d. 14/1

Singleton - Brisbane 780 km

Første nat overnattede vi hos Peter i Queensland, en ven fra Peru. Mig, Tiarn og Hannah kørte den 10 timers strækning fra Singleton til Brisbane i deres 4 hjulstrækker, hvilket ikke var helt nemt da den hverken har automatgear eller er særlig lille, men det gik uden sammenstød.
Grundet faren for oversvømmelser står husene i Queensland på pæle.

Dette er et boab trae. Et stort hult boab trae i Western Australia siges at vaere blevet brugt som midlertidigt faengsel i 1890'erne.

d. 15/1

1. Brisbane - Emerald

I Brisbane samlede vi Maja og Maria op. Vi så ikke noget til de brande der har hærget store dele af Australien, til gengæld var der utrolig grønt og frodigt i området omkring Brisbane, hvilket nok hænger sammen med det regnskovsagtige klima der befinder sig i Queensland - luften er fugtig og varm.

Vi overnattede hos nogle af Tiarns venner.

d. 16/1

Emerald - Mount Isa, 1055 km, 12 timer

Landskabet ændrede sig på denne strækning fra at være fyldt med bakker og (små) bjerge til at være fladt med lange lige veje. Vi befinder os nu i outback australien.

Her skal man være forsigtig med, hvor man stopper, især med en bil fyldt med hvide piger. Mange af de små byer der er herude, er aboriginal byer, og der er mange, der ikke er særligt glade for hvide, eller i hvertfald ikke for hvide turister. Vi oplevede ikke noget ubehageligt.

Mount Isa:

Vi overnattede på en dyr men tilgengæld utrolig grim campingplads. Vores første nat i telt var ikke behagelig, dels pga. den stenede jord, dels pga. de uhyggelige skrig der vækkede mig. En fest i nabohuset lige uden for campingpladsen havde forvandlet sig til et kæmpe skænderi. Hvis festen, som i øvrigt foregik en onsdag aften, skrigene og skænderiet ikke afslørede, hvilket område vi var havnet i, så gjorde pigtrådshegnet, der omgav campingpladsen det.
Mount Isa er en meget grim mineby hvor vandet efter sigende skulle være forurenet. Jeg hverken drak af, eller tog bad i vandet da Tiarns venner kraftigt fraraadet det.

Mount Isa

Disse kæmpe fugle stod midt på vejen og blokerede bilen, de nægtede at flytte sig, selv da maja dyttede, så vi blev nødt til at køre udenom. De så i øvrigt heller ikke for glade ud, så vi turde ikke at forlade bilen, i frygt for at blive angrebet.

Det er nemt at spotte dyr herude hvor alting er fladt. Vi har set en del emuer og så har jeg kørt et stakkels firben over. Det er ikke altid nemt at bremse hurtigt nok, når man kører 130 km/t.

d. 17/1

Mount isa - Alice springs, 1155 km

Dagen efter krydsede vi grænsen til Northern Territory.

Outback info:

Man hilser når man møder en bil herude, da det ikke sker særlig tit. Afstandene mellem de små byer der er herude, er enorme, ligeledes er afstandene til den nærmeste benzinstation, hvilket er derfor vi kører i 4 hjulstrækkeren, da den har 2 benzintanke.

De store lastbiler (roadtrain) der kører herude, lader dig vide hvornår det er sikkert at overhale ved at blinke med det højre blinklys. Da man aldrig kan vide, hvor stort et roadtrain man kører bag (de kan have op til 4 eller 5 vogne), er det svært at vurdere, hvornår det er sikkert at overhale, og roadtrains kan se meget længere end du kan.

Man ser mange store ting ude i oerkenen, hvor vejene er som skabt til at fragte store container. Dette er et hus, der dog naesten ikke kunne vaere paa vejen. Vi kom koerende i den modsatte retning, og maatte holde helt ind til siden.

Landskabet har igen ændret sig til at være ørken, dog stadig med vegetation.

