Torsdag skulle jeg egentlig have siddet i bussen på vej tilbage til Guadalajara. Men den 5 timers lange køretur havde jeg udskudt til om søndagen, da jeg havde sagt ja til at hjælpe med et julearrangement om lørdagen. Det betød at min fredag var unbooked, og jeg derfor måtte finde på noget ekstraordinært at lave min sidste dag (lørdag ville bestå af arbejde og pakning). Det skulle da også vise sig at blive mere nervepirrende og adrenalinpumpende end forventet.

Efter 7 uger med strand, palmer og hvad der nu ellers hører til, så følte jeg fredag morgen for at se noget nyt. Jeg havde tidligere hørt om en landsby kaldet San Sebastian beliggende i bjergene ca. 2 timer fra Vallarta., der skulle være et besøg værd. Så efter en hurtig portion cheerios pakkede jeg en taske og begav mig mod centrum for at finde en bus mod San Sebastian. Det viste sig dog at være svære end forventet. Med kun én afgang dagligt direkte til San Sebastian var der udsolgt.

Det skulle dog ikke slå mig ud - no problema! - hvorfor gøre ligesom alle turisterne og tage den direkte vej med en tam tour-bus fuld af gringos og en guide. Jeg fandt derfor frem til en buslinie, der kunne bringe mig et skridt nærmere målet - …bussen kører til Mascota 3 timer herfra, men halvejs holder chaufføren "tisse-pause" i La Estancia. Her skal du sørge for at komme af bussen og tage vejen op mod bjerget. - Med denne rutebeskrivelse satte jeg mig i bussen mod La Estancia.

Halvanden time senere kunne jeg stige af bussen og fortsætte min søgen mod San Sebastian. Det var dog noget tøvende og nervøst jeg steg af bussen. Stedet bestod kun af en række huse der snoede sig langs vejen, en "kiosk" og taco-stand på hver side. Helst ikke et sted jeg ville strande - men den var god nok, det var her jeg skulle af. Bussen fortsatte og kun jeg og en lokal mexicaner havde valgt at stå af in-the-middle-of-nowhere.

Jeg fandt hurtigt vejen op mod San Sebastian - det var nemlig den eneste vej udover den bussen fortsatte ad. Jeg ville dog tjekke hvornår den sidste bus mod Vallarta kom forbi, men manden jeg spurgte var ikke sikker og mente kl. 18.30. Med den selvsikkerhed enhver mexicaner normalt besidder, var det alt andet en bekræftende at han troede klokken halv syv. Derefter spurgte jeg om der gik busser til San Sebastian, men han smilte blot og lavede blaffer-tegnet til mig. Så uden anelse om hvor langt der var til San Sebastian vandrede jeg på en brostensvej med min vandflaske og prøvede at finde ud af med mig selv hvad jeg havde gang i. Klokken var fire og hvis jeg skulle vandre hele vejen op og tilbage, ville jeg aldrig nå bussen hjem. Men på den anden side var jeg nu kommet så langt og ville derfor ikke gå tilbage og vente på en den bus, der måske aldrig ville komme - så jeg tog chancen og fortsatte.

Kort tid efter kom en familie - to forældre med deres lille pige - kørende og heldig som jeg var, kunne jeg få et lift. Så på ladet af deres pick-up truck blandt en gammel cykel og andet ragelse, blev jeg trukket hele vejen op til San Sebastian. En køretur på godt 20 minutter, så jeg var lykkelig for liftet.

Målet endelig nået - jeg blev sat af ved en forholdsvis stor plads, der indikerede centrum for den lille landsby. Her var den flere hundrede år gamle kirke placeret samt en mindre park udenfor. Landsbyen havde tidligere været en pumpende guld- og sølvmine med over 4000 indbyggere, hvor der i dag kun er 600. Højden kunne samtidig mærkes i form af den køligere luft og temperatur, og der var en markant forskel i beklædningen fra tidligere steder jeg havde været. Det føltes ikke som år 2009…

