Profile
Blog
Photos
Videos
Her er mørkt, koldt og jeg er endnu ikke rykket tilbage på Vesterbro. Gudskelov for at jeg stadig har husket det gode humør. Jeg ville egentlig bare lige afsluttet min blog, så det her bliver sidste indlæg.
Op til og omkring mine eksaminer havde jeg et par knap så stolte øjebliket. En af mine eksaminer var en 6-timers take home exam. Efter den var jeg hel rundforvirret. Det havde været en mega lang dag, så jeg ville tag mig en gåtur. Jeg spadserede ned til coastal walken og begyndte at gå. Det var dog alligvel for uhyggeligt, da det var mørkt. Jeg besluttede mig derfor for at smutte op i Westfield for at handle i Coles. De har nemlig åben til midnat. Jeg kommer der op, men centeret er låst. Jeg prøver febrilsk flere døre uden held. Til sidst ser jeg nogle komme ud og jeg tænker jeg lige kan smyg mig ind. Det er sådan nogle dobbelt døre, så du skal først ind af en dør og så igennem den næste. Døren foran mig åbnede dog ikke og den bag mig lukkede meget hurtigt. Panikken var total! Jeg prøvede at bryde ud gennem dørene, men mine guns var ikke stærke nok! Det ligner lidt i fishbowl det jeg befinder i. Folk kan både kigge ind og jeg kan kigge ud. Jeg prøver ihærdigt at undgå øjenkontakt med folk udenfor, for de kan ikke få den yderste dør til at åbne. Den eneste måde der kunne blive åbent på var, hvis der var en indefra der kom ud. Det havde lange udsigter. Jeg prøver lidt forsigtigt at kigge efter overvågningskameraer og jeg forsøger det også lige at spørge om der er nogle der kan høre mig. Jeg fik intet svar. Jeg kom i tanke om at jeg heldigvis havde min telefon på mig. Jeg får fundet nummeret til Westfields hovedkvarter. Jeg når ikke rigtig at tænke over hvad jeg skal sige, så det blev "Hello, uhm, I'm stuck between your doors in Bondi. Uhm, you know, the ones close to the station." Den rare mand siger at han stiller mig igennem til Security. Tak for det! Jeg forklarer igen hvad der er sket og han siger så "Oh, you are stuck in the fishbowl". Det tror jeg nok jeg er!!! Han sagde at han ville sende sig flottest medarbejder. Lovely! Der kom en endelig en vagt for at hente mig. Det var efterhånden blevet til 15 yderst anstrengte minutter. Security vagten kom vralterne. Han var bestemt ikke flot, men pisse rar. Jeg blev lukket ud og følte mig lidt flov. Han fortalte dog at det sker oftere end man lige tror. Meget mærkelig dag. Mine roommates undrede sig noget over hvorfor jeg var så længe væk.
Vi har ellers haft det dejligt i lejligheden. Os tre sammen har det bare så rart og vi har haft en del dage, hvor vi bare har hængt ud sammen. En dag ville jeg lige se hvad Jeannie havde ild i, så jeg tillod mig at brase ind på hendes værelse. Hun sad med sin epilator og strafffede sine hår på benene. Kiri kommer ind og jeg åbner med at sige, at det da er grotesk at Jeannie kan sidde og sludre med os og flå hårene af benene samtidig uden at trække en mine. Kiri byder så ind med at sige at hun kan vokse sin egen bikinilinje. Jeg er rystet! Kiri siger så "it's because we are asian. It's the asian hair." Jeg tror vitterligt hun tager pis på mig, men det er ramme alvor. Jeannie nikker bekræftende og jeg har lidt svært med at komme med et passende comeback.
Jeannie og jeg var ude og køre sammen en anden dag. Vi skulle hente Tommy. Hun fortalte hvad hun skulle i weekenden og siger "Saturday arvo". Jeg er rimelig sikker på at "arvo" betyder eftermiddag, men jeg studser alligevel over det og spørger hende derfor. Det skulle jeg aldrig have gjort. Der fandt jeg for alvor mig akilleshæl. Jeg kan tilsyneladende ikke udtale v'et ordentligt. Tommy kommer ind i bilen og går med det samme med på bølgen. De prøver at lære mig at sige det ordentligt, men det er et fuldstændig umuligt projekt. Jeg prøvede fra tid til anden efterfølgende at udlale "arvo" ordentlig. Det skete bare aldrig. Jeg forstår det ikke! Jeg føler jeg siger præcis det de siger, men ud fra deres hånlige grin, kan jeg godt mærke det ikke er tilfældet.
