Mandag 28/3 - onsdag 30/3 tog vi dykkerkurset "open water", hvilket giver adgang til at dykke ned til 18 meter. Mandag eftermiddag gik med det teoretiske og eksamen. Hele tirsdag tirsdag øvede vi i en pool. Her skulle vi øve og lære alle de tegn, som man kommunikere med under vandet. Derudover skulle vi øve os på eventuelle situationer, hvis man fx gik tør for luft osv osv. Onsdag skulle vi så for alvor ud på det åbne hav. Vi skulle udføre tre dyk. Jeg havde desværre problemer med mine øre, som åbenbart ikke kunne tåle det pres de bliver udsat for, når man dykker. Med lidt tålmodighed og god tid kom jeg dog ned på de 18 meter, hvilket dog også lige kostede nogle gode ørepropper et par dage efter. Det er jo en helt fantastisk verden som er under vandet og kan absolut anbefales :0)

Torsdag d 31/3 begyndte vi (Janne, Anne og jeg) så vores 11 dages ferie. Tidlig morgen fløj vi til hovedstaden Manila, som ligger på den nordligste og største ø Luzon. Vi tilbragte 9 timer i Manila og skulle klokken 21.00 med en natbus op nordpå til Banue, som er kendt for deres risterasser. Busturen tog ca. 9 timer og var absolut ikke en fornøjelse, eftersom airconditionen kørte på sit højeste og sæderne heller ikke ligefrem var luksuriøse :0)

Fredag d. 1/4 klokken 07.00 ankom vi til Banue. Vi blev sat af ude på et bjerg og tænkte bare: ER DET HER??? For det første var der enormt koldt (logisk nok eftersom vi var langt oppe i bjergene) og så stod det bare ned i stænger. Heldigvis var der nogle guider til at tage imod os, selvfølgelig i håb om at vi ville benytte os af deres guidede ture. Vi blev kørt til ned til Banue, som var en lille lokal og rimelig primitiv landsby. Her inlogerede os på et billigt hotelværelse. Resten af dagen gik med at gå lidt rundt i byen. Vi undrede os over, hvorfor der var røde pletter overalt på vejene og "fortovene". Vi fandt hurtigt ud af at det var de lokale, stortset alle sammen både børn og unge, som tyggede på et blad og en nød og derfor spyttede overalt i byen. Kombinationen af nøden og bladet gav dem en slags rus - meget mærkieligt...

Lørdag d. 02.04 tog vi på en dagstur til en lille lille landsbyflække Batad, som er kendt for deres risterasser i tusindevis. Vi gik i 8 timer op og ned af bjerge og millioner af trapper - nogle af dem gik til vores knæer. Vi så risterasser så langt øjet rakte, fra bjergtop til bjergfod. Derudover så vi også et meget smukt vandfald.
Da vi kom hjem, var vores ben så ømme og trætte, at vi kanp kunne gå op på vores hotelværelse :0) Senere på aftenen sad jeg på toilettet og kunne pludselig se noget sort som bevægede sig. Jeg synes godt nok at det lignede en scorpion, men tænkte, at det kunne da ikke passe. MEN JO, det var det!! -så jeg var rimelig hurtig færdig med at tisse :0)

Søndag 03.04 tog vi på endnu en dagstur til en anden lille landsby Hapao. Her så vi også risterasser så langt øjet rakte og igen var det helt fantastisk og unægteligt noget af det smukkeste jeg har nogensinde har set. Jeg vil en af dagene ligge billeder herind, så I nemmere kan forestille jer det...

Mandag 04.04 skulle vi blot have tiuden til at gå indtil vi skulle med natbussen tilbage til Manila. Så vi gik en tur op til et view-point, hvor vi også kunne se en masse risterasser. Klokken 18.00 tog vi så med natbussen og fik afvide at vi ville ankomme i Manila klokken 03.00 - hvilket var perfekt, da vi skulle med flyveren klokken 06.00. Vores tålmodighed blev da sat en del på prøve undervejs, da bussen overhovedet ikke overholdte tiden, så den blev en time forsinket. Så da vi ankom til Manila, drønede vi med en taxa ud til lufthavnen, hvor vi heldigvis nåede med flyveren...