The Devils Marbels (karlu karlu):

Vi stoppede midt i ørkenen for at se nærmere på disse store sten. Devils Marbels er kendt som Karlu Karlu for den aboriginer stamme der hører til landet. Næsten alle byer og steder herude har to navne, et engelsk og et aboriginer navn. Regeringen har indført aboriginal stednavne til mange steder i outback australien i et forsøg på at vise respekt for den oprindelige kultur og det land der blev taget fra dem da Australien blev befolket af englændere (oprindeligt engelske straffefanger.)

d. 18/1

Alice springs - Ayers Rock (Uluru) 450 km

Vi stod sent op, da vi ikke skulle kører så langt. Temp. Var slet ikke så høj som frygtet. Inden vi tog afsted satte australien nye varme rekorder på 55 grader, så vi forventede en hel del hede, men det højeste vi kom op på var 42 grader. Tilgengæld var jorden utrolig varm, og jeg vågnede flere gange og endte i desperation med at hælde resten af mit vand ud over mig selv for at få en pause for den konstante varme fra jorden, der ikke bliver mindre bare fordi solen går ned.

Ørkenen var meget grønnere end forventet. Vi konkluderede at det måtte have regnet før vi ankom. Der skal ikke meget regn til før ørkenen blomstre op, da planterne har tilpasset sig ørken klimaet og ikke behøver meget regn for at gro. Vandet herude bliver ikke koldt, da der bliver brugt undergrundsvand der er blevet varmet op af jorden.

Ayers Rock (Uluru):
Vi tog ud til Ayers Rock for at se solnedgangen, utrolig smukt, men meget dyrt!

d. 19/1 Ayers Rock

Vi spiste morgenmad ved Ayers Rock og begav os derefter på en 10 km vandretur rundt om stenen. Vi ville opringeligt have besteget den, men ruten var lukket grundet en ældre betydningsfuld aboriginers død.

Bonus info om Ayers Rock:
- Verdens største sten, 340 m høj

- Et helligt sted for aboriginer befolkningen, der altid har forbundet Ayers rock med mystik.'

- Fordi Ayers Rock er helligt for aboriginer, ses der mange skilte rundt om den med forbud om at fotografere det pågældende sted.

• Ayers Rock skifter farve alt efter hvilket lys der bliver kastet på den.

På vej tilbage så vi en dingo tæt på vejen. En dingo er en vild hund og en af ausraliens mange helt specielle dyr

d. 20/1

Ayers Rock - Kings Canyon

Vi stod tidligt op for at bestige Ayers Rock, men ruten var igen lukket. I stedet ville vi kører til solopgangs stedet, men nåede aldrig frem da Tiarn var for træt til at finde vej. I stedet kørte vi ufrivilligt i ring og endte det samme sted hvor vi startede, hvilket var heldigt da ruten op på Ayers Rock nu var åben.

Halvvejs oppe kom jeg dog i tanke om, hvorfor jeg har højdeskræk, og jeg kan ikke sige, at jeg nød turen op, der i øvrigt var utrolig stejl med meget lidt sikkerhed. Vi ankom til noget, jeg troede var toppen, og jeg besluttede mig for at blive der, mens de andre klatrede viderer. En turist der lige havde været på toppen viste mig nogle smukke billeder, og jeg fortrød at jeg ikke tog med. Men da pigerne kom ned igen, fortalte de, at det havde været smukt men meget blæsende, så jeg ville nok alligevel ikke have nydt det. Turen ned var mindst lige så slem, hvis ikke lidt værre end turen op. Nu kan jeg i det mindste sige at jeg (næsten) har besteget Ayers Rock.

Kings Canyon:

Efter en forholdsvis kort kører tur ankom vi til endnu en grim og støvet campingplads ved Kings Canyon. Turen vi havde planlagt at gå var lukket da vi ankom efter kl. 8 om morgenen. Der havde været brande og utrolig varmt i området en uge før vi ankom, så alt var lukket efter kl. 8.

Vi besluttede at bruge dagen i poolen og i stedet tage tidligt af sted næste morgen.

1. 21/1

Kings Canyon - Coober Pidy, 760 km

Kings Canyon:

Vi stod op kl. 5 for at pakke bilen og kører den korte tur fra campingpladsen til Kings Canyon.

