Profile
Blog
Photos
Videos
Ankomst til La Paz
Verden er fuld af muligheder, uanset hvor du er.
Vi befandt os imidlertidigt i en bus på vej til Bolivias hovedstad, La Paz, som vi ville komme til at lære rigtig godt at kende - eller, så godt som man nu kan som gennemrejsende backpacker. Jeg tror, at man kan være opvokset i byen, og stadig forbløffes over, hvad der gemmer sig bag det næste gadehjørne. Efter et par dage var jeg i hvert fald på god fod med en stor del af det touristede centrum, og savnede ikke noget bykort. Men det var som sagt først efter et par dage..
Når man på busturene blev træt af at stene og se på bjerglandskabet, kan man selvfølgelig opdatere sig på destiantionen - noget Marcus specielt havde flair for, da han havde udviklet et tæt forhold til sin kompakte Sydamerika-guidebog, der havde stået os bi i tykt og tyndt. Den indeholdt et stort og lidt upræcist kort over centrum, og et endnu større kort over hele byen - det vil sige, hvad vi troede var hele byen, for vi kørte rundt i gaderne i 40 minutter, før vi nåede ind på det store kort!
København er gennemsnitligt hævet 14 meter over havets overflade og varierer sikkert mellem 4-5 højdemeter. La Paz er grundlagt i en dal, så centrum ligger i 3700 meters højde, mens forstæderne (El Alto) befinder sig godt 500 meter højere oppe mod skyerne. Vi havde så småt vænnet os til højderne, men nu skulle vi bo "fast" højere oppe end tidligere, hvilket især kunne mærkes på søvnkvaliteten på vores ellers udemærkede hostal med gratis billard- og bordtennisbord, fjernsynsstue og gratis morgenmad (meget hvidt brød med syltetøj og coca-te).
For os, dvs. Marcus og jeg, godt akkompagneret af nordmanden Martin og den flyvende hollænder Aarthur, indebar ankomsten til en ny og spændende by som altid en længere vandretur med et større kort i hænderne og en kolossal backpack hændende på skuldrende. Efter at have besluttet os for et hostal og så have gået frem og tilbage lige foran indgangen for derefter at træde indenfor, fortsatte vi ærindevandringen i byens gader. Vi havde ikke meget succes med hverken at finde American Airlines' kontor så jeg kunne få ændret min flybillet i slutningen af ugen, finde en udgave af rejseguiden "Lonely Planet Bolivia" eller finde de turarrangører, vi havde udset os på forhånd. Vi gjorde hvad vi kunne for at få styr på planen for det næste stykke tid, hvilket var svært, når vi gerne ville nå en masse her i Bolivia og for Marcus' vedkommende også i Argentina.
Jeg elsker alt hvad der rimer på klipper og bjergbestigning, selvom jeg var ganske uerfaren på området (ikke at forglemme de Bornholmske bjerges forlystelser dog), og jeg tog afsted hjemmefra med en drøm i maven om at se ned på skydækket fra en storslået bjergtop. Derfor var jeg ivrig efter at bestige bjerget Huayna Potosi, som jeg havde haft i tankerne siden en flink backpackerfyr malende havde fortalt om sin tur derop, da jeg mødte ham i Cuzco i Peru. Plus at jeg så det som et mindre must at besøge junglens vildskab - men som det så ud lige nu, havde jeg en billet hjem til DK den kommende uge. :(
Lettere fortumlede af en bytur ovre på partyhostalet Wild Rover fortsatte vi næste dag vores anstrengelser i byens altid menneskeproppede gader, men måtte efter 5 timer med trætte fusser erkende, at det var søndag, og alt var lukket. Men det var sjovt på et trappetrin at støde på en af Marcus' venner for en aften tilbage fra Equador, der fortalte om sine oplevelser i de peruvianske bjerge i nationalparken Huaraz, og han viste foruroligende og dragende billeder af et snedækket telt på en bjergskrænt, og det kan man jo ikke sige nej til! Det cooleste var, at han og hans venner prisende fortalte om deres lige overståede "Ride & River" tur mod junglen, hvor man i stedet for at tage en forfærdelig lang og usikker bustur fra bjergene ind i det store buskads, tonser afsted på mountainbike over stok og sten efterfulgt af båd- og vandretur i junglen. Et lovende turarrangement, som jeg først lige havde hørt om dagen før, da vores bus kørte rundt i byens forstæder, mens Marcus læste op fra sin rejseguide. Og så begyndte jagten virkelig for at få nogle fede adventureture i hus i vores kaldender!
Kulturel indsprøjtning af voldelige, lavstammede kvinder og klovne
På vores anden aften valgte vi for en gang skyld at læne os tilbage og blive underholdt af andre vovehalse, der gør skøre ting. Vi havde hørt, at de lokale i La Paz i stedet for at tage i Parken og se på fodbold, tager til Cholita Wrestling og frådende ser udklædte mænd, kvinder, klovne og dværge kaste rundt med hinanden i ringen i et stort, planlagt og organiseret mylder. Det lød udelukkende som en turistfælde (ligesom tangoen i Argentina), så vi blev overraskede over at se den store folkemængde af lave, buttede, fladpandede og stornæsede bolivianere huje og skråle bag os. De er et ganske venligt folkefærd (så længe man ikke klatrer rundt på deres tage altså) men de var meget lidt attråværdige ud fra vestlig standart og smag..