Tirsdag d. 05/04 fløj vi så fra Manila til Legaspi (ligger syd på Luzon) Her skulle vi så videre til Donsol - en by kendt for hvalhajer. Vi indlogerede os på et skønt resort, med udsigt helt ud til vandet. En eftermiddagen kom vi i snak med en hollænder, som havde hørt at man kunne se fireflies (ildfluer), men han vidste ikke hvordan og hvorledes vi kunne komme til det. Tilfældigvis var der en filippiner, som overhørte vores samtale og som lige kunne arrangere en tur for os, hvor vi både ville se en lokal filippinsk landsby og fireflies. En halv time efter sejlede vi med en katamaran op ad en flod og efter ca. 45 min gik vi inde i junglen. Og vi gik og vi gik langt inde i junglen, indtil vi kom til en lille landsby. De fleste af indbyggerne havde aldrig set hvide mennesker før, så de var rigtig rysgerrige og imødekommende. De bød os på friskhentet kokosnød og frugt. Desværre blev der hurtig mørkt, så vi var nødt til at skynde os tilbage til båden igen. Heldigvis var der nogle lokal som fulgte os på vej :0) På sejlturen tilbage så vi massevis af fireflies (ildfluer), som flere steder langs floden, fløj rundt i træerne i tusindevis. :0)

Onsdag d. 05.04 var vi ude at dykke med hvalhajer - og nej de er ikke farlige, kun planteædere. De kan dog blive op til 20 meter lange, så det er en pæn størrelse. Man lejer sig ind på en katamaran og sejler et stykke ud fra kysten. Hver katamaran har tilknyttet en guide, som fortæller hvornår man skal hoppe i vandet. Så når man kunne se skyggen fra hvalhajen i vandoverfalden og han sagde GO, var der bare at følge trop. Så svømmer man hen over skyggen og kigger ned under vandet og wupti, så var der en kæmpe grå og hvid plettet hvalhaj, det var helt surrealistisk. Desværre var sigtbarheden ikke specialt god, så man var nødt til at være rigtig tæt på hajen (ca 1-2meter) for overhovedet at kunne se den. Så man så mere brudstykker af dem end hele kroppen..

Torsdag d. 06.04 stod på ren afslapning og opladning til de næste to dage, nemlig at skulle på vulkanvandring. Så fredag morgen tog vi en bus ind til Legaspi by, hvor vi mødtes med vores guide, som skulle bringe os til toppen af Mount Mayon. Med os havde vi 6 gutter (alle sammen hans fætre) som skulle bære alt den oppakning vi skulle have med i form af telt, mad osv osv osv. De bar på omtrent 15-20kg hver og vi bar på 3-4kg - hvilket lige skal understreges at være pænt hårdt i forvejen. Nå men klokken 11 om formiddagen er vi på vej mod vulkanen. Der var sindssygt varmt da solen stod lige ned og vi de første par timer gik inde mellem træer og småstier. Efter 4 timers jævnt stejl stigning var vi fremme ved camp to, hvor vi skulle overnatte til dagen efter. Her slog vores mandskab telte op, lavede bål og ikke mindst "forholdsvis" god mad til os. Om aftenen drak de lidt brandy, så de var i rigtig godt humør :0) Næste morgen stod vi op klokken 5 og var klar til de 4 timer til tops. Vi drog afsted klokken 6.30 og de første tre timer skulle vi klatre op af størknet lave, hvor vi så den sidste time skulle gå op mod krateret. Da vi havde klatret i omtrent 2 timer, begynder det bare at stå ned i stænger. Vi kunne hurtigt så at flodbølgen som væltede ned fra toppen af vulkanen og ned af lavaen blev voldsommere og voldsommere. Så der var ikke andet at gøre end at skulle klatre ned igen. Det var uden tvivl noget af det mest sindssyge og tilnærmelsesvis og det mest livsfarlige, jeg nogen sinde har prøvet. Efter 2 timer i krabbegang ned af lavaen og i flodbølgen, var vi endelig ved camp 2, fuldstændig drivvåde fra top til tå. Vi besluttede at ville gå helt ned af vulkanen, da vi intet tørt tøj havde og heller ikke havde lyst til at overnatte i telt, som højst sandsynbligt ville blive oversvømmet efter flere timers monsunregn. Vi gik 3 timer yderligere i pis-regnvejr og vi havde mildest talt vablebefængte fødder, da vi langt om længe var nede på "landjorden" igen. Vores guide fik indlogeret os på et mindre luksus hotel og søndag fløj vi så hjem til Cebu city igen.

Ja det må siges at have været noget af en tur, hvor vi op til flere gange var udfordret fysisk. Vi oplevede en hel masse fantastisk natur og andre spændende kulturer end Cebu city :0)