Vi gik en lang og smuk tur på toppen af kløften som er lavet af sandsten. Tiarn mistede sin drikkedunk ned ad en skrant og Hannah gik tæt på kanten for at se hvor den blev af. Det skulle hun ikke have gjort, for kort efter råber en turist ad os, og forlanger at Hannah, der er vokset op med steder som Kings Canyon, går væk fra kanten. Hannah siger at hun har styr på situationen, men manden helmer ikke før han har fået hende hen til sig, hvorefter han forklare hende hvor farligt det er. Hannah er ikke glad for at blive belært af en turist, og stamper væk i vrede. Vi følger samme vej som turisten, og da vi møder ham igen, prøver han at forklare, at sandsten meget nemt smuldre og det derfor er farligt at stå for tæt på kanten, hvilket han jo nok har ret i. Hannah er stadig ikke glad, og fortæller os, at de er vokset op på sandsten, da store dele af Australien er sandsten, så hun er godt klar over hvordan sandsten reagerer.

Maria, Maja og jeg vandre lydløst videre bag de to vrede australier. Humøret blev lidt bedre da vi ankommer til Garden og Eden. Et frodigt og skyggefuldt sted med en lille sø. Vi bader i søen, men bliver forstyrret af endnu en turist, der venligt fortæller os, at en fugl lige har stålet vores mysli bar - det eneste mad vi medbragte. På vej tilbage fra Garden of Eden, når jeg lige at høre en guide forklare, at det ikke er godt at bade i vandet, da søen er lukket, og der derfor ikke kan komme frisk vand til. Ups!

d.22/1 Coober Pidy, Syd australien

Coober Pidy er kendt for dens undergrunds huse. Husene er gravet ind i bakkerne i området i et forsøg på at undgå varmen. Der er en konstant temp. På 25 grader. Vi fandt en lejlighed hvor vi overnattede.

Senere på dagen besøgte vi en undergrunds cafe hvor vi endte med at betale 50 dollars for to milkshakes, en cola, og to iskaffe, hvilket svare til 300 kr. Hannah fik ikke engang hele colaen! Vi fik set undergrunds restauranten, og blev derefter hurtigt smidt ud.

Af de bedre minder fra Coober Pidy kan opal minen nævnes.

Australien er kendt for opaler. 95 % af verdenens opal sten kommer fra de tørre og afsides ørkener i Australien. Coober Pidy er et af de områder der er kendt for opal sten.

Opal er en ikke-krystalliseret form af Silica og findes nær jordens overflade.

Et andet godt minde fra Coober Pidy var kænguru børnehjemmet. Mange kænguruer bliver dræbt, da de lange lige veje hvor det er tilladt at køre op til 130 km/t, typisk ligger i ørkenen hvor mange kænguruer holder til, især de store røde kænguruer. Derudover er der næsten dobbelt så mange kænguruer i Australien, som der er mennesker. Det er derfor ikke et stort tab hvis man kommer til at påkøre en kænguru, eller det er i hvert fald sådan de fleste australier ser det. Men der er steder der hjælper kænguruerne, som f.eks. det børnehjem vi besøgte. De hjælper de baby kænguruer der er blevet ladt til sig selv grundet morens død. Der er en stor risiko for at den kænguru man påkører har en baby i pungen. Babyen sidder fast i pungen, og kan ikke overleve uden moren. Så hvis man har påkørt en kænguru, skal man altid tjekke pungen og derefter tilkalde dyreværnet.

d. 23/1

Coober Pidy - Adelaid, 800 km (Syd Australien)

Endnu en dag i bilen. Første strækning var ørken, men jo længere sydpå vi kom, jo mere ændrede landskabet sig til landbrug med store gule marker.

På vej mod Adelaid stoppede vi ved en saltsø - meget smukt men også et stort problem, da de udtørre store områder og gør landbrugsjorden ufrugtbar. Mange mener at saltsøer spreder sig grundet gødning, da gødning giver jorden ekstra mineraler.

