Profile
Blog
Photos
Videos
Saa er det ved at vaere slut med Vietnam og vi sluttede af i Vietnams stoerste by nemlig Ho Chi Minh City, tidligere Saigon.
Byen er utrolig spaendende og stor, og er en blanding mellem asiatisk kaos og store skyskrabere og dyre vestlige butikker. I HCMC er der 7,5 millioner indbyggere og det anslaas, at der er omkring 5 millioner scootere i byen. Det er jo baade skraemmende og fascinerende naar man gaar og kigger paa vejene og beundrer alle scooterne i myldretiden, men man skal passe paa. Vi erfarede nemlig, at vejene ikke er nok for vietnameserne, de tager ogsaa fortovet i brug og det var vi ikke lige forberedte paa, da vi stod stilfaerdigt og kiggede paa trafikken. Trafikken er altsaa bare Vietnam i en noeddeskal og det kraever lidt tilvaenning og en hoej portion mod, naar man skal bevaege sig rundt. Skal man over vejen gaelder det om at springe ud i det, blive ved med at gaa og ikke stoppe op og saa maa man ellers haabe paa, at bilisterne og motorcyklisterne bare indretter sig - det er heldigvis gaaet godt indtil videre.
I omraadet omkring HCMC er der noget der hedder Cu Chi Tunellerne, nogle underjordiske gangsystemer, der blevet anvendt under vietnamkrigen, og dem var vi ude at se. Tunellerne blev brugt til at beskytte sig mod amerikanerne og deres bomber og vietnameserne havde baade skoler, vaabenfabrikker og stuer nede i tunellerne. De byggede i flere etager og de gik helt ned til 10 meters dybde (3 etager) og man mener, at der var omkring 250 km tunel under krigen. Dog lykkedes det for amerikanerne at oedelaegge ca 80% af alle tunellerne, men ude ved Cu Chi tunellerne er der lavet et fint omraade hvor man kunne faa en fornemmelse af hvordan det har vaeret.
Vi meldte os paa en guidet tur og saa blev vi ellers taget med rundt. (Det er saa skoent bare at vaere turist og vaere paa den "rigtige" side af mikrofonen, stor fornoejelse! :) ) Vi saa en dokumentarfilm om omraadet, saa tunellerne og saa de forskellgie udstillinger med amerikanske bomber og vietnamesernes "junglefaelder", som de satte op for at fange amerikanere. Julie proevede at kravle ned i en tunel der var ca 10 m lang. Det var en meget klaustrofobisk oplevelse, da den kun var 60 cm hoej og 50 cm bred. Mads skulle ikke nyde noget af at kravle rundt dernede og ifoelge en utrolig beskidt og svedende Julie var det vist meget godt - for ellers havde han stadig siddet der. Tunellen var fuldstaendig moerk, men hende foran Julie havde en lommelygte med saa Julie saa at der ogsaa hang flagermus dernede, lige ved siden af hendes hovede - skoent! Men det var meget sjovt og ret imponerende, at de har levet i saadanne omgivelser, det skal der altsaa en staerk vilje til for. Ude i omraadet var der ogsaa en skydebane hvor man kunne proeve vaaben fra krigen. Man kunne blandt andet skyde med en klassisk AK-47, men vi valgte at hoppe over og koebe en laekker is istedet for, som blev nydt i den bagende hede (ca 35 grader). Paa en eller anden maade var det lidt uhyggeligt med de skud og man blev straks mindet om, at for mindre end 40 aar siden var stedet altaa en blodig slagmark, og dengang blev der altsaa ikke skudt for sjov eller spist mange is.
