Vi blev hentet i Surfers kl. 6 og blev så kørt til Brisbane, hvor vi skulle på en bus. Da vi træder ind i bussen er der asian stemning. Udelukkende asiatere, hvilket er super i sig selv, men det er bare knap så sjovt, når de taler minus engelsk. Der kom heldigvis en fransk og en engelsk pige, som var super søde. Vi sætter mod Fraser. Vi sover alle tre et godt stykke af vejen. Jeg sidder yderst og har ingen muligheder for at støtte mit hoved mod noget, så det sejler rundt. Jeg er sikker på det var rigtig kønt. En af asiaterne havde sin iPod med og han fik lov til at sætte den til anlægget og agere DJ. Han fik derfor tilnavnet DJ Bob. Han hed dog Luke, men who gives a s***! Bob var ekstra vild med Black Eyed Peas og Katy Perry. Så lige pludselig bliver der fyret op for lækker Coldplay og AC/DC. Det var sgu meget festligt. Han ville meget gerne have vores accept og spurgte "is okay, is okay?". Sød, lille knejt. Vi ankommer til Fraser og fra det øjeblik er der ingen forbindelse på vores telefoner. Det blev 3 dage uden forbindelse til omverdenen. Lidt mærkeligt, men egentlig også rart. Vejret var ikke vildt godt. Det var sgu lidt ærgerligt, for en del af de ting vi så ville bare have været smukkere i godt vejr. Det første vi så var Rainbow Beach. Den har naturligvis det navn, fordi den har sand i alverdens farver. Det var virkelig smukt og helt absurd. Det næste på turen var Red Canyon. Sandet var helt rødt med orange og gullige nuancer. Kriller havde fået så meget sol, at hun gik ud i et med sandet, når der blev taget billeder af hende. Det var sgu en fest. Sidste stop på udflugten den dag var Lake Wabby. Vi skulle gå ca. 45 minutter ind på øen. Det var virkelig varmt og fugtigt og da øen udelukkende består af sand var det også en smule hårdt. Det er virkelig en mærkelig natur der er på øen. Selvom øen kun består af sand er den virkelig frodig. Efter Lake Wabby tjekkede vi ind på vores resort. Det var smadder lækkert! Vi skulle bo 4 på hver værelse, så vi boede sammen med en engelsk pige der hedder Natalia. Hun bor i Melbourne med sin kæreste. Hun var helt kanon og gik godt i spænd med os andre, så det var perfekt. Vi svingede lige forbi en kiosk på resortet og købte lidt forfriskninger. Den stod på cider. Det var et hit! Det var mad kl. 7. De havde disket op med den helt store mexicanske menu. Det var mega lækkert og vi var da også oppe og hente med en 8-9 gange. Lækkert! Vi regnede med vi skulle give den lidt gas, men vi var alle for trætte. Vi endte med at gå i seng kl. 9.30 og vi sov nærmest med det samme.

Onsdag er vi oppe kl. 7, da vi skulle tidligt af sted. Dagen startede med en dejlig morgenmad og så var vi ellers bare af sted. Vi startede med en semi-lang køretur for at starte længst væk og så køre tilbage. Vejret var helt perfekt, så det hele var bare så smukt. Vores guide laver et stop midt i det hele på stranden og vi undre os lidt over hvad han vil. Vi hoppe ud af bussen og han vil have at vi skal lede efter pee pees, som er nogle muslinger. Hvis sandet var lidt hævet, lå der en pee pee et par centimeter under. Vi fandt en masse og guiden bad os om at lægge dem på en linje. De begyndte så at grave sig ned igen! Det var virkelig mærkeligt. Det var ligesom om de havde en mega lang tunge og så slikkede sig ned i sandet! Ret klammo egentlig, men ret skægt. Vi fortsatte vores køretur. Det var ret imponerende at se vores guide køre. Vores bus var naturligvis med 4-hjulstræk, da vi udelukkende kørte i sand på Fraser. Han jernede bare af sted og det var ret tydeligt at han kendte øen rigtig godt. Han fortalte at hver år bliver mellem 70 og 100 biler taget af tidevandet. Nogle folk arrangere selv deres ture og kører selv og så kan det altså godt gå galt. Herudover er der mange der campere på stranden og fordi de ikke kender stedet ved de ikke hvor højt tidevandet kommer. På vores køretur fik vi også set en død kæmpe skildpadde, en dingo og ret mange hvaler. Det var helt vildt med hvalerne. Vi så en hoppe og breake vandet. Det var genialt! Total Free Willy-moment. Vores første destination var the champagne pools. Det var helt fantastisk. Det er sådan små