Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Så er der nyt fra The Valley in the Sun, som Phoenix kaldes :)
Først lige lidt kort info om, hvor jeg egentlig befinder mig nu. Jeg bor i staten Arizona, hvor der ca. bor 6,6 mio. mennesker, så staten er endda større end hele Danmark. Jeg bor i byen Tempe, som er en del af hovedstaden Phoenix, og her bor der ca. 167.000 mennesker.
Hele byen er opbygget omkring Arizona State University (ASU), hvor jeg skal læse. De fleste butikker har noget tøj eller accessories, hvor der står ASU på, og flere butikker og restauranter har procenter til ASU studerende. Størstedelen af befolkningen i Tempe er studerende (alene på ASU er der 72.000 studerende), men der er også familier, og så er der en del hjemløse (vi har fået at vide, at de hjemløse godt kan lide Arizona, fordi her er så varmt).
De første par dage boede vi som sagt på hotel, hvor de andre piger var ude næsten hver dag og se på lejligheder. De endte dog med at beslutte at flytte samme sted hen som mig, så d. 11. august flyttede vi alle ind i deres lejlighed på Gateway, da min lejlighed først var klar til indflytning d. 15.
De følgende dage brugte vi på at se byen lidt an og slappe ved poolen. Her er ekstremt varmt! Der løber vitterligt sveddråber ned ad benene og armene på en. Jeg tjekkede temperaturen kl. 22 en aften, og der var 36 grader, så det er godt hot :b Vi fik også tid til en tur i Ikea og Walmart (kæmpe supermarked) for at købe nogle ting til lejlighederne. Det var rart endelig at få et køkken, så vi ikke hele tiden skulle spise ude, men det var irriterende stadig at leve i en kuffert.
Endelig blev det d. 15. Jeg troppede op på ejendomskontoret for at få nøglen til min lejlighed, men de kunne kun tilbyde mig en lejlighed uden roommates (hvilket jeg bestemt ikke var interesseret i). Efter en masse snak frem og tilbage og fire besøg på ejendomskontoret fandt de to andre mulige lejligheder, men de fortalte mig hele tiden noget forskelligt om dem. De kunne ikke rigtig finde ud af, hvor gamle pigerne var, og den ene gang var der f.eks. en kat i lejligheden, den anden gang en kat og en hund, og den tredje gang to katte. Så det var meget forvirrende. Det endte med, at de sagde, at jeg måtte komme tilbage dagen efter, for de kunne ikke få fat på pigerne i de to lejligheder.
Dagen efter skulle jeg til noget intro på skolen fra 7.30-14.30, hvor de fortalte om skolen, deres traditioner, transportmuligheder osv. Vi er ca. 1.200 udvekslingsstuderende, hvoraf ca. 1.100 af dem er fra Indien (dette blev meget tydeliggjort, da en af talerne var fra Indien, og nærmest hele salen rejste sig op og hujede).
Da introdagen var forbi, tog jeg hen på ejendomskontoret igen. De havde fået fat på den ene lejlighed, så det var den eller den tomme lejlighed, jeg kunne vælge imellem. Jeg valgte så den med roommates, men kort før jeg skulle til at underskrive, kom manageren (meget arrogant type) ud og spurgte, om jeg virkelig ville bo der. Han sagde, at den anden lejlighed, de havde tilbudt mig dagen før, var meget pænere og renere. Igen fattede jeg bjælde, men det endte med, jeg skrev under på den pænere og renere lejlighed (det er ret fusket herovre - man må ikke se lejlighederne, før man har underskrevet).
Det er skønt endelig at have fået sit eget, men jeg havde forventet noget mere. Der er hverken køkkenting, service, fjernsyn, badeforhæng, toiletspand, billeder på væggen, lidt pyntesager eller lignende. Og her er møgbeskidt! Så det er langt fra det, jeg så på billederne hjemme i DK :/
I går brugte jeg det meste af dagen på at handle ind, da jeg bl.a. manglede en topmadras, en kæmpe pude, en mini støvsuger, rengøringsmidler, madvarer osv. Den offentlige transport herovre er forfærdelig. Selvom der kun er 15 min i bil hen til f.eks. Target (Bilka-lignende supermarked), tager det halvanden time med busserne, da de slet ikke passer sammen og kører nogle mærkelige ruter. Til gengæld kan de ikke give tilbage i bussen på en 5$ seddel, så jeg har kørt gratis flere gange. Men det endte med, at jeg tog en taxi hjem med alt mit habengut for at slippe for busbesværet.
Vi har fået en super sød taximand (Mutee), som vi bare kan ringe efter når som helst. Han arbejder ca. 100 timer om ugen, hvilket siger en del om deres arbejdsforhold herovre. Men han er virkelig en guttermand. I går fræsede han efter en bil gennem porten til Gateway (jeg har ingen kode, da jeg ikke har bil), så han kunne køre mig helt til døren, og han hjalp også med at bære alle mine ting op (og han ville ikke have noget ekstra for det). Og forleden mødte vi ham på en tankstation, da vi var på vej hjem fra en shoppetur. Bussen gik først om en halv time, og vi var helt døde, så Mutee tilbød at køre os noget af vejen, men endte med at køre os helt hjem og endda gratis (der var 5,5 km hjem, så det var alligevel en god bid vej).
Fra 19.30-23 i går brugte jeg tiden på at gøre mit værelse rent og få pakket ud. Der var vitterlig 1,5 cm støv over skabet på badeværelset, og jeg endte med at smide to karklude ud, fordi de var så sorte og aldrig kunne blive til karklude igen. Virkelig ulækkert! Men nu er her dejligt rent :)
Jeg er også allerede blevet fine venner med handymanden på stedet. Først virkede mine røgalarmer ikke, så virkede min vaskemaskine ikke (og jeg er i seriøs tøjkrise efter 21 dage uden vaskemaskine, så jeg håber, de får den fikset i en fart), og i går aftes fik jeg smækket mig ude af badeværelset (må være kommet til at dreje låsen efter min hovedrengøring), så det går rigtig godt ;)
Her til formiddag mødte jeg to af mine roommates for første gang. Den ene hedder Stephanie og arbejder faktisk på Gateway, hvor vi bor, og den anden hedder Paige. De virker begge søde, så jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende.
Jeg håber, at alt er vel i DK.
Knus Jo
P.S. Jeg savner allerede vandet i Danmark. Her smager det af klor :(
- comments