Bagved kirken kunne jeg høre en gennemtrængende mandestemme promovere en masse forskellige ting. Det viste sig at være en auktion med mikrobølgeovn, støvsuger og andre "super fede" ting i spil. En menneskemængde, der sikkert var halvdelen af indbyggerne, bød løs for at få fingrene i deres nye røverkøb. Jeg forestillede mig at det var civilisation, der netop havde fundet sin vej de tusinde meter op til San Sebastian - jeg var for alvor kommet væk fra Puerto Vallarta, varmen og turismen. Jeg så dog en lille butik på hjørnet af pladsen, der solgte Tequila og andet mexicansk merchandise, der formentlig skulle indbringe den daglige indtjening fra tour-bussen. Derudover var der hostel i byen og en lækker lille restaurant, hvor jeg fik mig en velfortjent middag. Selvom jeg følte mig i et lille lukket samfund i bjergene, var stedet altså stadig turist orienteret.

En udsigt over hele landsbyen placeret på en bjergside med kirken i centrum kunne være et godt syn, så jeg søgte højere op. Stedet var organiseret med én smal flad vej der fra starten af landsbyen førte ind til centrum med kirken. Fra denne vej førte en masse små stier længere opad bjergsiden - nærmest som en labyrint. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at mange af stierne var private veje op til et hus, så flere gange endte jeg i forhaven til et hus. Herfra gik turen ned af stien igen, til venstre, længere ned af stien, til højre, opad en ny stien osv.. Til sidst var jeg fortabt i labyrinten og havde "besøgt" samtlige familier på bjergsiden - men ingen udsigt som ønsket, da de fleste steder var skygget af træer. På min vej tilbage fandt jeg dog et punkt uden træer, men det var desværre en smule lavt placeret, øv øv. Jeg skulle dog hurtigt få større problemer at bekymre mig om. Solen var på dette tidspunkt begyndt at gå ned, og jeg ville derfor finde et lift tilbage til La Estancia og derfra en bus hjem til Vallarta - men ingen skulle samme vej som mig! Der var nu gået 20 minutter uden held med at finde et lift på trods af at jeg havde benyttet mig af både logos, etos og patos fra dansktimerne til at skaffe mig et lift!

Med mit kamera og det der svarer til 120 kr på lommen, stod jeg nu overfor et kæmpe dilemma. Jeg kunne vælge at overnatte på et hostel i landsbyen - hvilket sikkert ville være en oplevelse i sig selv på godt og ondt - og den følgende morgen finde et lift og stadig satse på at have nok penge til bussen. (min spontane idé om tage hertil, havde gjort at jeg glemte at hæve penge om morgenen). Anden mulighed var at forsøge at komme tilbage på nuværende tidspunkt og håbe på en bus. Men hvis der ikke kørte flere busser ville jeg være Lost med rigtig stort L, da den nærmeste mulighed for overnatning derfra er San Sebastian, og det ville være noget nær umuligt at komme tilbage igen.

Da chancen 5 minutter senere bød sig, slog jeg dog til og tog tilbage til La Estancia med en mexicansk varevogn. Fyren jeg kørte med vidste ligesom i San Sebastian ikke den nøjagtige tidsplan for busserne til Vallarta, så det var en neglebidende og tidspressende tur ned ad bjerget… Jeg kunne heldigvis ånde lettet op - da jeg sad og ventede på bussen kunne to mænd fortælle, at den ville komme forbi om 20 minutter. Og således kom jeg uden videre problemer tilbage.

Da jeg satte nøglen i porten og trådte indenfor, kunne jeg virkelig mærke hvor meget det føltes som mit hjem. Hjem kære hjem. De andre ville selvfølgelig høre hvordan det var gået, men jeg var for udmattet til at berette dem alt om mit mindre eventyr. Så det blev kun til en lille historie, der mest af alt lød som om jeg havde taget en bus til ukendt sted, hvorfra jeg uden nogen anelse havde tilbragt resten af min dag på en bjergside - hvilket måske også var lidt af sandheden

Men selve rejsen frem og tilbage havde uden tvivl været mere end halvdelen af dagens oplevelse. Også selvom jeg på et tidspunkt fortrød noget så inderligt hvad jeg havde rodet mig ud i.

- Jonas

________________________________________________________________________

ps

Jeg har stadig en kladde til at ligge med flere oplevelse fra Puerto Vallarta, som jeg ikke har fået puttet ind på siden endnu. Men ellers var dette det sidste fra Puerto Vallarta, så næste gang jeg giver lyd vil være fra Guadalajara.