Herudover er det helt umuligt for mig at udtale "wedges", altså kartoffelbåde. Jeg og Kiri skulle en dag ned og købe lidt mad. Vi har et lækkert sted om hjørnet, hvor de har lækre salater, kylling og kartofler i alle afskygninger. Jeg siger til Kiri at jeg vil bestille "wedges". Hun spørger mig hvad jeg mener, jeg gentager og hun fik fat i pointen og kommenterer ikke min udtale. Jeg kommer ind i caféen og bestiller. Damen bag disken er dog østeuropæisk eller noget i den dur, så hun forstår ikke hvad jeg siger. Hun tror jeg siger "veggies" altså grøntsager, hvilket jeg bestemt selv ikke mener min udtale er i nærheden af! Efter et par forsøg er Kiri nødt til at gribe ind og sige "wedges". Jeg står helt uforstående. Kiri er ikke sen til at mobbe mig og får da også fortalt det til både Jeannie og Tommy. Hver gang vi har os et stille øjeblik beder de mig om at udtale et af ordnene. Jeg har fundet ud af at jeg skal prøve at sige det rigtig hurtigt og prøve at lyde overbevisende. Det er ikke let, men det er satme skægt.
Jeg holdt farvel-fest den 23. november, da det var min sidste weekend i Sydney. De fleste af mine venner var der, selvom nogle af dem havde eksamen den 24. (EN LØRDAG. Det må sgu da stride med nogle menneskerettigheder). Det var en dejlig aften, men også lidt sørgmodig.
Om lørdagen sås jeg heldigvis med de fleste af Scandos'ne. Vi var hjemme hos Kristina og Thomas. Jeg var rasenede træt og da jeg ser Martine og Kristian har slæbt pizza med er jeg da heller ikke sen til at lægge billet ind. Gode mennesker. Maria var der også og hun havde sin skønne veninde Steph med. Hun er en gøgler af guds nåde. Frida var driblet til Fiji med kæresten, hvilket var super læks for hende, men det gav da os andre lidt sår på sjælen. Det er lidt skræmmende, hvor tæt man kommer på hinanden på så kort tid. Vi havde en dejlig aften, men jeg smuttede forholdsvis tidligt, da jeg skulle hente søsteren i lufthavnen næste dag.
Maria landede kl. 7, så jeg skulle meget tidligt op! Jeg stod og ventede i nogle timer i lufthavnen uden at høre en lyd fra hende. Jeg var godt klar over at hendes telefon ikke ville virke, så jeg ventede bare. Pludselig ringede en lufthavnsmand til mig og fortalte at han havde min søster. Jeg blev rad og troede at de ikke ville lukke hende ind i landet, da jeg vidste hun havde haft visumproblemer. Da han fortalte mig at hun blot havde mistet sin bagage åndede jeg lettet op, selv om det jo var lort! Endelig kom hun ud og det var skønt at se hende. Vejret var helt fab den dag, så vi tog hjem i lejligheden, skiftede til bikini og kastede os på stranden.
De næste dage tilbragt vi i Sydney. Vi havde os en rigtig hyggelig middag med Kiri, Jeannie og nogle andre venner en af de sidste aftener. Vi sad dog og ventede på vores bord ret længe, så vi havde måske lige fået tilpas med øl vil nogle mene. Maria og jeg var de eneste der ikke skulle på job dagen efter, så vi fik for alvor set nogle lækre musikvideoer og skrålet med på bl.a. Boys II men. Fuldendt aften. Dagen hvor vi skulle flyve til Alice Springs nærmede sig, så jeg skulle tømme mit værelse og til at sige farvel til hvad der var blevet til hverdag for mig. Mit udvekslingsophold har været noget af det mest fantastiske i mit liv. Jeg vil altid tænke tilbage til den tid med et smil på læben. Sydney vil altid være mit andet hjem og Kiri og Jeannie vil altid være min familie.
- comments