Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har i mine tidligere indlaeg daekket min rejse gennem det fascinerende Peru. Rejsen foerte mig videre til Bolivia, hvor lige saa mange, eller endnu flere, store oplevelser ventede. Den gode Marcus, norske Super-Martin og seje undertegnede startede med en visit i den lille men stemningsmaettede by Copacabana ved kysten til Lake Titicaca, verdens hoejest beliggende soe. Havnepromenaden og udsigten her var spektakulaer for en vandhund som mig, der paa det seneste hoejst var stoedt paa et par vandpytter.
Fin by, og her var billigt! Vi havde natten inden i Peru fundet et hostal i Puno, som vi fandt dejligt billigt - halv pris af resten af Peru. Her i det bolivianske blev prisen fra Puno halveret paa ny, og vi sov til 15 danske kroner, aaah god start paa Bolivia. Vi undredes dog over de hundredevis af muggent broed, der havde indtaget gulvet i bygningens koekken. Forklaringen udeblev, og vi klarede os fint (og lavede vores egen havregroed til morgenmad).
De naeste to dage stod paa en tur til flotte Isla del Sol i selskab med den kaekke hollaender Arthur, som vi ogsaa havde moedt i Cusco og for Marcus' vedkommende i Equador.
Jeg syntes, at jeg havde opholdt mig hoejt oppe i Perus Andesbjerge, men nu fandt jeg mig noget hoejere i 3700 meters hoejde. Baadturen ud til oen gav udsyn til de bolivianske, snedaekkede bjergkaeder, og pludselig syntes Peru ikke at vaere saa hoejt oppe. Paa dette tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg senere paa min rejse ville ende paa toppen af en af disse hvide kaemper - men jeg begyndte her rigtigt at droemme om det.
Da vi ankom til oen var det bare om at komme afsted ud af en sti, som vi besluttede ville føre os nordpaa. Den gik opad, og under vandringen vendte jeg mig impulsivt og beskuede synet af solens straaler paa boelgen blaa under os. Det gav en fantastisk foelelse at naa op paa bakkekammen, se ud over den anden side af oeen, og vaere omgivet af den blaa masse, hvorend man vendte sit blik.
Over stok og sten begav Martin, Arthur, Marcus og jeg os mod den nordlige spids af oeen i et idyllisk landskab af klipper og eukalyptustraeer med blaa himmel og glinsende boelger som baggrund. Jeg broed imidliertid idyllen ved at klatre op i et af traeerne, der viste sig ikke at kunne holde til vægten og med èt blokerede stien - med mig liggende fortumlet under det.
Efter den fænomenale gåtur landede vi i landsbyen Cochapampa til afslapning og en kort badetur i søen, der lignede et roligt hav i 3700 meters højde. 3 store europæiske brød i det kolde vand, ved en varm strand, i en idyllisk bugt, på en charmerende klippeø, i en glimtende kæmpesø, i et spændende Bolivia, i midten af magiske Sydamerika........... Slet ikke værst!
Det var skønt med en pause til at ligge og læse/snakke lidt i sengen, før vi atter begav os ud på eventyr. Vi havde hørt fra andre rejsende på øen, at man kunne opleve en flot solnedgang oppe fra bakkekarmen af. Marcus blev hjemme og tog sig en lur på vores hostal, da han var tynget af antibiotika mod et hævet dyrebid/stik fra Colca Canyon. Vi andre gik i al hast afsted af stierne langs stranden. Vi forventede på toppen en brændende himmel og den døende sol så småt begravet i det himmelblå vand. Istedet blev vi mødt af en række af øens mange krumninger, og vi måtte nu skynde os for at nå frem til et godt udsigtspunkt, før solens stråler ville tone ud. I desperation satte jeg mine knæ på prøve ved at sprinte over stok og sten i det ujævne terræn. Det var en fantastisk udfoldelse, og solens rødlige skær over omgivelserne gjorde det til en virkelig flot tur. Også på tilbagevejen blev vi fascinerede af den utroligt klare stjernehimmel, og vi havde en hyggelig aften i sammen med et mixet rejseselskab, vi mødte ved solnedgangen ved øens udkant. Vi spiste friskfanget torsk, og det var den lækreste fiskeret, jeg nogensinde har smagt. I baksspejlet var det noget tamt, at Marcus og jeg delte retten, da jeg tror at vi begge sagtens kunne have spist os igennem en hel selv, uden at være tvunget til at leve af brød og dåsetun de næste dage - nåh nej, det var jo det vi gjorde!
Vi sejlede tilbage til fastlandet i ro og mag, hvor jeg måtte restituere knæene efter mine anstrengelser på Isla del Sol. I weekenden ville bolivianerne stable en storstilet karneval på benene, om jeg havde glædet mig til i månedsvis. Vi blev dog lettere skuffede om fredagen, da et orkester ledte en horde af skolebørn gennem byens gader - og det var det. Jeg håber ikke, at det var festens klimaks, vi overværede, men da vi forlod Copacabana fik vi også på fornemmelsen, at karnevallet først rigtig ville starte om lørdagen, hvor det forhåbentlig gik lidt vildere for sig. Vi tog imidlertid en bumpet bustur til hovedstaden La Paz, som var kendt for at være et bjergtagende syn, og vi var klar.
- comments