Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme
Ja der kommer lige to oplæg i rap, men vi har ikke haft så meget tid til at skrive dem på stederne, men mens vi sidder her i 4 dage på toget til Moskva, har vi haft MASSER af tid.
I dag er det onsdag d. 20/4 på toget til Moskva. Vi har tilbragt de sidste to døgn her i vores lille kupé sammen med vores hollandske gruppevenner, og vi har endnu et døgn foran os, først i morgen meget tidlig er vi i Moskva. Livet her på toget er virkelig afslappende og slet ikke så forfærdeligt som vi havde forestillet os. Tiden går med at spille en masse forskellige kortspil, drikke øl, spise alt for mange snacks fordi man til tider keder sig helt ulideligt, og så læser vi en masse bøger. Vi har det heldigvis rigtig godt sammen med de hollandske piger, så tiden går også med sjov og spas på de 4kvadratmeter, som vi bor på. På toget er der en lille spisevogn, hvor man sikkert kan få rigtig lækkert mad, dog er der kun menukort på russisk - men vi fik da bestilt kylling og kartofler med en god gang tegnesprog, hvor vi begge måtte lave kyllingebevægelser og lyde, men maden var super lækker - og billig. Hver morgen kommer en kone også ned af vores gang med varmt russisk brød med fyld, så det er næsten morgenmad på sengen :) Vi har også været heldige med stikkontakt lige uden for vores kupé, så vi kan også se film og høre musik. Dagene her flyder ud i et, vi har ingen ide om tiden, og vi måtte beregne os frem til dags dato. Når man tænker tilbage på dagen igår, så kan man ikke huske hvad man lavede, selvom det jo ikke var det store. Men det er charmen ved at køre i tog. Hvad der ikke er charme er, at vi ikke kan komme i bad. Vi har vaskeservietter og parfume der kan dræbe lugten af sure tæer :) Det er næsten ligesom at være på festival bare uden de store tømmermænd :) Som vi skrev tidligere, så frygtede vi standarden og menneskene her på det russiske tog. Men vi er blevet positivt overrasket, personaler støvsuger og rengører toilettet hver eneste dag, de forsøger at sige ting til os på engelsk, og egenligt virker de meget mere imødekommende end først antaget. Inden vi steg på dette russiske tog tilbragte vi 3 døgn i den sibirske by Irkutsk. Byen er speciel fordi den ligger ved den store ferskvandsø Lake Baikal. Men før vi lige kommer ind på dagene i Irkutsk, så er her lige kort info om det Mongolske tog, som vi var på i to døgn fra Ulaanbaatar til Irkutsk. Der var ikke noget luksus overhovedet! Ingen stikkontakt eller madvogn, men så er det godt man har sin gode gruppe, og at man kunne købe gode mongolske øl på de fleste stop, så der var nogen, der sov godt den sidste nat på det tog :) Men på den anden side, så kan man også sige, at oplevelse i det Mongolske tog var lige alle. Vi har hele tiden rejst på 2. klasse, som er standard. Men på det mongolske tog, var der ingen klasser, der var vidst et stort soverum til de soldater som også rejser med toget. Men vi tror lidt, at de kinesiske og russiske toge er mere bevidste om, at flere og flere turister rejser med toget. Men det var sjovt, at være mere på niveau med de lokale i det mongolske tog. Så kom tiden til den sidste grænsekrydsning med toget, den betygtede russiske grænse. Vi forventede flere soldater komme ind i toget og råbe af os, gennemsøge vores baggage osv, men vi blev mødt af en venlig russisk vagt, som først tjekkede vores billetter, derefter kom en stereotype af en russisk dame. Hun havde langt flettet lyst hår, masser af makeup og enormt høje sko. Hun skulle stemple vores pas, og bad os pænt om dem og kigge op. Til sidst kom så en kvindelig og mandelig vagt med shæferhund, som skulle tjekke efter gemte mennesker mm. Det hele gik egentlig meget roligt, bortset fra at toget holdt stille det samme sted i alt 7 timer. Til sidst ville man bare godt afsted, og efter godt 7 timer der gik med at glo på mennesker der gik forbi udenfor og mere kortspil, så sat toget igang, og dagen efter ankom vi til Irkutsk, hvor vores guide Konstantin tog venligt imod os.
