Profile
Blog
Photos
Videos
Så er Danni taget hjem og er nu startet på arbejde igen. Det har været dejligt at have Danni på besøg, men også svært at sige farvel især på grund af den sidste tids begivenheder. Danni ankom søndag D.6/10, og de første to dage boede vi på lækkert hotel. Derefter flyttede vi tilbage i lejligheden, og fra d.6-10 fik Danni en rundvisning i Cebu City, som bla. stod på besøg af praktikstedet, aftensmad på Chicken and Beer, mad og skywalk i Skytower og selvfølgelig shopping!.
Fredag D.11/10 skulle vi på den længe ventede vulkantur til Mount Kanlaon, som ligger i området Negros. Kl. 9 fredag morgen mødtes alle 10 "deltagere" på City Link Terminal, hvor vores guider Jake og Robert skulle mødes med os. Da alle var samlet, tog vi en minivan fra Cebu City til byen Toledo, hvilket tog ca 3,5 time. Herfra skulle vi med en færge til San Carlos i ca. en time. I San Carlos blev vi indlogeret på et lille pension house, hvor vi skulle overnatte. Vi blev fordelt på tre værelser. Danni og jeg delte værelse med Katrine og Sussi. Vækkeuret ringede kl. 03.30 Vi skulle af sted kl.4 og skulle lige have noget morgenmad først. Da alle var klar blev vi kørt i ca .20 min til det sted, hvor vi skulle mødes med vores to andre guider og vores 2 bærere. I vores egen oppakning skulle vi have eget tøj og sovepose m.m. Den ene bærer bar på 7 telte og noget andet grej. Den anden bar på vores vand og snacks. Vandet var nøje beregnet, og hver mand skulle medbringe 4 l vand til turen. Da vi kom til vores mødested, fik vi taskerne på ryggen, og nu begyndte vores opstigning af Mount Kanlaon for alvor. Det første stykke trak tænder ud, da det startede med en voldsom stigning. Vi passerede landsbybeboere, som bar store risposer på nakken op til deres huse i bjergene enten i bare fødder eller et par slidte flip flops. Vi havde en lang dag foran os, men vi havde vejret med os det første stykke tid. Efter nogle timer slog vi os ned og fik frokost.
På det stykke tid vi havde gået, var vi godt på i højderne og havde en fantastisk udsigt ud over rismarker og små landsbyer. Da frokosten var pakket ned, forsatte vi atter med vores opstigning, men de sidste mange timer forgik i regnvejr. Det regnede uafbrudt, og der kom senere en mindre tyfon, mens vi gik. Vejen der skulle passeres var smal og meget glat, og så gik det bare op op op op op og atter OP! Nogle steder skulle man over eller under væltede træer eller over et sted, hvor man ikke skulle træde forkert, da man kunne ende ud over skrænten. Vi gik og gik, og det begyndte at blive mørkt. Alle var godt brugte og en smule nervøse, for at vi ikke nåede vores Campsite, inden mørket kom…. hvilket vi heller ikke gjorde… Først kl. 21 om aftenen var vi nødsaget til at slå lejr pga. vejret, og at ingen kunne gå længere.
Selv en af vores guider kæmpede med at stå på benene. Han var voldsomt underafkølet efter de mange timer i blæst og regn. Alle var brugte mentalt og fysisk og havde ikke overskud til andet end at komme ind i teltet. De telte, som var medbragte, var ikke beregnet til regnvejr! De blev drivvåde og gennemblødte, og folk havde frosset hele natten. Danni og jeg sov tæt (MEGET) tæt med Christina og Sabine for at holde varmen.
