Profile
Blog
Photos
Videos
Så går vi i gang med det sidste blogindlæg, der overhovedet vil komme på den her blog - trist.
Da vi ankom til Buenos Aires om formiddagen tog vi en taxa til vores hostel, Milhouse. Forinden da kørte vi dog forbi blandt andet Det Lyserøde Præsidentpalads - så er den også checket af på listen - og rundt i Buenos Aires' gader. Buenos Aires ligner slet ikke en sydamerikansk by, nærmere en europæisk metropol. Byen er langt flottere end standarden hernede, der er et metro-system, der er folk fra alverdens lande og McD, Subway og Burger King har fundet vej til byens maver.
Efter lidt forvirring med at finde vores hostel kom vi endelig frem, men der gik lidt tid før check-in, så den brugte vi på at gå lidt rundt i Buenos Aires' pulserende gader. Efter check-in skal jeg love for, at vi faldt i søvn - og vågnede først om aftenen, hvor vi drønede på Burger King for at spise aftensmad og så tilbage til hostellet for at gøre klar til fest om aftenen. Her mødte vi en af vores dorm-mates, Chagul, der er på kærlighedsferie i Buenos Aires uden nogen kæreste. En utrolig sjov, lidt speciel og flink fyr, som det også endte med, at vi drak med om aftenen. Her var vi til flere store fester, og det er virkelig dejligt med store, ordentlige fester igen - det kan de finde ud af her i Buenos Aires!
Næste dag stod vi sent op og tog en metro ud til Palermo Viejo, der er et pænt kvarter med masser af butikker, caféer og andet - et lidt parisisk byliv udfolder sig her. Stedet var rigtig flot, og igen kan vi ikke forstå, at det ligger lige midt i Sydamerika. Om aftenen var vi stadigvæk så ramte af dagen før, at vi endte med at gå rundt i byens gader på jagt efter en åben Subway. Det fandt vi dog aldrig, men det bragte os ned på gaden Florida, der er Buenos Aires' strøg. Her var der masser af gøgl og gadesælgere, og det fik vi det meste af aftenen til at gå med.
Buenos Aires er også en ret dyr by, så budgetterne holder nok ikke hele vejen hjem - men det kunne vi jo også have fortalt jer efter to dage på Koh Tao i Thailand :) Vi har ikke de store planer for Buenos Aires, men det blive noget med sightseeing og fest. Og så skal vi også ud at se et af byens fodboldhold, River Plate, spille en af dagene. Det skal nok blive en ret stor oplevelse.
Næste dag stod vi op efter at have frosset hele natten - tak til en næsvis aircondition - og bevægede os ned på Florida-gaden og de mange sidegader. Først gik vi dog ned mod Det Lyserøde Præsidentpalads, der dog nærmere er laksefarvet. Vi var mere optagede af en demonstration med trommer og flag, der - meget fredeligt - blev holdt tilbage af politiet med barrikader, riot shields og så videre. Man kan åbenbart godt lide at demonstrere hernede i Sydamerika.
Bagefter drønede vi op igennem Florida, der er en kæmpestor og rigtig lang handelsgade med rigtige butikker, gøglere og så videre. Vi brugte det meste af dagen på at kigge rundt, og vi fik begge købt lidt småting, ligesom Jakob fik købt en River Plate-trøje til lørdagens kamp. Yeah! Det blev også til et glædeligt gensyn med Subway, som byens borgere virkelig har taget til dig - det vidnede en laaaang kø om.
Vi fik også købt billetterne til lørdagens fodboldkamp med River Plate, et af byens to store hold. Fodboldkulturen hernede skulle være ret vild, og en del af de penge, vi har betalt, går til fan-skaren - en slags sikkerhedspenge. Sure penge at skulle betale, men vi gider ikke at blive slået ned.
Aftenen endte sådan, som de nu engang gør her i Buenos Aires - med en masse Quilmes-øl. Det blev morgen, før vi kom hjem, og det blev aften før vi vågnede op - derfor nåede der selvsagt ikke at ske meget denne dag. Dog var der en hjemløs dame, der stjal Andreas' pommes frites (!).
Buenos Aires er jo en rigtig flot by, men det er ikke ualmindeligt er se børnetiggere, sovende folk på gaden og så videre. Når man går rundt nede i byen, skal alle de lidt dyrere butikker også låses op indefra, ligesom der står vagter uden for døren.
Dagen efter kom til at ligne hinanden - vi får drukket en del, sovet en del og sightseet en del her i fantastiske Buenos Aires.
Den sidste dag var vores sidste 'rigtige' dag på rejsen. Vanen tro sov vi grundet en god bytur rigtig længe, men vi nåede da lige at kunne få lidt fastfood ned og hoppe på bussen til topbraget River Plate - Banfield. Buenos Aires har to store fodboldhold - arbejderholdet Boca Juniors, der ligger nede i tabellen, og storklubben River Plate, der kan bryste sig af at være nummer et. Selve stadion var kæmpestort med små sæder, og man kunne se tusinder af tilhængere valfarte - syngende - til. Da vi fik sat os, var vi først lidt skuffede over fremmødet og kvaliteten af kampen. Det var dog ungdomsholdet halvanden time før kampstart, vi kiggede på - det havde ingen fortalt os.
Efter noget ventetid gik den rigtige kamp i gang, og en superligakamp kan godt gå hjem - der var virkelig knald på, og tilhængertribunen blev da også udsat for lidt af hvert. Specielt til 1-0-føringen kogte det over, og det var også det, kampen endte. Kampen var rigtig vild!
Da vi kom hjem omkring midnat tog vi på en rigtig fin restaurant for at slutte det hele af. Det blev en gang mad over alle standarder, og da vi kom tilbage, stod den på pakning. Fedt...
Nu sidder vi så her, samlet omkring bordet inden taxaen smutter om et kvarter - så er det kun en flyvetur, der adskiller os fra Danmark.
De sidste seks måneder har været helt fantastiske, og vi har oplevet naturkatastrofer i Oceanien, besteget et bjerg på Borneo, dykket med hajer i Asien, sprunget ud fra både flyvere og broer, tygget koka-blade i verdens højest beliggende civiliserede by, sprunget dynamit i Bolivia og stået ved siden af tusinder af liter vand, der bragede mod afgrunden - og meget, meget, meget mere, tro det eller ej.
Vi håber, at I har nydt at følge med på bloggen.
Vi ved forresten også præcist, hvornår vi er hjemme, hvis vi da når toget efter flylandingen i Kastrup (hvilket vi meget gerne skulle) - vi står på Holstebro Banegård mandag den 11. april klokken 18.33.
- comments
Lasse Hey boys. Der ligger en Subway helt nede ved enden af Florida inden i et rimeligt eksklusivt mall, der bl.a. har Hilfiger, Gucci, Versace osv. Mht til fodbold, så tror jeg, det er federe at se Boca Juniors end River Plate. Boca er arbejdsklassens klub, så der er lidt mere vild stemning :)
Jakob Hej Lasse... Der er maaaasser af Subways i byen - vi fandt en ved obelisken i dag :) Men tak for det. Boca spiller ikke, mens vi er her, men det gør River Plate. Men det skal også nok blive vildt. Det koster en del at betale for vores sikkerhed... :) Og nu har jeg jo en River Plate-trøje!