bassiner i klipper og de er kaldt champagne pools, fordi vandet ligner champagne, når bølgerne rammer klipperne. Der brugte vi et par timer. Det var helt vildt dejligt og vi lå og tan'ede lidt. Jeg havde naturligvis dyppet mig selv i solcreme inden, da UV-indekset alllerede er ret højt, selvom det kun er forår. Efterfølgende kørte vi til Indian Head. Inden vi skulle bestige det, skulle vi lige have frokost. Mens vores guide satte frokosten op lå vi på stranden og nød vejret. Freden bliver dog afbrudt, da en af asiaterne kommer over til os og siger "you see DJ Bob?". Vi havde ikke holdt øje med den lille fyren, så vi vidste ikke hvor han var. Folk begynder at gå lidt i panik, fordi nogle fra bussen har set Bob gå i vandet, men ikke set ham komme op. Bølgerne er ret vilde og vores guide fortalte at vi ikke skulle gå for langt ud, fordi vandet er fyldt med hajer! Kriller og Natalia stiller sig op for at spejde efter Bob. De kan ikke få øje på ham, men det får til gengæld set rygfinnen på en tigerhaj. Vi ser alle sammen Dødens Gab udspille sig for vores indre øje og kendingsmelodien spiller i baghovedet. Panikken begyndte for alvor at sprede sig og vi tog fat i vores guide. Han begyndte at bevæge sig igennem klipperne. Derfra får han øje på hajen og alligevel vælger han så at gå i vandet for at lede efter Bob. Efter en 15 minutters tid kommer vores guide op igen uden Bob. Han siger at han bliver nødt til at ringe efter en helikopter for at lede efter ham. I samme sekund kommer nogle af de andre løbende og siger at de har fundet Bob! Han var blot spadseret et par kilometer hen af stranden. Kæmpe hat! Vores guide måtte give ham en skideballe. Bob blev lidt ked af det, men det gik hurtigt over. Vi fik os dejlig frokost og kunne så komme videre. Næste projekt var at bestige Indian Head, som er en kæmpe klippe. Den har fået navnet, fordi James Cook så en hulens masse indfødte stå og spejde fra klippen, da han opdagede øen. Udsigten var toppen af Indian Head var helt fantastisk. Vi så hvaler og en rokke. Det var så smukt. Man følte sig sgu helt i zen! Efter en halv times tid på, hvad der føltes som, toppen af verdenen skulle vi videre til Maheno, skibsvraget. Skibet fungerede som et hospital skib for New Zealand under første verdenskrig. Skibet blev forældet og i 1935 skulle skroget transporteres til Japan fra Melbourne. Skroget bliver taget af strømmen og går på grund. De efterfølgende år brugte folk skroget. Vi så bl.a. en artikel om et par der blev gift ombord i 1936. Vores sidste stop var Eli Creek. Det er den største creek i Queensland. Herefter tog vi hjem til resortet. Det havde været en dejlig dag og vi var trætte, men der var kommet nogle folk med en anden bus og guiden for deres tur mente bestemt at vi skulle spille beerpong. Ikke noget jeg er videre rutineret i, men Kriller og Lotte havde helt styr på regler og tricks. Det blev derfor et ja. Inden da skulle vi dog lige have os noget aftensmad. Det var roast-aften og……-der var svin! Det var alle tiders!! Vi fik store øl til maden. Vi skulle jo markere at det var sidste aften. Efter maden gik vi over på beach baren. Der var happy hour fra 8-9. Bartenderen synes dog vi var et kæmpe hit, så det blev udvidet til uendelig og vi fik lidt for mange gratis shots. Dejligt var det. Vi fik spillet lidt beerpong. Jeg var på hold med Lotte…. Ja.. Hun skulle jo forstille at være den rutinerede på holdet. Jeg tror præstationsangsten ramte hende eller også har jeg helt misforstået reglerne. Hun ramte i hvert fald ikke ned i nogle kopper. Kanten var hun til gengæld rigtig god til at ramme. Jeg prøvede at beherske mit temperament, selvom det ikke var let. Kriller og Natalia vandt. Det var næsten for meget! Jeg kom mig dog vi hyggede os dejlig meget. Der var ikke særlig mange mennesker, så vi ønskede absurd mange sange. Dette resulterede bl.a. i Bohemian Rhapsody for fuld rebecca. Kriller og jeg straffede både luft guitar og trommer. Vi gav ikke en f***. På et tidspunkt tog jeg en meget hurtig beslutning og skulle bare hjem. Klokken havde også rundet 12… Det må være al den friske luft der slog en ud! Vi sov tungt den nat.

