Profile
Blog
Photos
Videos
Det er efterhånden længe siden, at vi har opdateret bloggen, men det er svært at finde tiden til det og desuden har vi også haft lidt tekniske problemer med en lille virus. ANYWAY, så er det altså efterhånden noget tid siden, at vi var i Peru, som vi nu vil fortælle om, og derfor bliver det også en lidt mindre detaljeret og hurtig gennemgang, da det er svært at huske det hele når vi oplever så meget. :-)
Vi fløj fra Buenos Aires til Lima for læææænge siden - omkring den 23. januar. Der blev vi indlogeret på et hotel for natten og næste morgen gik turen videre med fly til Cusco. I Cusco blev vi indlogeret på et nyt hotel, hvorefter vi blev vist rundt i Cusco af vores guide, Roger, som også skulle være vores guide på inka trekket. Cusco ligger ret højt i bjergene og det kunne godt mærkes på luften der var tyndere, så på et tidspunkt, da vi var inde på et marked, blev Sussie lige pludselig helt hvid i hovedet og greb Anne-Sophies arm og sagde "Jeg tror jeg skal besvime...." Lammet af panik fik Anne-Sophie ikke sagt noget til resten af gruppen+guide, som alle gik videre uden at opdage noget, og pludselig var vi helt alene! Sussie blev dårligere og dårligere og måtte sætte sig på jorden og i det samme var der en peruviansk kvinde der råbte "Esta mal??". "YES" råbte Anne-Sophie og på et sekund stod der 3 kvinder med urter og salver og diverse andre ting, der blev smurt ud i ansigtet på Sussie, som straks fik det bedre! Så stod vi til gengæld med et nyt problem - hvor var vores gruppe? Vi fandt dem heldigvis hurtigt og resten af turen forløb nogenlunde udramatisk..
Næste dag stod den på mere sightseeing. Vi mødte resten af vores inka-gruppe, som i alt var på 16 personer i alle aldre fra 19 til 64 år. Vi blev kørt rundt i bus hele dagen og så blandt andet Cuscos egen lille Kristus statue, som vi ikke fandt særlig imponerende, efter at have set den store i Rio. Vi var også på besøg i et lille inka samfund, hvor vi så hvordan folk selv fremstillede farver og garn til at lave tøj af. Derudover var vi i en mini-zoo, hvor vi så hundehvalpe, papegøjer, pumaer og condor'er (som vi måske tror er gribbe - det er i hvert fald nogle gigantiske fugle som vi fik taget et billede med...) Vi overnattede i en lille by tæt på KM 82, som var der hvor vores inka trek skulle starte tidligt næste morgen... Heldigvis havde vi ingen anelse om, hvad det var vi gik ind til, for hvis vi havde vidst hvor hårde de næste dage ville blive, var vi aldrig stået ud af sengen den følgende morgen...
Solen skinnede og glade og uvidende startede vi vores 4-dage inka trek sammen med vores gruppe, vores 3 guider, vores 2 kokke og vores 23 portere der skulle bære vores ting, telte, mad, m.m.. Vi startede med hver at få uddelt 3 koka-blade (fra den plante der også bliver brugt til at fremstille kokain og coca cola) som vi skulle smøre lidt lama-fedt imellem og så skulle vi meditere lidt og bede til bjergene om styrke og held på vores trek, hvorefter vi afsluttende skulle ofre det til bjerget. Peruvianerne er meget spirituelle og respekterer naturen meget og bruger planter og urter til alt fra højdesyge til at tygge på som snack (vi prøvede også at smage et koka-blad - MUMS). Derefter gik det ubesværet fremad, den første dag var mest bare ligeud og vi havde fantastisk vejr, lige indtil vi kom til vores lejr sent på eftermiddagen (porterne var løbet i forvejen og havde sat alle telte op og var i gang med at lave mad da vi ankom) hvor det begyndte at regne. Og det blev det ved med de næste to dage faktisk. Maden var overraskende god! Vi fik suppe til forret hver dag, før både frokost og aftensmad, og ellers stod menuen på alt fra smukt anrettede omeletter og pandekager til morgenmad og lækker fisk, tærte, ris og grøntsager til aftensmad. En af dagene fik vi endda også dessert - kage med gele fremstillet og anrettet midt ude i ingenting på siden af et bjerg, ret fantastisk (og endda også velsmagende)..