Der er ingen tvivl om, at det var en frygtelig krig dengang og vi er ikke blevet mindre i tvivl efter vi besoegte "museet for krigsforbrydelser". Efter udflugten til tunellerne kunne man slutte af med at se dette museum, og det skulle vi selvfoelgelig ogsaa. Et meget spaendende og moderne museum med baade gribende og hjerteskaerende billeder og udstillinger. Vi saa en stor udstilling af amerikanse krismaskiner, en udstilling om et torturfaengsel, billeder fra krigsfotografer og en meget skraemmende udstilling om "Agent Orange". Det var rigtig godt at komme derind, men specielt efter den sidtnaevnte udstilling kan man naesten ikke indeholde mere. "Agent Orange" er kaldenavnet paa det yderst farlige afloevningsmiddel som amerikanerne brugte. Det indeholdte dioxin som draebte alle levende planter, men det har ogsaa haft store bivirkninger paa befolkningen efter. Mange af soldaterne fik aetset deres hud og der er blevet foedt enormt mange misdannede boern i aarene efter krigen, og man mener, at det skyldes dette. De havde eksempler med boern der er blevet foedt med svaere lidelser og misdannelser helt op i 2008, saa det er virkelig nogle uhyggelige eftervirkninger fra krigen, som befolkningen stadig lever med i dag. Man taenker jo ikke over, naar man ser en handikappet tigger paa gaden, at det rent faktisk kan vaere derfor at denne person er blevet handikappet. Det er meget uhyggeligt og man kan slet ikke fatte hvor slemt de maa have haft det. Efter et besoeg paa et saadant museum faar man lyst til at sprede en masse kaerlighed og stoppe alt krig i verden. Det var en dag med mange indtryk, saa vi var rimelig smadrede efter den lange dag. Derfor gjorde vi et stop ved en laekker cafe og "troestespiste" lidt. Det var rigtig laekkert med lidt madforkaelelse. Vi fik to muffins og en dejlig kold cola :)
Maden er jo vigtig naar man er paa tur, for uden mad og drikke saa duer Julie og Mads ikke. Derfor har vi ogsaa vaeret glade for vores stamrestaurant her i HCMC, som ligger lige overfor vores hotel. Her har vi spist hver aften og det har vaeret god og billig lokalt mad. Vi har ogsaa spist sandwich paa subway en enkel gang, saa vi soerger for at faa en masse god mad. Dog kan man vaere uheldig og det var vi her den sidste dag. I "Turen gaar til" anbefaler de en rigtig laekker isbar, "Bach Dang" hed den, saa den skulle vi da proeve. Vi var meget opsatte da vi kom derind og saa frem imod lidt laekkerier, men vi blev faelt skuffede da vi fik isen. Isen var grynet og smagte gammelt. Nogle af kuglerne skulle smage af jordbaer, men smagte egentlig af "durian" (den klamme ildelugtende frugt man ogsaa kan faa overalt i Thailand), saa vi var virkelig skuffede. Ikke nok med det, for da vi saa skulle betale fandt vi ud af at vi skulle betale for vaadservietterne, som tjeneren kom ind og gav os da vi satte os ned! Det var egentlig bare en daarlig oplevelse og sikke nogle krejlere. Der var J&M altsaa ikke tilfredse, for mad er som sagt ikke noget man spoeger med :) Heldigvis kunne vi faa et laekkert maaltid senere nede paa stamrestauranten. Her fik vi os dog ogsaa en lidt underlig oplevelse. En gadesaelger var lidt for naergaande paa nogle gaester, som sad paa naborestauranten. Da hun saa blev bedt om at gaa naegtede hun og svarede ham obstanasigt tilbage, at vejen er offentligt omraade, og det fik ejerens pis gevaldigt i kog. Han gik amok paa hende, slog loes paa hende og raabte skaelsord mod hende, mens hun skreg op og graed i frygt for hans slag. Chokerede sad vi og fattede ikke hvad der skete og det var ogsaa meget surrealistisk, for ingen blandede sig i deres indbyrdes opgoer. I DK havde det jo vaeret meget ildeset, at en stor voksen mand slaar loes paa en ung kvinde, men han havde "ret" til det, netop fordi hun er ung og han er aeldre end hende og mand, og hun gik imod ham og ikke omvendt. Foerst fattede vi ikke hvad der skete og det var meget maerkeligt, men en amerikaner ved siden af os forklarede hvad der skete. Han sad sammen med sin vietnamesiske kone, saa hun kunne oversaette hvad der blev raabt osv. Der er godt nok store kulturforskelle, men vi er jo ogsaa langt vaek hjemmefra. Ingen kiggede skaevt til denne mand bagefter, tvaertimod kom han hen til vores restaurant og hoverede og alle anerkendte hvad han gjorde.
Alt i alt har Vietnam virkelig budt paa mange sjove, gode, underlige, smukke, ulaekre, tankevaekkende, fantastiske og uforglemmelige oplvelser, og det er svaert at beskrive det med ord, isaer fordi man hele tiden bevaeger sig fra den ene yderlighed til den anden.
I nat gaar turen videre til Cambodja. Endnu en gang skal vi med en natbus, og selvom det ikke er den fedeste maade at transportere sig paa, tager vi det i stiv arm, for vi er ved at vaere ret rutinerede natbuspassagerere. Saa vi siger farvel og tak til Vietnam og er klar til nye eventyr i nye lande.
Mange knus og tanker fra os
J&M
- comments