Da vi nåede campingpladsen i Adelaid var der temmelig koldt, faktisk kun 23 grader, og det blev endnu koldere om natten. Det var første gang vi blev nødt til at sove i vores soveposer, men det blev ikke den sidste..

1. 24/1

Adelaid - Mt. Eccles, 500 km (Syd Australien - Victoria)

På strækningen fra Adelaid til Mt. Eccles var det tydeligt at vi var kommet til mere befolket land. Vejene var ikke længere lange og lige, vi så mange flere biler og benzinpriserne var betydeligt lavere end i ørkenen.

Mt. Eccles er et bush område der er kendt for dets koalaer, men da vi ankom, var der ikke en eneste koala at se. Tilgengæld var der massere af små grå kænguruer og en hel mark fyldt med køer!

Vi kørte en tur til den nærtliggende Lake Surprise, og så faktisk en koala langt oppe i et træ.

Vi var alle lidt usikre på det øde bush område, vi havde slået lejer i, ikke mindst Tiarn, der ikke var glad for at se, at de eneste mennesker vi havde set i området, forlod det kort efter vi ankom. Uhyggen blev ikke mindre da vi efter mørkets frembrud pludselig hører Hannahs panik da hun som den eneste er ude for at hente noget i bilen. Hun har hørt en høj grynten meget tæt på, og er nu bange for at blive overfaldt af en nuttet koala!

Dyr vi har mødt:

En masse køer

Et par grå kænguruer

En Echida (et australsk pindsvin)
En synlig koala

En ikke-synlig (og meget farlig) koala.

d. 25/1

Mt. Eccles - Lake Aire, Otway, 200 km (Victoria)

På denne strækning kørte vi på The Great Ocean Road langs kysten. Landskabet ændrede sig endnu engang fra landbrug til kystlandskab. Vegetationen og landskabet bærer præg af blæsten, der er stærkere her end inde i landet. Landskabet her minder en del om Vesterhavet, bortset fra de store iturevne klippe fragmenter der står midt i havet.

De 12 disciple:

De 12 disciple, der nu kun rummer 7, er 7 kalkstens klippe fragmenter. De har engang været en del af klippevæggen der løber langs kysten, men er nu blevet isoleret og står som store statuer i havet. The southern ocean og den stærke vind har langsomt eroderet den bløde kalksten og har formet huler i klippevæggen. Hulerne blev efterhånden til buer, som det ses her:
Buerne kollapsede og efterlod op til 45 meter høje isolerede klipper. Der har engang, som navnet også antyder, været 12 isoleret klippe statuer. De er langsomt blevet eroderet væk, og tilbage står kun de 7.

De koalaer vi manglede i Mt. Eccles, så vi tilgengæld i de døde gummi træer langs den snoede vej, på vej til Otway.

Vi kom sågar til at campe med en koala mor og hendes unge da vi slog lejer ved Lake Aire. I modsætning til dagen før, var her rigtig mange mennesker. En stor del af Australiens befolkning holdte nemlig Australian Day, og det gøres på ægte australsk maner, med hele familien på camping, med barbeque og bål.

d. 26/1

Lake Aire - Melbourn (Victoria)

Otway national park:

I vores søgen efter et vandfald, endte vi med at følge den forkerte vej i godt og vel en time, før vi begyndte at undre os over hvor det vandfald, der bare skulle være 10 min nede af vejen, blev af.

En ranger dukkede op bag os, og hjalp os med at finde vej. Det var først da vi var kommet på rette vej, at vi opdagede at den vej vi havde kørt ned ad, ikke blot var den forkerte, men også kun for autoriserede køretøjer. Vi spiste frokost ved vandfaldet, og begav os derefter ud i det grønne Otway område for at finde The treetop walk, der er et stort stål arrangement, som fører op til et 47 m højt tårn med udsigt over trætoppene. Det var meget smukt og imponerende, men der er nu stadig intet, der kan måle sig med den hjemmelavede "tree top walk" vi havde i Peru.

Jeg synes selv, at jeg var meget cool med højden, men Hannah, der gladelig springer i vandet fra et 15 m højt træ, var ikke meget for at kravle op i det meget solide stål tårn. Hun stoler ikke på "manmade buildings."
På vej derop stødte vi bl.a. på områdets ældste/største træ, og en masse dinosaurer.