Alle værsthuse har deres stamgæster, og denne betonhal, hvor toilettets pissoir bestod af en snasket brusekabine, havde også sin. Han var en gammel, gnækkende, foroverbøjet og først og fremmest passioneret mand, der pludselig var nødt til at rykke op til touristerne på forreste række, så han bedre kunne råbe (på spansk) op til kombattanterne i ringen. Han satte sig ved min side, og vi havde en underfundig samtale, som jeg fattede hat af, da mit spanske var suverænt mangelfuldt, og han manglede sine tænder. Dermed var denne aftens spøjse hul-i-hovedet-aktivitet fuldendt.
Øvebestigning af Chacaltaya
Man skal passe på, når man er oppe i højderne. Ilt er temmelig vigtigt for kroppen, og bare i 3000 meter, som da vi var i Cuzco, er der pga. den tynde luft en reel risiko for at få højdesyge i form af hovedpine, mavepine, svimmelhed, søvnbesvær og mistet appetit. Slem højdesyge er ikke bare super ubehageligt, men også ret farligt, så Martin, Arthur, Marcus og jeg selv måtte hver især overveje, om vi ville forsøge os med at nå toppen af Huayana Potosi i 6082 meters højde.
Marcus fortalte om sin bjergbestigning i Venezuela og om hvordan slem højdesyge ikke er noget man vil ønske for sin værste fjende. Derfor besluttede vi at gå forsigtigt frem. Den ene ting var at finde et godt beaureu med godt udstyr, god service og en guide, der kunne hjælpe os til tops. Man kan aldrig vide, hvem der får højdesyge og hvem der ikke gør, men jo bedre man er akklimatiseret (dvs. vænnet til højden), jo bedre er man stillet. Vi var efterhånden rimelig akklimatiseret til at opholde os i 3500 meters højde, men hvad ville ske, når vi pludselig skulle trække vejret i minimum 4800 meters højde i de tre dage, som turen ville vare?
Som forberedelse besluttede vi på egen hånd at finde vej op til bjerget Chacaltaya, der ragede 5300 meter op over havet, og se hvad der skete. fik vi det skidt der, var der ingen chance for at klare the real deal, for derfra ville det blive 10 gange hårdere for hver 100. meter.
Er ens pengepung stor nok, kan man gøre hvad man vil i Sydamerika med uendelig assistance, men til gengæld tror jeg ikke, at man udvikler sig lige så meget af at få andre til at gøre det hårde arbejde for en. Plus at pungen rækker uendeligt længere, hvis man spørger rundt 20 forskellige steder og kigger på kort og i bøger efter den bedste og billigste måde at komme frem - i dette tilfælde endte vi med at tage tre forskellige minibusser, som vi måtte lede gevaldigt meget efter, da bykort og de lokale ikke altid var en hjælp. Chaufføren i den sidste minibus, som vi fandt i udkandten af byens forstad El Alto, indvilgede i at køre os helt over til starten af bjerget for en slik via veje så hullede, at vi alle fik nærkontakt med bilens loft, gulv, sider og interiør. Derudover husker jeg, at jeg glemte et halsterklæde i den, hvilket var irriterende. Både jeg og Marcus havde for vane at miste overblikket over vores ting, hvilket eskalerede nu når vi hele tiden var på farten.
Der stod vi så, med Chacaltaya foran os og Huayna Potosi til vesntre i baggrunden. Vi havde selv kæmpet os herop, og det havde kostet os 17 kroner hver, istedet for at have ladet en taxichauffør rippe os for en plovmand.
Jeg gik raskt afsted med min vandrestav fra Colca Canyon som hjælper, men straks hev Marcus fat i mig og fik mig til at sætte farten ned, så jeg ikke faldt om i kramper 100 meter længere fremme. Vi var kørt ca. 1400 højdemeter op; luften var tyndere, og for ikke at overanstrenge sig, bevægede vi os langsomt op af den stenede vej i det golde men fantastiske landskab mod toppen. Her var der udsigt over La Paz til den ene side, mens Potosi klar og snehvid ragede op over os til den anden.
Vi var deroppe i lidt tid, alle fire uden at mærke nogle alarmerende signaler, men Marcus og Martin mærkede højdens ubehagelige effekt. Nu skulle vi bare ned igen og tilbage til byen, før det blev mørkt. Som perfekt afslutning på dagen fik vi lov at hoppe op på laddet af en families bil, der var på vej tilbage til byen. Der sad vi så i støvet og bumpede afsted, og jeg sang lykkeligt, mens solen gik ned bag os.
Vi kunne stadig ikke føle os sikre på noget som helst, og til sidst så det ud til at blive hollænderen Arthur og mig, der kastede os ud i bjergbestigningen af kæmpen ved navn Huayana Potosi. Jeg kunne dog ikke skrive under på aftalen hos vores rejsebureau, før jeg havde ændret min flybillet. Billetkontoret vi havde fundet var lukket ned, i Dansmark var det endnu en gang helligdag, i USA kvævede de, at jeg havde et amerikansk betalingskort, mit spansk var som altid elendigt, og min billet sagde, at jeg skulle flyve hjem til det grå DK i overmorgen - dagen før, vi skulle afsted til Potosi!
Fortsættelse følger...
- comments