Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi kommet frem til den sidste del af vores hidtil fantastiske rejse. D. 9. April kl. 7.45 stod vi på toget som skulle køre os via den transsibiriske jernbane til Ulaanbaatar i Mongoliet. Vi var meget spændte, for det første for at se hvordan standarden på toget var, og for at se, hvem vi skulle bo med, da vi havde billet til en 4mands-kupé. Standarden på det kinesiske tog viste sig at være super god, vi havde dog lidt plads, men en stikkontakt i vores kupé gjorde underværker for vores lille lånte computer :) Vi var også så heldige at have kupeen for os selv. Det tog 1½ døgn at komme til Mongoliet. I starten tænkte vi lidt over, hvordan i alverden kan man tilbringe 1½ døgn på et tog, hvor der er så lidt plads, at går man ud på gangen og møder nogen som går i modsat retning, så er man nød til at træde til side ind i en anden kupé. Men lige så snart toget sætter i gang, så affinder man sig med, at man skal tilbringe de næste 40 timer på toget. Man har god tid til at læse og se film(dog pga. vores lille stikkontakt) og få snakket med resten af vores gruppe på turen. Vi er 7 personer. To piger fra Holland, et ungt(30+ så der er nok nogen derhjemme nu, som smiler :) ) ægtepar fra australien og en anden australsk kvinde. Vi fungerer super godt sammen allesammen, nogen har rejst længe, nogen er lige startet på deres tur, så vi udveksler rigtig mange historie om både de steder vi har besøgt, og om vores hjemland.
På togturen til Mongoliet kørte vi bl.a. igennem den store Gobi-ørken, så man så rigtig meget sand og bjerge, og engang i mellem dukkede der lige en lille forfalden landsby op, hvor der også var små ger´s - hvilket er de "huse" som nomaderne bor i.
Efter ankomsten til Ulaanbaatars banegård mødte vi vores guide Bata. En ret international mongol Han havde boet 6 år i Tyskland og hans engelsk var godt, så der var masser af plads til mange spørgsmål omkring Mongoliet, deres religion og kultur. Efter et bad på vores hotel(hvilket var tiltrængt, da man ikke kan gå i bad på toget) brugte vi dagen på seightseeing i Ulaanbaatar. I Mongoliet bor der 2,8 mio mennesker, og i Ulaanbaatar bor 1,6 mio af dem. Byen er stadig præget af lidt korruptioin for trafikpolitiet er nogle af de rigeste i byen. Kører man for stærkt i Ulaanbaatar skal man aflevere sit kørekort, men som Bata fortalte, så betaler de fleste sig fra det, og trafikpolitiet putter pengene i deres egen lomme. Trafikkørslen er også helt af H til, man risikere altså livet ved at træde ud på vejen, men med Bata var vi ikke helt fortabte i byen. :) Efter at have besøgt Sükhbaatar Square, som er en stor plads hvor parlamentet ligger, pladsen er opkaldt efter deres nationalhelt Sükhbaatar, han gjorde nemlig Mongoliet uafhængig af Kina. Efter dette tog vi bussen op til en udkigspost, hvor man kunne se ud over byen, og hvor en ny stående statue af Buddha var opført. Da vi stod på toppen af udkigsposten, kom vi til at tænke på, hvor mange byer vi har set fra oven; NY, LA, San Francisco og Hong Kong, og hvor meget Ulaanbaatar på ingen måder minder om de andre byer med store moderne bygninger. Byen ligger i en tåge af støv og røg, og alle bygninger er betonfarvede, ind i mellem er en ny og moderne bygning opført, men det er så få, at man kan tælle dem.
Efter at have gået op af de mange trapper til udkigsposten var det tid til aftensmad - Mongolsk BBQ. Gruppen besluttede at tage taxa derhen, men da vi stod og spejdede efter taxa, kunne vi overhovedet ikke få øje på en eneste. Så rakte vores guide en hånd i vejret - og vupti så holdte to personbiler ind til siden. Vi sagde "Bata, det er ikke en taxa" Hans respons var " Når nogen rækker en hånd i vejret og en bil holder ind til siden, så er det en taxa" Det kunne vi kun tage med et smil, vi satte os ind og fik lidt mere at vide om korruption. Alle i Ulaanbaatar kan leje taxachaufør, hvis de mangler penge. Vores guide gør det også en gang i mellem. For os var det altså lidt for skørt, og vi kunne ikke lade være med at spørge, om det ikke var farligt for turister, at tage en "taxa". Men Bata havde ikke hørt om, at nogen turister var blevet kidnappet mm. og hvor indtryk af byen i dagslys var også, at til trods for vanvittig trafik, så virkede den meget rolig og afslappende. Efter en god aftensmad og nogle mongolske øl på taget af vores hotel gik vi i seng, klar til at indtage vores ger-lejr en time væk fra byen i de næste to dage.