Det var dog ikke længe vi kunne sove, for torsdag skulle vi op og af sted kl. 7.30. Vi havde kun semi pakket aftenen inden, så der var lidt stress på. Vi var alle forholdsvis presset og var bestemt ikke videre snaksaglige under morgenmaden. Vi fik dog alligevel lagt en god bund. Dagens program stod på regnskov til at starte med. Vi skulle alligevel køre et lille stykke tid, så vi fik os en lille blunder i bussen. Da vi kom til regnskoven fortalte vores guide, som for resten hedder Dan, at vi selv skulle gå igennem regnskoven. Han ville så køre bilen om på den anden side og møde os der. Jeg startede med at gå forrest. Det havde jeg det virkelig dårligt med og efter 10 minutters tid måtte jeg bytte med Kriller. Det var så sygt så mange noia man byggede op i sit hoved. Fordi der skete så meget omkring en, følte man at der kom edderkopper, slanger og andet godt alle steder fra. Kriller gik forrest i 20 minutters tid og så var hendes hoved også f***et helt op! Jeg overtog det sidste stykke og der gik det bedre. Vi klarede det igennem og sikke en oplevelse. Det var ret fantastisk. Dan fortalte at nogle af træerne har en diameter på over 3 meter. Vi så et træ med en diameter på ca. 2 meter. Det var ret absurd! Ham Dan fortalte i det hele taget nogle ret gode historier og facts. Han er en rigtig aussie og har aldrig været uden for Australien. Til gengæld ved han alt om Fraser og om hvordan man skal begå sig i området. Efter vores lille gåtur tog vi videre ind på øen til Lake Birrabeen. Kæmpe mother f***er sø! Helt blå og omgivet af vidt sand. Slå lige op i ordbogen under "paradis", så er det et billede af den du ser! Fuldstændig vildt. Vi lå og tan'ede i en times tid og så var det ellers tid til at vende snuden hjemad. Vi havde en lang tur foran os og den skulle meget hurtigt vise sig at blive meget længere. Vi når kun lige at forlade Lake Birrabeen før vi hører en meget mærkelig lyd fra bussen. Det viser sig at en rem der styre air con'en er knækket. Den fik så lige revet et olierør med af i farten! Så står man der.. Midt ude i ingenting uden olie. Vores guide finder et sted hvor han har signal på sin telefon og ringet efter nogen. Der går ca. en halvanden time før en sød mand kom med olie. Vi var dog ekstremt overtrætte og sulten, så vi gøglede ret meget. Vi kom endelig af sted. Vi skulle finde et sted og spise frokost på vej hjem og Kriller, Lotte og jeg skulle over i en anden bus, som kørte helt til Surfers. Vi havde kun lige fået købt noget frokost, da den anden bus kom og hentede os. Vi måtte sige et hurtigt farvel til Natalia og ind i den anden bus. Guiden var lidt en nar og var bestemt ikke forståede overfor at vi ikke havde fået mad i en god rum tid. Han fik en lille sviner på dansk. Fede nar! Der var tre pladser i bussen og de var desværre ikke sammen. Vi var bestemt ikke heldige med vores pladser. Jeg mener selv jeg havde trukket den største nitte. Jeg fik mig en 400 kilo tung siddemakker, som lugtede af værtshus og skridtsved. Min intimsfære blev kraftigt overskredet konstant! Jeg duer ikke til det. Halvanden meter ville have være rigtig rart. Vores arme var i konstant berøring. Virkelig ikke win! Vi kørte ca. 2,5 time til vores næste korte pitstop. Selvom jeg havde tykke som sidemand formåede jeg alligevel at døse hen. Jeg er blevet virkelig god til at sove i mærkelige stilling. Mit hoved vendte ud mod midtergangen og da jeg vågner stirre jeg en kineser lige ind i skærmen. Det var lidt underligt. Hun smilede dog. Ved vores pitstop er tykke så sød at sige at jeg gerne må sidde sammen med min "mate". Det fortrød han dog hel sikkert hurtigt, for Kriller havde en plads på midterpladsen allerbagerst i bussen! Han sad vist lidt klemt, men så kunne Kriller og jeg nyde hinandens selskab. På et tidspunkt kom der "Love song" med Sara Bareilles. Den har sådan en lækker klaverintro, så den fik Kriller og jeg da lige spillet. Den føromtalte kineser synes vi var alle tiders og bad os om at fortsætte. Hun spurgte senere om vores auto. Naturligvis. Vejen hjem var lang. Vi sad i kø på motorvejen mod Brisbane. Der var tidligere på dagen sket en ulykke, hvor to personer døde, så de var stadig i gang med oprydning. Det var lidt skrækkeligt. Solveig og Jacob var fløjet til Brisbane og havde lejet en bil der, som de skulle køre til Sydney. De var derfor i Surfers om torsdagen. Den anden Jacob var også i Surfers. Vi kunne dog ikke nå hjem tidligt nok torsdag. Vi var hjemme i Surfers omkring kl. 20. Det havde været en helt fantastisk tur og vi var alle trætte fra de mange oplevelser.

Der kommer mere.... Jeg har bare ingen internet forbindelse der hjemme pt. Det er som at have fået skåret hænderne af. Hjælpeløs! Ellers går det godt!!!