Irkutsk: 15/4-17/4
Konstantin og vores private chaufør tog os med hen til vores hotel som lå en times kørsel udenfor Irkutsk, men tæt på Lake Baikal. Konstantin fortalte lidt om sig selv på engelsk med en god russisk accent, og han fortalte om, hvad vi havde af muligheder omkring Lake Baikal. Vores første syn af søen var helt fantastisk, den var stadigvæk tilfrosset, men den lå omringet af grønne og snedækkede bjerge. Vores hotel var en slags alpahytte, så det var næsten som at være på skiferie i Østrig. Der var en kone, som lavede mad til hele hotellet, og det var fantastisk med hjemmelavet mad! Vi startede med at gå ud på den tilfrossede sø. Den er berømt for dens rene vand, den har 20% af alt ferskvand i verden, det er verdens dybeste sø - 1637meter, og den har omkring 2000 plante og dyrearter, som kun lever omkring søen. Det meste kendte dyr er Neepa-sælen, som vi også var inde og se et lille show med. Sælerne kunne man ikke se ude på isen, da de mest opholder sig ved en lille øgruppe på den store sø. Mens vi gik ude på søen, så vi lokale russere hente vand fra et hul midt ude på søen, vi gik hen for at kigge og fik bekræftet det rene vand, og det smagte helt fantastisk :) Efter at have gået rundt på isen et stykke tid, hikede vi en times tid til toppen af en udkigspost ud over noget af søen, som jo er 650km lang, Efter den hårde gåtur var det tid til russisk frokost. Vi gik på marked og købte kebabkød på grillpinde og fisk fanget fra søen. Det sidste vi skulle se den dag, var museum omkring Baikalsøen, efter en lang dag var det ikke så vanvittigt spændende, men Konstantin kom med det bedste forslag, da vi kom tilbage til hotellet - russisk sauna!! Vi var 4 personer i sauna ud over vores guide Konstantin. Der var ca. 100grader i saunaen, og Konstantin fortalte at med 5minutter i saunaen, forbrænder man det samme som med 3km løb. Vi var der i intervaller på 5 minutter. De første 5 minutter sad vi bare og snakkede, efter tiden var gået gik man udenfor(helt udenfor) med en kop varm te. Derefter ind igen. Efter den første sektion fandt Konstantin en gren med blade frem, og vi skulle nu skiftes til at ligge ned, og han ville "behandle" os med denne gren. Det var rigtig dejligt afslappende men så MEGA varmt. Efter din behandling skulle man gå ud og kaste to store skåle koldt vand ned over sig, det var total kuldechok, men sikke en dejlig følelse i kroppen bagefter. Den nat sov vi så godt!
Dagen efter var det tid til sjov og ballade. Vi havde sammen med et australsk par lejet en ATV og en UTV. En 4hjulet crosser og en minijeep, og vi var klar på fuld speed gennem skoven. Det var hyle-morsomt og vi var godt mudret efter en times kørsel, men det var det hele værd. Efter dette gik vi hen på markedet og skød med bue og pil. Dog lidt anderledes end i Mongoliet. Her var det en ambryst man affyrede pilen med. Man kunne få 60 point max, fik man 58 eller derover vandt man en flaske champagne, og til alles overraskelse og hendes egen, så vandt A.D. en flaske champagne og kan nu kalde sig for den russiske Robin Hood :) Der er ikke så meget at lave omkring søen, end de ting vi allerede havde oplevet, så resten af dagen gik med afslapning på hotellet og nyde den skønne natur. Den næste dag var der afrejse mod Irkutsk og om aftenen skulle vi med toget mod Moskva. Men inden dette havde Jeppe valgt at tage på hunde-trekking. Han tog afsted tidligt om morgenen med vores guide Konstantin, og skulle tilbringe de næste par timer i skoven. Hunde-trekking er stort set bare at gå tur med en hund, forstået på den måde at hunden går tur med dig. Sibirske slædehunde har masser af energi, og de er vant til at trække en slæde flere hundrede kilometer. Jeppe gik de første 5km i skoven, hvorefter der så var en dejlig piknik med te, rugbrød, pølser, spæk og vafler. Derefter gik turen tilbage til den landsby, som vi befandt os i. Jeppe synes, at det var en god oplevelse, der gav sved på panden og et godt indblik i de sibirske skove og traditioner.
Vi brugte resten af dagen på at vandrer rundt i Irkutsk hyggelige gader. Vi så nogle mindesmærker, nogle kirker og fik handlet ind til vores 4dages togtur mod Moskva.
Nu sidder vi så på tredje døgn her i toget, og i morgen tidlig er vi endelig i Moskva. Lige nu ser vi virkelig frem til et bad og ordentlig søvn. Den lange togtur har været helt speciel, og når vi står af i Moskva har vi siden Beijing tilbagelagt 7865km i tog - egentlig ret utroligt :) Vi glæder os til Moskva og derefter Skt. Petersborg, og vi håber, at vi kan komme med en sidste opdatering inden vi ses i Danmark!
Mange hilsner og tanker fra Jeppe og A.D.
- comments