Derefter efterlod vi det skønne Otway område, for at begynde den knap 200 km lange tur videre mod Melbourne. Vi fulgte igen The Great Ocean Road og kørte på snoede klippeveje langs havet.

I Melbourne overnattede vi hos Tiarn og Hannahs venner, Kyle og Jane, der var utrolig søde og gæstfrie.

d. 27/1

Melbourne (Victoria)

Sightseeing i Melbourne:
Sightseeing i Melbourne blev en blandet fornøjelse, da vi alle var udmattet efter at have rejst. Vi fik dog taget os sammen til at besøge et lokalt håndværker marked og et medie museum, tage en tur og lur i en trans (en sporvogn), og spise frokost i en meget smal og travl café gade.

Hjemme ved Kyle og Jane spillede vi playstation, og fik os en pause fra teltene og campinglivet.

d. 28/1

Melbourne - Tasmanien (Victoria - Tasmanien), 9 - 10 timer i færge

Vi stod tidligt op for at have tid til at fare vild på vej til færgen, The Spirit of Tasmania. Vi havde hørt fra Tiarn og Hannah, der begge har været på Tasmanien før, at færgen både skulle have gratis swiming pool, biograf og mad. Det eneste der var gratis var biografen.

9 timer var lang tid at sidde på en færge, men så er det godt at der var delfiner i farvandet.
Da vi ankom til Tasmanien, fandt vi en campingplads nær Devenport, kun få 100 meter fra en meget smuk strand.

d. 29/1

Tasmanien

Vi hentede Laura og Jess, to af Tiarn og Hannahs venner, og deres lejede lille røde bil i en af Tasmaniens 4 lufthaven.
Tasmanien var meget smuk, med bløde bakker og grønne skove. Vejene var snoede, og alt ligger forholdsvis tæt på hinanden. Tasmanien er sådan som Tiarn og Hannah forestiller sig Danmark, selvom Tasmanien er mere end dobbelt så stort som Jylland. Temperaturene kunne dog sagtens være danske, men det er heller ikke så underligt, når Tasmanien er det tætteste man kommer på Antarktis.
Vi besøgte et håndværker marked med tekstil design, træ- og papirkunst, en oste butik, en glas smykkedesigner og en kunstner der lavede litografi lignende billeder.

Vi spiste frokost ved Guide Falls og slog teltene op ved Cradle Mountain.

d. 30/1

Tasmanien

Cradle Mountain - Queenstown

Dagen startede godt ud med Maja's vredes udbrud, da hun i forteltet fandt dyre pølser på sin taske, på mine klipklappere og tis på Maria's sko. Vi blev enige om, at det sikkert ikke har været for sjov, at der var sat skilte op med advarsler om de vilde dyrs evne til at gå i teltene for at finde mad. Dette blev kun bekræftet, da jeg lidt senere ser en krage flyve ud af vores åbne bagagerum.

En gåtur på 13 km bliver hurtigt en udfordring når den indebærer en klatretur i bjergene. Med regn, tåge og kulde bliver det næsten umuligt, men intet er for umuligt for Hannah og Tiarn, der jo trods alt er medlem af familien Bill. Familien skulle efter sigende have taget den samme tur da Tiran kun var 5 og Hannah sad i baby sele på Paulines ryg. Dengang var vejret dog noget bedre, men det må stadig siges at være noget af en bedrift. Cory var da også lige ved at dø, fortalte Shanon mig senere. Godt at han ikke fortalte mig det, før vi begyndte vores bjergbestigning!

Da vi nåede toppen, begyndte Hannah og Tiarn alligevel at blive lidt bekymret for regnen og tågen, og vi besluttede os for at tage et hurtigt billed som bevis, og derefter begynde turen ned igen.