Kl. 6 næste dag stod vi op og var klar til at gå kl. 9. Efter kort tid nåede vi til det campsite, hvor det var meningen vi skulle have sovet. Det var en stor åben plads, hvor det ikke var til at være pga. den stærke vind. Derfra var det meningen, at vi skulle gå det sidste stykke op til toppen af vulkanen, men det måtte vi opgive, fordi blæsten var for voldsom, og vejret gjorde, at det ikke var muligt at have det flotte udsigt fra toppen. Så nu var det blot at gå ned. Det første stykke var ned langs vulkanen, og man kunne se de store kløfter, som et tidligere udbrud havde lavet. Det var utroligt smukt og faktisk en lille smule skræmmende. På vej ned skulle man træde meget varsomt, da der var meget glat efter de store mængder regn, der var kommet dagen før. Allerede fra starten af nedstigningen var meget fødder ømme og mine ben trætte, og jeg havde udsigt til en lang dag. Blæsten var stadig voldsom det første stykke, og flere gange blev jeg væltet omkuld. Havde det ikke været for Danni, så havde jeg stadig ligget på ryggen på en eller anden klippeskrænt ;) Jeg kan ikke tælle på 10 fingre hvor mange gange, jeg røg på numsen på vejen ned, og til sidst var jeg ligeglad og valgte bevidst at sætte mig ned. Smerten i mine fødder var ulidelig, og jeg var mentalt helt færdig. Jeg havde intet overskud til noget- knap nok at gå- men der var ikke andet end at forsætte. Det var den eneste måde at komme ned på. Kort efter vores begyndelse af nedstigningen var Katrine så uheldig at vrikke op på sin fod og erhverve sig en kraftig forstuvning. Men der var meget lidt hjælp at hente. Der blev dog tillkaldt to reddere fra bunden af vulkanen, som skulle op og hente Katrine og hjælpe hende med at komme ned. Der var ikke andet at gøre end at dele os i to, og Katrine, Sussi og Signe samt to guider måtte gå i deres tempo, mens vi andre måtte forsætte.
Det hele blev værre og værre, og jeg var ikke alene om smerter og en følelse af at foden/især storetåen var på vej til at falde af. Først kl. 01.00 om natten nåede vi bunden og havde nu gået siden kl.9 om morgenen. Jeg var aldrig kommet ned, havde det ikke været for Danni, som utroligt nok havde overskud til at hjælpe og guide mig hele vejen ned. Ca. kl. 1.30 kom vi med en van ind til San Carlos igen. Der ventede vi ca. 2,5 time på bussen ned til færgen. Vi rejste hele natten og var hjemme i lejligheden igen kl.9 mandag morgen. Hele mandagen gik med at restituere. Både Danni og jeg var trætte og havde fået voldsomme kradsemærker på begge ben fra tornebuske, som havde revet os til blods.
Vi havde planlagt at skulle til Bohol den 15. Det var næste dag og vi havde glædet os til afslapning ved stranden, men sådan skulle det ikke være. Vi havde netop pakket taskerne og åbnet døren, da hele huset og jorden begynder at ryste voldsomt… Det tager et split sekund, før det går op for os begge, at det er et jordskælv. Jeg råber til Danni, at vi skal ind under sengen nu! Vi løber ind og smider os under senge. Der ligger vi og holder hinanden i hånden til skælvet er overstået. Under rystelserne kan man høre skrig udenfor, og der kommer røg fra min dørkarm som er ved at smuldre. Selve jordskælvet varede kun ca. 40-50 sek., men føltes som en evighed! Jeg løber udenfor for at sikre mig at nabopigerne er okay, hvilket de er. Jeg ringer derefter til Nathja og Karima, som på dette tidspunkt befinder sig på Bohol, hvor epicenteret for jordskælvet var. Begge var okay, og Danni og jeg kunne så småt begynde at bearbejde, hvad vi lige havde oplevet. Vi forsøgte at tage ned til havnen for at se, om det var muligt at komme af sted alligevel, men alt var lukket, og en bygning var styrtet sammen dernede ,så vi vendte hjem igen. Hele dagen og natten var der voldsomme efterskælv, som fik hjertet til at sidde oppe i halsen. Hele natten lå Danni og jeg samt nabopigerne på gulvet med døren åben i vores lejlighed og var klar til at komme ud af huset, hvis det blev nødvendigt, hvilket det gjorde et par gange. Selv 3 uger efter kommer der stadig efterskælv. D.16-18 tog vi til Moalboal for at slappe af, og det var tiltrængt. D. 19 kl. 02.30 tog vi en bus fra Cebu city til Oslob, hvor vi var kl 6. Der svømmede vi med hvalhajer. Det var en stor oplevelse, men også meget grænseoverskridende at svømme lige ved siden at et dyr, der er 10 meter langt og vejer jeg ved ikke hvad! Så blev det den 20. og Danni skulle hjem igen. Det var meget sørgmodigt at sige farvel og efter den seneste tids begivenheder havde jeg mest lyst til at taget flyet hjem med ham. Men efter jeg er begyndt på arbejde igen, har jeg fået nyt mod på at forsætte min fantastiske rejse her på Filippinerne!
- comments
Jytte Det lyder meget voldsomt. Godt I slap "billigt"