Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag d. 13. april tog vi med en bus mod Halong Bay. Vi havde bestilt en tur på en båd med en enkelt overnatning ude på vandet. I bussen ser vi, at tre fyre fra vores hostel, som vi festede med dagen før, gså skal med på turen. Derudover er der to piger fra Frankrig, En pige fra Østrig, en mand fra England, og to finske par med på båden. Vi sejlde ud på vandet, og fik frokost med det samme. Vejret var ikke så godt den dag, så vi kunne devsærre ikke helt se hvor flot der var. Vi sejlede først hen til en grotte som vi skulle se. Der var rigtig mange turister, så selvom det egentlig var en flot drypstenshule, var det lidt af en turistfælde, med masser af suvinershops og neonlys. Derefter sejlede vi hen til en lille form for landsby som bor i huse på tømmerflåder på vandet. De havde endda deres egen lille skole, som bestod af et enkelt rum på en tømmerflåde, med plads til ikke meget mere end 5-6 elever. Folkene der bor der, skal altså sejle rudt til hinanden, og sejle i skole. Fra den lille landsby sejlede vi i kajak rundt omkring hvor vi lige selv havde lyst. Vejret var blevet lidt bedre, så vi sejlede lidt rundt om en stor klippe, og sad så ellers bare i vores kajak og nød udsigten. Der er virkelig smukt på Halong Bay. Vandet var ikke så lækkert, for der sejler mange både med turister hver dag, men alle de små klipper og øer gør det bare fantastisk smukt alligevel. Man ved det ikke helt med sikkerhed, men der er omkring 2000 øer (små bjerge) i Halong Bay.
Efter kajakturen tog vi tilbage til båden. Vi slappede lidt af på vores værelse, som faktisk var rigtig lækkert, bedre end mange af de steder vi ellers har boet, og så slappede vi af på dækket, og nød den flotte udsigt. Om aftenen fik vi rigtig lækker aftensmad. Først fik vi rispapir og en masse forskelligt fyld. Vi skulle selv lave vores egne friske forårsruller, ved at putte lidt fyld på rispapiret, og så rulle det sammen. Det smagte rigtig lækkert, og det var en hyggelig måde at spise på. Derefter fik vi en masse forskellige retter med ris til. Vietnamesisk mad er faktisk rigtig lækkert. Efter aftensmaden blev der skruet op for musikken. Udover de to finske par, var vi kun unge på båden. Det vil sige, der var også en mand fra England på 46. Han havde været afsted for at besøge sin datter der rejser rundt, og nu rejste han så alene. Han gav den nok endnu mere gas end nogle af os andre, og han nød at feste med de unge fyre. Der blev tændt for kareoke maskinen, og så blev der ellers skrålet løs. Vietnameserne der arbejdede på båden, syntes selv at de var rigtig gode, men vi var altså ikke helt enige. Vi forsøgte os selv med bl.a. Spice Girls og Grease, og ja.. Vi havde det sjovt, men godt lød det bestemt ikke. Vi gik i seng da karokemaskinen slukkede, men drengene fortsatte åbenbart festen. Vi har senere fået af vide af Nora (pigen fra Østrig), at de tre drenge fra vores hostel, plus manden fra England, var håbet i vandet og havde crashet en fest på en anden båd. De var blevet hentet af vores guide Andy, og næste dag måtte de på politistationen og betale en bøde for at have badet om natten. Det var vidst godt vi gik i seng tidligere!
Om morgenen fik vi morgenmad, og så skulle de fleste andre videre hen p åen ø hvor de skulle sove. Vi skulle tilbage til Hanoi, så vi blev på båden og slappede af, og nød udsigten. Vi fik frokost på båden inden vi sejlede tilbage til havnen, og blev hentet af vores bus, som kørte os tilbage til Hanoi. Her blev vi dog kun en times tid, for så blev vi hentet af en sovebus, og så gik turen mod Hue. Vi havde en hyggelig dag på båden i Halong Bay. Og selvom vejret ikke var super, var der stadig utrolig smukt, og det kan klart anbefaldes :)
- comments