, en af Indiens rigere byer med 9,8 mio. indbyggere. På toget fik vi igen serveret en masse mad (hvilket der ikke blev spist så meget af) og klokken halløj om aftenen indlogerede vi os på et meget fancy hotel, hvor de to danskere af ukendte årsager fik tildelt den største suite i bygningen. Kææmpe seng!

Søndag morgen var absolut sidste dag med gruppen og nogle var endda allerede taget hjem (uden at sige farvel!) i nattens løb, så det var en ufuldstændig forsamling der om morgenen tog metroen til Indian Gate. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det en triumfbue-agtig konstruktion med navnene på de 90.000 indere, der mistede livet i 1. verdenskrig. Der gik ikke længe før vi blev omringet af indere, der ville fotograferes med de skinnende hvide mennesker. Efter en lille tur op og ned af de nærmeste gader og en meget, meget serviceret frokost, hvor tjenerne pludselig angreb ens burger med en ske og maste den, tog Jacob på sightseeing, mens Steffen tog sig en middagslur med sin afkræftede krop. Jacob, nordmanden og kiwien gav en autorickshaw et mindre beløb for at han viste os Old Delhi, New Delhis gamle del, sjovt nok. Efter endt sightseeing spiste de resterende 8 medlemmer af gruppen en sidste afskedsmiddag sammen og efter have sagt farvel og godnat gik alle hver til sit (værelse). Jacob viste i øvrigt, at han havde lært noget i løbet af 5 måneder og pruttede værelset på hotellet 60% ned i pris.

Dagen i dag startede tidligt for de to vikinger, der af en telefonisk ringen blev vækket klokken halv fem om morgenen. Morgenmaden dukkede op tre minutter senere - bestående af tre skriver slatten toast med smør, en kop te og en kop varm mælk, der skulle have været kaffe. Spændte ventede vi med Rasmus og Rochelle 20 minutter på at vores bestilte taxa skulle dukke op og transportere vore kroppe og sjæle til New Delhi International Airport (New Delhis internationale lufthavn). Der blev det af skarpladte soldater med upraktiske våben grundigt kontrolleret at vi faktisk havde en billet til at forlade det eftertragtede Indien. Vi købte efter fyrre minutters besvær en stor Toblerone og sagde farvel til Rasmus og Rochelle og fløj til Helsinki. Nu er vi ret meget her og koger for hårdt, hvilket vi skal gøre 2 timer endnu, hvor et fly vil bringe os det sidste stykke hjem til København.

Det var slut prut. Ikke mere rejse til os det næste stykke tid. Nu skal vi hjem, være seriøse og bruge vores liv til noget fornuftigt. Desværre er der ingen af os, der har nogle rigtige planer for resten af vores liv. Noget finder vi dog nok på. Vi gætter på, at der som normalt absolut intet er sket i Danmark. Verden har muligvis forandret os lidt, så det bliver spændende om vi kan tilpasse os et normalt liv igen.

Jacob og Steffen