Ger-Camp
Dette var helt klart en af højdepunkterne på vores tur med jernbanen, at skulle tilbringe to nætter i det mongolske landskab og bo ligesom nomaderne i disse gers. En ger er en rundt telt, hvor stoffet er meget tykt og træstykker holdet hytten sammen. Inde i midten af ger' er der en lille brændeovn, som holder hytten varm. På vej ud til ger-camp så vi nomader på heste, som transporterede deres kvæg, vi holdt et stop ved en lille souvenirshop og her så vi kameler. Vi fik også den fantastiske lejlighed til at ridde på dem, hvilket for os, var helt vildt. Det var faktisk lidt uvirkeligt, at ridde på en kamel ude midt i ingenting. Du kan ikke se andet en sandfarverede bjerge og den sandfarvede jord du går på - det var helt fantastisk! Efter kamelridning kom vi frem til vores lejr. I vores ger var vi 4 personer med hver vores seng. Vi var faktisk ret overraskede over, at vi ikke skulle sove på gulvet. Der var også en slags mad-ger, hvor et personale lavede lækker mad til os, så vi regnede med, at vi var landet i ger-paradis. Men toilettet var altså et hul i jorden, så helt paradis var det altså ikke :) Rundt omkring vores ger gik der køer og hunde, så en nat hvor A.D. skulle op på toilet, fik hun sig noget af en forskrækkelse, da hun ved siden af "toilettet" så en tyr ligge og gumle hvad der lignede græs. Men selv efter to dage, var det altså stadigvæk ikke hendes bedste ven. :) Jeppe derimod er lidt mere in med dyrerne og klappede hver en ko, han kunne komme til. Som i også kan se på billederne, så er der ikke så sørens meget omkring vores lejr, så tiden gik med afslapning, kortspil, bueskydning og anglebone-spil. Det sidstnævnte er et spil man spiller med knogler ægte knogler fra får og geder. Vi skulle også besøge en nomadefamilie, og som gave havde vi medbragt malebog og farveblyanter til de børn, som der nu måttte være. Desværre var den kun den gamle mor, som var hjemme, hendes børn og børnebørn var inde i byen, men hun vidste, at hendes børnebørn ville blive glad for gaven, så vi var godt tilfredse :) Konen var enke, men boede sammen med hendes ældste søn, svigerdatter og børnebørn i to gers. Hun var ved at oplære ham til at være nomade. Hun var selv vokset op som nomade, men i sine teenagerår, valgte hun også at tage ind til byen. Da hendes forældre var blevet for gamle til at passe dyrerne og deres ger, tog hun tilbage til nomadelivet, og har levet sådan siden. Vi blev inviteret indenfor i hendes ger, og her blev vi igen overrasket. Der var køleskab, tv og mobiltelefon, som de opladede via solenergi. Vi havde virkelig regnet med, at de levede så primitivt som muligt, men her var det egentlig også kun toilettet, slagtemetoden(hammer til hoved metoden) og malkestilen som var primitivt. De fleste nomader har 4 faste steder i landskabet som de flytter rundt til. Et sted for hver årstid, og det er ikke flere 100kilometer de flytter, det er for det meste bare lige rundt om næste bjerg. Vi troede også, at de gik flere hundrede kilometer flere gange om året, men nomaderne moderniserer sig åbenbart også :)
Som en af de sidste ting vi gjorde ude omkring i det Mongolske landskab var at klatre op på "Turtle Rock" en kæmpe stor sten formet som en skildpadde. Det var noget af en klatretur både op og ned igen, men ret sjov at sidde på toppen af stenen og spise lagkage, fordi en af vores gruppemedlemmer havde fødselsdag.
Efter 3 fantastiske dage i Mongoliet, var vi nu klar til endnu en togtur til Irkutsk i Sibirien. Vi havde hørt, at standarden på det kinesiske tog er helt i top i forhold til de mongolske og russiske toge, og at krydse grænsen til Rusland, vil for de fleste også være et rædselslagen møde med det russiske politi.
Vi ser frem til udfordringerne! Vi håber alle stadigvæk orker at følge os, selvom vi godt ved, at vores indlæg er rimelig lange! :) Vi glæder os til at se jer igen.
Jeppe og A.D.
- comments