Dagen efter blev vi vækket klokken fem om morgenen ved, at der blev banket på vores telt og spurgt om vi ville have te eller kaffe på sengen. Derefter gik vi ind i fællesteltet og spiste morgenmad, mens porterne pakkede vores ting sammen. Hver porter bar mellem 25-30kg som de løb op og ned af bjergene med og den yngste var tyve og den ældste var 63 - meget imponerende! Ved halv syv tiden begav vi os afsted mod bjergets top i regn og blæst og kulde. Det var noget af det hårdeste vi nogensinde har prøvet - blandingen af, at gå op ad trapper og bjergsider hele dagen i den tynde luft og så oven i købet i regnvejr var ikke særlig sjov. Til sidst nåede vi dog toppen sammen med 5 andre fra vores gruppe og en af guiderne - endda på rekordtid for GAP adventures! Resten af dagen gik det nedad, hvilket umiddelbart ikke lyder så hårdt, men eftersom man er ekstremt øm i hele kroppen af at gå opad, er det faktisk ret anstrengende hele tiden af skulle "bremse" i benene ned af et stejlt bjerg. Vi var godt trætte og våde da vi endelig ankom til vores lejr og det var meget nedslående ikke at have noget tørt tøj at kunne tage på, da alt i vores tasker var fugtigt. Vi brugte aftenen på at spille kort og hygge med alle de andre fra gruppen. Den nat frøs vi rigtig meget i vores lille telt, på trods af vi havde flere lag tøj på og varmedunke nede i vores soveposer.
Næste morgen gik det til vores store skuffelse opad - IGEN.. Vi kunne dårligt bevæge os og hver en muskel gjorde ondt, men det var dog en trøst, at det var vores sidste dag med vandring og næste dag skulle byde på Machu Picchu. Om eftermiddagen kom vi til en landsby, første civiliserede bebyggelse vi havde set i 2 dage, hvor vi skulle overnatte på hotel. Normalt sover man også i telt den 3. nat, men eftersom der var mudderskred på sidste del af ruten, var den blevet lukket og vi var derfor nødt til at sove på hotel (hvilket vi ikke havde særlig meget imod..). Efter at have fået et varmt bad, været på et rigtigt toilet (vi havde ellers lige vænnet os til et hul i jorden....) og fået noget tørt tøj på, mødtes alle i gruppen til aftensmad. Den aften gik vi tidligt i seng, da vi skulle op igen allerede klokken 3.45 for at stå i kø til bussen der gik det sidste stykke til Machu Picchu.
Efter endelig at være kommet med bussen klokken seks om morgenen, ankom vi til Machu Picchu en halv time senere. Regnen var endelig stoppet (nogenlunde i hvert fald..) og vi besluttede os for lige at bestige endnu et bjerg, nu når vi var så godt i gang. Bjerget hedder Waynapicchu og ligger lige ved siden af Machu Picchu, så man har en flot udsigt over hele landsbyen når man er oppe på toppen. Det var en halsbrækkende tur op ad meget smalle og stejle stier, men vi nåede toppen og sad deroppe og nød den fantastiske udsigt i en times tid. Det var helt fantastisk at se Machu Picchu, absolut noget helt andet end at se det på billeder, og selvom det var så hårdt at nå der til, var det helt klart det hele værd! Resten af formiddagen gik med at vandre rundt mellem de gamle ruiner og bare ligge og nyde solen og synet.
Om eftermiddagen tog vi tilbage til hotellet og hentede vores ting og så gik turen med bus og tog tilbage til Cusco, hvor vi havde et par dage, inden vores tur fortsatte ud i Amazone junglen....
- comments
michael Rud Fantastisk beretning - I er sgu nogle seje tøser hilsen fra en 63 årig
Mette Jubi - endelig opdatering. Det er jo det rene eventyr. Bortset lige fra, at jeg heldigvis ikke vidste at Sussie var blevet dårlig.
Isabella Godt der er nogle der passer lidt på jer! håber Sussie er okay! lyder godt nok ubehageligt.