Så prøver vi igen!
Jeg bor i centrum Arusha med en del andre frivillige hvoraf de fleste er danskere. Der var 4 drenge da jeg kom, men 2 af dem tog hjem i mandags, så nu holder jeg sammen med den sidste dreng, magnus. Spiller fodbold i gården, pool på baren. Vi bor i et stort indhegnet område med 2 3-etagers bygninger. De fleste deler værelse med nogen, men jeg har hele stueetagen i den ene bygning for mig selv. Der er masai-krigere der kommer og holder vagt ved døren, samt 2 kogekoner og en rengøringsdame. Derudover er der kooordinatoren Charles der arrangere forskellige ture (som fx bongo-trommerne) og sørger for vi har det godt. En meget karismatisk mand ved navn Mr. Matolo ejer lejlighederne vi bor i. Derudover e´jer han flere safari-selskaber, 4 discoteker, spisesteder og diverse øvrige ejendomme i Arusha og Moshi. Det siges at han ejer halvdelen af Arusha. Han giver altid drinks på den lokale bar, inviterer os over til spisning og tager sig generelt godt af os. Han gør også meget for lokalområdet. Han bor i et kæmpe hus med små huse rundt omkring, hvor hans over 100 "børn" i alderen 13-20 bor. Han har 4 rigtige børn, mens resten er forældreløse gadebørn han har taget til sig, og giver mad og husly. De hjælper ham så som chaufføre, gardnere og i safariselskaberne. En god mand at kende!
Jeg arbejder på "Farajas Orphanage" - et sted for børn fra 2-10 år, hvor forældrene enten er døde eller ikke har råd til at betale for rigtig skolegang. Det ejes af Faraja, en 25 årig præst og hans hjælper, Justin. Der er omkring 100 børn tilknyttet hvoraf ca 25 har HIV/AIDS. De forældreløse bor fast hos Faraja, og resten går hjem om eftermiddagen. De fleste af børnene er fejl-ernærede da de kun får et måltid ris eller ugali om dagen - det som Farajas børnehjem tilbyder. Faraja og Justin lader til at være glade for at have mig, især da jeg sammen med nogle af de andre danske piger samlede mad-donationer fra store bageri-virksomheder til børnehjemmet i tirsdags. Børnene bliver undervist i matematik, engelsk, kristendom og engang imellem Swahili. Børnene er meget glade og søde, om end fulstændig ustyrlige. De kan godt komme op at slås for at holde en i hånden eller side på skødet - de ved godt det er en smart vej til at blive sponsoret til en ordentlig skole. For at komme til arbejde tager jeg en motorcykel-taxi, der kører mig op til den centrale busstation, og derfra skal jeg tage en minibus der hedder Dalla-Dalla.
Funfact nr 1: De er mindre end danske minibusser. Der er sæder til 12 mennesker i en Dalla-dalla, men de står ikke i vejen for at fylde den med det dobbelte. Det højste antal jeg har observeret er 28 mennesker!
Funfact nr 2: Tanzaniterne slynger om sig med begrebet T.I.A. Når strømmen går, når der ikke er noget vand, når folk kommer for sent til en aftale, siger man blot TIA - This is Africa, og så er der ikke så meget at gøre. I forlængelse af det, regner man med 2 tider for en aftale: Muzungu-time og African-time. Når man siger Muzungu-time er det til tiden, African-time er det gerne 1-2timer efter. Og i forlængelse af det, betyder Muzungu fremmed/hvid, og er et tilråb man ofte møder fra både børn og voksne. De siger dog det ikke er noget nedladende i at siger det, men jeg tvivler.
Vejret har været meget svingende indtil videre, mest regn, engang imellem solskin, engang imellem bragende sol og regn på samme tid! Maden er også svingende. engang imellem er der ris badet i olie hvor man selv må supplere med ketchup. Andre gange kan der være kartofler med bønner og peberfrugt, fisk og mango. Man kan dog gå ud og spise lækker mad til rimelige priser. Morgenmad findes ikke - det er en kop the eller kaffe, og vi køber så selv havregryn og mælk.
Det var lige hvad jeg kunne komme på nu. I morgen skal vi ud til en masai-landsby og se hvordan de lever, det bliver spændende. Håber i hygger jer i snestormen!