Vi fulgte Dove Lake og gik igennem en fantastisk eventyrs lignende skov, men jeg var så våd og udmattet, at jeg ikke engang orkede at tage billeder, hvilket jeg fortryder nu.
Da vi ankom til Queenstown senere samme dag, fejrede vi Tiarns fødselsdag på et pizzeria, med pizza og dejlig roulade, i mangel på bedre.

d. 31/1

Tasmanien

Queenstown - Gordon

Vi ville oprindeligt have været ved Verdens Ende, det sidste stop før Antarktis, men indså at vi ikke kunne nå det, hvis vi også ville se Bruny Island. I stedet slog vi lejer lidt før Bruny Island ved en strand. Det var en meget kold fornøjelse.

d. 1/2

Tasmanien

Gordon - Bruny Island

Efter en kort sejltur er vi endt på Bruney Island, en lille ø, der efter sigende skulle huse delfiner, pingviner og sæler. Vi gik en tur ud til Elizabeth's point, en strand med nogle smukke klippe formationer. På vej til vores camping plads, kørte vi forbi en bær farm. Tasmanien er kendt for deres bær, da bærerne trives godt i Tasmaniens lavere temp.
Hen under skumringen tog vi ud til en strand, der skulle være et godt sted for pingviner. Vi stod og gloede på stranden i en time, inden vi besluttede os for, at pingvinerne ikke havde tænkt sig at komme op af vandet, i hvert fald ikke hvor vi stod, og at hvis de gjorde, ville det være for mørkt til at se dem. Vi efterlod Maria og Maja, der tålmodigt ville blive, og begyndte at gå i retningen af vores bil. Pludselig hørte vi noget der godt kunne være en pingvin, og så ved hjælp af en lommelygte, en pingvin sidde ved sin hule, parat til at krybe i ly for natten.

Flere mennesker havde samlet sig på den platform vi lige havde forladt, og røde lygter begyndte at lyse, hvilket viste sig at være tegn på, at pingvinerne var begyndt deres march op mod rederne. Det røde lys genere ikke pingvinerne, da de ikke kan se det røde lys. Derfor blev det brugt til at spotte dem.

1. 2/2

Bruny Island - Port Arthur

På vej til Port Arthur, der ligger på sydøen, kom vi forbi store områder af brændt skov. En uge før vi tog af sted, herskede der voldsomme skovbrande på Tasmanien. De kom i forlængelse af en hedebølge der har hærget hele Australien, med temp. helt op til 40 grader, hvilket er ualmindeligt på Tasmanien.

Port Arthur:
Port Arthur var et fængsel for mandelige kriminelle, og er nu et åbent museum. Fængslet var fra 1833 til 1853 hjemsted for de værste kriminelle fra Irland og Storbritannien.

Det var ikke kun mænd der husede fængslet. Et separat fængsel blev oprettet for drenge helt ned til 7 års alderen. Drenge kunne retsforfølges så snart de fyldte 7 år. Fængslet er placeret på en halvø, så der var ikke behov for fængselsmure, da den eneste flugtvej var igennem et smalt stykke land, der var bevogtet af soldater og hunde. Resten var vand.

I begyndelsen byggede Port Arthur på fysisk afstraffelse med pisk og afstraffelse igennem hårdt arbejde. Den fysiske afstraffelse blev senere fjernet. I stedet for fysisk afstraffelse blev de særligt slemme tilfælde straffet med isolation. Isolationen var ment som en renselse, men endte i de fleste tilfælde i sindssyge. Efterhånden som Port Arthur voksede, blev der oprettet flere arbejdspladser, hvor de indsatte tog sig af smede og tømre arbejde. Port Arthur gik meget op i at uddanne fangerne. Tanken var, at en kriminel kunne blive gjort til en hæderlig mand igennem hårdt arbejde og uddannelse. Der eksisterede et helt lille samfund på halvøen omkring fængslet. De ansatte på Port Arthur medbragte deres familier, og bosatte sig omkring fængslet. Fængslet lukkede i 1877.

d. 3/2

Tasmanien

Port Arthur - Devenport

Vi brugte dagen på at køre til Devenport, da vi skulle tideligt afsted næste morgen med færgen. Paa vejen kom vi forbi endnu en baer farm. De 2 efterfølgende dage brugt vi på at sejle til Melbourne, og fra Melbourne kører hjem til Mulgoa.